Boulevard de Nuit

Paris oktober 2013

Boulevard de Nuit

En silende strøm af røde lygter enkelte grønne ned ad Boulevard Sebastopol, det er taxaernes ballet de nuit, mellem træerne langs vejen står overfyldte affaldscontainere, der har opgivet at tygge, hvad de har fået proppet i munden og er faldet i søvn med halvdelen ud ad gabet.
En enkelt er faldet om, madrester og emballage flyder ud på fortovet, og savlet søger hen mod det nærmeste afløb. Foran oplyste butiksvinduer med fancy modeller ligger bylter af hjemløse, de ligger langs mure, i kroge eller på riste med undergrundens dampende varme, det er Paris by night. Ansigtsløse pubber i lukkede ligposer ikke en lyd giver de fra sig, ikke et grynt, som venter de kun på morgenskraldebilen.

Klokken er et, metroen kører ikke heller ikke busserne, men reklamestandere lyser og drejer rundt med lyshårede smil og checkede skægstubbe, lidt nede ad boulevarden står seks betjente i sorte jakker med skriggule veste tapet fast med gaffa, Police står der på mave og ryg.
Deres mandskabsvogn holder i vejkanten og en lille politibil bag den, de har god tid, hygger sig med hænderne på ryggen, hiphopkasketter og sorte støvler.
Det klør på ryggen af ham den lille, en kortklippet kvinde måske, der gnubber sig op ad det blottede, hvidmalede hoved på en af de mange smedejernsstænger, der kanter fortorvet ud mod kørebanen. To af dem sludrer med en kvinde i en bil, mens en anden på tjenstradioen checker kvindens ID og bilens registreringsnummer, men hun har god samvittighed og lader sig ikke forskrække af den natlige stikprøvekontrol.

Så giver de hende lov at rulle ruden op og køre videre, og en ny tilfældig bilist bliver lokket i fælden. Men heller ikke her er der bid, selvom de går grundigt til værks alle seks.
Lygtemanden checker, hvad der gemmer sig i bilen, mens en anden gennem ruden får rakt både plastikkort, papirer og endnu et kort som skal granskes, og så skal lyset checkes og blinklyset og passageren på bagsædet strækker sig og gaber.
En af betjentene er rigtig god med pegefingeren, hver gang han siger noget sigter han med fingeren på den, han taler til. Ikke truende men nok til at han bliver taget alvorligt. Så er det en nobel forretningsmand i en nylakeret BMW, rutinen er den samme, alle bliver behandlet ens.
Betjenten med stavlygten udser sig et offer, stiller sig midt ud på kørebanen, og fanger byttet med lyskeglen, mens en anden blæser vildt i sin trillefløjte, som var der begået straffespark i en VM-kamp. Enkelte bilister fatter ikke, hvad der foregår men svinger udenom betjenten og blander sig med den sivende strøm af taxaer.

Natten er tavs, betjentene rutine, og bilisterne uskyldige, dokumentationen er i orden, så er det en snøftende scooter, der bliver fløjtet ind til siden, en miniscooter med en overdimensioneret kok på vej hjem fra arbejde.
Irriteret tager han snublekysen af og sætter babyscooteren på støtteben. Pigen på bagsædet står af, kysser kokken farvel og forsvinder ned ad sidegaden mod de prostitueredes arbejdsområde ved Hallerne.
Men alt er i orden, og han bliver vinket videre.
Den næste er også en sccooter men nu en fancy affære, som var den trådt ud af en science fiction film om rumfart år 2050, fartstriber, ergonomisk polstret sæde med blanke metalknopper, lygte som på en Ferrari og to alt for små hjul, han er som vokset sammen med sit befordringsmiddel, og det virker helt forkert, at han, da han stiger af viser sig at være en stilket yngling i stramme, alt for korte jeans og en boble på hovedet, som med sit mørke visir minder om et nylagt, hårdkogt æg fra en sort høne.
Så tager han hjælmen af og er bare en genert forvokset teenager, der får både pegefinger og lys i bagagen, papirer og opkald og lov at fortsætte.

