Novelle 2019
Anna
Åh nej nu ringer den igen. Øverst oppe på klippen har hun sat sig med udsigt
over havet solen er højrød og lysende spejler den sig i vandet det
er her hun er mest alene. En tyk hvid sweater har hun på og
solbriller i panden det er hårdt at skulle være glad og veloplagt
hele dagen. Tager sin mobiltelefon frem af skuldertasken ser hvem
det er trykker kamera og kigger på billedet hun vælger alligevel
ikke at tage. Det bliver køligt og hun trækker benene op under sig
er fyldt 38 og har bare tær i sneakers de hvide det er de hvide
sneakers hun har på.
Gennem tynde skylag bryder glødende stråler fra solen før den forsvinder de sidste idag. Jo vist er det
dejligt så dejligt at have børn men anstrengende og at have en mand
men skilsmisse overvejer hun aldrig. Hun elsker ham det gør hun og
siger det tit selvom han aldrig siger det til hende jo når hun
spørger om han elsker hende så siger han
Ja min elskede det ved du da
Nu ringer den igen men hun tager den ikke ser bare hvem det er og
forestiller sig hvordan det må være ikke at høre til. Det
forestiller hun sig hvordan det mon føles ikke at have nogen at høre
til men være som lige nu alene med verden alene det giver et sug i
maven fordi tanken slet ikke er så ubehagelig. Det er derfor det
giver et sug i maven fordi ordet fri basker rundt i hendes tanker
jagtet af ordet svigt så træt hun bliver af altid at skulle høre sin
egen stemme også når det kun er tanker der taler
åh kan jeg da ikke bare nyde øjeblikket
Hun synker den klump der har sat sig i halsen og forbander de tanker
der kæmper i hovedet og slukker så mobiltelefonen. Det er
mobiltelefonen hun slukker
kunne jeg dog bare også slukke tankerne
Jo jo vist elsker hun sin mand og sine piger men det er som om de
suger al kraften ud af hende så hun aldrig får lov at være
ja hvem er det jeg ikke får lov at være
Hendes mand elsker at hun er som hun plejer at han kan
regne med hende og ved hvad hun vil sige og hvad hun vil gøre og
hvordan hun vil reagere og det samme med pigerne de vil helst have
den mor de kender som hele tiden holder øje og snakker højt og siger
det samme igen og igen finder på og fortæller hvad de skal gøre og
roser dem ustandselig om hun altid er ærlig betyder
ikke noget. Det betyder ikke noget om hun er ærlig bare hun er
omsorgsfuld hjælpsom og overdådig veloplagt det er så
trygt hun tørrer en tåre væk det må være vinden.
En affære har hun
haft kort og stormfuldt og han var en mand en mand der turde kigge
hende i øjnene og give et kram der kunne mærkes. Ikke forelsket var
hun slet ikke men forført af maskulint begær og dominerende
selvtillid himmelsk havde det været men ligeså spændende at holde
det hemmeligt. Den komedie nød hun at spille og familien nød hendes
smittende glæde ved livet hun lyste op og virkede så ærlig så
oprigtig og det var som et iskoldt styrtebad da romancen var slut at
hendes mand bad hende igen tage sig en elsker. Aldrig havde han bedt
hende være ærlig eller betro sig til ham for kvinden han giftede sig
med og elskede var netop hende Anna og rollen som utro med en skjult
hemmelighed passede perfekt. De få gange hvor hun gik til bekendelse
havde hun drukket og hendes mand slog det hen som fuldemandssnak den
eneste gang hun virkelig følte benene blive sparket væk under sig
var engang i kirken.
Hun sang i kor elskede at synge og synge højt og være del at et
fællesskab hvor hun blev beundret for sin smukke stemme og en aften
om ugen havde passet fint men så var det de skulle optræde i kirken
og havde fået en operasanger til at øve med dem og han var altså
ubehagelig. Det var en Love Song hun skulle
synge men det gik helt galt operasangeren blev mere og mere
irriteret fordi hun sang så højt og det lød så skinger. Sprudlende
og glad lød det men det var slet ikke hvad han ville have og så
gjorde han grin med hendes svingende armbevægelser og simulerede
langrend på ski.
Love is the Key we must trust
sang han demonstrativt følsomt og lagde en hånd på hendes mave og
den anden på hendes bryst for at vise hvordan vejrtrækningen skulle
være.
Truth is the Flame the Lesson we must learn
jamen forstår du hvad det betyder
Så en hånd på hendes kæbe for at få den til at slappe af og kinderne
klemte han og hele tiden var det noget nyt der skulle rettes igen og
igen skulle hun synge den samme linje
Love is the opening Door
Tålmodigt forsøgte han at få det til at lyde som om hun mente det
hun sang
det er ikke munden der skal synge det er dig
og så satte han pegefingeren på hendes pande hun følte det som et
elektrisk stød. Så tog han begge hendes hænder i sine og så på hende
han så på hende med et blik som kiggede han lige igennem hende og
fokuserede på et punkt derinde bagved og sagde så dæmpet at ingen
andre hørte det
hvad er du bange for
Fuldstændig stiv som forstenet blev hun kunne ikke engang trække
hænderne til sig men da hun mærkede øjnene blive fugtige og halsen
krympe sig sammen så gik hun. Samlede frakke og taske og med tårerne
løbende gik hun ned gennem kirken ud væk og kom ikke igen heller
ikke til koncerten.
Han var gået alt for vidt i sin berøring det havde grænset til det
pinlige som han havde opført sig sådan havde hun det. Hendes
blufærdighedsgrænse var overskredet og det var så det. Den sag
skulle glemmes og det blev den så glemt indtil nu alene på klipperne
efter adskillige år.
Gennemskuet det var det hun var blevet han
havde gennemskuet hende kigget ind bag forhænget og talt til den
nøgne kvinde det var derfor hun rystende chokeret var gået fordi han
havde talt til hendes nøgenhed og ikke til hende. Han havde set ikke
hende men en bange nøgen kvinde derinde og hende havde han givet
eksistens. Hun fandtes.
Og det er mig tænkte Anna mig bange
bange jeg
For 10 år siden var hendes far død og det havde været en lettelse
for deres forhold var efterhånden blevet noget anstrengt. Blandt
sine søskende havde hun været farmands yngling altid forkælede han
hende viste hende opmærksomhed og gav hende oplevelser og altid fik
hun hvad hun ville have. Men som teenager blev hun småirriteret over
hans nærgående opvartning og ustandselige tilbud var efterhånden
godt træt af hans veloplagte smilende adfærd og optimistiske snak og
holdt helt bevidst da hun var flyttet hjemmefra en distance til ham.
Lidt bedre blev det da hun selv havde stiftet familie men han var
stadig påtrængende og ville ustandselig blande sig i hvordan hun
skulle opdrage sine børn og leve sit liv og så ville han løse hendes
problemer. Han var den perfekte problemknuser men da hun aldrig
fortalte om nogen problemer var problemerne efterhånden til hendes
irritation blevet nogle han fandt på. Klæbende blandede han sig i
hendes privatliv tilsidst havde hun grædende råbt i telefonen
Jeg er altså en god mor. Jeg er altså en god mor
Så afbrød hun forbindelsen og siden talte de ikke sammen men så var
han død gudskelov. Gudskelov han var død. Sin mor kunne hun tilgive
hendes grænseoverskridende bemærkninger og næsegruse beundring for
sigersøn og børnebørn. Hendes mor kunne tillade sig alt for hun var
jo bare hendes mor bare en mor det var det hun var. Sin far
forgudede hun og da han ikke kunne leve op til det billede hun havde
af ham skabte hun kriser der dokumenterede at han var så langt fra
guddommelig snarere djævelsk i sin manipulerende påtrængenhed. Det
var det han var blevet hendes far en djævel.
