24.XII.2022  12'00
Klokken er 12, om en time må jeg se dig en sidste gang. Henrik, han sagde, han hed Henrik, da jeg spurgte, hvad han hed, det er ham, der lukker mig ind. For en time siden åbnede jeg døren i natskjorte, det var Amalie med småkager som trøst og Matias, jeg vidste det godt, at de en dag ville stå der og sige  - Bastian er død. Nu sidder jeg her på en bænk ved Retsmedicinsk, nej nej ikke nervøs, jeg er tæt på døden, vil bare se ham og spørge, om det er rigtigt, hvad de siger. Blå i ansigtet siger de, men de har ikke set det, tror det bare, at døden har farvet dine kinder. Begge flygter de, er på flugt fra døden, selv ordet skal undgås, mens jeg jagter den, jeg vil møde ham nu, inden han tager videre, bare mærke ham.
Så beroligende hun er, GPS-damen der guider mig til Rets.medicinsk tilsyneladende upåvirket, hun  kender mig og ved, hvordan jeg vil have det. Læge og politi og Brit og Balder og farmor hun tog en taxa, også Amalie og Matias var der, da han bliver båret ud på en båre med lagen over sig, for han er blå, siger de.
En stige låner de hos naboen Wolstrup og en kost for at banke på ruden til soveværelset, for tiden er så vigtig for dem, tiden må ikke gå til spilde, det er tiden, de jagter, som er de bange for, den skal gå. Som deres bror, 42 blev han, sådan cirka halvdelen af et liv, så mærkeligt, hvad der sker i ens hovede, når tiden nærmer sig.
En kirkeklokke kimer, der er en halv time til, og græsset er så stille. Morgenmotionister løber forbi på stien og indgangen til Retsmedicinsk er så diskret, nej ingen tårer, en let kvalme. Mine hænder er blå, for det er koldt her juleaftensdag, spænding og afslapning kæmper om pladsen, som den dog har skruet sig op, min tinitus, mens sekundviseren på lommeuret snegler sig afsted. For tidligt, Bastian, det var for tidligt, bare jeg ikke kommer for sent.
En krage spadserer forbi, nikker med hovedet, standser og kigger så nysgerrigt men siger ikke noget. Her er ikke brug for ord, der siges, men tanker der tænkes. Prøver at mindes men støder på en lukket dør, kun tiden lige nu findes og forventningen. For jeg venter.
Kirkeklokken stopper, nogen skal begraves, et hul er gravet til en kiste, en kiste her til morgen, var det virkelig epilepsien, der tog livet fra dig? Du var seks, da du fik det første anfald - Rolandisk, sagde lægen - det vokser han fra. Nu kvalte den dig.
Måger patruljerer på plænen, prikker i jorden som leder de efter noget, så smuk en fugl den er, hvid og glat med røde ben, så levende.

14'00
Jeg mærkede dine kinder, arme og bryst, din hud, fornemmelsen siddder i fingrene, jeg rørte dig som aldrig før og du mig. Rørt blev du og jeg berørt. Og jeg fik sagt det til dig, selvom du kun var krop, at jeg elskede dig, og jeg hørte din stemme, og du sagde med et smil, at det gjorde du også. Så mærkeligt med kærligheden, når liv og krop skilles ad, det accepterer den ikke, heller ikke min. Mærker dine øjenlåg, tager dig i hånden og bilder mig ind, det er livet, jeg rører. Vi taler sammen, og jeg får sagt, hvad jeg aldrig fik sagt, og jeg ser dig smile trods kroppens ubevægelighed, og jeg hører din stemme, selvom du er tavs. Den halve time med dig idag sletter hukommelse og fjerner minder, grådigt fortærer den alt, så der bliver plads til oplevelse og nye indtryk, den forlanger og kræver af frygt for glemsel.
Dominerende og enestående er den halve time, hvor jeg for sidste gang er sammen med Bastian. På dagen hvor hans krop blev fundet livløs.
Jeg havde set det før, et deja-vu, imorges, da jeg åbnede døren for Amalie og Matias, så vidste jeg hvad de ville sige. Ikke spor forundret blev jeg, tog det som en selvfølge, underbevidstheden havde for længe siden sendt et varsel, billedet af de to i døren og ordene - Bastian er død. Måske jeg er mere modtagelig end andre, bedre til at se syner og høre stemmer.
Livet og kroppen er så nært forbundet, at det ene uden det andet almindeligvis er frastødende eller pinligt. Den livløse krop med krampagtigt krogede fingre er for de nærmeste et frygteligt syn og livet uden krop chokerende at møde.
Jeg fryser, hjemme igen fryser jeg, og det selvom alle radiatorer er tændt, kun 16 grader er her, og det er ikke fordi, det er blevet koldere udenfor. Uvant koldt er der, som har der været slukket for varmen, mens jeg var hos Bastian.
Nå nå, tiden der gik er gået, og tiden der kommer, kommer, men jeg har ikke travlt, døden skal hente mange før mig. Men jeg er den næste.

RIGSHOSPITALET KØBENHAVN 5 MARTS 1980
Fuldt af hvidkitlede er der, flere kommer til, en mand står i baggrunden og mellem min elskedes nøgne, bøjede ben med hænderne på hendes opspilede mave, siger jordmoren - Pres pres! Manden er lægen den eneste mand, rolig iagttagende, mens kvinderne har travlt og Mette presser på. Amalie og Maren har fået lidt for store kitler på, 7 og 9 år er de, og man er ikke på Rigshospitalet vant til så små børn til en fødsel, ærmerne er smøget godt op, så kommer hovedet. Så underligt at et ansigt kigger frem med åbne øjne, jordmor tager fat, trækker til og med et svulp lander fosteret i metalskålen, det er en dreng.
Fuldstændig fantastisk er det, og det er det hver gang, han er vores fjerde barn, Matias bliver passet, men vi andre er her, Amalie, Maren, Mette og mig.
Et mirakel at et barn er skabt i Mettes mave, et menneskebarn så færdigt med fingre, fødder, ører, alt og skrige gør han for første gang, det er et under. Skabt lukket inde som en kastanieknop før træet springer ud, en sommerfugl skabt i en pubbe med vinger til at folde ud, så uvirkeligt og helt naturligt. Tættere kommer jeg ikke på naturen end lige der på stuen, hvor min elskede føder os en søn.
Op på vægten frem med målebåndet, det er lægen, der checker hjerte og reflekser og noterer, for først når miraklet er registreret, kan det anerkendes. Det er nu, Bastian bliver verdensborger med fingre og tær, der holder krampagtigt fast, når lægen rækker ham en finger, alt skal chekes pupiller og testikler, før han erklæres velskabt.
Skabt af natur, født som menneske og registreret som søn og borger med retten til et liv, sådan en oplevelse styrker min tro, at naturen skaber mirakler, og at mennesket er natur.
En naturens familie er vi, alt levende, livet har vi til fælles og hver en blomst, grævling, hvert menneske skal dø en dag. Døden er natur, som skabelsen er det. Af liv og mirakel.