Men så sker der noget, huii - huii, politibilen sætter efter en kvindelig bilist, der forsøgte at smyge sig udenom, provokerende tæt kører den op på siden af hende og signalerer med lys og gestikulerende bevægelser ud ad vinduet, at hun skal standse. Det gør hun så, og det gør politibilen, lige midt på Boulevard Sebastopol.
Midt i natten midt på gaden sætter de to biler en prop i den silende trafik, mens kvinden rækker kort og papirer ud gennem ruden og taxaerne forgæves prøver at klemme sig forbi.
Betjentene gider ikke stige ud af bilen, nøjes med at bebrejde hende, at hun forsøgte at slippe ud af fælden.
Hun undskylder og får lov at køre videre, og politibilen tager en runde rundt om blokken og tilbage, hvor de kom fra klar til at forfølge den næste desertør.

Her er så stille, hele dagen har mennesker myldret hektisk ad de brede fortove og biler energisk dyttet sig til smuthuller for at avancere i de uendelige køer.
I en ring omkring Place Concorde har trafikken hele dagen og aftenen med bevæget sig i ryk, som mekanikken i et guldur, tik-tak båt-båt ufatteligt, at det kan gå. Det er ingen sag at krydse vejbanen, selvom der er syv vognbaner, tik - tak, men det tager timer for bilerne at nå rundt om obelisken, hvordan de nogensinde når frem til jackpot og rasler ud af urkapslen er en gåde, men det gør de, og nye kommer til, en evighedsmaskine af tikkende, dyttende, trippende metaldåser.
Men nu er der stille, plads mellem bilerne og masser af tid.

En bilist rækker ud over bevis og attest også et kort over Paris ud gennem ruden og diskussionen går, om hvilken vej, han skal køre. Betjentene peger, gestikulerer er slet ikke enige henter assistance fra ham med lygten og ham med fløjten, og nu kommer også pegefingerbetjenten til, alle har de en mening om hvilken vej, han skal køre.
Hvilken vej, der er den rette, det er det, det handler om i de nattestille gader i Paris, klokken er blevet halv tre, der er tre timer til at metroen kører igen og byen begynder at vågne. Skraldespande vil blive tømt og tomme kørt på plads, og reklamesøjlens blege optimisme vil tage mod de morgenfriske med frosne morgensmil. Og de hjemløse kravler ud af pubben tager posen på ryggen og lever videre endnu en dag.

De nattestillle gader, et par piger slipper i beruset tilstand balletdrømmen løs og hopper afsted med flagrende lemmer og at dømme efter deres jubelskrig, lykkes det dem at fange drømmen. At en taxi må foretage en drastisk manøvre for at undgå at ramme den ene med fronten, bemærker hun ikke, la vie, sådan er livet den rå brutale virkelighed er en trussel for de enfoldige drømme, når de slippes løs.
Foran et hus i boulevarden er der liv. Lilla neon i alle vinduer enkelte blinker krampagtigt, men det giver kun det illuminerede torneroseslot et skær af realisme, det er ingen drøm, selvom det er shinet op til at give løfter om eventyret, det er en natklub, og ved hoveddøren står to bredskuldrede afrofranskmænd med mærker på skuldrene og brystet, der giver autoritet.
Damerne bliver taget godt imod, døren bliver åbnet for dem og discotemplets intime indre af bourgognefarvet plyds og afskallet guld åbenbares i et fristende øjeblik, så lukkes døren igen og gruppen af sortklædte drenge med nitter og kæder kigger langt efter de højhælede, der velvilligt lempes ind i det forjættede drømmeland. Måske de ikke har råd, drengene eller er blevet afvist i døren af de klippefaste vagter.

