Der går han, døden, forbi også denne gang forbi. Standser ved en korsvej som ved han ikke, hvilken vej han skal vælge. Sort, ja han er sort, men jeg ser ham ikke, ikke længere. Men han er der, det ved jeg.
Nu sætter han síg er blevet træt måske af at skulle vælge og slå ihjeld. To piger i formiddags på vej på vejen, han sad i bilen, da den ramte, det må være hårdt, hårdt at være døden.
Tavs, ja han er tavs, så jeg hører ham ikke, ikke længere. Men jeg ved, han siger til, når tiden kommer, han kommer med tiden, det ved jeg.

Farfar stillede os op fætre og kusiner i solen ved gavlen den mindste til venstre, det var Kiersti, så kom Mikkel og Karen Marie, tolv var vi med høje Hanne helt til højre. Han ville måle tiden, Farfar, for han vidste godt, den ellers ville gå. Den ville med tiden gå, og så var det bare at få den standset i tide, inden vi var blevet lige høje og fået andre at holde ferie med.
Karen Marie døde, da hun var 23, det vidste vi godt, men først bagefter måtte vi sige det, det havde været meningen fra fødslen, at hun aldrig ville blive gammel, måske det var derfor, hun blev gemt væk.

Nu rejser han sig og går videre. Han har valgt en vej og har valgt rigtigt, det gør han altid vælger rigtigt, ingen dør uden døden, altid er han der sort og tavs aldrig i tvivl, næsten aldrig.

Jeg vidste det ikke, da jeg i Krakow på studietur om natten drømte, at jeg var på besøg hos Farmor, men hun var så mærkelig, talte ikke til mig, men gik bare helt forvirret rundt i stuen og kiggede ned i gulvet, knold i nakken den vanlige largo vippende mellem læberne og smudsige brilleglas, jeg turde ikke spørge, hvad der var galt, det var først, da jeg var kommet hjem ugen efter, jeg fik at vide, at Farfar var død netop den nat og nu lå begravet på familiegravstedet.

Der står han, døden, for enden, som venter han på mig. Der er kun den ene vej eller nærmest sti, og han har set mig, så jeg vender ikke om, men går videre, måler tiden med mine skridt. Kan godt regne ud, hvornår jeg når frem, da han pludselig vender sig og går videre. Sammen krydser vi nu klitter af hyben og marehalm, slugter med siv og mos, døden først, så mig i samme tempo men 100 meter senere. Eller 3 1/2 minut.

Der er lærke og vibe, så smukt de synger og en duft så dejlig, rosenduft, og et hav derude og kamille og revling så brusende, levende og evigt, igen og igen hvide striber og smagen af salt.
Det er, som om livet vil gøre sit yderste for at blive husket for det smukke. Og jeg nyder det. Med baskende vinger flyver de afsted, alle minderne, tilbage er kun turen på stien. Det er den mest intense oplevelse, tænk, at noget kan være så smukt og så rigtigt, blæsten, solen og buskene får stemmer og sandet synger, men der er stadig langt til døden.

Livet igennem var jeg så bange for at dø, tænkte, husker jeg, på at tage livet af mig for at slippe for at skulle dø. Jeg var så bange, fordi jeg ikke kunne se ham, men nu, hvor jeg følger efter ham, er jeg tryg, ja sådan skal det være, aldrig skal du slippe døden af syne, for så kommer angsten. Først for døden så for livet og så en dag står du ved en korsvej og skal vælge leve livet eller følge døden, men du ved ikke hvilken vej, der er den rigtige.

Han ligger også under en sten på familiegravstedet, min far i en urne. Af stentøj, den var dyr men kunne holde i 300 år sagde han, bedemanden, keramik uden glasur 50 år men den var grim i faconen, og så den biologisk nedbrydelige kun i to år før asken siver ud i joden. Livet er kun til låns, sådan er det, først låner du livet, så følger du døden, og tilsidst siver du ud i jorden. Blind er den, der tror, han ejer livet, ikke kender døden og aldrig bliver til jord igen.

Her er så smukt, nu har fygesneen lagt sig på stien, det er koldt, men jeg mærker det ikke. Rosenbladene er dækket  af rimfrost, lyserøde er de, sprøde af frost, det knirker, når jeg går, det er sneen, der synger så krystalklart.
Han sætter ingen spor, døden, men jeg holder øje og følger med.