Hun tørrer tårerne væk og begriber ikke hvorfor hun græder hvorfor
lige nu og her på toppen af klippen i stilhed mens solen går ned.
Som i silhuet går en ældre kvinde tur med sin hund langs vandet så
op ad stien forbi klippen hvor hun sidder Anna.
Hunden standser og lægger hovedet på skrå mens konen hilser et
stilfærdigt
Godaften
men Anna lukker øjnene og reagerer ikke
Er det frihed
tænker hun
at holde mund og lukke sig inde eller lukke sig ude
som er hun i en anden verden sin egen verden derude.
Frihed er det at forlade verden og vågne op i en ny hvor intet er som det plejer og hun
en anden. Længe sidder hun med lukkede øjne og forestiller sig
Frihedens Verden. Der er ingen ord kun naturens egne lyde findes som
svag musik træernes raslen med bladene bølgernes rytmiske brusen her
er ingen fugle kun kvidren fra buskene og ingen mennesker er her kun
skikkelser og hun vil selv være en skikkelse fri for ansvar pligt og
tanker. I en verden af frihed er der intet at miste intet savn eller
sorg intet at skulle leve op til eller holde øje med ingen krav om
præstation men en overdådig usagt accept en tilstand af befrielse et
lettelsens suk fra drivende skyer. En sukkenes tåge ligger overalt
og fjerner enhver erindring fra den anden verden for i Friheden
findes ingen minder ingen fortid og ingen fremtid kun et
uendelighedens nu.
Det er da solen slipper sit tag i de fjerne mørke klipper at en
besynderlig fornemmelse breder sig i kroppen som en ukendt befrielse
en total kapitulation der overtager viljen og kroppen og gør hende
til en sanseløs søvngænger uden for tid og sted alene og fri. En
syret oplevelse for hun er ude af stand til at reagere føler hverken
frygt eller glæde men lader kroppen adlyde blindt hvad den bliver
beordret hun følger bare med. Det er som om nogen har taget hende
til sig eller noget for det er intet menneske og intet sted men en
tilstand. Som en besættelse er det. En frihed så uendelig og
omfattende og uden at ane hvor stemmen kommer fra hører hun sig selv
sige højt
Tag mig med
Kroppen rejser sig og går ned ad klipperne ned mod vandet.
Ingen kunne mærke noget på hende da hun kom hjem pigerne var på vej
i seng og havde hygget sig og manden sød som altid spurgte til om
det havde været en god tur men hørte ikke efter da hun fortalte det
hun plejede at sige når hun havde gået aftentur hvor fin en
solnedgang det havde været men også om hvad de skulle lave i morgen
og hvem hun skulle huske at ringe til og så lagde hun sig i sofaen
og lod tankerne om frihed flyve væk. Det ærgrede hende at hun ikke
havde taget et billede af solnedgangen til at lægge på sin
Facebookside nu hun skrev hvor smuk den havde været.
Næste aften var Anna på sin tur ved solnedgang mere målrettet gik
direkte op på klippen lukkede øjnene og forestillede sig sin anden
verden. Hun elskede sin mand det gjorde hun da men selvfølgelig ikke
som da hun var forelsket. Straks hun så ham havde hun tænkt at
ham ville hun have og så havde hun forført ham det var ikke så svært
selvom han havde en kæreste allerede. Himmelråbende besat havde hun
været af tanken om at han skulle være hendes og det blev han stort
bryllup viet i kirke det var som det skulle være og hun var lykkelig
og han med for Anna var præcis den kvinde han ønskede sig sådan var
det eller sådan blev det og han var godt tilfreds og pigerne kom
hurtigt. Da de uden at have planlagt det fik den første kunne de
lige så godt få en mere og det fik de så og begge var de elsket af både
far og mor som børn nu er. Og pigerne elskede deres forældre mest
deres far han var så nem og forlangte aldrig noget men lod dem selv
gøre hvad de ville han var så impulsiv og nem at lege med og så
barnlig kunne finde på de sjoveste ting de sammen lavede. Byggede
hule højt oppe i et træ eller tændte bål og lavede snobrød på
terrassen. Bare dem.
I ved at mor elsker jer sagde Anna og så skulle de hver give hende et kys med far var det
anderledes han kunne godt sige godnat uden at skulle kysse. Når Anna
snakkede kærlighed med veninderne var det altid om sexliv eller
utroskab og om at være forelsket eller have været forelsket hvis
nogen klynkede over ikke at blive elsket længere eller bare nok så
fik Anna hurtigt samtalen drejet hen på noget positivt og
uproblematisk eller hun sagde noget sjovt de alle kunne grine af. Om
hun havde elsket sin far ja det var derfor hun hadede ham. Anna
endte med at hade sin far fordi han ikke elskede hende som hun ville
elskes for Anna var det tillidsbrud ikke at ville acceptere hende
som hun var for hun var trods alt havde hun tit fortalt ham hans
kødelige datter.
På klippen med lukkede øjne den aften ved solnedgang tænkte hun på
kærligheden om hun nogensinde havde elsket sådan rigtigt for alvor.
Forelsket havde hun været men var det nu også kærlighed at ville have et
andet menneske. Hun havde været besat af tanken om at få ham men da
først hun havde fået ham så ville hun også bruge ham og beholde ham
sørgede for at holde ham fast og krævede troskab. Jaloux var hun og
hvis han kom for tæt på andre kvinder så sørgede hun for at stille
sig i vejen og holde øje. At han aldrig sagde
jeg elsker dig
generede hende men med årene havde hun vænnet sig til det blot
forventede hun af ham at han sagde ja når hun spurgte
elsker du mig
Ordene var blevet den lim der fik familien til at hænge sammen hun
sagde det ofte til pigerne og altid når de gik eller kom og fik et
kys ordene var blevet som en trylleformular der erstattede tidligere
tiders religiøse lovprisning aftenbøn og Gudskelov blot var Gud
erstattet med Anna nu var det hende der skulle lovprises
jeg elsker dig
Men med tiden blev det som med så meget andet til en vane
betydningen blev glemt det blev en floskel som Gudfrimigvel.
Hun
sad på klippen med benene trukket op under sig og kiggede mod en
stadigt rødere sol der spejlede sig i det småkrusende vand og tænkte
på kærligheden men hver gang hun nærmede sig forsvandt den. Det var
som legede den skjul hvis ikke den gemte sig i ordene eller
jalousien så måtte den da være i erotikken og deres sexliv var godt
nok. Hun ville det mere end ham hun ville det vildere end ham altid
var han villig til at opfylde hendes ønsker men i samme øjeblik han
havde fået udløsning og hun sæd på maven så tog han kluden tørrede
op efter sig og lagde sig til at sove og hvis hun rørte ved ham
rystede han hende væk. Efterspil var der ikke noget af men forspillet
var fint han vidste hvad hun kunne lide og det fik hun og når hun
var klar trængte han ind i hende gjorde sig færdig og at det var
onsdag og lørdag for det meste var ingen regel blot en vane og hun
tænkte der på klippen da den nedgående sol spejlede sig i
havet om sex var kærlighed.
Begær var en fysisk lyst et kroppens behov for orgasme og sex en
parringsakt udløst af dyrisk behov for at eje et andet menneske
eller tilhøre et andet menneske. Det var sædcellens behov for at
blive omsluttet af ægget og æggets behov for at blive befrugtet det var vel ikke kærlighed.
Forelskelse og jalousi og sex og yngelpleje var
forplantningsstrategi og ikke kærlighed. Men hvad med ømhed var det
i ømhed at kærligheden skulle findes i medfølelse og medlidenhed og
trøst.