Lyden kommer ikke gennem døren, selvom den med mellemrum bliver åbnet, den kommer oppefra gennem sprækken i vinduerne en maskinel rutinebanken som sad en svensknøgle fast mellem egerne på en hørehæmmet, der ufortrødent kører videre bang bang bang. Jeg bilder mig ind, jeg kan dufte en blanding af parfume og armsved, men det kan også være dunsten fra Seinens mudrede vand, når det pjasker mod broens piller. Parfymeret drøm og stank af realisme, sådan er det jo, livet.
Så drømmende eventyrligt i roterende reklamer og så mudret konkret i virkeligheden med snert af kloak og forrådnelse, daggammel deoderant.

Men beruselse hjælper, så sløres nyhedsdækningen og drømme slippes fri, så kan man det, man aldrig kunne, så tør man det, man ikke må, så smuldrer den tunge kappe af pinlig forkerthed, og Tornerose vågner i en lilla blinkende himmel med lyst til livet og prinsen og den store lottogevinst.
De stiller sig tættere sammen, de sorte drenge, ansigterne mod hinanden, nu er de en flok med enkelte mistroiske blikke til forbipasserende, som i en stor bue går udenom og lader som om, de intet har set. En politibil hyler i natten, de blå blink nærmer sig, og umærkeligt opløses kredsen af sortklædte til individuelle skikkelser, der helt tilfældigt står spredt foran natdiscoteket. Sirenen slukkes og policen sænker farten men kører forbi. De ved godt, betjentene, at der ikke er noget at komme efter, og at deres tilstedeværelse vil blive opfattet som invitation til strid, så klogeligt nøjes de med at holde øje.

Det er ikke den eneste natklub, nede i sidegaderne afslører kloner af uniformerede dørmænd på gaden, at der foregår noget skummelt men himmelsk derinde i bygningen bag dem. Et enkelt sted er der yderligere to vagter med armbind, securitée. Trætte af at være frivillige i Røde Kors har de nu fundet udfordring i et privat vagtværn, men de er slet ikke så nævestærke og bulldogagtige som de professionelle, skaldede dørmænd, snarere tværtimod, tynde, hulkindede fuldmægtigtyper, der realiserer deres drøm om autoritet i et privat eller alternativt vikarbureau for vagtmænd. Med mellemrum puffer de lidt til køen, der venter på, at nogle skal forlade eventyret, så der bliver plads til nogle andre.
Men det har ingen virkning, der er som at puffe til Napoleons grav, den er ikke til at rokke, men stritter heller ikke imod, villigt finder den sig i at blive puffet og få henstillinger, bærer ikke nag og er slet ikke klar til kamp.
Søvningt spises de, nattens køer i små bidder.

Og langs muren mellem klubber og diskoteker og enkelte natåbne chrêperier står enlige, fraskilte husmødre med opsat hår og håndtaske, som ventede de på noget eller nogen. Altid alene, aldrig to eller flere sammen.
Hvad laver de dog her, de triste velfriserede husmødre? En diskret bevægelse med sirligt pillede øjenbryn antyder, at kvinden byder sig til, selvfølgelig, de er prostituerede, jeg er i et luderkvarter, der har forklædt sig som busstoppested i en forstad.
Da jeg nysgerrigt kigger på en af fruerne, får jeg igen denne tomhedens tilbud, og jeg skynder mig at finde noget andet at kaste blikket på.

De tohjulede har fundet sammen, motorcyklerne, de flokkes, hvor der er plads på gaden og fortove som små internationale samfund med rig og fattig, stor og lille, mørke og lyse og de blander sig uden hensyn til sidemandens ophav eller kulør. Der er den opsvulmede, selvfede med polstret sæde med ryg som var det en kiropraktikers briks og med en bezintank at skræve over på størrelse med en hoppebold, tungt læner den sig op ad støttehjulene.

