Mellem De levendes Land og Dødens Rige flyder floden Styx, og derude midt i floden hænger tågen tyk som vælling og så giftig at intet, der forsøger at krydse den vender levende tilbage.
En akuthelikopter med en såret kvinde der kom ud af kurs, fløj ind i tågen en mørk nat, og siden har ingen set eller hørt fra hverken pilot eller patient. Ingen vragdele er fundet, så glubende sulten er tågen, at den tiltrækker alt levende, fortærer det spiselige og spyttet resterne ud, knogler og kranier i det silende, plumrede vand.
Det er, hvad menneskene tror men ikke ved, kun Færgemanden der fragter døde kroppe og sjæle fra Livets til Dødens kyst kommer uskadt gennem tågen, hverken død eller levende er han men ubestikkelig tavs med et fuldskæg så stort og lysende hvidt og en mine så bister. Tætsiddende øjne, lyseblå stirrer de på dig, håret er vindblæst og huden solbrændt. En garvet sømand i sorte støvler og slidte bukser, grov og voldelig, hvis nogen forsøger at snyde ham, ikke ung længere men snart for gammel. Hans navn er Charon, det betyder - Ham med det vilde blik.
Det var hans far Erebus, skyggernes beskytter der regerede over tågen, men det job har Charon nu overtaget, han sørger for, at ingen levende slipper igennem, påpasselig og ansvarsbevidst er han også som færgemand.
Fra en anlægsbro i bunden af slugten fører en trappe op ad det stejle fjeld til en platform med rækværk, hvor pårørende kan vinke farvel.
Her på toppen af fjeldet ligger byens huse som drysset mellem klipper og grønt, og en sti fører ned til trappen, kun passagerer til færgen og pårørende har adgang til til broen, hvorfra færgen sejler. Ad den stejle trappe kommer de gående i en lang række, eller de bliver forsigtigt sænket ned med transportelevatoren, en eldrevet platform med udspændte wirer og plads til bagage eller båre. Tidligere betalte man for turen med kontanter, men den tid er forbi, idag er enkeltbilletten til Dødens Rige gratis, og mønten i sømandens øre kun til pynt.
Arbejdet med at få døende ombord er blevet rutine, de mange års ensformige arbejde har gjort Charon til en erfaren mand, men også en træt. Tiden nærmer sig, hvor han skal på pension, udfordringen er at finde en kvalificeret afløser, for selv har han ingen børn.

Så mange skæbner har han mødt så megen smerte fra både passagerer og efterladte, så mange en fortvivlet mor, der står tilbage på broen og vinker til sit dødfødte barn. En bidende evig sorg tændes, umulig at slukke trods familiens trøst og venners råd om at glemme og komme videre.
Sørgeligt var det, da en mor ikke ville give slip, men valgte selv at gå ombord med sit døde barn, så stor var hendes kærlighed, at hun lod sig fragte fra livet til døden, hellere gå ombord end give slip, så tæt forbundet var de, hende og den nyfødte, at døden var eneste udvej for at slippe for sorgen, den bidende iskolde vind, der ellers langsomt ville pine hende til døde.
Så megen sorg han har mødt, så megen travlhed, i pandemiens start måtte der ekstrature til, folk stod, sad og lå på broen og i kø på trappen tavse, fortvivlede, nogen ramt af chok, så hurtigt det var gået, andre af magtesløs vrede det var en forfærdelig tid. Stuvende fulde ture, ikke alle havde plads til at ligge, flere sad klemt med benene trukket op under sig og tomhedens blik i øjnene, mange græd. De ture var en belastning for både færge og færgemand, og dækket blev grundigt spulet inden næste afgang, dag og nat sejlede Charon med hospitalers ulykkelige ofre.