22'15
- Bastian, hvor er du nu? Nej ikke kroppen, det ved jeg godt, men livet, hvor blev det af? Jeg mærkede dig, tog dig med hjem på et billede, et billede af det, du efterlod. - Tal til mig, hvor du er, så højt at jeg kan se dig, indse dig med lukkede øjne, som de dog kæmper, tanke og tro.
- Er du i tomheden i en uendelig intethed, som hedder væk, er det væk, du er blevet, eller fløjet til dit nye hjem? Gemmer du dig i et mylder af hjemløse sjæle, eller forsvundet, er det det, du er, forsvundet i gennemsigtighedens verden, hvor ingen materie findes kun ånd og energi?
Døden skal ikke forstås, den skal mærkes, og jeg mærker den.
Med krop og kærlighed, da mærker jeg dig, hjertet banker, småkagerne er trøstespist, filmen på skærmen tomt flimmer, og så lytter jeg til din lydløse stemme.
- Bastian, du findes, nej ikke genopstået, du var der hele tiden, men jeg glemte at lytte, jo der er meget at fortryde, aldrig blev ordet sagt - Elsker eller ordet - Døden, nu står de i kø med deres dybsindige mening, sådan er det at blive væk, at forsvinde, at efterlade, det er, hvad du gør, Bastian du efterlader.
Balder og Brit forlader du, en verden af sorg og savn, eller er det os og verden, der efterlader dig på vores kompromisløse flugt med tiden, den går, og vi går og verden går med, kun du står tilbage tidløs forladt.
- Sjæl, det var bare et ord, nu noget ganske andet. Din sjæl forlod dig i nat, da hjertet standsede, den gjorde sig fri af kroppen og bredte sig som en tåge under loftet, umærkeligt fandt den sprækker, sivede ud og op og fyldte rummet, himmelrummet, hvorfra den ser alt, og hører alt og taler lydløst, når nogen kalder, det er sjæl.
- Bastian, min søn, du gjorde det så godt, var elsket af alle, så fuld af energi, og voksen blev du, respekteret og afholdt og hus fik du med have og Balder med Brit, hvad mere kan et menneske forlange? Retfærdig, retfærdigheden er smidt overbord og uden redningsvest, så drukner den - undskyld undskyld, jeg ville bare trøste, kender ikke den himmelske tilgivelse, der gør trøst overflødig, din sjæl skal ikke trøstes, aldrig blev den lovet noget, spærret inde i din krop fandt den sig i alt, nu er den fri endelig fri efter 42 år, det er sådan det er. Farvel til dødelig materie, goddag til udødelig sjæl.
Hvor døden viser sig, bliver retfærdighed erstattet af statistik. Så er alder kun et tal og tilfældighed en lov, troløs og blind rammer den i flæng, ingen død er retfærdig. Den kan være forudset, nødvendig, ønsket eller frygtet, men aldrig retfærdig. Sådan er skæbnen, aldrig skeler den til retfærdig belønning eller fortjent straf, skæbnen er upartisk, ubestikkelig og enerådig, skæbnen er mening, meningen med dit liv er styret af skæbne, og det er skæbnen, der skiller din krop fra din sjæl.
Jeg har printet et af de billeder, jeg tog på retsmedicinsk af os begge to, du er så smuk og sovende, jeg kæmpeklodset, stor og sort. Det ligner meget godt. Det kigger jeg på, lytter med øjnene, mærker med hjertet og hører toner fra din tur til det nye sted, det er så smukt, højloftet som et kirkekor, lysende som enlige stråler gennem høje vinduer, jeg hører hvælvingers ekko, føler varmen på det kolde stengulv, som bliver jeg løftet til en tilstand af evig fred, en uendelig frihed, som kun findes i tilgivelsen.
Det er din verden, Bastian, du er nu sjæl blandt sjæle. Din krop forgår som legeme og genopstår med tiden som kornblomst og valmue, der spreder frø som spirer. Eller spises af stære, materie kan ikke forsvinde kun skifte form, men sjælen vil altid være den samme, din sjæl. Dig.

25.XII.2022  7'30
Det er Bastian som er død. Jeg vågner til dit billede, i et døgn har du været død, det lindrer at huske på i går, at det er dig, der er død. Et dige bristede, nu buldrer forladtheden i dine nærmeste, en katastrofe for din elskede Brit, og Balder, din søn, hjælpeløs driver han med strømmen, mens familien klemmer sig sammen på taget af den højeste bygning i oversvømmelsens brutale landskab. Det er de efterladte, der spejder efter redning, uforstående, chokerede holder de fast ved livet, det er dødens mudrede vand, der slikker fundamentet, intet er som før.
Men vandet vil trække sig tilbage og efterlade et kaotisk syn, hvor hjemløsheden findes blandt vragdele og troen på skæbnen er flosset. En ufortjent straf har ramt i blinde, de efterladte ramt af sorg. Og alligevel står solen op til en ny dag, det er blevet morgen juledag.

GUDHJEM BORNHOLM JULI 1982
Åh Bastian, du er så skøn med dine hvide krøller og tykke fingre 2 år er du, og trappen op til sommerhuset så høj, at du må kravle på alle fire, hver gang du er kommer et trin op, drejer du hovedet for at se, om jeg så det. - Ja, jeg så det og nyder dit stolte smil og lyserøde sko.
På ferie i Gudhjem er vi med have ned til klipper og badestrand. Efter et morgenbad tager jeg et par timer i skyggen og skriver videre på forordet til Solen i Skyggen, min næste fotobog, som kommer til efteråret på Nyt Nordisk Forlag, en hurtig frokost og så på tur til byen, hele familien.
Amalie er lige fyldt 11 og nyder rollen som storesøster, så da tryllekunstneren i det omrejsende tivoli spørger de bænkede tilskuere, om der er en, der vil hjælpe ham med et nummer, er det Amalie, der først rækker hånden op og begejstret fylder scenen med smil og sjov, elsker at være midtpunkt. Maren på 9 er mere tilbageholdende og lidt nervøs for, om Amalie nu klarer det. Matias har altid fået øje på noget et andet sted, og ønskebarnet Bastian sidder på skødet af sin mor, hvor han snart falder i søvn, det er han god til, når vi er på tur, at falde i søvn når han er træt, på en bænk, en trappe eller på skødet af Mette.
Familie, jeg har nu en familie, to store piger og to små drenge alle i rødstribede trøjer, jeg føler mig som verdens heldigste menneske. Is, der er en iskiosk, og alle skal have den samme vaffelis, bestemmer jeg, også selvom Bastian skal bruge begge hænder, når han holder den. Solen skinner, numsen bar, jeg slikker hans fingre og tager ham på skuldrene, holder hans ben, mens han griber fat som en chimpanseunge i mit hår.
Omsorgsfulde Maren, Matias med kasket, forfængelige Amalie og Bastians mælketænder, når han sender mig sit helt store grin, åh det elsker jeg og så deres mor, som jeg sover i arm med på tolvte år, fordi jeg stadig er forelsket.

26.XII.2022  12'30
Går lang tur med Matias, vi snakker om åndeverden, han anbefaler mig at se en serie på Netflex om overtro, han tror det er Bastian, der giver sig tilkende, hans bevidsthed. Bastians sjæl.
Troen er vigtig, det er vigtigt at tro, ikke så meget hvad jeg skal tro, men at jeg skal tro, at jeg er åben for troen, når den viser sig. Jeg skal tro på mig selv, give mig lov at ændre og forny troen og ikke låse mig inde. Tro på kroppen, at jeg er natur i familie med alt andet levende og acceptere at planter og svampe, træer og storme kan meget mere end mig, men at jeg rummer kim af det hele, som jeg skal give lov at gro. De fleste af mine evner og skavanker skyldes, at jeg er menneske, men andre, at jeg er natur, det skal jeg acceptere og tro.
Videnskab giver måbende resultater, vand kan huske, træer advare hinanden, planter forudse vejret og tanker overføres uden at rejse. Forskning dokumenterer det uforståelige, så det tror jeg på, men jeg tror også på det, der ikke er videnskab, men netop kun tro. Overtro. At ofring skulle formilde guderne har altid i historien været anerkendt kun ikke i vores tid, men bønnen praktiseres stadig. Den er en væsentlig del af kristnes tro, men også min, jeg tror på bønnen, at den bliver hørt. Også den usagte.
Jeg tror, vi idag lever i en hypnotisk tilstand styret af kultur, reklamer og flokmentatlitet. Men jeg tror også at et knips med fingrene kan sætte mig fri. Mig og alle andre.
Hypnosen den anerkender vi, den dokumenterer, hvad der sker med bevidsheden, når vi bliver hypnotiseret, alle kan se, at kroppen er uforandret, men bevidstheden vendt på hovedet eller stjålet og smertesansen kortsluttet, ikke engang din mor, kan du kende, før du med et knips og berøring får bevidstheden igen.Fortællingerne er talrige om tiden før døden og dødsøjeblikket. Om nærdødoplevelser hvor bevidstheden svæver under loftet og iagttager sin døde krop, om tanker der opfører sig som kvanter, og genfærd, der ikke lever i tiden, men uden tid.
Normalisering er en svøbe for troen på skjulte evner. Bastian er en sjæl, sjælen er bevidsthed, bevidsthed er energi. Hans døde krop bliver til aske, men bevidstheden sættes fri. Bastian er sluppet fri, han er nu energi, og energien kan han bruge til at opfylde bønner og skabe mystik. Bastian har som sjæl ingen bolig, ingen krop men erindring båret af energi. Han er bevidsthed. Tak Bastian, for at guide mig til en tro på det utrolige. Jeg elsker dig.