Det er netop da solen slikker horisonten på vej bag klippebremmen
derovre at hun rammes igen af den ubeskrivelige følelse af klarsyn
som forlader hun tanken og bliver til krop som et sus af frihed er
den fornemmelsen. Uden for tid og sted i en anden verden
ænser hun ikke damen med hunden der går sin vante aftentur hører ikke
skikkelsernes fjerne stemmer men føler varme i øjenlågene fra solens
sidste stråler nej kærlighed findes ikke. I Frihedens Verden er det
ikke en pligt at du skal elske dine børn eller vogte på din mand der
skal du ikke eje et andet menneske eller være en andens ejendom. I
Frihedens Verden er der ingen pagt mellem mennesker intet krav om
troskab. Fra i Annas verden at være en illusion holdt kunstigt i
live af dogmer og regler er kærligheden ikke eksisterende i
frihedens og som i en åbenbaring ser hun at Frihedens Verden er et
paradis. Det er Paradis som beskrevet i biblen det findes altså det
land hun forestiller sig det er Paradisets Have
hun har besøgt og er vendt tilbage til. Hun rejser sig som i søvne
tager sin taske over skulderen og går over klipperne ned mod
vandet.
Ingen kan mærke noget på hende da hun kommer hjem.
Var det en god tur
spørger hendes mand og hun fortæller glad en plausibel historie om
hvor smuk en solnedgang det var. Pigerne sover hos en veninde og da
han foreslår de går i biffen siger hun ja og gør sig i stand men
foran spejlet med mascaraen i hånden lukker hun øjnene så det ikke
bliver til noget med den mascara ikke den aften.
Midt under filmen læner hun sig umotiveret ind mod ham og hvisker
elsker du mig
Han tager hendes hånd giver den et klem og siger
ja det gør jeg da
Sille betroede sine veninder og Anna var en af dem at hun skulle
skilles. Det havde stået på længe at skilsmisse var en mulighed men
der var deres søn ja nu fyldte han snart 12 og brød sig ikke om
at skulle vælge mellem far eller mor hvem han ville bo hos. Han var
nok tilbøjelig til at vælge ikke at skuffe sin mor og bo hos hende
det meste af tiden på den anden side ville han også gerne
passe sig selv og det kunne han bedre hos sin far. Sille var
grædefærdig ved tanken om at skulle miste ham og hun gjorde alt for
at fortælle ham hvor meget hun ville komme til at savne ham hvis han ikke boede
hos hende. At manden flyttede var ikke det tragiske men at han havde
fundet en en anden og været hemmeligt sammen med hende i mere end et
år det var sårende og utilgiveligt og så alle de løgne.
Sådan en vatpik sagde Ilse og det fik Sille til at forsvare sin mand som hun stadig
elskede.
Hvem er det kender vi hende hvad hedder hun
og Sille blev trøstet og rost for at tage det
så pænt men i pausen der fulgte en længere pause kom det overlagt fra
Anna
åh gid det var mig
og blev der om muligt endnu mere stille.
Hvad siger du
spørgsmålet var ladet med oprigtig forargelse men Anna holdt stand
og gentog
åh gid det var mig der skulle skilles
Nej søde Anna hvad er det dog du siger
alle stirrede de fulde af skepsis på klampklare Anna som sagde
Kærlighed findes ikke
Det var med en uforsonlig mine at hun kiggede dem i øjnene en efter
en mens de ventede på fortsættelsen
Kærlighed er en illusion et blufnummer
forargelsen bredte sig ingen
sympatiserede med Anna det var en underlig måde syntes de at trøste
Sille på det blev Ilse der skar igennem
Du må have drukket
og så grinte hun højt som Anna plejede når noget skulle
bagatelliseres og også Anna grinede
Ja det var da bare i sjov
løftede sit glas skålede med Ilse og alle slappede de af og også
Silles skilsmisse blev ryddet af bordet med et skulderklap
Det skal nok gå
trøstede de og Anna var igen den de kendte kæk hurtig og snaksalig.
Men for Anna var det ikke så nemt at komme hjem for helt slået ud
var drømmen om Paradis ikke Gudskelov hverken Anders eller pigerne
opdagede noget
mor hvorfor lukker du øjnene når du kigger i spejlet
Det gør jeg da ikke
Hendes vante rollespil var begyndt at
krakelere og det blev som dagene gik sværere og sværere med mellemrum forbandede hun de kætterske tanker og så alligevel en
aften blev klippen så stor en fristelse at hun måtte derop. Satte
sig ved solnedgang på det øverste fremspring med benene trukket ind
under sig slukkede sin mobiltelefon og gav slip
jeg er klar
Og så lukkede hun øjnene og bredte armene ud til siden med
håndfladerne vendt mod himlen.
Jeg er parat
Som en brise af åbenbaring kom de til hende tankerne om Paradisets
Have hvor friheden fandtes og hun indså at drømmen om frihed var
blevet til troen på Paradis og det undrede hende for troende var hun
jo ikke altså ikke for alvor. Troede hun virkelig på Paradisets Have
at det var Gud der havde skabt de første mennesker og så tænkte hun
på hvordan hun selv var blevet skabt. Hvorfor det lige var blevet
hende
Tusinde millioner sædceller af forskelligt køn havde været
ude i et dramatisk væddeløb om at komme først. De svage forkryblede
var sakket bagud eller gået den gale vej mens hurtigsvømmerne og de
heldige dannede fortrop drenge og piger nogle rødhårede andre med
flyveører adskillige nåede frem til det store dvaske æg de pressede
og pressede for at bryde cellevæggen men kun en enkelt var det
lykkedes for og det blev så til hende Anna et mirakel sådan var det.
Mirakel og tilfælde. Hun var skabt ved et tilfælde det var et
tilfælde at det blev hende.
At hun lignede sin far og derfor forgudede ham var ikke noget
tilfælde sådan var det men at det netop var ham der skulle dø var
vel et tilfældigt uheld. Han havde brækket benet ved at fald fra en
stige det var bare et uheld men at der gik stafylokokker i såret var
da heller ikke meningen det sagde de da på
hospitalet at det statistisk var uhyre sjældent men ikke skyldtes
noget andet end en tilfældighed. Benet blev amputeret og han kom sig
aldrig sådan var det en række uheld efter hinanden blev hans skæbne.
Skæbne. Og Anna tænkte skæbne om hendes skæbne også var en række af
tilfældige hændelser eller om den fandtes som friheden i en verden
uden tid og sted. Hun fik denne uudsigelige adgang til det åndelige
som ikke var tro og mening men føltes som et sus som blev hun løftet
ud af tanken og ind i en tilstand af væren. Hun var bare kroppen i
et uendeligt rum af eksistens større end frihed og det var skæbne.
Her fandtes alle skæbner et sandt mylder af fostre nyfødte børn og
gamle alle var de som de var og som de ville blive og intet kunne
ændres når først det var besluttet. Nej det er det forkerte ord for
besluttet bliver skæbnen ikke den bliver skabt. Hvert enkelt
befrugtet æg bliver ved undfangelsen tildelt en skæbne som ikke kan
byttes eller ændres og som altid for jordiske er hemmelig ingen
kender sin skæbne før den viser sig.
Skæbneland kun i skæbneland kan jeg møde min skæbne
tænker Anna åbner øjnene og ser solen nærme sig horisontens tågede
bremme af land på den anden side havet. Lidt mere vind er der idag
og bølgerne pisker klipperne blanke nu synker den solen mod
horisonten det ser hun og hun ser det er smukt. Og da hun former
ordene
tak skæbne
er det som bliver hun fyldt med en taknemmelighed hun ikke kender
til. Et sus af vellyst og åndelig omfavnelse det er selve lykken der
fylder hende og bærer hende hjem. Ikke det jordiske men det hinsides
hvor taknemmeligheden holder til og det er Skæbneland. Her er ingen
fortrydelse eller protest ingen manipulation løgn eller snyd
ingen skyld eller straf kun accept og taknemmelighed. I Skæbneland
findes ingen retfærdighed eller belønning ingen skabning har gjort
sig fortjent til sin skæbne.
