Jeg hader ham, vores gymnastiklærer, sidder der med overfrakke på, og så skal alle os drenge, når vi har været i bad efter timen så sidde på bænkene, nøgne og så kigger han på os en af gangen, helt stille skal vi være, det er pikken han kigger på, alle pikke kigger han på, Harald er den eneste, der har fået hår på den. Magnus’ er lang og tyk og Mikkels så lille og spinkel som han selv. Flere har enkelte hår strittende ellers bare dun, lyse dun også jeg har kun lyse dun, og så siger Frandsen i en streng tone, at jeg skal stille mig lige foran ham, vredt kigger han på pikken, den er lige ud for hans næse, så løfter han blikket langsomt, rejser sig op ser mig i øjnene og siger, jeg var for længe om at klatre op. Han nærmest spytter mig i ansigtet, løfter hånden som vil han slå mig, alle holder de vejret for så at bryde ud i en stor latter, da han lægger hånden på mit hovede, kruser mig i håret og siger grinende, at det var bare for sjov.
Hans grimme tænder gule i undermunden er nedslidte, så tørrer han sin våde hånd af i frakken, føj hvor der stinker. Alle skabene hvor vores håndklæder har hængt til tørre siden sidst, bliver åbnet og der breder sig en hørm af indelukket, muggent slam.
Ligesom drenges pik er forskellige, så er pigernes bryster det også, Sofies er store og Caroline har næsten ikke nogen, det er sjovt, at når en pige med bittesmå bryster en dag får brystholder, så bliver der altså grinet, for som de stritter, og pigen bliver flov selvfølgelig, som jeg bliver det, når det er mig de griner af.
Helt rød i hovedet får jeg lyst til at gemme mig, siger aldrig noget, ikke som Harald, han svarer igen, hvis han bliver drillet, kan også skubbe og slå det gør jeg aldrig, men han har nok flere kræfter end mig. Værre end Harald er Wilmer, han er en slagsbror, ingen tør grine af ham eller drille ham, han er ligesom Frandsen, han elsker også at få alle til at grine af en enkelt elev. Det er gerne Mikkel eller mig, så stiller han sig truende tæt på, skubber og kalder mig tøsedreng, først når der er fuldt af tilskuere, griner han, som om det bare var for sjov, og så griner alle, det hader jeg at være til grin.
Det gør de også, griner når nogen i frikvarteret har skrevet med kridt på mit bord - Jonas er idiot, og jeg så prøver at viske det ud.
Jeg har ingen rigtige kammerater, for jeg holder mig mest for mig selv. I spisefrikvarteret er det lugten, jeg hader, sætter mig på en bænk i gården uanset vejret og spiser min youghurt, for madder i madkasse som de andre har, føj hvor det stinker så hellere børste sneen væk på bænken i gården og sidde alene med min youghurt, det vil jeg helst. Sidde alene.

Men når jeg så endelig er sammen med nogen, og der kommer noget i vejen, så bliver jeg altså sur. Fredag efter skole var jeg med Mathilde, som er sød og Vitus hjemme hos ham, og da jeg sidder i sofaen sammen med Mathilde, helt tæt sidder vi for Christoffer klemmer sig ned på hendes anden side, det er rigtig hyggeligt, så ringer min mor og spørger, hvorfor jeg ikke er kommet hjem som aftalt, og selvom jeg siger, hvor jeg er, og hvem jeg er sammen med, så skal jeg altså komme hjem med det samme. Kunne jeg så bare give hende igen og sige - Nej. Men det kan jeg ikke, tager bare hjem med det samme går direkte ind på mit værelse, lukker døren og lægger mig under dynen. Sur. Jeg kan blive så voldsom sur, at jeg ikke taler med nogen, gemmer mig bare og så drømmer jeg, at jeg er politibetjent. Det vil jeg, når jeg er færdig med skolen være politibetjent.
En dag til fest hos Marius kommer politiet. Han er ny i klassen lige kommet hjem fra USA, hvor hans far var ambassadør, så Marius er forkælet får lov til alt, snakker med en sjov accent så man kan høre, han har boet i USA, altid er det ham, der tør sige lærerne imod, for Marius ved alting bedre end dem, og nu er han så alene hjemme en aften og inviterer alle til fest, alle må komme, huset er fuldt af unge, musikken er høj, og helt uventet kommer hans forældre hjem alligevel og smider alle ud, der er vist smadret en rude og et bord er væltet. - Ud, alle skal ud. Marius’ far går overpå og ringer til politiet, fordi vi ikke går, mens han kone råber og skriger, og så kommer de, blå blink og alle står vi på fortovet og ude på kørebanen, og hvorfor det bliver mig og Otto og tre mere, der bliver kørt til politistationen, ved jeg ikke, men spændende er det, at sidde i hver vores celle og banke til hinanden og synge sammen, aldrig har jeg haft det så sjovt som den nat, og en bøde på 350 kroner, det var rigeligt pengene værd, nu har jeg prøvet at være tiltalt i en retssal med dommer og anklager og Ottos far som forsvarer, han er advokat, og ingen grinede. Det var sjovt.