27.XII.2022  22'50
Gik i Yousee butikken fordi min fjernbetjening var i stykker, overvejede på turen derhen hvordan jeg skulle brokke mig, når de nu ikke kunne hjælpe mig, fordi mit fjernsyn var for gammelt, eller hvis de alligevel kunne, at en reperation var hundedyr eller en ny først kunne leveres til sommer. Blussende af adrenalin trådte jeg indenfor.
Elskværdig ekspedient, hurtig betjening og så kostede det ikke noget at få den gamle byttet til en ny. Min ydmyghed har aldrig været større, bukkede og takkede.
Så mærkeligt som vi reagerer forskelligt, en stirrer apatisk ud i luften, en anden benægter og prøver at flygte, og jeg tager kampen op med en ikke eksisterende fjende.
Men om eftermiddagen i Friluftsland har jeg heldet med mig. Jeg har set på nettet, de har et campingblus billigt til salg, det vil jeg give mig selv i julegave, for det får jeg brug for til sommer. Elendig betjening, alt for dyr, slet ikke det blus, jeg så på nettet, det lykkes mig at chikanere ekspedienten, før jeg fornærmet forlader butikken.
Straks jeg kommer hjem, bestiller jeg en større sending urter fra Naturdrogeriet, 40 kasser cigarer og cerutter fra Holland og en elektriker til at komme og reparere en kontakt, der længe har været ude af funktion, jamen det er vildt, hvad der sker med hormonerne for tiden. Hvor andre bliver deprimerede, bliver jeg åbenbart manisk.

LEGOLAND BILLUND JULI 1983
Bastian, Bastian som du dog gror, bleen har du smidt, men de hvide krøller har du stadig, og så er du næsten lige så høj som Matias. Han er storebror, det ved han godt, så hver gang I skal noget, viser han dig, hvordan du skal gøre. Fange fisk eller fodre ponyer, I holder sammen, I to i ens tøj, den ene et skridt foran den anden, du nyder at have en storebror og holder dig tæt på ham.
En flyvemaskine flyver lavt over Legoland, og sådan er Matias, at når han ser noget spændende, vil han også prøve det, og jeg, som elsker initiativ siger selvfølgelig - Ja, køber to biletter og stikker dem hver en i hånden.
Bastian følger med sin storebror, også selvom de nu skal alene i en flyvemaskine med propel i næsen flyve så højt, at de kan se hele Legoland fra oven, for jeg skal altså med min højdeskræk ikke med. Det klarer Matias, 5 år er han jo, går op på vingen og  trækker lillebror på 3 med op i maskinen, og så flyver de. Ingen grund til at vinke, de har rigeligt at se til her på deres allerførste flyvetur nogensinde. Så højt at maskinen bliver en lille prik i en kæmpe cirkel, jeg følger dem med øjnene og oplever spændingen, som var jeg selv med.
Nu er de altså blevet store, mine drenge. Lidt spændt er jeg på, hvordan de klarede det, så jeg står parat da de lander, 10 minutter varede turen, og da jeg spørger, hvordan det var, siger Matias helt roligt, mens han hjælper Bastian ned fra vingen - det var da meget sjovt.

28.XII.2022  19'30
Her til morgen virker mit mailprogram igen, alt er som det skal være, efter at det igår pludselig blev helt kaotisk, poppede op med  gamle beskeder og mystiske faner, intet hjalp, heller ikke at jeg lukkede helt ned og startede op igen. Ingen manøvrer virkede, så jeg gav op og bad på Faceebook om hjælp hos Rasmus, min web-konsulent.
Mystiske ting sker omkring mig, for første gang nogensinde går der hul i den sorte affaldssæk i køkkenet, bidt eller brændt nederst ved gulvet, mystisk. Nej nej ingen gløder kommer i sækken, og ingen mus kan lugte gennem den sorte plastik. Jeg skæver, da jeg går forbi, til billedet jeg har sat op bagest i vinskabet af Bastian og mig. Stopper op, tænker, tror og går tilbage som vil jeg spørge ham om noget. Om det er ham?
Snakker gravsted med Matias, brændes eller begraves? Bo-familien har et familiegravsted hvor mine oldeforældre, farfar og farmor og far ligger og hans søskende og deres børn, hver jul tager jeg med min søster Marie og hendes datter derud, tænder lys for vores fælles far og Martas morfar, synger julesange og skåler i altervin. Min søster Malene og bror Mikkel blev begge begravet, men jeg har ikke siden været på deres gravsted. Min aske skal spredes med vinden, men Bastian har aldrig givet udtryk for, hvad han kunne ønske sig. Men jeg kan jo spørge ham ad?

29.XII.2022  20'30
Jeg lagde det på i morges, billedet af Biancas blomsterbuket og en kort besked, at min søn Bastian døde juleaftensdag. I en lukket gruppe på Facebook med 161 venner og supportere, de hjælper mig med mine skriverier og bøger, her lægger jeg skitser og digte under udarbejdelse, det er venner, jeg stoler på, i gruppen kan jeg godt informere om det, der ikke egner sig til mine andre Facebooksider, og nu efter fem dages tavshed, tør jeg godt orientere dem. Reaktionen er omgående, 36 søde, trøstende kommentarer, 96 inden dagen er omme, hver og en får de et svar som tak, de er min basisgruppe og min væsentligste kontakt med omverdenen. Så betryggende at vide de er der og holder øje og reagerer. Lange beskeder på Messinger får jeg også, og så skriver jeg et digt, som jeg tilføjer i en kommentar.

En kind så kold
med fingre stive
Det er Bastian der er død
Hans latter forstummet
hans omsorg hørt op
Et hjertestop fik vore hjerter til at briste

En sjæl på vej
fra den krop vi kendte
Det var Bastians bolig
i enogfyrre år
gav ham latter og liv
men også et anfald der tog det fra ham

Fra åndernes verden
ser han os nu
den Bastian vi mindes
Hans krop bliver til aske
men sjælen lever videre
Der er kærlighed i blikket han sender os

Jeg sender også på mail mine dagbogsnotater fra juleaftensdag til mine børn, de skal ikke være i  tvivl om hvad, jeg tænker og hvordan, jeg har det og hvorfor, jeg ikke vil med, når de i Rigshospitalets kapel 6.januar skal se Bastian i kisten inden en bedemand skruer låget på. For mig er det vigtigt at signalere åbenhed, det handler det om på min og Matias' spadseretur i dag. Hvor åbent og ærligt der skal snakkes, og hvor offentlig bisættelsen skal være.