Hun ser det og hun ser det er smukt solens glødende skær i skyerne.
Tager tasken på skulderen rejser sig og går ned mod havet tankeløs
og da hun står på den yderste våde klippe hører hun sig selv som i
søvne sige til bølgerne
ja jeg er taknemmelig.
Da Anna kom hjem var hun som hun plejede og ingen mærkede noget
Anders spurgte om det havde været en smuk solnedgang og hun fortalte
glad at det havde blæst mere end ellers og at det havde været en
dejlig tur men da pigerne kyssede hende godnat kunne hun skimte det
mirakel der var skyld i deres eksistens sådan havde hun aldrig set
dem før og ordene
jeg elsker dig
blev underligt tomme men det blev ulykken der gav det hele mening.
Preben afdelingschef i det reklamebureau hvor hun var freelance
ansat havde inviteret alle medarbejdere på weekend otte var de
og halvdelen freelancere der som Anna fik opgaver i ny og næ men alligevel betragtet som del af afdelingen og dermed
fællesskabet og Preben havde gjort det til en tradition en gang om
året at mødes en weekend og snakke strategi under hyggelige forhold.
Alle havde afsat tid og glædede sig også Sille hun var som Anna
freelance tilknyttet afdelingen og lå stadig i
skilsmisseforhandlinger med sin mand selvom han havde droppet sin
elskerinde eller hun ham og han var nu i London på ubestemt tid.
Hytten de var indkvarteret i havde pejsestue åbent køkken i stuen og
soveværelser ovenpå. Anna og Sille sov sammen Preben
havde sit eget værelse der var lavt til loftet skrå vægge og en smal
stejl trappe der snoede sig ned i stuen så hyggeligt det var og
efter middagen blev der tændt op i pejsen og der blev snakket Preben
sørgede for at alle kom til orde og alt kunne siges ros kritik
forslag kommentarer.
På et tidspunkt klokken er vel tæt på 22 vil Preben hente noget på
sit værelse og med hænderne fulde på vej ned ad trappen snubler han.
Trappen ligger hen i mørke lys var der men det er ikke tændt alle
vender de sig da de hører et dumpt bump og ser Preben ligge med
hovedet nedad og blodet løbende helt slap. Øjnene stirrer lige ud i
luften armene forvredne og benene slappe de styrter til bærer ham
ned på gulvet Anna klapper ham på kinden men det får bare hovedet
til at dingle det skræmmer hende at han er livsløs.
Ring efter en ambulance en af jer
siger hun
og så tager hun hans puls men kan ikke mærke noget klemmer
hans hånd hun er rolig og fattet de andre febrile Henrik ryster på
hånden da han taster et nummer og fortæller at Preben er livløs og
har slået hul i hovedet det er en jernstolpe for enden af trappen
han har ramt og så kommer en læge til telefonen og giver klare
instrukser
sæt din ene hånd på brystkassen og tryk med begge hænder du
skal trykke kraftigt 30 gange når jeg siger tryk
ja ja
siger Anna der har fået telefonen tættere på
tryk og tryk og tryk følg min rytme og det skal være hårdt
ja siger Anna som ligger på knæ ved siden af Preben. Sille står ved to
af drengene ovre i hjørnet med hænderne for munden bliver trøstet af
en hånd på skulderen.
Tryk og tryk er der nogen reaktion
Anna slår Preben på kinden øjnene sejler der er ingen reaktion
blodet på gulvet er ved at blive tørret op og en håndfuld
køkkenrulle presset mod blødningen i tindingen. Anna bøjer hans
blodige nakke bagover åbner hans mund presser sin mund mod hans og
puster hans lunger op så brystkassen hæver sig. Det er totalt
fremmed for hende men hun tænker ikke at det er mærkeligt hun tænker
slet ikke handler bare med kroppen hun er kun krop og den adlyder
med præcision.
Indtil ambulancen kommer giver Anna hjertemassage og kunstigt
åndedræt men da den ankommer tredive minutter senere bliver Preben
erklæret død. Redderne henter en ligpose lægger Preben i den og
lyner op. Trækker lynlåsen op bærer ham ud på en båre og spørger
Anna om hun vil køre med
ja selvføgelig
siger Anna og sætter sig ind på forsædet.
Så kører de lige så langsomt den lange vej til hospitalet i Prebens
hjemkommune ingen siger noget først da de er kørt er der nogen der
ringer til Prebens kone og fortæller at hendes mand er død. Anna har
blod på hænderne og under neglene hænderne er ømme af at trykke på
brystet og blodet størknet mørkt er det blevet det har dryppet på
blusen blodstænk det er virkeligt han døde nu er han død. Asfalten
suser som et oplyst tæppe ind under bilen selv står ambulancen med
Anna stille og redderen bag rattet sidder stille og ingenting bliver sagt.
Frihed spørger Anna hvad er frihed for dig
Redderen giver sig god tid
Det er at gøre hvad jeg har lyst til. Ikke at være bundet men slippe
fri. At give slip
ja
Når der sker en ulykke og jeg er på vagt så bliver jeg tilkaldt men
jeg ved aldrig på forhånd hvornår så jeg skal hele tiden være parat.
Jeg starter ambulancen og i samme øjeblik jeg på radioen får besked
på hvad der er sket giver jeg slip på alt andet kun det at redde fylder mig. Det giver et sus
ja
At være så koncentreret det er som om jeg flyder eller svæver som om
kroppen er helt sin egen den har en mission og det skal gå stærkt
ja
Frihed at være god til noget og så gøre kun det og give slip
på alt andet. At køre en hårdt såret med udrykning til hospitalet
ja
det er frihed for mig.
Anna virkede rolig og afbalanceret nærmest upåvirket og det skræmte
hende men chaufføren undrede sig ikke han vidste godt at sådan var
det
tror du på mirakler spurgte hun
Redderen smilede svagt og tøvede mærkede godt at hun stirrede
intenst på ham for at få et svar det her var vigtigt.
Ja livet er da et mirakel
har du børn
tre mirakler smilede han
elsker du dem
sæfølgelig
siger du det også til dem
aldrig
jamen skal de ikke have det at vide
Det ved de da det er jo mine børn
og din kone
Hende elsker jeg og det ved hun godt så det behøver jeg ikke at sige
aldrig
Der er så mange andre måder at sige det på end med ord synes
jeg
Røde prikker langt forude stod næsten
stille mens få og hvide flossede mørket Anne ænsede det ikke men spurgte
Når frihed er at give slip kunne du så for at blive fri give slip på
kone og børn
En let aggressiv tone var der i hendes spørgsmål og redderen var
forberedt havde øvet krisesituationer på kursus og vidste at
aggression var naturens våben mod fortvivlelse.
Nej aldrig. Jeg elsker dem jo
men hvad så med friheden
Frihed er ikke et enten eller. Jeg gør mig fri på arbejde for at
kunne elske når jeg kommer hjem
så hjemme er du ikke fri
Han kastede et blik i bakspejlet som kiggede han på redderen der sad
bag i med Preben i posen på båren og så gjorde han noget han ikke
plejede eller havde lært på kursus han tog Annas hånd som ville han
være fortrolig eller trøste eller bare sige at han var der med
hende.
Anne klemte hans hånd og mærkede en nærhed hun ikke kendte. Så
mærkeligt hun fik lyst til at give ham et kram men det ville
selvfølgelig være upassende.