Jens har også en sten på graven og Annemarie og Farmor, der er mange sten også André har fået en, en urne fylder ikke så meget. Karen ligger der også, altså urnen med Karen i, sådan gør man jo, når nogen er død, afleverer en kiste med den afdøde og får så udleveret en plomberet urne med et klistermærke med afdødes navn, det er et spørgsmål om tillid.
Om tro. Sådan er det bare.

Jeg kan godt mærke det i benene, at vi har gået langt, det er tungt at gå i sand på bare tær, men det er varmt, sandet, som vil det holde på fødderne, fodsporet giver nødig slip, det er tungt, men jeg må følge med, nu standser han på toppen af den yderste klit.

Mikkel drak sig ihjeld, min bror. Jeg havde lovet at hente ham klokken 19, vi skulle ud at spise, rullende sushi, næste morgen fandt de ham død. Jeg havde glemt ham.
Jeg glemte Mikkel, netop da han døde, eller han døde, fordi jeg glemte ham. Drak sig ihjeld gjorde han, kisten var tung, og det var en dyb grav, der var langt ned set oppefra. Jeg turde ikke kigge var bange for at døden var dernede, og at jeg skyldte ham en forklaring.

Jeg standser også, vil så nødig indhente ham, han kigger til den ene side og til den anden, som en statue i silhuet står han der, men ikke bagud mod mig, og så forsvinder han.
Da jeg selv når op på toppen, åbner sig en pragtfuld udsigt over området, lyngen breder sig bag klitterne, og det lufter behageligt.
Stranden er bred og lys, det er stille og bølgerne bløde. Her er så smukt, det må være det skønneste sted på jorden, natur kun natur med enkelte stier. Jeg ænser det ikke, at jeg nu er blevet en statue, en skikkelse i silhuet på toppen hvis nogen skulle komme forbi, men det er der ingen, der gør, jeg og naturen er de eneste, der er her. Nå ja, og så døden han er nået helt ned til vandet, det er stort.
Horisonten fuldstændig lige som tegnet med en linial, så fladt det er, en mørk plade lagt ud, nej et tag, for jeg ved, at det skjuler noget, noget dybt og hemmeligt. Alger, sten, fisk måske en havfrue. Han standser ikke, men går videre ud i vandet, nej ud på vandet, bølgerne pjasker ham om fødderne, men længere ude vugger de ham bare. Jeg må følge med, det må være det, der er meningen.

Komme du der, Lillebror? Det er min søster Malene på hospice, hun har fødselsdag og inviteret til champagne og østers, jeg kan knap nok kende hende, det er medicinen, der har fået ansigtet til at svulme op, så hun dårligt kan åbne øjnene. Hendes piger er her, et par veninder og så døden, han sidder og venter i hjørnet, betænksomt at give hende lov at sige farvel med manér. Kemokuren hun var igennem, var kun for at lindre ikke for at helbrede, men hvor ser hun ud med forpjuskede hårtjavser, gad vide hvor længe han har siddet der, døden og bare ventet. Hun vidste godt, at han var der, havde vænnet sig til tanken, men talte ikke om det.

Meningen, det er det han er, ham jeg følger efter. Som et billede jeg husker, fra frk. Müller-Olsens slidte billedbibel, hun altid havde under armen, når hun kom ind i klassen, tegningen af en mand, der også gik på vandet, Jesus fra Nazareth, det giver mening. De må være familie, Jesus og døden, begge er de meningen, for de kan gå på vandet og være alle vegne på samme tid.
Jesus blev fulgt af sine disciple, jeg følger døden. Jesus er kærlighed og døden natur, men begge er de meningen, for de kan gå på vandet, og meningen er, at jeg skal følge efter.
Så det gør jeg, følger stien ned over klitten hen over stranden løber ud i vandet, der er et par ting, jeg vil spørge ham om, hvorfor han dog lod dem sidde i årevis som grøntsager på plejehjem uden at kunne tale eller gå eller spise selv. Min mor i fem år, Mormor i seks, så brækkede hun begge hofter, fordi hun blev tabt på gulvet, hvorfor ventede du endnu et år? Eller min mor i årevis plagede hun, mens hun stadig kunne klare sig hjemme om at måtte dø, men du ville ikke høre hende, først da jeg ringede til hendes læge og tryglede om, at hun efter fem år som grøntsag ikke skulle indlægges på hospital og have penicillin intravenøst, kom du.
Du tog med lægen ud på plejehjemmet, og var der, da han gav hende en sprøjte, en vaccination sagde han.

