Her er så velsignet stille, ikke en vind rør sig, himlen er skyfri, og solen kiler sig ned mellem grenene og laver spredte lysende pletter på den mosklædte skovbund. Selvsået eg forsøger at kigge op i lyset, men forgæves, nåletræernes himmelflugt er for almægtig og dækkende, her er ikke plads til underskov, der vil have lys, men bregner, græsser, spæde skud af ask og birk, de trives i den brune, svampede bund, det er årenes tabte nåle, der giver næring til skovbundens grønne tæppe.

Træer, der faldt i stormen ligger, hvor de faldt med roden brækket og rødderne strittende, overalt ligger visne grene et kaos af vissent vildnis, her er mørkt, og her er stille, og så pludselig i et lysende grønt brandbælte ryddet for træer og nedfaldne grene står i en sort silhuet en bisonokse.
Det ligner en plakat for tyrefægtning så stor og stolt og brun, mørkebrun med lysebrune pandelokker og horn så spidse og en nakke, der rager op som en bjergkam højere end mig, det er, som om han siger: - Tag så det billede, så jeg kan komme videre! men bliver bare stående, bliver stående og bare kigger.
Så kommer kalven og koen tilsyne, og familien lunter fredfydt ind i tykningen på den anden side.

Det  var så smukt, jeg vil have mere ikke billeder, men oplevelse, jeg vil mærke og dufte og forstå, så jeg går ind i tykningen, hvor de forsvandt. Mørkebrune stammer enkelte lysende pletter en dyb duft af fugtig muld og dugdråber på den svampede mos. Men ingen bison. Stopper op, spejder ned mellem stammerne, men de er væk.
Så mærkeligt for med luntetrav kunne de ikke været nået langt. Brunt i brunt og pletter af lys, ikke en bevægelse ikke en bison.
Men så hører jeg den længere inde i skoven give et grynt og rigtig nok, der, skjult mellem træerne en bevægelse og endnu en, den vifter med halen og kun halen kan jeg se, dyrene er så fuldkommen kamuflerede af nåletræernes vissenhed i tykningen, intet røber deres tilstedeværelse undtagen altså halen og et grynt.

Jeg må tættere på, jeg må se dem, kryber under et par visne grene holder andre tilside forsigtigt og holder øje med halerne, som kun er synlige, når de bevæger sig, og bisonerne kan jeg ikke skimte, jo var der ikke en manke? Nej det var bare visne blade, pels eller bark, jeg sniger mig tættere på fra træ til træ. Men netop da jeg skal til at fjerne lidt vissent grenværk, opdager jeg til min forbløffelse, at det er bisontyrens manke, den står urørlig og kæmpestor og stirrer mig i øjnene, og nu siger han ikke: - Tag et billede! men - Hvad vil du mig?
Bag ham står koen ængstelig med kalven mellem sine ben.

Jeg løb ikke, men sagde heller ikke noget, mens han stak sin bløde, fugtige mule i vejret for at snuse til duften af menneske, ville lugte hvor bange jeg var. Langsomt sænkede han hovedet uden at tage blikket fra mig.
Jeg fik lyst til at klø ham i de lysebrune krøller, men turde ikke, han var en vild europæisk bison fra Polen sat ud for tre år siden i et reservat i Almindingen med seks hunner, der nu var blevet til en flok på 16, intet menneske havde før kløet dem bag øret eller i panden eller talt til dem, lige så stille gik jeg baglæns, mens jeg passede på ikke at snuble. Men han gik med slet ikke truende, mere som ville han mig noget.
De øjne, de var dybe, mørke og kloge bar de på en stor usigelig hemmelighed, og så spurgte de: - Hvordan er det at være menneske?

Der var ikke hverken foragt eller trussel i blikket, men heller ikke taknemmelighed kun nysgerrig venten, ikke på mit svar men på min reaktion.
Nej, han ville ikke kløs eller beundres, så jeg blev stående og svarede, så godt jeg kunne, hvordan det er at være menneske. Og da hans reaktion var en flakken med blikket, spurgte jeg så ham, hvordan det er at være bison. Jeg tolkede reaktionen som et: - Det ønsker du slet ikke at vide.

Han tog et skridt frem mod mig, men jeg blev stående og tænkte, at han havde ret. Med kalv og koner og et eget reservat med nok at spise og ingen fjender, en pels, der klarer 20 minusgrader og en skov, du kan gemme dig i, hvordan er det?
At han var en af de få tusinde tilbage af sin art, vidste han ikke, og det bekymrede ham heller ikke, overalt var den europæiske bison blevet udryddet, kun i Polen fandtes få eksemplarer i fangeskab, og han var så en af efterkommerne fløjet til Bornholm og sat ud i et naturfredet område som et eksperiment, i troen på, at det vil give os mennesker en rigere natur, hvis vi fik urbestanden tilbage.

- Hvad er du bange for? han må have vejret min frygt eller måske han selv var bange og nu ville vide, om vi havde noget til fælles. Istedet for at svare stillede jeg ham spørgsmålet: - Er du slet ikke bange?
- Stakkels menneske! han rystede på hovedet ikke af mig som individ, men mig som art.
- Jamen 9 milliarder, det må da siges at være en succes.
- Er det? Han løftede blikket og kiggede skævt på mig bedrevidende, som havde han en helt anden målestok for en arts succes end antallet af individer. Hans sikkerhed gjorde mig usikker, for hvordan kunne en bison tæt på at uddø som art føle sig sikker, tryg og lykkelig, mens mennesket følte sig truet, usikker og bange for at dø.

Samtalen udviklede sig,  jo mere han spurgte, jo mere blev jeg afsløret. Grådig på antal og ikke på lykke. Grådig på magt og ikke på ansvar. Grådig på rigdom, skønhed og status og fattig på mening, tro og tillid.
Han rystede overbærende på sit kæmpe, pelsklædte hovede, eller måske det bare var en flue, der irriteret blev viftet væk, så vendte han om og luntede ind i tykningen med kone og kalv.