Anmeldelse

Sommer i Sandvig

Sandvig 11. juli 2012

Et billede: Grøn, skriggrøn plastikskovl og en hånd, hun er tre og lyshåret. Sidder på gangbroen, der baner sig vej gennem sandet ned til badebroen.
Spanden er rød, sommerbleg, hun fylder sand i den, og mor holder øje, klædt i sort fra top til tå, smiler ikke, selvom pigen klapper højlydt med skovlen på sandet i spanden og lægger hovedet på skrå.
En Nettogul plastikpose flagrer bag hende, den skulle have været puttet i affaldsstativet men røg ved siden af, eller er det posen til det våde badetøj?
De sidder tæt op ad hinanden mor, datter og det skæve affaldsstativ. Det er kamufleret med sandfarvede brædder, men ser det næsten ikke, men det er der, og det er han også, farmand i kørestol. De forkromede ringe på hjulene er slidt blanke, åh ja, det er derfor, de sidder på gangbroen og ikke i sandet som alle andre, det er en kørebro, en kørestolsbro, men at de har slået sig ned ved affaldsstativet er nok et tilfælde, kantet er det og skævt med galvaniseret låg.
Så rækker han ud efter den sortklædte mor, som vil han hende noget. Hun rejser sig, lægger armen om skuldrene på ham og kysser ham kort på munden. Så krummer han ryggen, lægger alle kræfterne i og trækker sig op ad gangbroen op gennem klitterne.
Tilbage er pigen i lyserødt med skovl og spand og moderen, der spejder ud over det blikstille, lydløse hav. Og et affaldsstativ, der står skævt i sandet, som læner det sig op ad mor og datter.
Den gule plastikpose må han have taget med sig, da han kørte, for nu er den væk.

Sandvig 14. juli 2012

Et billede: Forsigtigt lægger hun sin hånd på hans bare ben, lægger den bare, det er svært at få sagt, det hele.
De sidder på bænken alene i det fjerneste hjørne, mens havnen syder af sommergæster og fjern jazzmusik, længe har det været på vej, men hun nænner ikke at få ordene over sine læber, for han er jo så sød, og hun har virkelig elsket ham.
Det værste er, at han vil være så forstående, sådan er han, altid så forstående og nænsom.
Hun kigger ned i bænken og mærker, hvordan han lader blikket kærtegne hende, trøstende som altid, når hun bliver mut og stille.
Kunne han dog bare blive vred og ryste en tilståelse ud af hende, men sådan er han ikke, og han aner ikke, hvad der er sket.
Han siger ikke noget, men bevæger umærkeligt sit ben mod hendes hånd, så rækker hun ud efter smykket, han har om halsen og forsøger at fange hans blik: Nu skal det være!
Smykket har han gået med, lige siden hun gav ham det, nu holder hun det i hånden og kommer til at berøre hans nøgne bryst.
- Se! siger han og peger ud over havet, hvorfor mærker han ikke noget?
- Ja, siger hun og drejer hovedet i den retning, han peger, men ser ingenting, fryser lidt. Smykket er varmt af solens stråler, men det føles som is, hun hader sig selv, sin krop, sin kulde, måske de stadig kan blive ved at ses, som venner?
Da han kigger på hende, slår hun blikkekt ned og tegner streger i sandet på bænken. Lister en ærtestor sten hen til revnen mellem brædderne, skubber den ned, men den sætter sig fast.
- Kom, siger han, rejser sig og tager hende som altid i hånden, og hun føler den skærende smerte af at blive delt i to, en krop der tager hans hånd og går med, og en hende, der elsker en anden.