ASKØ 2.JANUAR 1986
Det er i julen på Askø,  vi første gang opdager, at noget er galt. Kun små anfald har han, når han vågner,jeg er sikker på det skyldtes den ulækre lyseblå plastkanin, han sover med, den har ligget i sengen på Askø siden siden i sommer og har nu givet ham et allergisk chock.
Men det bliver ikke bedre, da vi smider den ud, og da han ugen efter får 11 anfald på et døgn, går vi til lægen, der indlægger ham til observation for epilepsi.
Elevatoren fra parkeringskælderen op på afdelingen glider så lydløst, tunge glasdøre åbner automatisk, der er en spooky aftenstemning på de tomme gange, Bastian er lagt i seng, aftenvagten løser højt af Oles Skitur. Lyset på stuen er dæmpet, rødstribet pyjamas i en sortmalet jernseng, 6 år er han, Gorilla og Pusser er med. Det er 3.januar, og Bastians hår er klistret, for han har været til undersøgelse idag med elektroder klistret til hovedbunden, det var hjerneaktiviteten under et anfald, der skulle måles.
De første dage er der døgnvagt ved Bastians seng, og her til aften er det mig, der tager over. Smilende er han, glad og stolt over al den opmærksomhed, elsker når portører kører ham rundt på gangene og fortæller begejstret, at han kan bestille brun sovs til middag, det får han aldrig hjemme.
Så aftenstille her er, jeg nærmest hvisker, men snakker ikke om hans sygdom, kun om de andre børns.
Ida som kom i går aftes, hun har det slemt. Spræller og gisper, så personalet kommer løbende, det er uhyggeligt, kun Bastian tager det roligt og forbinder det ikke med hans egen epilepsi.
Han lægger sig til at sove, jeg slukker lyset og tænder natlampen, for han er alene på stuen. Og så synger jeg, som jeg plejer en godnatsang.

Nu tændes der stjerner på himlen blå
og Bastian har børstet tænder
Nu sover Gorilla og Pusser din ven
og Ida og alle de andre
Sov sødt lille Bastian
du bliver så træt
og lyset det har jeg slukket
I morgen er der endnu en dag
hvor du skal ha' brun sovs til middag

30.XII.2022  23'30
De er så søde, mine børn, gik tur i går med Matias i går, skal med Maren i morgen, og gik i dag med Amalie rundt om søerne i solskin. Hun forsikrer mig om, at de alle tre bakker mig op, uanset hvilke vanskeligheder de møder, det skal jeg vide. Alt omkring bisættelse og offentliggørelse vil ske i samarbejde med Brit, men jeg må ikke være i tvivl, de er enige om at holde sammen. Allerede juledag delte de mellem sig opgaverne at være hos Brit, have Mette boende og holde øje med mig. Det har været hårdt for dem, men hvor er jeg kæmpestolt over den fælles vilje.
En pige kaster brød til ænderne, fuldt er der af sprællende spænding, hvem der nu får det næste, og hurtige er de, det er som en konkurrence, når en and har fået en bid svømmer den om bagest i flokken og sluger den. Et væld af måger basker omkring dem, går skrigende til angreb på de forsvarsløse ænder, men ikke på hinanden. Og på bredden rundt om pigen vimser nikkende duer smulerne op, hun taber.
Det elsker jeg, at studere adfærd, naturens, kulturens og arters solidaritet, kamp og konkurrence. Alle er de fugle, skabt med artens adfærd som udløses, når der serveres brødstumper, mågerne fanger dem i luften, ænderne i vandet og duerne smuler på stien. Mine børns adfærd er omgående og målrettet, båret af omsorg, kærlighed og sammenhold, så smukt det er at som far at opleve. Blodets bånd.
Jeg  bestiller bord til i morgen på den eneste frokostrestaurant på Frederiksberg, der har åbent 31.december og sender Maren bekræftelse på bookingen med et menukort. Jeg skal have en Croque Monsieur.
Først sent på aftenen sker det, en syret oplevelse, måske hvad jeg har ventet på, gennem vinduesruden ser jeg, hvordan min lyskæde, under tagskægget rundt om huset blinker. Rytmisk blinken så tydeligt spejler sig i en bilrude. Jeg kan dårligt tro, hvad jeg ser, stiller mig helt tæt på vinduet, det er altså ikke tilfældigt.
Længe står jeg og stirrer og indser, at det denne gang er Bastian. Tager fat i min I-Phone, sætter den på video og optager, hvad jeg ser, mens jeg kommenterer den fantastiske åbenbaring.
45 sekunder. Panorerer så til højre og bryder ud i latter, for der holder en Falck-bil med blinkende, orange lygter. Rytmisk og afslørende realisme.
Det er på tide at få slukket for juleudsmykningen.

31.XII.2022  20'20
Mødes med Maren foran Restaurant Promenaden på Frederiks.berg Allé og går ind i et helt tomt lokale. Kun os og mørke. Der ser ret lukket ud, men døren var åben.
Tomme borde og stole, ikke en sjæl heller ikke i køkkenet. Langt om længe dukker en mand op fra kælderen og fortæller, de har lukket. Jeg brokker mig, siger det ikke kan passe, for jeg har bestilt bord til klokken 14'30, og det er om 5 minutter, så det er bare om at få gang i køkkenet.
Maren viser ham bookingbekræftelsen på sin mobil, men han behøver ikke kigge, siger bare at ingen borde er booket idag.
Jeg forsøger at dæmpe min berettigede aggression, da Maren opdager, det ikke er 31.december, jeg har booket et bord, men 31. januar. Umuligt.
Så sløset kan jeg ikke have været, men mistanken, at det må være Bastian, der har været på spil, beholder jeg for mig selv.
Hjemmegravad laks og gedeost på ristet rugbrød er nu heller ikke dårligt, vi tager frokosten på Amalievej. Snakker ikke om ånder og mystik, bisættelse eller død, men kun om livet.
På onsdag fylder hun 50. 4.januar har altid været en skidt dag at holde fødsesdag men særligt i år, så festen bliver udsat, jeg foreslår, vi holder den til Sankt Hans, i mit nye mammuttelt på Hvide Sande Camping.

NEPTUNS ENGE ØLAND SVERIGE JULI 1987
Øland, Øland med Neptuns Enge det smukkeste landskab endnu bedre end den jyske hede, en skærvestrand så langt øjet rækker skarpe sorte skifersten i driver med den mest vidunderlige sparsomme vegetation. Uendeligt små blomsterkroner på tynde stilke strækker sig mod lyset, beskeden vækst med et sparsomt behåret skørt af bittesmå men fede, falmede blade. Skabt til at modstå østenstorm og saltvandsgus har de hver især fundet en sprække mellem stenene at slå rod.
Jeg er på vildmarkscamp med drengene, tre uger os alene, hver aften slår vi teltet op et nyt og spændende sted i den vilde natur. Jeg tænder bål og laver mad, drengene vasker op og holder orden, det er her på Neptuns Enge, sakket agterud på aftentur langs vandet, at det går op for mig, at Bastian er blevet stor.
7 år er han blevet og han er blevet nogen, Bastian har fået identitet og vilje. Hans blik er anderledes, hans stemme en anden, han er ikke længere det charmerende barn med de yndige krøller, ikke lillebror, der aber efter og skal hjælpes, det er skønt at se ham tage initiativ, gå på opdagelse, formulere sig og holde blikket beslutsomt fast, når han kigger mig i øjnene. Aldershierakiet mellem ham og Matias er erstattet af ligeværdigt fællesskab med mening og mod, Bastian stråler af selvtillid.
Her på turen ad skærver langs vandet går de sammen i deres eget tempo, mens jeg prøver at følge med.
De har en fælles vilje, og skal jeg overtales til noget, så er det Bastian, der formulerer deres ønske, mens Matias er mere tilbageholdende, diplomatisk. Naturens næsten brutale råhed netop her har skubbet Bastian ind i en ny alder med vilje og mod. Min Bastian er blevet nogen.

