|
Vorupør 8.august 2015 Den tålmodige Fisker De klemmer sig sammen om isboden i et hjørne af stranden, står i kø, den mindste soft-ice er en kæmpe kaloriebombe til 35 kroner med chockoladekrømmel eller lakrids, 20 forskellige krøm kan man få, på skiltet kan man se hvor lækkert, det kan blive. Tålmodigt venter de på en himmerrigs mundfuld. De har ikke været i vandet, bare været en tur på molen. Stranden er bred og tom. Enkelte mindre både er trukket på land af spillet på toppen, et orgie i oliefedt, klumpet rust og to kæmpehjul, der kan trække wiren ind som via to store hjul på betonankre længere nede på stranden fordeler trækket til den båd, der skal hales i land. Der er ingen mere, der fisker her fra Vorupør, altså ikke som før Hanstholm fik sin egen havn, jo et par fritidsfiskere og en kutter ejet af museet, en dag måske bliver den restaureret for at mindes den tid, som var engang. Som redningsstationen med krydsede faner, det er Danmark, eller det var, for der er ikke længere kuttere i havsnød, som skal undsættes af gæve indfødte i støvler og sydvest. Et svømmestadion er bygget i klitterne syd for molen, det ligner de bunkers fra krigens tid som stadig præger landskabet, våd beton, metal og gråt, sand i alle hjørner, hvor der er læ, hober sandet sig op, som forsøger det at lege klit, men mere end en udjævning af trappetrin bliver det ikke til, men det ser gammelt ud, giver det hele et patina af ælde, og mon ikke det også en dag vil blive overdraget museet, det svømmestadion fra 2014 som aldrig blev brugt. Som bunkerne på stranden, nej, invasionen kom ikke på Jyllands Vestkyst, og det gjorde svømmeentusiasterne heller ikke. Stranden er bred og bar, men nede ved vandet trukket halvt op på stranden er en klump forsamlet om en kutter, det er fiskere, der sælger ud af deres fangst. To hummere der virrer med følehornene, stolt vises den frem, mens den krummer sig hjælpeløst sammen, 80 kroner stykket, det er for dyrt, så hellere et kilo krabbeklør til 40. I båden ligger nettet, hvor krabberne har filtret sig ind i nylonnettet. Med øvet håndelag brækker han kløerne af, smider dem over i den orange kurv og trækker resten af kroppen fri, den skal for sig i den gule. Turisterne kigger nysgerrigt på de grove hænder, de brækker af og trækker fri. Utroligt, at han lige ved, hvordan skjoldet kan befries for den snerrende nylon uden at kigge og uden at blive irriteret. Makrel har de fanget, de er døde nu, 5-6 stykker er der, men fladfisken med bønfaldende øjne gisper efter vejret. Når den tages op for at blive puttet i en plastikpose til en turist, vender den begge ender sammen, som forsøger den at slippe fri. Død er den ikke endu. Hvad koster de? spørger damen foran mig, hun har taget sin pung frem og besluttet at være køber og ikke bare voyeur. Hun peger på krabbekløerne. - 40 kr. kiloet - Hvor meget er det? Han henter det mest vidunderlige, næsten flirtende smil frem, kigger ikke på damen men på alle os andre, der er stimlet sammen. - Ja, et kilo er jo sådan et kilo, og så griner han næsten overdøvende. Det er hvad der kan være i en pose. - Jamen hvor meget kan der være i posen? Han griner så rynkerne i ansigtet kommer på arbejde og øjnene glimter af sjov. Helt orange tøj har han på, oliedragt og daggamle skægstubbe. 55 er han vel, og mens han taler arbejder hænderne ufortrødent videre med at brække ben og befri skjold. - Ja, det kommer an på hvor stor posen er, han sender hende et skæmsk smil og lægger op til en reaktion. Men den kommer ikke, og vupti har han puttet seks håndfulde krabbekør i en plastpose, som han rækker hende, og hun kun modvilligt tager imod for tænk, hvis de stadig var levende. - Og hvor lang tid skal de så have? - Ohrrg ja, gi du dem bare 15 minutter, det er ikke så galt. Betuttet står hun med den fedtede pose og kigger på de afbrækkede klør. Så rækker hun en 100 kroneseddel frem mod ham og uden at skæve til hverken hende eller sedlen, roder han rutinemæssigt i den ene lomme og siger: - Nej den ka a godt nok ikke klare, du må tage et par makreller også. Hun skal lige inde i hovedet oversætte hans dialekt til rigsdansk, mens hun betuttet kigger på rødspætten, der krummer sig sammen i hans hænder. - Eller hvad med denneher, han er lige ved at putte den i posen, da hun stopper ham på det bedste Thy-dialekt, hun kan huske fra tiden inden, hun blev københavner. - Na så tar je helre nogen fler krabbeklør! Posen bliver fuld inden hun får fuldført bestillingen - 15-20 minutter, det er ikke galt. Den rasler den store pose med 2 kilo afbrækket krabbeklør, og hun holder den ud i strakt arm, da hun går op mod kiosken og giver plads til endnu en nysgerrig køber. - Hvad koster de? - 40 kroner kiloet. - Hvor meget er det? Scenen gentager sig, utroligt, at han kan holde masken og smilende rutineret betjene kunderne. - Ja et kilo er jo et kilo. Nu må han da bare vise lidt irritation eller overdreven overbærenhed men nej, han er lige så elskelig, flirtende hver gang, hvor får han den tålmodighed fra? Fiskernes tålmod har altid imponeret mig, jeg elskede i Thorsminde at kigge på fiskerne, når de hængte torskegarn til tørre. Store næver og spindelvævstynde net fyldt med alger og fiskerester, et kaos af sammenfiltret netværk blev sindigt, tålmodigt rettet ud og hængt til tørre, time efter time blev bunken med kaotisk netværk til de fineste udspilede net på de opstillede pæle, så de tørre og klar kunne bruges igen dagen efter, hvor tænker jeg dog tit, at jeg ville ønske, jeg havde en fiskers tålmodighed, når jeg arrigt strammer snørebåndet og ikke løsner det, når jeg forbander det indviklede, så det bliver umuligt at løse op. Hvor mange ting har jeg ikke ødelagt, fordi jeg mangler fiskernes tålmod alt det, jeg forsøgte at reparere som gik i fisk, det var nemt nok at skille den ad, men at samle den gik i kage, ja, så tænker jeg på fiskerne i Thorsminde med hænder så store som rødspætter og deres forsigtige udredning af det kaotiske netværk. Men nu vil jeg også tænke på fritidsfiskeren i Vorupør, hver gang irritationen melder sig over gentagne tåbelige spørgsmål, jeg skal kunne det der at charmere og flirte og acceptere at irritation giver uløselige knuder og destruktive huller, mens tålmodighed giver tilfredse kunder og en større omsætning. Det burde være velkendt for alle, men jeg er nok den sidste til at tage ved lære. Det er derfor jeg beundrer fiskerne, elsker at stå og bare kikke. |