Hvor kører vi hen
Chaufføren fortalte roligt med den anden hånd på rattet hvor de
skulle hen og hvad der ville ske men hun hørte ikke efter
tror du på Paradis
Hvem ved hvor vi kommer hen når vi dør
er det frihed at dø
Ja det kan du godt sige. At dø er jo at give slip
på livet ja og komme videre til friheden
Sikkert
men han fik aldrig sagt farvel skal man ikke det sige farvel når
man skal dø
Det var jo en ulykke ingen vidste noget før det var for sent
jo skæbnen vidste det
Nå ja skæbnen ved alt
han kunne have tændt lyset på trappen
Længe kørte de uden at sige noget eller slippe hinandens hænder så
spurgte Anna
Er du bange for døden
Ja når jeg skal redde et menneske der er tæt på at dø så er jeg
bange for døden så gør jeg alt for at holde ham væk
nå ja
Vi er ikke gode venner jeg og døden. Når først han er kommet bryder han sig ikke om at være gået forgæves
men heldigvis lykkes det ofte at genoplive den døde
jeg tror jeg så ham
ja og du var tæt på at redde hans liv
nej døden
Nå ham ja så du døden
nej men jeg mærkede han var der og jeg ville have ham til at gå men
jeg kunne ikke jeg fik ondt i hænderne
du gjorde hvad du kunne
men ikke nok
Anna lagde hovedet på hans skulder og han holdt om hende.
Hun fik en klump i halsen men det var ikke fordi hun havde set døden
eller Preben var død men fordi hun mærkede kærligheden.
Han blev så kold men jeg kunne ikke.
Der blev grædt ved begravelsen Anna havde solbriller på og en mørk
kjole de var der allesammen og blomster var der et blomstrende bed
fra dør til kiste og Prebens kone blev trøstet. Hun sagde noget ved
kisten på grådens rand det hele var meget sørgeligt og Anna tænkte
på turen i ambulancen og mærkede redderens arm om sin skulder.
Anders var der også han syntes det var så synd for Prebens kone at
det var sket så brat det måtte være forfærdeligt at få at vide på
den måde så uretfærdigt og til Anna sagde han
godt vi stadig har hinanden
og Anna nikkede uden at smile.
Anders kunne godt i ugerne efter mærke det på Anna at hun blev mere
tavs indelukket alvorlig der var ikke så mange kys og kram og store
ord men heller ingen irettesættelse. Bekymret var han ikke hun
skulle nok blive gamle Anna igen hans hjælpsomhed var påfaldende alt
gjorde han for at vise forståelse og signalere harmoni.
Det går så fint
kunne han sige med en arm om tavse Anna og det fik smilene frem og
de bløde hænder.
Du er så stærk Anna du tager det så flot
sagde de og så Anders i øjnene med et medfølende blik.
En skyfri aften gik Anna op på klippen og satte sig mobiltelefonen
havde hun ladet ligge hjemme. Hun trak benene op under sig og så
solen som så ofte før stor var den rød og som den spejlede sig i det
vindstille vand stiheden var overvældende rummet fyldt af fjerne
mågers skrig og spurves kvidren og den rolige takt af bølger der
skyller op over sandet og trækker sig tilbage gennem knitrende
rullesten det hele var så bekendt og solen så lys næsten blændende.
Hun lukkede øjnene vendte håndfladerne mod himlen og kunne mærke
suset som bar hende på vinger til en verden uden for tid og sted
ikke en fysisk men en åndelig et sindets grænseland og hun følte sig
tryg. Længe sad hun sådan mens solen gik ned men da hun igen åbnede
sine øjne kunne hun ikke se. Med venstre øje kunne hun skelne lyst
og mørkt og med højre var alting uskarpt og der hvor blikket faldt
var der fuldstændig sløret umuligt at skelne hvad det var.
Det må være solen jeg har kigget for længe mod den lysende solskive
tænkte hun og lukkede øjnene nogen med en hund gik forbi det kunne
hun høre.
Hjemme igen måtte hun famle sig frem men hun kendte jo rummene og
døren og ingen opdagede noget og ingen spurgte. Pigerne var i haven
med Anders de spillede bold kunne hun skimte og så lagde hun sig i
sofaen og lod være at tænde fjernsynet. Efter et par dage forsvandt
den sidste rest af syn på begge øjne og Anna måtte erkende at hun
var blevet blind.
Anders gik med hende til øjenlæge men undersøgelsen af det fysiske
øje viste ikke noget unormalt nethinden var intakt pupillen
reagerede som den skulle linsen var klar og velfungerende årsagen
måtte være neurologisk så Anna blev sendt til specialist for at
checke hvad man kunne checke om neurologisk kortslutning eller brist
men intet anormalt blev fundet og da hun endte hos en psykolog og
skulle berette om ulykken var sagen klar hun havde somatoform
synsnedsættelse grundet PTSD altså posttraumatisk stresssyndrom der
åbenbart havde givet sig udslag i akut manglende evne til at se.
Eller det vil sige se kunne Anna godt hun kunne bare ikke opfatte
hvad hun så.
Det forekommer omend sjældent ved tragiske hændelser at pårørende
mister evnen fra den ene dag til den anden til at tale eller høre
eller se. Lidelsen kan være forbigående men i hendes tilfælde blev
den skønnet varig. Anna havde fået en diagnose og indstillede sig på
at leve et liv som blind. Hver dag øvede hun sig i at færdes med
stok køre bil kunne hun ikke eller cykle men gå ture kunne hun og så
fik hun et oplæsningsprogram til sin computer. Høresansen blev
skærpet men især evnen til at mærke. Hun kunne godt skelne mennesker
fra hinanden måske var det duften måske lyden af deres trin hun
kunne fornemme de nærmeste selv kaldte hun det for at mærke. Men hun
mærkede også hvordan personen havde det og især havde i sinde hun
kunne få det fysisk dårligt hvis en fremmed så fordømmende på hende
eller hvis de sagde et men mente noget andet. Anders holdt fast ved
at det bare var noget forbigående han brugte aldrig ordet blind men
gerne PTSD som var psykologens diagnose og den lidelse kunne godt
behandles med terapi.
Så vil du få synet tilbage
Det samme sagde veninderne som alle var utrolig opmærksom på Annas
blindhed og hjalp alt det de kunne og tog hende med i byen. Ilse
foreslog de splejsede til en tandemcykel med hjælpemotor så kunne
Anna igen komme ud og se verden der var ingen grænser for venindernes
hjælpsomhed. Selvom Anna ikke brød sig om alt de foreslog
nænnede hun ikke at fortælle dem at det slet ikke var så slemt
at være blind. Tværtimod Ray Charles blev blind da han som barn så sin bror drukne i
badekarret og den blindhed må man sige der kun kom noget godt ud af.
Og præsten kontaktede hende han havde hørt om den forfærdelige
skæbne hun havde fået og nu tilbød han en personligt samtale. Det
foregik i kirken en formiddag han var i civil op i årene havde
fløjsbukser og fodformede sko og en skjorte der stod åben i halsen.
I tyve år havde han været sognet en god præst vellidt af alle og så
bød han sig til når han hørte et sognebarn havde problemer. Han nød
den tillid de havde til ham og elskede når de med løftet om at
samtalen var fortrolig bekendte for ham personlige hemmeligheder for
så kunne han altid have et glimt i øjet når han mødte dem i byen
eller til gudstjeneste og det var han god til at få borgerne til at
åbne sig for ham og altid pointerede han at han kun var talerør for
Gud og alle samtaler sluttede med en bøn til Kristus om at løse den
enkeltes problemer og nu altså også Annas. Men Anna åbnede sig ikke
i stedet stillede hun spørgsmålet
mirakler findes det
Kristus gjorde vin til vand det var mirakuløst for den troende er
der altid håb også om et mirakel
jeg tror det var et mirakel der gjorde mig blind
Nej Kristus ville aldrig straffe nogen med blindhed men det kan nok
tænkes at du gennem bøn kan få miraklet til at ske at du får synet
tilbage
men præsten kalder det en straf at være blind
nej nej straf er det ikke men dog et handicap at du nu er afskåret
fra at se
ja, det er nu min skæbne
Skæbnen er i Guds hænder sket er sket og nu står Kristus parat til
at åbenbare for dig et mirakel.
endnu et mirakel
sagde Anna syrligt og det bekom ikke præsten vel
Lad os bede sammen
bede om hvad
Hun nærmest hviskede for sig selv men præsten hørte det godt.