01.I.2023  12'00
Indbildning er en drift, der har fået et rigtig dårligt ry. Med frygt for konspiration, løgn og bedrag har det fået en negativ betydning, og det er ufortjent. Ordet indbildning er erstattet af ordene viden og tro, der begge bygger på sandhed. Videnskabelig sandhed er det, der kan bevises, mens religiøs sandhed er det, som står skrevet. Kristus er livet, vejen og sandheden.
Viden er det, du har fået at vide, tro er det, du tror, men begge dele noget, du bilder dig ind. Den frie tanke og kvalificerede samtale begrænses, når fællesnævneren udelukkes og alt skal være enten det ene eller det andet. Videnskaben kalder den tro, der ikke er tidens for overtro, og religionens vogtere gør alt for at bevise, at deres mirakler er videnskabeligt dokumenteret.
Hvem har mest ret? Hvad ved vi, og hvad skal vi tro? Resultatet er en snæver kamp om status og tilhængere.
Men sådan er vores civiliserede kultur i modsætning til de kulturer, vi koloniserede.

02.I.2023  9'30
Drømte i nat en drøm, så intens og virkelig var den, og jeg var med. Husker tydeligt, da jeg vågner de meget konkrete billeder så fulde af detaljer. Straks jeg vågner, genkalder jeg mig drømmen, har på fornemmelse at den er vigtig, at det er underbevidsthedens besked til mig.
Jeg befinder mig i stuen i mit barndomshjem, alt er som dengang, sofahjørnet, de store glasruder mod haven og gulvet, det husker jeg gråt og blankt. Min søster og hendes veninde sidder i sofaen fuldstændig som på billedet i Alt for damerne fra 1958, de er teenagere, på væggen hænger i den tykke, rå fyrretræsramme fars store naturmaleri, en skyggeplet i skovbunden, det han malede en sommer i Gitterbo, stort er det næsten fra gulv til loft, det har hængt på væggen al den tid, jeg boede hjemme. Det er maleriet, jeg kigger på, hvert strøg genkender jeg, men noget er nyt. Der er tilføjet noget, firkanter, hvide brede penselstrøg skaber nye felter, det undrer mig, så hvidt. Hvor maleriet ellers er grønt og flimrende i alle nyancer, er der konkrete og geometriske former, det er så tydeligt, at de er malet på senere.
Jeg forstår det ikke, fars maleri er fra velkendt udsmykning af den hvide væk blevet moderne kunst, hans naturmaleri er fornyet, det er fremmed, det er vokset fra mig.
Helt nyt er det også, at der er ud mod haven foran vinduerne hænger en stor tv-skærm lige så stor som maleriet men på den anden led, og det er en udsendelse i fjernsynet, jeg venter på, for min børnefilm lavet for B&U-afdelingen i Danmarks Radio har premiere, men jeg venter forgæves, nej vent lidt, der er alligevel noget, jeg kigger på pigerne i sofaen, men de ser ikke filmen, snakker bare videre, som om intet er hændt, og noget går galt, tror jeg, for det er vist ikke min film alligevel, eller jeg genkender den ikke, måske det er en teknisk fejl. Forvirret rastløs vågner jeg. Heldigvis.

03.I.2023  14'30
Et sted mellem vågen og sovende, nøgen på maven med ansigtet i massagebriksens fordybning fyldes jeg af nydelse, de blødeste fingre finder ind bag sener og muskler til et ømt punkt, der så bliver masseret så nænsomt, igen og igen til ømheden giver efter, og musklen slapper af. Og så den anden hånd ind under skulderbladet, nej med begge hænder gnides musklerne bløde, det er en overdreven nydelse, der fjerner enhver tanke. Jeg giver mig hen, massør og krop arbejder sammen om dette ene, mit velbehag.
Da jeg efter en time på briksen tager tøj på og betaler, er det som svæver jeg. Armene er lettere, og benene, kroppen har mistet tyngde, en ny fornemmelse af fysisk velvære men også mentalt, jeg smiler indvendigt som forelsket, det er det, massagen gør, bilder mig ind, jeg er elsket. I min dvaletilstand tog min krop imod massagen, som var det kærlighed.

AMAGER FÆLLED KØBENHAVN MAJ 1988
- Nej nej, du skal være død, ikke bare sove!
I dag er jeg med drengene taget ud på Amager Fæller for at optage de sidste billeder til projekt Røde Missiler. I to år har jeg fotograferet truende skønhed, mine børn spiller strandvasker i vandkanten, trafikoffer på køleren eller offer med bind for øjnene i skumringen ved dæmningen på Askø.
Jeg iscenesætter katastrofen og laver farvemanipulationer i mørkekammeret. Skærer mig gennem lag af emulsion og tryghed for at komme ind til den grufulde sandhed, at vi alle skal dø.
Når dæmonerne bliver synlige, og det urimelige visualiseret, så er det for mig en befrielse. Kæmpeflot skal det blive, og nu har jeg så fyldt bilen med kulør og fantasi og taget med drengene til det vildeste sted i København med afgræsset natur, forladt industri og udsigt til benzinøens store siloer.
Bastian er 8, Matias 10, og de er helt med på at stå model eller ligge, uanset hvad jeg finder på.
Maren med hætte over hovedet foran røde missiler på et engelsk krigsskib, projektets første billede, blev anvendt som forside på Månedsbladet Press, da Olof Palme blev myrdet.
Med et kamera over hver skulder, motor og farvenegativ film er jeg som altid, når jeg fotograferer fuldstændig væk i billedet, kun det jeg ser og mit ubevidste jeg betyder noget, alt andet skal bare følge med, indordne sig.
Krævende ubarmhjertig er jeg, men også vildt imponeret over mine modellers tålmod og velvilje. At lægge sig på tværs af rustne sveller i en akavet, håbløs stilling, mens en udstoppet skovskade er ved at prikke dine øjne ud, det er ikke hverdagskost, men drengene finder sig i alt. De er med far på arbejde og tager opgaven dybt seriøst.

04.I.2023  16'20
Et minut over midnat sender jeg Maren et snapshot, hvor hun 6 måneder gammel ligger i barnevognen og jeg på knæ ved siden af, for dagen er kommet, hvor hun bliver 50.
Og så kommer i dag med bud fra trykkeriet de første 12 eksemplarer af min nye roman - Langt væk er lige her, om skæbner i Ukraine. Tæt på krigen, tæt på døden, jeg anede ikke, da jeg for et år siden begyndte at skrive, at døden skulle komme til mig, og ikke kun jeg til døden.
Hver dag skrev jeg om episoder, jeg forestillede mig kunne foregå i det krigsplagede land. Om Vladimir Vassilev på vej hjem efter at have kastet sine bomber, om Vanya ved en massegrav i Bucha og om Chadi, der finder kærligheden en nat i skjul på en Metrostation, en roman om sorg og død, men også kærlighed.
- Osip opsøger en clairvoyant, for han er netop fyldt 18 og skal imorgen som nyindkaldt soldat til fronten. Nu vil han så gerne vide, om han skal dø. Længe sidder den clairvoyante ubevægelig som i trance og krammer hans svedige t-shirt, mens hun får et syn fra den åndelige verden, billeder af Osips sidste minutter i live. To dybt koncentrerede mennesker tavse over for hinanden. Den ene ved, hvornår den anden skal dø, den anden er bange for at få det at vide.