Også krigen skaber travlhed, lemlæstede soldater der kæmpede for hvert deres land, sårede på bårer blev trukket ned til broen, mens kammeraterne tog trappen, frygteligt var det at høre torturofres sidste stønnen og se blodet størkne i deres øjenhuler. Og de stakkels bedsteforældre i blodigt, flosset tøj og barnebarnet med sin bamse i hånden sværtet sort af ild og røg.
Altid vil der være nogen, der trygler om at måtte blive og fortsætte livet, men kun færgemanden kan beslutte det, og det sker aldrig. Men da der en vinterdag en aften ankommer syv drenge stadig våde af det iskolde vand, er der en, der ikke er klar til at dø. Da frømænd trak ham op, har han ligger en time under vand, og hjertet er gået i stå, men så sker det i ambulancen, at hjertemassage redder hans liv i sidste øjeblik, men da er han netop på båren løftet ombord, og hans mor må grædende råbe igen og igen til færgemanden, at der er sket en fejl. Først da får hun sin søn tilbage, bare fem år er han, og sammen kan de nu fra toppen af fjeldet vinke farvel til de kammerater, der ikke klarede den.
Lyden af bølgeskvulp følger de døende, fjeldene fjerner sig, og en sær stilhed finder hemmelige sprækker. Mallemukkers skrig fra himlen bliver få og skarpe, det er tågen, der nærmer sig, først som gullig dis, der sløver og dulmer smerte, så kommer roen og lyset, endelig ser de lyset. De er på vej.

I stuen ligger Ingrid i barselssengen, en hjemmefødsel gik galt, den nyfødte lever, men Ingrid er for medtaget til at række ud efter drengen. Øjenlågene lukker sig, og ved ankomsten til hospitalet er hun død. Familien står omkring sengen, hvor hun ligger nu med en rose på brystet af sin hvide skjorte. Blot 19 år blev hun.
Men så er det Johs. hendes bror, som lægerne kalder autist, naboerne sindssyg, men familien bare troende Johs. Hans fantasi er som et barns, voksne forstår ham ikke, hans sprog er uforståeligt, og så tror han på Gud. For Johs. findes ingen grænse for, hvad der er muligt, med en tro så stærk kan han skabe mirakler, så ved gavlen af Ingrids seng løfter han hænderne mod himlen og ber sin Gud og skaber, at Ingrid må vækkes fra de døde. En eneste tanke fylder ham, at hans søster må bevare livet. Og miraklet sker, Ingrid åbner øjnene, ser sig omkring og rækker ud efter sit barn. Hun nåede det.

Tidens store musikalske begavelse, Hermod Hollan var elsket for sit vidunderlige spil, hans hænder blege og bløde, fingrene lange og smidige og hans temperament så personligt, tonerne var som striber af lys i efterårsmørke, der var så meget håb i hans musik, og folk elskede at høre ham spille. Altid trak Hermod fulde huse, hvor han gav koncert, og hans tilhørere var begejstrede. At det netop blev ham, der skulle omkomme i en bilulykke var en katastrofe. Intet var der sket med hans fingre og forstand, men hjertet kæmpede for livet og tabte. Så sørgeligt var det, al den kærlighed der med utallige lysende fakler gik som et bånd fra plateauet i fjeldet ad trappen til broen, en skare af sørgende tilhængere, det var et prægtigt syn, mange græd, for det var ikke kun Hermod Hollan, der var død, det var også og især hans musik.
En kæmpe uretfærdighed var det, at den musik nu skulle slukkes, at den skulle dø med pianisten. Alle var rørt også Charon, som desperat ledte efter en løsning, der kunne bringe musikken tilbage til livet og ikke blive fragtet med den afdøde pianist til De dødes Rige. Han besluttede sig for at indgå en sjælden aftale, han ville udsætte afrejsen, hvis pianisten gav ham sin skygge i pant, Charon var trods alt også skyggernes mand.
Når Hermod Hollan en dag ville dø en naturlig død, skulle pantet indløses, Hermod indvillede, og han kunne til de sørgendes jubel med elevator langs trappen køres forbi de mange fakkelbærere, til hujende tilhængere ved fjeldets top.
Det var succes, Hermod Hollan blev rask og accepterede at være den skyggeløse pianist, aldrig fortalte han nogen om aftalen, han havde indgået med Charon.
Den sommer, når solen skinnede, blev det mere og mere almindeligt at se skyggeløse skikkelser gå omkring, for Charons succes blev ofte gentaget, når der viste sig en speciel anledning. Alle skyggeløse havde det til fælles, at de havde indgået aftale med Charon om at stille deres skygge som pant for en udsættelse af afrejsen til Dødens Rige.

