Halmstrå spredt på kunstige græsmåtter så grønne som dyppet i akryl og en knækket potte med en dværgpinje, skæv selvom den støttes af en bambuspind, så træt den er, ikke slidt bare færdig med at se ud og blive set. Noget er foregået, men nu er det slut. Halmballerne er flossede, en mikrofon er sunket hen på en palle, slukket og glemt venter den på at blive pakket. Men de hvide duge er der liv i, stadig nystrøgne, glatte, præsentable med nydelige draperinger på runde borde holdt fast af dugholdere, der som nyfanget fisk gisper efter luft. Så stille her er, kun affaldsbeholderen gnægger med låget og påklamerer, at Et ton æbleskrog er en biltur Bornholm rundt 8 gange, hvis det altså kommer i bøtten, skroget. Gassen er grøn, nu er det slut med slagord og valgsprog, fremtiden ligger i skraldespanden, nu synger fuglene, og det prikker på teltdugen og Den cirkulære Bioøkonomi. Det blæser op og dugene blafrer, godt højttalerne og forstærker står i tørvejr, og sejlet skal nok holde tæt. To æbler klemmer sig op ad hinanden i et stort træfad lavet i Vietnam købt i Ikea. Det er de sidste, men også de bliver til skrog og gas og biltur om Bornholm. Nej fandenme' nej, jeg spiser det ene og putter det andet i lommen.