05.I.2023  21'30
Sorg, hvor kommer sorgen fra? Sult får mig til at spise, tørst til at drikke, men hvorfor sørge? Så mange advarsler er målrettet et bestemt formål, smerte, træthed, kvalme også højdeskræk og forskrækkelse men sorgen, denne udefinerlige, stærke sans i familie med savn, hvor kommer den fra?
Blandt de mange kommentarer jeg får fra venner på Facebook, går det igen, at jeg skal trøstes, det er mig, det er synd for. Ladt tilbage med sorgen, må jeg da længes efter den kærlighed, jeg nu har mistet og derfor have brug for deres.
Men ikke så sjældent bider sorgen sig fast, bliver til et traume, der får efterladte til at afvise trøst og håb om bedring, sorgen over en afdød erstatter den døde og får den sørgende til at elske sorgen.
Min sorg over at miste Bastian gør mig sensibel, jeg ser og hører mere og bedre, jeg bliver koncentreret om et specifikt emne og formål, paranoid og periodevis manisk. Nej, jeg håber ikke på bedring, men accepterer tilstanden. Også jeg elsker sorgen.
06.I.2023  15'30
Det er i dag bededamen på Retsmedicinsk vil gøre Bastian i stand til i åben kiste at modtage familien. Brit har valgt det tøj, han skal have på, og så er planen, at kisten lukkes for at blive overført til det kapel, hvor afskedsceremonien skal finde sted.
Samme morgen, Bastian var død, fik jeg sagt farvel, og det betød så meget at være alene med ham, at jeg ikke har behov for se ham igen.

POZNAN POLEN JUNI 1989
Vågner ved lyden af regn på teltdugen lidt koldt om næsen er det men lyst. Vi er på vores sommer telttur, jeg og drengene til Polen, sidste sommer var vi i Lapland, det elsker jeg, alene os tre det er vidunderligt at komme helt tæt på dem, og det gør jeg på teltturen. Døgnet rundt er vi sammen, opdagelsesrejsende med et nært sammenhold.
Jeg gnider øjne, sætter mig op og undrer mig over, at begge drenge er væk. Regnen siler en jævn, vindstille prikken på det blå kunststof, pladsen er trang, der er kun lige akkurat plads til os alle tre, bagagen ligger i bilen. Dynerne slanger sig, Gorilla er snublet, et par tegneserier flyder mellem puder på krøllede lagner.
Fødevaresituationen i Polen er katastrofal, overalt er der lange køer og tomme butikker, valutasituationen håbløs, når vi veksler sort, får vi så meget for vore danske kroner, at vi kan købe lige, hvad vi vil, hvis der altså er noget at få, men det er der ikke. Det er et land i økonomisk og politisk krise, Polen står foran et systemskifte.
Det er virkelig en øjenåbner at opleve generel fattigdom, hvor vi kommer frem, men også enorm gæstfrihed.
Jeg kanter mig forbi stangen midt i teltet og kigger ud ad den klare, regnvåde plastic, og der ser jeg dem. To dansende gule i regntøj med hætten over hovedet falder over hinanden, slås for sjov, sparker til en bold, smider sig i græset med en kæmpelatter, en helt viunderlig frihedsballet i gummistøvler, silende regn og en legesyg fodbold, mens resten af campingpladsens beboere holder sig i tørvejr. Kun mine drenge på 9 og 11 tager udfordringen op og danser i regnen, slås i pytter, griner så det kan høres og gør verden eventyrlig. Og mig stolt.
Mig ser de ikke eller nogen anden, de har hinanden. To frihedselskende bulderbasser i silende regn på en nedslidt campingplads i et land på kanten af sammenbrud.
Og en far, der smiler stolt.

07.I.2023  11'30
Da Poul Henningsen, kulturpersonlighed, dør i 1967 og hans enke, Inger bliver spurgt hvor og hvornår begravelsen skal finde sted, siger hun - De kommer bare og henter ham, jeg har givet besked. Det er Anatomisk Institut, hun har givet besked straks efter dødsfaldet, han har nemlig testamenteret sin krop til videnskaben, så den kan blive anvendt i undervisningen. De studerende skal jo have noget at øve sig på, og i mangel på lig er man taknemmelig for Poul Henningsens donation.
Organdonation er man også taknemmelig for, fordi så mange står på venteliste til nyrer, hjerte og hvad der ellers kan genbruges, men at skænke hele kroppen er altså også en mulighed, idag er det Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, der skal kontaktes. Ja, den tanke tænker jeg, om det er bedre at min krop når jeg dør, bliver brugt til noget andet end som aske at blive spredt for vinden.

08.I.2023  16'30
Så er de blevet enige Amalie, Matias, Maren og Brit om at offentliggøre, at Bastian er død.
Brit lagde i morges en personlig hilsen på sin og Bastians sider på Facebook og har fået utallige trøstende kommentarer. En afskedsceremoni skal holdes lørdag 14.januar i Holmens Kirkegårds Kapel med efterfølgende mindesammenkomst i Allégade 10.
Alt har de klaret, mine fantastiske børn med Brit og bededamen. Bestilt tid i kapellet, valgt kiste og urne, aftalt med hjælp af Marie hvem, der skal levere den levende musik og valgt de sange, der skal synges, en kæmpe lettelse er det for mig, men det har også været hårdt for dem.
Jeg lægger oplysningerne på mine åbne sider på Facebook under billedet af Bastian smilende bag rattet.

09.I.2023  22'30
Ser på tv en rørende dokumentarfilm, om hvordan et eftermæle kan ødelægge livet for de efterladte.
Det handler om børn født under og lige efter besættelsen med dansk mor og en tysk soldat som far. Børnene er idag som jeg godt oppe i 70'erne og fortæller deres livshistorier for første gang, hvordan det har påvirket dem at bære på den skamfulde hemmelighed om hvem, der var deres biologiske forældre. Enkelte af de interviewede får et chok, da de opdager, at de hele livet har levet på en løgn. Mange tyskerbørn bliver bortadopteret straks efter fødslen, mens andre vokser op med et uforskyldt brændemærke og en forfulgt mor.
Et eftermæle kan være så belastende, at det går i arv til næste generation, og jeg tænker uvilkårligt på Bastians eftermæle, om det vil en fordel for Balder, hans kun fire-årige søn, at hans far var et kærligt menneske med så mange nære venner. At hans ry som omsorgsfuld og vellidt vil blive til gavn for de efterladte. Om Balder altid vil være ham med den respekterede far, og ikke ham der aldrig havde en far.
Balder vokser op uden far, jeg håber og tror, at Brit vil gøre, hvad hun kan for at holde Bastians eftermæle levende og gøre Balder stolt af sin far. Og det samme vil jeg.
Det er idag Bastians kiste bliver lukket, jeg er sikker på hans sjæl er med under loftet, når familien mødes i Rigshospitalets kapel.

10.I.2023  14'20
I mit maniske døgn 27.december bookede jeg en elektriker til at komme idag. Det er lyset på trappen, der er gået. Både oppe og nede har jeg åbnet kontakterne for at se, om det er noget, jeg selv kan klare, nu sidder de så åbne med dinglende, strømførende ledninger.
Så hurtig han er, elektrikeren uden at afbryde strømmen sætter han alt på plads - nu virker det, siger han, og det har det gjort hele tiden, for det var bare pæren, der var gået.
Hvor dum kan man være, hvor flov kan man blive? Jeg forsøger ikke at undskylde med hverken alder eller tilstand men siger for sjov, at han må finde på noget andet at skrive på regningen, end at han har skiftet en pære. Det vil være for pinligt.
Episoden illustrerer meget godt en fars mentale tilstand, når han lige har mistet sin søn.