Lad os bekende vor kristne tro og bede om syndernes forladelse
og takke skæbnen sagde Anna for at have slukket lyset.
Præsten skævede misbilligende til hende i den tro at hun ikke
opdagede det men det gjorde hun. Så ham lige i øjnene og sagde med klar og høj stemme
jeg har set ind i Paradisets Have
Det var værre fat med Anna end præsten havde forestillet sig det ville
blive tungt men ikke mindre interessant og han lagde en hånd på
hendes hovede og i den anden holdt han et kors og så bad han Kristus
om han ville give Anna et langt og godt liv og hvis det var muligt
så også give hende synet tilbage så hun som andre
kunne se igen.
Lad os bede sammen. Fadervor du som er i himlene helliget
vorde dit navn komme dit rige ske din vilje som i himlen således
også på jorden giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor
skyld som også vi forlader vore skyldnere og led os ikke i fristelse
men fri os fra det onde thi dit er riget og magten og æren i
evighed amen.
Fri mig fra det onde fri mig fra de onde
gentog Anna og præsten afbrød hende
Gå trygt hjem Gud har hørt dig han våger over dig og så ses vi igen
om en uge ikke
ja tak
sagde Anna
nu må vi se
Det var først da hun på vej ud havde ryggen til præsten at hun
tillod sig at smile.
Da Anders kom hjem spurgte han hvordan samtalen var gået hvad
præsten havde sagt
fri os fra de onde
Go pointe smilede Anders
dø om så det gælder
Anders tog det fra den muntre side og fortsatte syngende
Da er livet ej så svært
så holdt han om Anna og kyssede hende
Du er så stærk Anna det skal nok gå
døden ikke heller
Man var begyndt at snakke og snakken gik at Anna var blevet
underlig. Hun sagde underlige ting nogle mente at hun var
utilregnelig andre var mere forstående at hun ramt af blindhed havde
fået et traume der burde behandles.
Veninderne var overstrømmende hjælpsomme hun kunne altid ringe hvis
der var noget de kunne hjælpe med og ingen klagede over at hun så
ofte havde slukket sin telefon og ikke reagerede på deres indtalte
beskeder der altid sluttede med et
du ved vi elsker dig
og
du er så stærk Anna
Jamen det var da så sødt og omsorgsfuldt og hvad andet kunne de
gøre. De følte virkelig med Anna og tænkte hun måtte have det
forfærdeligt især i lyset af hvor livsglad hun havde været inden.
En dag de mødtes uden Anna snakkede de om hvad de dog kunne gøre for
hende arrangere noget hvor hun kunne blive gamle Anna igen omend det
kun var for en dag. Ilse foreslog et surpriseparty så skulle de
samle alle vennerne og invitere Anna uden hun vidste noget
der skulle være dækket op og
pyntet og alle være glade kunne det ikke være sjovt
hvornår er det hun har fødselsdag
Sille foreslog en
polterabent med besøg i en skønhedsklinik champagne i jacuzzi
og mandestrip men de fleste ideer strandede på at det kun var sjovt
for dem som kunne se
Hvad med en koncert
blindebuk running sushi
Nej så hellere en tjener på hver finger hofdamer lakajer guldkaret
og rød løber dronning for en dag
Det bliver sjovt det gør vi
Den store dag oprandt alle forberedelser var gjort Anna skulle bare gøre sig
klar til at blive hentet klokken 10 om morgenen så ville hun
komme hjem igen klokken 10 om aftenen.
Vi vil så gerne give dig denne gave
og Anna vidste
godt hvad det handlede om og sagde ja selvom en
overraskelsernes dag i selskab med veninderne ikke lige var hvad hun havde mest lyst til.
Så da morgenen kom
satte hun sig foran spejlet og talte til sig selv med åbne øjne.
Nu gør du det til en stor dag du opfører dig pænt og kommer ikke med
underlige udbrud nu henter du smilet frem og gør dem glade.
Og hun svarede
ja det skal jeg nok opføre mig pænt.
Første event var en motorcykeltur. Med lidt for stor styrthjælm og
hænderne om maven på gutten der kørte og han kørte stærkt vinden
susede hende om ørerne mærkede hun motorens rysten i benene og den
kraftige kølige læder. Så dejligt det var at mærke farten
og kræfterne og manden han var bred og larmen så kraftig at det var
umuligt at sige noget men i rundkørslen sænkede han farten. For så
at gasse op igen da det var lige ud og da han kørte ind til siden og
stoppede stod pigerne parat og klappede det var lige foran
skønhedsklinikken men først skulle alle have et knus også
motorcyklisten.
Hvor er min stok
Tænk ikke på stok vi skal nok vise vej
og så blev hun ført ind i salonen hvor der var gjort klar til den
store forskønnelse manicure aromaterapi enzympeeling
nailart og løberødt Anna nød at mærke sin hud gennem en andens
hænder. Og fodbad det var lækkert duftede af lavendel og vandet ganske lidt
varmere end huden det føltes som havde fødderne fået fri og chremen var lun
og hænderne bløde og pigerne
vimsede om hende som kammerpiger og snakkede men kun til hinanden en
fnisende summen af glæde og forventning.
Noget at drikke
økologisk lemonjuice og fersken skåret i både pyntet med
pebermynte.
Men med til skønheden hørte også den rette parfyme og den skulle hun
vælge selv lidt længere nede ad gaden. Hofdamerne viftede med dufte på
pinde og Anna valgte en frisk og let som sommereng med stænk af kølig brise som blev købt og i rigelige mængder
duppet på arme og bryst hals håndled og knæhaser. Alt fungerede som
aftalt og Anna duftede så vidunderligt og lignede en prinsesse og
det fortalte de hende og sådan følte hun sig glad og taknemmelig.
Sagde ikke et ord og så ingen men hørte og mærkede alt.
Frokosten
var succhi med ris og krydderier og hun skulle smage på
det hele og vinen en kold muscat ikke for sød og brændevinen kinesisk.
Restaurantens andre gæster kunne ikke undgå at bemærke det livlige
optog og Anna opfattede enkelte replikker
Så smuk hun er hvor kan hun sagtens gad vide hvad de fejrer
ingen så at Anna var blind.
Blind tænkte Anna er det virkelig mig der er blind og så skålede de igen og der blev
ringet efter en taxa nej to for de var otte og så blev Anna
ført op i en lejlighed hvor endnu en overraskelse ventede. En ung studerende var
for betaling blevet hyret til at smide tøjet og det gjorde han godt.
Et efter et røg skjorte undertrøje strømper bukser mens han til
kammerpigernes jubel improviserede forførende dans og da han så stod kun med
underbukser på råbte de på mere og var ved at hyle af grin og det
gjorde han så dansede splitternøgen for den blinde prinsesse.
Grebet
af stemningen rejste Anna sig og begyndte også at danse og studenten
smøg sin nøgne krop omkring Anna og hun mærkede ham ryg arme balder
bryst og så da musikken stoppede rørte hun hans ansigt følte hver en
fuge næse læber ører øjenlåg hals nøgleben og pande han stod helt
stille. Og pigerne blev stille en pinlig tavshed bredte sig da
Anna fortsatte sin berøring af den nøgne student mave lår indersiden
af lårene men blev så afbrudt af pigernes klappen og
studenten bukkede og samlede sit tøj for at klæde sig på ved siden
af. Han havde været alle pengene værd og fik mere end aftalt fordi
han havde gjort det så godt.
Der var lidt uden for byen en gård der fra at være almindeligt landbrug med
køer og grise og efter at have stået tom i en årrække nu var
indrettet til rugeri der leverede daggamle kyllinger til
hønserier. Det var rugemesteren der viste rundt og fortalte om
rugeriets historie og Anna fik et æg i hånden et varmt æg der var
klar til at blive klækket hun kunne mærke kyllingen banke på
skallen.