Hvad min fars læge gjorde, ved jeg ikke, men tre timer efter jeg i telefonen bad ham om ikke at give ham livsforlængende behandling, ringede de fra plejehjemmet og sagde, at min far havde fået et tilbagefald. De sagde det ikke, at lægen havde været der og givet ham en sprøjte.
Jeg vidste ikke, at du var kommet med lægen. At du lod hende blandt personalet, der kendte min far bedst holde ham i hånden, før lod du ham dø, det var stort. Giv slip, Jørgen, giv bare slip, var hendes sidste ord.
Med tårer i øjnene fortalte hun mig, da jeg endelig dukkede op, hvordan hans sidste time havde været.

Er det virkelig meningen, at livet skal pines ihjeld og kun slutte, når en pårørende trygler en doktor, det vil jeg spørge døden om. Bare jeg nu kan nå ham, inden han går for langt ud.
Da vandet går mig til navlen, råber jeg efter ham beder ham standse. Da det går mig til brystet, vinker jeg og kalder igen. Så stopper han og vender sig mod mig. Så høj han er, kutten han har om hovedet er blæst af, og et langt lyst hår blæser i vinden. Nu kan jeg se hans ansigt, han har skæg, et velplejet, rødligt skæg og brune øjne. Han er slet ikke gammel, som jeg troede. Jeg svømmer hen til ham og kan lige akkurat bunde, hvor han står. Mit ansigt er ud for hans sandaler.
Hvorfor? spørger jeg, hvorfor?

Han svarer ikke kigger bare ned på mig og smiler. Jeg kender ham så godt, som barn frygtede jeg ham, som voksen var jeg angst bare ved tanken, og da jeg blev gammel, fulgte jeg efter ham, kunne skimte ham, hvor han gik og acceptere, hvad han gjorde, men aldrig havde jeg set hans ansigt. Og alligevel kunne jeg genkende det, for det var frihed. Sådan så frihedens ansigt ud. Jeg har altid forestillet mig døden som truende, uretfærdig og brutal med et stikkende fjæs af farlighed, men det jeg genkender er lysende, ansvarsfri åbenhed.
Hvorfor?

Han svarede ikke, sendte mig et blik, der bare gav mig lov. Til hvad ved jeg ikke, men det var slet ikke personligt eller intimt bare accepterende. Det blik var en generel tilgivelse: Det er ikke din skyld!
Han anede nok ikke, hvad jeg havde spurgt om, det ville også være lige meget, hvad han svarede, langt vigtigere for ham var det at sætte mig fri. Fri for skyld, fri for ansvar og forpligtelse. Fri for bånd og krav, betingelser og forventning, at slippe fri er ingen straf men heller ingen belønning.

Jeg måtte træde vande, mens jeg overvejede, om jeg skulle svømme ind til bredden, mit tøj havde jeg lagt i en bunke, undertrøjen kunne jeg tørre mig i, for jeg var jo våd, og en sten havde jeg lagt på tøjet, så det ikke fløj væk.
Fløj væk? Digesvaler havde reder i den nærmeste klint en stor koloni, et virvar af flyvere på kryds og tværs langs stranden på flugt mellem rede og sværme af insekter. Og højt under himlen en stormmåge glidende på klintens opdrift og mit tøj under en sten. Så det ikke også fløj væk.

Hvor er væk, tænkte jeg og rakte begge hænder op mod døden. Han bøjede sig ned, tog dem og trak mig op af vandet. Op på vandet. Jeg kunne stå på vandet. Gav mig et klem med hånden om min skulder, og så forsvandt han. Jeg nåede ikke at sige noget eller kigge på ham, mærkede bare det lille fortrolige klem, nej mærke gjorde jeg ikke men fornemmede.
Og der stod jeg så i et mylder af skikkelser, der gik på vandet eller legede eller svævede, digesvalerne var blevet til børn og stormmågen til en gammel mand med langt skæg, som svævede i luften med en fremstrakt hånd, fuldt af sjæle var der, jeg så dem ikke, men fornemmede, at de var der.
På stranden lå stadig mit tøj under en sten, hvor jeg havde lagt det.