11.I.2023  15'30
Bastian, jeg mærker dig, ikke kun når jeg kigger på dit billede, men også i de fem hvide natskjorter der hænger på bøjle til tørre under loftet. Helt slappe er de med let krøllede ærmer nyvaskede knappet op i halsen.
Ti har jeg, købt på nettet i en specialbutik i Irland, der fremstiller tøj, som det så ud i forrige århundrede bondedragter og natskjorter, det er som giver du dem liv igen, så smukke de er, hænger på række foran kulørte skjorter og bukser i benene, jeg skal jo til bisættelse på lørdag og være pæn i tøjet, så i går var store vaskedag.
- Nej, du er ikke i bukser eller skjorter, kun i de lange hvide så stolte og værdige. Og godt slidt. Jeg elsker de skjorter, bruger dem ikke kun om natten, også når det er varmt, på stranden om sommeren og nu, hvor jeg sidder og skriver, jeg har ingen grund til at klæde mig på.
Du havde en med hjem fra Indien, en lang, rød bryllupskjortel for du vidste, hvor meget jeg elsker mine hvide. Hver for sig et individ, men sammen et geled. Så fredfyldt venter de på at blive foldet sammen og lagt i bunke. Parate.
Bastian det er dig, jeg mærker i natskjorterne.

HEGNSGÅRDEN NÆRUM 28.SEPTEMBER 2010
Det er lunt trods årstiden, Bastian kører Farmor ud på terrassen og giver hende kasket på, så hun ikke får sol i øjnene. Og et tæppe om benene, hun har fået det dårligere på det seneste, der kan ikke være langt igen, og alligevel er hun frisk nok til at sige, at jeg ser forfærdelig ud med mit orange hår, men at hun er glad for at se Bastian. Kold cider fra køleskabet, chokolade og småkager, Mikkel var her om formiddagen med blomster, vi har købt vindruer. Med sin raske hånd holder Farmor godt fast i Bastians, det er et halvt år siden, han afsluttede sin uddannelse som av-tekniker med en smuk kærlighedsfilm, som hele familien så i biografen Gloria. Siden har han været fast fotograf på tv-Lorry, det er virkelig noget, der gør Farmor stolt, når Bastians navn er på rulleteksterne.
Da jeg i anledning af Fogtdalprisen bliver interviewet i studiet på tv-Lorry, er det Bastian, der står bag kameraet. To selvkørende robotkameraer og så Bastian på det trejde, det er så skønt at se ham arbejde professionelt, hvordan han med stor selvfølgelighed betjener det store studiekamera.
Hvad jeg ikke ved, før andre fortæller mig det, er at hans kolleger morer sig over, så meget han ligner sin far. Stemme, kunstpauser og talegaver, det går op for dem, hvor Bastians karakteristiske talemønster og kropssprog kommer fra, og når de kun hører mig uden at se mig, tror de, det er Bastian, der taler.
Idag hentede jeg ham så på tv-Lorry for sammen at køre her ud på plejehjemmet Hegnsgården, hvor min mor bor, og hun tager aldeles ikke fejl af Bastians stemme, han er hendes yngling, og hun slipper kun nødigt hans hånd, da vi kører hende en tur i parken.
Med mellemrum falder hun i søvn, og så får jeg alle historierne, om hvad der sker på Lorry lige nu, om arbejdsforhold og ledelse. Specielt ledelsen ved direktør Dan Tschernia interesserer mig, vi er lige gamle, og jeg kender ham, fra da vi var sammen til optagelsesprøve på filmskolen 1966.
Inden vi kører hjem, skriver Bastian i besøgsbogen, og når jeg kommer hjem, vil jeg gøre jeg det samme på den hjemmeside, jeg redigerer med information til alle i familien mortenbo.com/familien/fafu/fafu.htm

12.I.2023  18'20
Stilheden fylder, lyde får kant, min opmærksomhed skærpes, som står jeg med øret til væggen for at høre, hvad de snakker om på den anden side. Hver lyd bliver identificeret, hvert klik registreret med årsag og kategori. - Nå, det var bare en gaffel, der gled i køkkenvasken.
Det klirrer, når jeg går forbi, det ny vitrineskab med souvenirs på glasplader, det må det ikke, jeg vogter stilheden og flytter rundt på effekterne, som en vagthund spidser jeg øren, for hvis der nu er besked fra Bastian, at han er her, det vil jeg nødig gå glip af. Puslen i køkkenet i går aftes fik mig til at gå ud og kigge. Ingenting. Kun stilhed.
Det er i stilheden evigheden gemmer sig, den tidløse, tavse verden, hvor Bastian bor. Kun ved at besøge vores, kan stilheden brydes og lys tændes, jeg lukker øjnene og giver mig hen. Lytter til stilhed.

13.I.2023  21'30
Måtte love Amalie ikke at snakke om døden, når hun idag kommer for at klippe mig. Alt for langhåret er jeg blevet, længe siden hun klippede mig sidst, og jeg skal altså være præsentabel i morgen. Remedier lægger jeg parat, saks, kam, børste og maskinklipper med adaptor til enhver hårlængde, så kommer hun, klipper og snakker.
Fortæller hvordan hun har det og om sine drenge, hvordan de reagerer på sorgen, og hvordan hun giver dem omsorg og beskyttelse i en svær tid, det er dejligt at mærke hendes kærlighed. 51 år er hun, og jeg tænker på dengang jeg var 51, hvordan mit forhold var til min far. Da har han boet på plejehjem i to år, tre år har han tilbage at leve i.
Jeg husker, det som en lettelse, da han dør. Ringede da han fik feber til hans læge, og bad ham ikke give livsforlængende behandling. Næste formiddag ringede de fra plejehjemmet og sagde, lægen lige har været der, og hvis jeg ville sige farvel til min far, skulle jeg komme nu. Da jeg kommer, er han lige død.
Ved bisættelsen i Lyngby Kirke holder jeg tale ved kisten.
- Alle har vi af dig fået det særlige gen, der har gjort os kreative, ambitiøse og egoistiske. Kunstnergenet. Det forpligter at bære dit gen. Forvalter vi arven dårligt bliver vi selvglade, arrogante, verdensfjerne fagidioter, forvalter vi den rigtigt bliver vi generøse, stolte og kvalificerede. Smålige bliver vi aldrig.
Nogle måneder før din 70-års fødselsdag fik du en henvendelse, der gjorde dig særdeles fornærmet, du blev bedt om at tage din afsked som professor. Det er nu ti år siden, de sidste fem har ikke været morsomme. Tak for alt du gav, tak for de spor du har sat, tak for din generøsitet. For sidste gang bærer du idag Ridderkorset. I morgen vil jeg returnere det til Dronningen, en ny Ridder venter på at modtage det. Det var kun til låns.
Som livet.

14.I.2023  10'00
Ledninger flyder, højttalere tilsluttes, men kisten er gjort klar, pyntet så smukt, en spagfærdigt blomstrende eng på fyrretræ rå men slebet med udskæring og håndtag, han tester lydniveau, Mads, stadig med frakken på, gør klar til Loui og Simon som skal spille og synge. Også Marie, der har booket dem er i overfrakke, jeg i hvidt med gule sko, pigerne i sort, Matias med kasket. Bededamen Naja tager imod besøgendes kort og buketter, sin blanke rustvogn med store ruder har hun parkeret foran kapellet, det ligner et vikingeskib vendt på hovedet, min med rødt soltag har jeg sat ved siden af hendes.
Et højloftet rum uden vinduer er det med maleri over indgangen, en flok unge i hvide kjortler, nyvaskede natskjorter, det er de døde, der mødes på en bakke med udsigt over dalen eller deres sjæle, ja det må være et optog af sjæle i det himmelske. Det er også der, Bastian skal hen.