Den første tid står æggene i varmeskab men nu hvor kyllingen er
dannet udvikler den selv varme ja det må du godt hjælpe den ud
sagde rugemesteren men Anna var alt for forsigtig
du skal klemme til
og Anne klemte lidt hårdere men anede jo ikke hvor der var hoved og hvor
der var ben og var bange for at komme til at klemme den
ihjeld. Men hul kom der og et lille hovede prikkede forvirret på hendes finger.
Så ny og så færdig den var det blødeste mirakel.
Prøv at mærke de andre
sagde rugemesteren og førte Annas hånd hen over skuffen med nyudklækkede ikke
alle var kommet ud af ægget der var en livlig banken og pippen en
efter en fik de hul på æggeskallen og Anna mærkede dem. De prikkede
til hendes fingre og hænder som ville de hende noget de ville hende
noget de nyudklækkede så bløde og skrøbelige.
Anna blev vist hen til
næste led i produktionen hvor kyllingerne blev sorteret stående tæt
sammen på et transportbånd blev de trillet forbi en pige der tog
hver enkelt i hånden og så efter om det var en hønnike eller
hanekylling for til ægproduktion duede det ikke med hannerne så de
blev smidt i en sæk der i bunden var et gaskammer hvor de lå i en
stor bunke kyllingerne og spjættede de der endnu ikke var døde. Anna
kunne høre dem pippe og holdt fastere om kyllingen i hånden.
Rugemesteren kunne godt mærke Annas ængstelse sådan var det altid
med besøgende at de satte liv over alt andet også selvom det kun var
en time gammelt.
21 døgn og seks timer tager det at blive en kylling sagde han
du må godt beholde den
Så kom vaccinationen og pakkeriet 50 kyllinger kunne der være i hver
æske 20 æsker oven på hinanden det gav
1000 kyllinger som imorgen når alle var udklækket skulle leveres til
et hønseri.
Anna holdt
stadig da de forlod gården sin kylling i hånden for hverken at blive
gasset eller burhøne ville hun ikke byde den så blød den var og tynd
hver en knogle kunne hun mærke og hjertet slog så hurtigt og halsen
tynd og spinkel og næbbet spidst sikke kræfter den havde når den
prikkede hende på hænderne som ville den stadig ud af ægget.
Aftalen med en clairvoyant der skulle læse fremtiden i Annas hænder
blev fortrudt i sidste øjeblik så nu var der kun tapas på en en
mexikansk restaurant tilbage før Anna som lovet blev afleveret kort
før klokken 22
Pigerne var lagt i seng men sov ikke.
Hvad skal den have at spise
spurgte de og krammede på skift den nyfødte
åh det glemte jeg helt at spørge om
sagde Anna
og tænkte hvad en kylling der lige var kommet ud af ægget
spiste og hvor længe den mon kunne klare sig. Frø eller larver gad
vide om den spiste blade og græs og hvordan fik den noget at
drikke og om det bare skulle være vand.
Efter den succesfulde event livede Anna op og genoptog forbindelsen
med veninderne nød selskabelighed og var gladere derhjemme.
Hun har fået det meget bedre tusind tak for jeres initiativ
sagde Anders
og Anna var enig det havde været en forrygende dag og
aften også selvom kyllingen kun holdt sig i live to nætter før den
lå slap i kurven der skulle fungere som kyllingemor sådan var det.
Og det selvom pigerne havde madet den med opblødt müsli og givet den
vand med en pipette.
Sikke en dag Anna var som Anders taknemmelig og
det hjalp hende til at gå mere ud og ikke skamme sig over at være
blind. Var rutineret til at finde vej spotte
forhindringer hvor hun gik og protesterede ikke da Anders på nettet
undersøgte mulighederne for at hun kunne få en førerhund. Langsomt
forstummede snakken om at hun var blevet skør og Anders afholdt sig
fra at nævne psykolog eller terapeut eller krisehjælp nu gik det
godt og at Anna var blind blev en vane. Hun kunne de fleste ting som
alle andre og undgik at gøre ting hun skulle have hjælp til.
Freelance opgaverne tyndede ud men en del kunne hun klare med sit
oplæsningsprogram.
Anna havde sin stamcafe hvor hun jævnligt kom og sad sig altid på
samme plads med ryggen mod væggen der kunne hun sidde og overskue
hele lokalet og følge med i de samtaler der blev ført ved bordene.
Hun havde opøvet en evne til at koncentrere sig om lyden fra en
bestemt retning og udelukke alt andet og så kunne hun ud af de
sætninger hun forstod tegne sit eget bille de af hvem de var. Fra at
være hende andre kiggede på blev hun hende der kiggede på andre et
altovervejende tema i samtalerne var kærlighed om den ene nu elskede
højere end den anden. Piger sladrede om rygter og drenge om
erobringer alle kærlighedens aspekter blev del af samtalen den
kærlighed som Anna havde erkendt ikke fandtes.
Kærlighed er en illusion et blufnummer
det husker hun godt hun declamerede og det mente hun stadig og intet
af det hun overhørte bragte hende på andre tanker kærligheden var en
illusion sådan var det.
Her i hjørnet af cafeen havde hun det hele menneskene og deres
problematiske erfaringer med kærligheden og for det meste bestilte
hun en caffelatte der blev kold inden hun drak det sidste. Jalousi
åh den tone kendte hun hvislende forurettet som fra en slange eller
sladderen om kvinden der venter på sin elsker såsnart ægtemanden er
kørt fulgt af en befriende latter ved tanken om at det kunne være
dem selv. Og jeg-elsker-dig seancer hvor ordene bliver sagt som
indholdsløse fraser at alt er som det skal være og som det plejer og
at der intet er sket
jo jeg gør min elskede det gør jeg da
og så en rum tavshed
I skulle bare vide
tænker Anna.
Eller den omsorgsfulde mor der giver råd til sin datter
om hvad hun skal gøre nu kæresten har fundet en anden
han var slet ikke noget for dig
jamen mor jeg elsker ham
og sådan bliver de ved hele cafelatten flere og flere afsløringer
fører kun til samme tankeløse svar at hun elsker ham.
Jamen den kærlighed
tænker Anna og smiler frem for sig og mindes turen i ambulancen hvad
det mon var der skete da redderen tog hendes hånd.
De havde talt om frihed om døden og om Paradis og hun havde indset
at frihed var en vej og ikke et mål. Det var godt nok at give slip
og drømme om frihed men at nå frem var at dø og at ønske sig fri
skulle jo gerne gøre det jordiske liv lykkeligt ikke ende det. Og de
havde talt om skæbne om Prebens ulykke og død om at det var
uundgåeligt fordi det var del af en større mening skæbnens hemmelige
plan og ikke retfærdighedens. Skæbnen straffer ikke eller dømmer men
fritager dig for skyld og skam og så havde han taget hendes hånd og
hun huskede den fortrolige nærhed som hun ikke ville slippe og Anna
havde lagt sit hovede mod hans skulder og han havde holdt om hende
mens han kørte og hun havde fået denne sære fornemmelse som et sus
fra en anden verden en uimodståelig lyst til at stoppe tiden og
holde nuet fast.
Der er altid to om at lave kunst den der skaber værket og den der
oplever det. Når der på en udstilling var noget Anna ikke forstod
trøstede hun sig med at det der hang på væggen først blev til kunst
når hun oplevede det. At kunsten blev til i hende når hun tog imod
sådan var det også med kærligheden det var det der var sket i
ambulancen at hun havde taget imod. Det var andet end en hånd der
tog hendes hånd andet end en arm der holdt om hende og Anna huskede
at hun havde grædt som turde hun ikke give slip og tage imod.