Isak ligger for døden. Alt bliver gjort for at bekæmpe den leukæmi, der er ved at fortære hans kun otte-årige krop. I en hospitalsseng hjemme i stuen ligger han med sin mor vimsende om sig døgnet rundt. Poser skal tømmes, dosering reguleres, slanger og nåle og ure og en skærm, Isak bliver observeret så grundigt, som tidens teknik kan tilbyde. I perioder er han sløv og tavs, sover spredt over hele døgnet, så tæt på døden er han, at intet længere bliver gjort for hans helbredelse, nu er det et spørgsmål om dage, før hjertet stopper, tiden er moden til at indgå en aftale med Charon skygge for liv, problemet er, at Isak ikke har nogen skygge. Den blev givet som pant til færgemanden, da Isac for år tilbage fik konstateret kræft og lå for døden.

Med stort fuldskæg og bister mine ligger gamle Jakob i sin seng, træt af livet. En søulk var han på sit skib, til det gik ned. Som skibets kaptajn gik han sidst fra borde, men opholdet i vandet til han blev reddet, svækkede ham så meget, at han gik i land, og aldrig siden er stået til søs. Faktisk har han lige siden ligget i sin seng og ærgret sig over sit haveri. Synet er svækket, tunghør er han blevet, og benene kan efter tre år i sengen dårligt bære ham. Grov i sproget er han stadig, vred og vranten ligger han i sin seng i sit kammer og længes efter gamle dage.
Hans datter, der bor i underetagen med mand og barn bringer ham daglig mad og drikke, men megen føde skal der ikke til for at holde Jakob i live, det er som vil hjertet bare ikke standse, selvom det er hans eneste ønske. Mindre og mindre spiser han, men døden går huset forbi.
Kun hans datter kommer på kammeret, ingen andre vil han se, når hjemmeplejen en gang om måneden kigger indenfor, ber han hende forsvinde, han vil godt have fred. Hører de i spisestuen sære lyde oppefra, er det gamle Jakob, der træder ud af sengen og falder om på gulvet, men ikke længe efter kan de høre, han selv er kommet op i sengen igen. Det er kun sjældent, han siger noget, og gør han, så er det beklagelser, Jakob er blevet en bitter, gammel mand.

Hjemmesygeplejerske Dagmar Rolandsen, der gennem alle årene har ført tilsyn med ham ved godt, at Jakob ikke fejler noget, men blot er skuffet over skæbnen og træt af livet. Og så får Dagmar en ide for det er også i hendes distrikt, at Isak ligger for døden. For år tilbage var det Dagmar, der fik aftalen med Charon i stand, at Isak skulle give sin skygge i pant for en udsættelse af afrejse, og nu vil hun så forelægge ham sin ide.
De mødes på dækket af færgen en tidlig aften, vindstille er det og stjerneklart, båden er spulet, så dækket er stadig vådt, selv her i fri luft er der denne karakteristiske lugt af indelukkethed, hun husker fra Jakobs kammer. Charon sætter sig på rælingen, stryger hånden gennem skægget og kigger ud i flodens fjerne mørke, så ind mod land op ad trappen, den høje, stejle med båreelevatorens udspændte wirer, mens han lytter. Stor respekt har han for Dagmar, som ofte på broen vinker farvel til byens gamle beboere, og så er det hende, han forhandler med, når en afrejse skal udsættes.
Hun er en dygtig forhandler, snild og snedig kender hun hans svage sider og går nænsomt til værks. Vred er han blevet, de gange han blev narret med tricks og trolddom, men med smiger og diplomatisk snilde lykkes det hende at få en aftale på plads allerede samme nat. Isak i bytte for Jakob.

Hun må have både Jakobs datter og svigersøn til at hjæpe ham ned til trappen, for sidde på vareelevatoren vil han ikke, så det tager sin tid, der er langt ned og mange trin. Ombord på båden venter Charon, sit tøj har han smidt og lagt i en bunke på gulvet, øverst ligger kasketten - Dødens Lys er broderet på bændlet, det henviser til den nærdødsoplevelse alle, der kunne fortælle om det bagefter, har haft. Det er Charons titel, nu er det så Jakobs. Han retter sig op og tager smilende kasketten på hovedet. Giver Charon sin natskjorte og tager hans tøj på.
De bytter identitet. Så giver de hinanden hånden og begge får de et kram af Dagmar Rolandsen.
Døende kommer ned ad trappen, går ud på broen og ombord, mens pårørende bliver stående og vinker. Endnu en afgang til Dødens Kyst men nu med Jakob som ny færgemand. Hverken levende eller død.

Charon vågner som Jacob i hans seng frisk og veludhvilet, det har han altid drømt om at blive et levende menneske. Og Isak, han får det mirakuløst bedre, hans leukemi går i sig selv og han får skyggen tilbage.