10'30
Vågner 8'14 i morges men havde sat clockalarm og vækkeur til 8'15, det må være min intuitive bevidsthed, der vækker mig et minut før tid, eller var det Bastians, han vidste nok, at Amalie var urolig for, om jeg vågnede.
Portræt af Bastian i glas og ramme, ramme med glimmer har Brit taget med, jeg bytter plads med hende, så hun når hun sidder ned kan have øjenkontakt med Bastian. Balder har sine kæledyr med, headset på ørerne og iPad i skødet. Jeg afregner musikerne kontant, en seddel til hver og flere blomster bliver der lagt, knus og tårer, gråhårede med rynker, det er så længe siden sidst, Maren lægger to pakker First Price Pocket Tissues parat på bænken. Noder findes frem. Så mange smukke buketter hele vejen op til kisten, stille sidder man og venter. Jo nærmere man er i familie, jo tættere på kisten sidder man. Undtagen Svante, han er kommet fra Fyn, men har sat sig bagest.

10'50
Der er bånd på kisten - Elsker dig Møs Møs med guldbogstaver på hvid silke - Dine 2xB, der er også et bånd fra Børnehaven Manegen. En højtidelig stilhed er der, langsomt fyldes bænkene, et program er trykt med sangtekst og på bagsiden Bastians silhuet foran solnedgangen på Askø, det passer til lejligheden, det er der, han skal hen. Over havet, mod solen, hans mørke profil til det lysende land, hinsides. Utroligt flot som Brit magter opgaven, hun har parkeret sorg og gråd og signalerer - Jeg klarer det. Og så begynder det.

15'30
Det er så fint alt sammen, kapellet fuldt og den smukkeste tænde-et-lys ceremoni, hvor Loui synger, Simon spiller og Marens søde ord og sjove minder bliver læst højt. Jeg fyldes af taknemmelighed over det store arbejde, de har lagt i arrangementet, Amalie, Maren og Matias, hvor var det godt, jeg slet ikke deltog.
En håndfuld muld tager Naja i hånden og drysser på kisten, et nyt ritual hvor ordet kærlighed erstatter ordet jord, jo, det er en befrielse at give slip med værdighed, og at jeg var sammen med Bastian den morgen på Retsmedicinsk, er jeg glad for. Nu ved jeg, hvad der ligger i kisten.
Bagefter kringle og vin fuldt af gæster og gensyn, lidt overvældende er det, god til større selskaber er jeg ikke, bliver overfladisk, dumsmart. Gider ikke. Kigger på uret, mit lommeur viser 11'45, det er gået i stå, for klokken er snarere 15. Netop, da jeg bærer kisten ud, går mit ur i stå.
Da jeg med børn og barnebarn bærer min afdøde dreng ned ad midtergangen forbi alle gæsterne, stopper min bevidsthed tiden. Eller Bastians? Er det Bastians sjæl, hans energi der sender signaler, hvornår jeg skal vågne og hvornår give slip? Jeg tror det.
Jeg bilder mig ind, at det er Bastian.

HVIDOVRE AUGUST 2019
Så dejlig en dag i haven, solen skinner, Balder vågner og en stor parasol skygger svalende havebordet, hvor Brit har dækket op til frokost.
Fødder i soppebassin og sut i munden, hvor er han skøn, Balder, og græsset er grønt og Bastian og Brit så glade for hinanden, deres samarbejde fungerer perfekt, først trøster den ene, så trøster den anden, altid er der en arm og et bryst, hvis Balder kommer til at græde, eller han bare er lidt længe om at vågne. En duft af kærlig omsorg i haven bag hækken, jeg bliver mødt med åbne arme og glade smil. Brit er et fantastisk, et eventyrligt inspirerende menneske med sans for farver og orden, og Bastian den kærligste far, der med besindighed og varme klarer sit, det er en fornøjelse at se, som de har fundet sammen og skabt familie.
Jeg leger med Balder, driller og pjanker, kun når jeg går for vidt, klynker han sig op på skødet af far eller mor, men med sut og et kram går det går hurtigt over.
Og så kigger vi i billedbøger, hans foretrukne er en bog med paptykke sider, billeder af dyr, som vi morer os med at give stemmer - Hvad siger en ko? Den er lige noget for Balder, og jeg får lyst til at lave til ham sådan en papbog bare med billeder af ham selv - Balders Bog, så jeg finder min I-phone frem og følger ham i hælene, leger familiefotograf, det har jeg ikke været siden mine egne var små, så det er lidt af en oplevelse. For Balder er hurtig og vil hellere lege skjul, men det lykkes trods alt at tage øjebliksbilleder liggende på græsset eller i løb rundt om parasollen, så mange grinebilleder får jeg, og det er mig, han griner af. Bastian tilbyder mig de to overflødige genbrugsstativer med låge og låg, der bare venter på at blive fjernet, og det er lige, hvad jeg har brug for til tomme vinflasker og efterårsæbler.
Nu skal jeg hjem og lave bog, så jeg får en anledning til snart igen at melde min ankomst.

22'30
Skriver, da jeg kommer hjem fra Mindesammenkomsten tre vers mere til digtet om Bastian og lægger det på Facebook med et snapshot af billedet på bagsiden af programmet.
Alt jeg får at vide, og alt jeg tror, er noget, jeg bilder mig ind. Både viden og tro er indbildning, men viser troen sig at være usandfærdig, er jeg klar til at revidere den. Troen skal være levende, ikke spærres inde af dogmer, ikke forkastes fordi det er noget, jeg bilder mig ind, men anerkendes som det, det er, indbildning. Dens kraft er uvurderlig, og dens virkning afgørende, også hvis den bliver afsløret som fantasi. Min fysiske og psykiske tilstand skyldes en stærk og levende tro, jeg bilder mig ind at være nogen. Indbildning giver mig troen på mig selv, og hver gang jeg erkender at have taget fejl bliver troen rettet til for miste den, gør jeg ikke. At Bastian stadig er med mig, gør mig større som menneske, det giver mig værdighed.
At have en tro er også at tvivle, men tvivl der kvæler troen, gør dig troløs, fortvivlet. Ulykkelig.

Til lyden af sang
tænder vi lys
ved Bastians billede
Hans liv blev slukket
en rejse begyndt
men hans kærlighed beholder vi hos os

Kapellet er fuldt
af venner i sorg
og Bastians kære familie
Breve læses højt
og tårer bliver fældet
denne smukke uforglemmelige morgen

I en kiste pyntet
med blomster og bånd
bærer vi Bastian
ad skæbnens vej
før vi giver slip
Men mindet om ham slipper vi aldrig

15.I.2023  10'20
Meningen med livet er, at der skal være nogen at elske. Ethvert menneske skal gøre sig værdig til at blive elsket. Elskværdig.
Bastian opfyldte den mening, det så vi igår. Så megen kærlighed mødte ham i kapellet, så værdig til at blive elsket var han.
Jeg har lært så meget de to uger fra død til afsked, hvor jeg skriver dagbog. Erkendelsen er øget, sanserne blevet skarpere, troen stærkere, at have Bastian ved min side har givet mig overskud og koncentration til at tage vare på mit mentale jeg. Det har været en fantastisk rejse, jeg er taknemmelig.
Helt tæt på døden kom jeg, tæt på nuet, sådan lindrede jeg sorgen. Så mange ville trøste mig, men jeg savner ikke, hvad jeg er tvunget til at forlade. Min accept af fortiden, når den ikke kan gøres om, er en livsholdning, den styrker jeg ved at være tilstede i nuet.
Og klar til i morgen




Dagbogen er udskrift af optegnelser i notesbog fra 24. december 2022 til 15 januar 2023 samt essayes om oplevelser på udvalgte dage tidligere år.