Timerne i hjørnet af cafeen var en nydelse hun elskede at lytte uset efter
brudstykker af samtale det var bedre end de bøger hun ikke fik læst.
Nu hvor blindhed forhindrede hende i at se film teater og kunst
fandt hun erstatning i virkelighedens forestilling den lød som var
den koreograferet til lejligheden et teaterstykke udspillede sig
foran hende og hun var eneste publikummer det hele var sat i scene
for at hun kunne få en oplevelse den tanke varmede og hun nød at
lytte.
En dag blev en stol trukket hen til hendes bord og en person satte
sig over for hende
hej ja du kender mig ikke og jeg ved ikke om det er passende
Han var ung og genert og hun kiggede ham nysgerrigt lige i øjnene
for stemmen var så blød men også nervøs som havde han noget vigtigt
han ville måske han ville tigge om penge sådan lød han
men du kender mig vist godt for det var mig forleden
ja
jeg ville bare sige at ja altså det var så dejligt da du rørte ved
mig jeg var jo så nervøs. Og så dine veninder jeg var lige ved at
græde hver gang de klappede og grinede det var så forfærdeligt jeg
fortrød sådan at jeg havde sagt ja. Og hende pigen sagde ikke du var
blind vi aftalte bare at jeg skulle strippe for otte piger men ikke
at jeg skulle være nøgen helt nøgen det var ikke aftalen
underbukserne skulle jeg beholde på. Jeg har aldrig gjort sådan
noget før tænkte det kunne være sjovt at prøve og pengene kunne jeg
da godt bruge.
Anna rakte ud efter ham ville trykke ham i hånden
nah ja jeg hedder Absalon
og jeg hedder Anna
ja det ved jeg og det var virkelig underligt da jeg stod i
soveværelset og hørte jer komme jeg blev så nervøs sådan noget har
jeg aldrig gjort jeg er hverken bøsse eller noget så strippe det er
bare slet ikke mig
Hun greb hans hånd igen og sagde
du gjorde det så godt
Jeg begyndte at svede og få det dårligt men jeg skulle bare finde på
noget havde vi aftalt så jeg fandt på noget at danse men da de så
råbte af med skjorten da kunne jeg være krøbet i et musehul det var
forfærdeligt
det er jeg ked af det kunne jeg ikke mærke
og tilsidst de råbte sådan på underbukserne var de lidt fulde det
tror jeg men så var det du begyndte at
danse det hjalp at jeg ikke var alene og at du dækkede for at jeg
var nøgen. Og da du så begyndte at røre mig gik det rigtigt op for
mig at du slet ikke havde set noget. Det var sådan en fin
fornemmelse at blive set på den måde at jeg kunne mærke hvad du så.
Så dejligt først ansigtet så bryst og arme sådan har jeg ikke før
følt kærlighed det var som et sus der gik gennem mig ikke kun
erotisk den berøring det er ligesom nu du holder min hånd der er
noget særligt ved din berøring og jeg var så bange for at få
rejsning det ville være pinligt midt på gulvet og det var tæt på
Jamen jeg nød at mærke dig og tænkte ikke på de andre eller på hvad
du følte
jamen hvad følte du
du var bare så smuk og stærk
nå
jo jeg fik lyst til dig smilede Anna
og lyst til at sende pigerne hjem
Længe sad de og kiggede på hinanden så gav hun ham et klem der kom
fra hjertet. Han rejste sig tog hende om kinderne og kyssede hende.
En time senere lå de nøgne sammen i Absalons seng på et lille rodet
værelse på 2. sal
Hvad tænker du
spurgte Anna
hvis jeg siger jeg elsker dig
Han var svedig af anstrengelse og kinderne blussende røde hun havde
været den rolige der bare tog imod mens han havde taget initiativet
og holdt pause da hun havde fået den første orgasme og den anden
havde været endnu voldsommere hun havde været i den syvende himmel
hevet ham i håret og stønnet og det havde animeret ham til at
arbejde hårdere og så varslede han
nu kommer jeg er du med
ja ja nu nu
og så kom han så dybt og hårdt og det dryppede af sved fra hans
pande
Jeg tænker du har fundet kærligheden
Tror du
Det ved jeg sagde han og kørte fingrene ned over hendes øjne ned over kinderne
ned over halsen nøglebenet brysterne maven navlen
for det kan jeg mærke
Hun kyssede ham voldsomt på munden og holdt ham fast mens hun
famlede hans lem der igen var blevet hårdt ind i sin opsvulmede
skede.
Anna svævede på en sky da hun gik hjem og fortalte Anders alt alt
fortalte hun i detaljer hun anede ikke hvordan han ville tage det
men han lod hende fortælle færdigt mens han lavede det sidste i
køkkenet det var Anders der lavede mad og der var dækket bord
pigerne må have hørt noget for den yngste sagde
skal I så skilles
Og så fortalte Anna igen hvad der var foregået at ham der strippede
for hende som hun havde fortalt han tilfældigt var kommet ind på
cafeen hvor hun sad og de havde snakket og så var hun gået med ham
hjem og de havde hygget sig
Jeres mor har endelig fundet kærligheden
sagde Anders
Adr hvor ulækket
gnæggede den ældste
nå det synes jeg nu ikke
sagde Anna med at afvæbnende smil og så blev der ikke snakket mere
om det. Først da de begge lå i dobbeltsengen lukkede Anna for alvor
op for alt om suset på klippen om frihed og skæbne og døden men også
de selvmordstanker der aldrig blev til mere end tanker
Jeg er lykkelig
sagde hun og det mente hun
aldrig har jeg haft det bedre
jamen så er alt jo godt
sagde Anders
Han var ikke en mand af mange ord og vidste godt at den
pige han giftede sig med ikke fandtes mere og at han istedet for en
glad pige havde fået en lykkelig.
Dæmpet snakkede de sammen til det begyndte at blive lyst
Ja nu må vi se
sagde han
inden han lagde hovedet på puden og faldt i søvn.
Anna
følte det som havde hun født et barn en stor trykkende fornemmelse
var blevet til perlende velvære uanset hvad der nu skete ville hun
fortsat være lykkelig og i morgen ville hun for første gang i lang
tid sætte sig på klippen når solen gik ned.
På den øverste afsats med ansigtet mod solen og med lyden af
fuglekvidren og bølgers brusen omkring sig vidt til alle sider den smukkeste symfoni som komponeret netop til hende på netop
denne dag solbrillerne ligger i skuldertasken med den slukkede
telefon. Den varmer solen på øjenlågene bare tær i sneakers de hvide
er det vist. Hun trækker benene op under sig er fyldt 38 og så nyder
hun øjeblikket og slukker for tanken.
Det er da solen slipper sit tag i de fjerne mørke klipper at den
sanseløse fornemmelse breder sig i kroppen det er som om nogen har
taget hende til sig eller noget for det er intet menneske og intet
sted men en tilstand og hun kender den godt og ved nu at det er
kærlighed.
Siden begravelsen havde Anna ikke været på kirkegården hvor der nu
var rejst en sten over hendes far men da hun syntes at tiden var
moden købte hun et tykt stearinlys og en buket tulipaner og tog
afsted en sen eftermiddag. Tiden var kommet til forsoning og hun
ville gerne på sin fars grav bede om tilgivelse for sin tavshed de
sidste år af hans liv. Sit uforsonlige had.
Du var et godt menneske
ville hun sige
jeg håber du kan tilgive mig for det er det sidste jeg mangler for
at blive lykkelig.
Hun lagde blomsterne på graven og da hun lå på knæ foran stenen i
den lave sol for at tænde sit lys fik hun øje på den hvide marmordue der
sad øverst på gravstenen med bøjet hovede og kiggede på stenens
bogstaver
Hvil i Fred
læste hun
elsket og savnet
Så skyndte hun sig at lukke øjnene og tænke
ja ja nu må vi se