Sandvig 15. juli 2012

Et billede: “Tågen Letter”, det er den, han spiller, “Tågen Letter” af Carl Nielsen, på sin klarinet, bløde enkle strofer, som spørgsmål, der ikke kræver svar.
Han sidder på promenadens nye trappe øverst og spiller til havet, der søvningt glider forbi, det er sommerens sidste dag, og jazzfestivallen slutter i aften.
I går spillede han på Sandvig Scenen med bandet Doghousecats, det var tungt. Publikum sad klemt i hvide plastikstole med orangelysende tæpper om livet og hænderne begravet i vindjakkens lommer.
Storsmilende, modne kvinder fik badehotellets rekonvalescenter fulgt på plads og svøbt i den festlige farve, så man ikke opdagede deres rystende Parkinson og fedtede briller, musik skal der til og popcorn og fadøl.
Mænd stimler sammen om en interimistisk ølbar, skubber med deres maver og smækker mønter i disken: Hvor skønt med en friaften, en aften i det fri uden fjernsyn og kvindesnak!
Orkestret spiller op til dans, opfordrer ihærdigt publikum til at komme ud at røre sig, men det er som at slå i en dyne, resultatet er en stilfærdig gaben og overbærende smil, ingen skal ud af den orange puppe eller have hænderne op ad lommen, man er kommet for at more sig, ikke blive til grin.
Klarinettisten spiller, hvad han skal og tænker på noget andet, lader forsangeren med sølvglinsende cowboyhat og sjove replikkker om at holde showet kørende, han er et andet sted. Et sted uden ord og uden publikum. Uden navn og uden tid. Uden mening og uden ansigt.
Han drømmer om at være og ikke blive set. Om at mærke og ikke skulle begejstre. Om at findes og ikke finde sted.
Det var derfor, han valgte musikken, for der i tonerne fandt han denne vidunderlige følelse af ansvarsfrihed. Så fik drømmen luft under vingerne, så kunne han slippe med fødderne og flyve ud over havet, tiden og meningen og bare være i musikken, mærke livet, - Jeg findes!
Det er sådan, han har det lige nu i den lave morgensol på øverste trin af trappen på promenaden. Mens klarinetten spiller “Tågen Letter”.

Sandvig 15. juli 2012

Et billede: Utroligt så tydeligt man kan høre deres stemmer, mænd, og nu en motorcykel startes og kører op ad den stejle bakke foran hotellet mod byen og landevejen.
De sidder foran fiskerskuret, et rødt træhus med åben dør og en redningskrans på væggen og snakker under en Carlsbergparasol, nej snakker gør de ikke, men skiftes til at sige ord og udbrud. Grine og bande.
De holder øje med havet og kommenterer ethvert skib, der kommer tilsyne, og ud ad øjenkrogen holder de øje med badehotellets mondæne hovedtrappe, men kommenterer kun enlige kvinder. Ægtepar og piger under 30 er ikke værd at spilde ord på .
Midt i Bornholms nedslidte klippekyst er den smidt som en terning kantet, skarp, algegrøn og rusten med gule lavpletter, hvor højvandet når, det er havnen i Sandvig, som engang havde både liv og mening, nu duver fritidsbåde med løftet påhængsmotor i slappe fortøjninger, og kulørte kajakker står på spring.
Nord for havnen ligger baunen, den gamle bastion, tre kanoner var placeret her, nu er kun volden tilbage og befæstningen, men ingen kugler eller kanon og ingen fjende til at tage friheden fra os.
Nu rejser han sig trækker bukserne ned og underbukserne, han har en kæmpe ølvom og en slatten bagdel. Så pisser han med ryggen mod vandet på havnens eneste vegetation, et lille træ, der har slået rod i en sprække i klipperne. Og pisset løber mellem hans ben i en stribe ned i vandet, så ryster han af og går tilbage til bajerne og den rå latter.
På den ene side krudt og kugler på den anden, sild og røg. Som historiske obelisker rejser de sig af klippen, koniske af form, ranke og uforanderlige som fordums kæmper, engang var de fyldt med sild og røg og koner med sved på panden. Byen lugtede af røg og beboerne lugtede og alt tøj lugtede af den sildefede røg.
Men silden forsvandt og røgen og konerne og lugten og skorstenen fik vindue og blomsterkumme og et souvenirskilt over døren, at nu kunne man købe minder for en slik og ægte bornholmske bolcher
Og “Julia” lægger til kaj med blafrende splitflag og badetøj til tørre, nu er turen kommet til Sandvig med de stejle gader og nedslidte klipper, der klemmer sig ind mellem skurene.
Og tiden er kommet, nu er tiden kommet til Sandvig, og hotellet har renoveret menuen, og græsset er befriende grønt, nu er freden kommet til Sandvig, og stilheden, en enlig måge surfer på himlen, som vil den vise hvor stor, den er.Himlen over Sandvig.
Så kalder den, utroligt så tydeligt man kan høre den.