Styret antyder med sine blanke instrumenter, at maskinen er en atomdrevet reaktor og under tanken er indmadens imponerende stålmekanik blinkende blottet, og udstødningen, wauww, sikke et brøl det giver, når kræfterne slippes løs.
Og der er den supersoniske spaceudgave, en miniatureconcorde med airodynamisk plasticfront, som var den et højhastighedstog fra Shanghai, alt er gemt bag skinnende sorte skærme. Plasticsædet er smalt og hårdt, sidder langt tilbage, man må ligge på maven for at nå det korte styr.

Der er bøller med brede dæk, og der er middelklasse med nedslidte og enkelte kulørte med halvtag, tidens ricksaws, der holder cyklisten tør, når det regner. Stængerne røde, taget grønt, en forlystelsescykel der blander kolonitidens kultur med dagens Disney både værdig arrogance og underholdning for hele familien, alle er velkomne på boulevardens parade af tohjulede individualister.

Alle kulturer er repræsenteret, og alle sender signal om status og stand. Discount eller mærke, hestekræfter eller håndsyning, funktionalitet eller promovering, hver har sin karakter og værdi, og alle viser den frem med stolthed. Og her er ingen tiggere.
Ingen skilter med armod, ingen selvmedlidende blikke eller fremstrakte hænder mod forbipasserende, man kender sin plads og accepterer sin rolle, i morgen er hierakiet vendt på hovedet, og kun tilfældighedens spil bestemmer din plads i morgendagens kabale.

Der er skævøjer, kykloper, de skeløjede og dem, der bæler, så fantasifuldt lygterne er udformet og minsanten en enkelt med dobbelte, synkrone forhjul og en oppakning som på en prærievogn, blinklys på stilke og et overdådigt bakspejl. Og speedwayudgaven med luft over baghjulet og en skinnende skivebremse, sædet hænger i laser, men ambitionen er tydelig, den er ikke nogen prærieveogn, men en ilter hest, der kan stejle.

Og den tildækkede, en formsyet pressening holder vandet ude, vandet og de våde, visne blade fra boulevardens mange træer. Den mindste af dem alle, scootermodellen, som ikke skal rides, men køres som en bil er lænket til standeren med en kæde, der kunne holde et krydstogtskib på plads og en hængelås på størrelse med den sorte boks fra en havereret Airbus, de er der allesammen med hver deres øreclips med nummer. Som brændemærkede slaver på markedet på Sct.Croix står de opstillet, så deres kvaliteter kan vurderes og prisen sættes, men de er ikke til salg kun parkeret for natten.
AP 819-CD en bastard halv motorcykel halv scooter med en kuglerund højtsiddende bagageboks, den nederste del en forlegen juniormodel, den øverste, en sværvægter med en kamphunds bidske blik.

Og dér R 1200RT BMW, nej det er ikke øremærket men modellens mærke og nummer, der skræver over tanken, et monstrum med autoritet og dobbelt bagageboks og sidebokse, den fylder som en elbil. En overdådig front har indbyggede spejle, her er ingen blinde vinkler ved højresving, utroligt, at den kan holde sig på benene, kæmpelefanten, når den rejser sig og holde balancen, når den sætter i trav.
Og dér med vindskærm og fingertouch, det må være en fantomcykel, for slængkappen flagrer og støddæmperne glinser af messing.

Og en gullakeret, en lysende vigtigprås i rækken af sort og sølv, ikke større eller bedre end de andre, bare anderledes og gemt mellem to drabanter en beskeden pensionist med en forlygte fra Edisons barndom, dengang en lygte var en lygte og ikke en spejlsal, alle vender de ansigtet ud mod gaden som klar til udrykning. Åh nej, en lygteskade er plastret til med gaffa i laser.
Er det sådan det er, livet, at fylde sig med status og acceptere sin position, at stå til rådighed, når der skal køres og være instrument for andres ønsker om retning, mål og tempo?
Som kompensation for den funktionelle ensretning demonstrerer cyklerne forskellighed og individualisme, men spørges aldrig, om de overhovedet ønsker at være transportapparat. Hierakiet bygger på pynt og pragt, på glans og glamour, en underholdende afledningsmanøvre, der skal skjule, at alle er ens.