Sandvig 15. juli 2012

Oh Strand, så fin du er med dit bløde tæppe af sandkorn, en galakse af slibestøv er faldet til ro, har fundet hvile, hvor der var læ og en plads, der skulle fyldes. Tålmodigt venter det på at blive blæst op i klitterne og blive formet af bare tær og hujende badegæster.
Så fin og føjelig med sine sorte bælter af blærefyldt tang, det dufter af hav og søanemoner, en hilsen fra dybet derude.
Oh Hav, så fin du er med dine rytmiske bølger og musikalske vibrato, kunne du synge, ville det være den smukkeste sang, et nænsomt løfte om uforanderlighed. Fladt og farveløst og dog så fuldt af simrende, vindblæst liv, krusninger møder ringe i vandet, og bløde bølger holder orden og glatter ud.
En evighed af orden skyller mod stranden med sin hilsen fra det store og dybe derude. Skyller op på stranden og ind mellem klipperne.
Oh klippe, så fin du er med dine skarpe kanter og sorte sprækker, med dine runde former og hårde granit.
Som strandede havdyr skyder du ryg i sandet, bjergmassiver med underfundige spil af sprækker og revner, uden regler eller rytme, frostens kaotiske brud med det ubrydelige, ar efter årenes gang og tidernes skiften, et løfte om at alderen bærer ungdommen i sig.
Bruddet giver stenen karakter, sprækkerne giver den liv. Lys og vejrbidt i toppen, sort og algevåd i vandlinjen og ellers gul og grøn af blomstrende lav, der har fundet det fordelagtigt at bo på en klippe.
I cirkler og plamager som tilfældige penselstrøg er de malet på klippen, de lette nuancer af forsommergul. Og der, mellem skaldede, sprækkede rygge af størknet lava sejler den stolte andemor med en hale af vimsende ællinger, oh ællinger, så fine I er.
Klumpede, uvidende pjasker I med fødderne og nipper nervøst til tangens tråde. Og svømmer dumdristigt ud af geleddet for så at fortryde og pile tilbage i rækken af overlevende ællinger, de er fem.
Ni var de, og snart er de tre dunede bløde skabninger, der tager verden for givet og ikke kender til taknemmelighed.
Skabt i et æg, ruget ud af en mor men prikkede selv hul på skallen ,da tiden var moden - Goddag verden, her er jeg! Fødderne i vandet og så afsted femten gram koncentreret kærlighed på vej på vandet. I livet.
I nuet, femten gram elskelig eksistens lige nu, lige her. Så fin og færdig og klar til næste nu.
Sådan ser lykke ud, en dunet selvfølgelighed af nuets lyst.
Oh Nu, så fin du er, så nær og nysgerrig, du kommer med kærlighed og lysten til at leve, opleve og indleve og trække vejret og bare være.
Intet før og intet efter, alt forladt og intet ansvar, ingen snak og ingen manerer kun lyst og lige nu, jeg elsker nuet, det bærer friheden i sig. Det er som bølgernes sprøjt og solstråler under en tordenhimmel, nuet er befiende, det er en forbrydelse at få det overstået for at komme frem til noget bedre, nuet er ægget før ællingen prikker hul, her findes det hele, i nuet er alt klar til at blive opdaget, levet eller forkastet.
At leve i nuet er at være tilstede, at erkende at være en selvfølge og nyde at være i live.
Og gøre verden i billeder.

Morten Bo