Hvad er frihed for de parkerede motorcykler, er det friheden til at prale, til at overleve, frihed til at tjene og være en succes?
Frihed er det at nægte at køre eller protestere mod at blive parkeret, eller er det frit at kunne vælge sit image som original designer eller brølende maskine?
Er livet den landevej, der lægger asfalt til ambitioner om at være størst, stærkest, smukkest eller mest opsigtsvækkende?
Og cyklerne er de skæbner, skabt af Herren, deres herrers behov og begær?
Er det det, vi er, stativer man hænger drømme på, skeletter behængt med status?

Små isolerede samfund af individer med samme mission, men forskellige karakterer, et socialt fællesskab, hvor alle har samme opgave, men idividet ret til, som kyllinger på farmens betongulv at prikke efter korn for at få lysten styret og instinktet stillet tilfreds.

Ikke underligt at unge vil bedøve sig tættere på drømmen, slippe fri af kæden og sætte kursen mod stjernerne, flygte fra skæbne og arv og fællesskab. Lette fra båsen og flyve rundt mellem stjernerne i søgen efter frihed
Utopisk og paradoksalt når frihed er lige så lukket et begreb som tvang blot en anden æske. En anden label at klistre på drømmen.

Lidt længere henne klumper endnu en flok af motorcykler sig sammen på det brede fortorv, og så sker det ufattelige, en af cyklerne starter, lyset tændes, styret drejer, og den kører ud på gaden, men der er ingen på cyklen, ingen motorcyklist, ingen chauffør. Alt er som det plejer helt almindeligt, som man kunne forvente, forudse og statistisk beregne, der er bare den ene detalje, som ikke passer eller ikke kan passe, det burde ikke kunne ske. Cyklen er selv startet, har tændt lyset, er drejet ud på kørebanen og blander sig i taxastimen. Forunderligt eller bare underligt.
Var jeg troende, ville det være et mirakel, var jeg publikum, ville det være et nummer, var jeg overtroisk, ville det være hekseri, var jeg patient, ville det være synsbedrag, men da er jeg en drømmer, er det befriende.

Jeg kigger på de resterende cykler i forventning om, at de alle skal gentage den mirakuløse frigørelse og følge efter, men alt er som det plejer, blot er der hul, hvor der før var cykel.
Hvis den kan, kan jeg vel også? Starte for mig selv, tænde lyset dreje ud på kørebanen og køre videre alene uden chauffør, uden ejermand, bryde regler og normer og tro på drømmen om frihed. Utopisk frihed.

Jeg tror, jeg tror, jeg tror, fristes jeg til at råbe mod den oplyste stjerneløse himmel, men intet hjælper, jeg flytter mig ikke en tomme fra den nattestille gade, tro alene klarer det ikke, der skal mere til. Bøn måske så jeg beder til himlens skaber og heldets gudinde, til miraklernes forvalter om at måtte blive fri, men intet sker. Måske fordi jeg er bange.
Bange for friheden, for at blive fri for det, jeg kender, kan regne med og stole på, at frihed er at blive fri for livet.
Det er ikke en stemme, jeg hører snarere en fornemmelse, jeg får:
- Du skal gøre dig fri.
Jamen hvordan?
- Tro flytter bjerge, kærlighed gør fri. Det kræver øvelse og koncentration, tålmodighed og udholdenhed, men arbejder du målrettet med kærligheden, så vil du også opleve friheden, også du vil blive fri.
Det vil ikke være så mystisk som med den selvkørende scooter, masser af mennesker er født frie, andre arbejder sig fri, se dig omkring, mærker du dem ikke? De ligger og sover i deres poser på gaden, helt frie.