Det er også hjemme hos Marius, hvor der altid om eftermiddagen kommer mange drenge også flere fra de større klasser, at Thomas praler med, at han har været i seng, sådan rigtigt med Flora fra min klasse og da en spørger, hvordan det var at stikke den ind, om han kunne finde hullet, siger han, at det gjorde hun da selv, tog ham om pikken og stak den ind. Alle griner vi, og jeg glæder mig til at blive så gammel, foreløbig har jeg kun danset kinddans. Det er til fest hos Asta, da vi har slukket lyset, og jeg danser med Maren fra klassen, Vitus danser med hendes veninde Tanja, så jeg tager Maren og kan godt mærke, hun ikke har noget imod, at jeg lægger kinden op ad hendes og så pinligt, at pikken bliver stiv men også dejligt, jeg klemmer hende fast, kind mod kind, men Astas far kommer ind og tænder lyset, han er nok bange for, hvad der foregår, men det er kun mig, der danser kinddans og - Uha, hvor bliver jeg forelsket. I timerne kigger jeg mere på hende end på tavlen, og min mor kan ikke forstå, hvad der er sket med mig. Men jeg siger ingenting.
Heller ikke da jeg kysser en pige første gang, siger jeg noget, det er til fest hos Anna da hendes forældre ikke er hjemme og lyset slukket, at vi kysser så at næserne kommer i vejen, det er underligt. Ikke siden Hannibal lokkede mig ned på toilettet, det var i 4.klasse, han siger vi skal prøve noget frækt, kysse og slikke på hinandens tunger. Aldrig har jeg kysset nogen før, dengang var det væmmeligt, men ikke med Anna. Ugen efter inviterer hun mig til at spille tennis, tæt på hvor hun bor, og jeg har ketcher og er vant til at spille, så selvfølgelig vil jeg det. Min hvide tennisbluse har jeg på, og tennissko, hun er ret god, og efter kampen spørger hun, om jeg vil med op og have et bad, og min pik bliver så stiv i bukserne, at jeg frygter det værste, så jeg siger - Nej. Hvor jeg altså glæder mig til at blive voksen.

Og det bliver jeg to måneder før jeg fylder 14 nærmest ved et tilfælde på wc, jeg ved ikke, hvad der sker, men fingrene nuldrer den strittende pik, der nu har fået hår omkring sig, så jeg får en orgasme helt ny fornemmelse, og hvid sperm glider ud og ned på gulvet, jeg er blevet kønsmoden, nu er jeg voksen og køber en pakke kondomer og lægger i min rygsæk bare for en sikkerheds skyld. Det er som om verden omkring mig ændrer sig. Pigerne ser ud på en anden måde, det lærerne siger lyder anderledes, og min mor bliver en anden. Hver dag træner jeg orgasmen, hvordan den bliver bedst, om den skal være langstrakt, blid eller kort og hård, og alle film jeg ser bliver anderledes, nu jeg er blevet ligesom rigtig, altså voksen. Film med helte det elsker jeg at blive som dem, modige, stærke der overvinder alt og ender med at få den smukkeste kvinde. Sådan vil jeg også være. For en sikkerheds skyld lægger jeg også i rygsækken min kniv.
Til personlig samtale med præsten, der skal konfirmere mig, fortæller jeg alt om mine interesser, film, piger og rygsæk, hvad jeg har lagt i den, og så er det, han tager begge mine hænder i sine og ser mig fortroligt i øjnene og spørger, om jeg ikke godt også vil lægge en bibel. Havde jeg været barn havde jeg nok gjort som præsten sagde, men nu er jeg voksen og siger ham sandheden, at jeg ikke tror på Gud. Indstillet på at kæmpe kampen undrer det mig, at han tager det roligt og afslappet og tilbyder mig alligevel at blive konfirmeret, blot skal jeg ikke sige noget, når han i kirken tilspørger mig - Tror du på Gudfader den almægtige?
Det er prisen for at blive konfirmeret, holde fest og få gaver, at jeg skal spille barn. Jeg accepterer og lover mig selv, at det er det sidste barnlige, jeg vil gøre.

At ryge er voksent, så selvfølgelig begynder jeg at ryge. Til festerne er der flere der ryger, og en joint prøver jeg også. Helt skæv i hovedet bliver jeg, alting ændrer sig og bliver urkomisk, nu er det mig, der griner af de særeste ting, opfører mig underligt, bliver helt vild gavmild forærer ting væk, der slet ikke er mine, enhver grænse for hvad der er tilladt forsvinder, alt ansvar og forlegenhed intet er længere vigtigt, alt kun for sjov og latteren står på spring, for alt er grinagtigt. Og tiden går langsomt, en time bliver til en lang aften, at ryge hash er som at blive voksen, en helt anden verden alting skifter farve og betydning, og efterhånden er det mig, man kommer til, når man skal købe hash, altid har jeg noget, og så giver jeg gerne kredit, hvis nogen vil vente med at betale, blot de overholder, hvad vi har aftalt. Og det gør de altid, det er aldrig nødvendig at vise dem kniven, alle stoler jeg på, og alle stoler på mig.
Men da Eske ikke betaler som aftalt og kommer med alle mulige dårlige undskyldninger og heller ikke betaler efter den nye aftale, vi laver, da bliver jeg sur. Men det er bare ikke mig at lægge mig under dynen længere, så jeg ber ham komme med efter skoletid, der er noget, jeg vil vise ham. Og det gør jeg så, der på hjørnet hvor der ikke er nogen mennesker viser ham kniven, jeg har i tasken. Han tror ikke, jeg mener noget med det, og anklager mig for at have givet ham mindre end aftalt, og at det slet ikke var så godt, som jeg havde lovet og alt andet, så jeg tager kniven i hånden og holder den op i udstrakt arm, som Frandsen gør med mig, men Eske bliver ikke spor bange, tænker nok det bare er for sjov, så han begynder at grine, og så husker jeg ikke mere, før han ligger i en blodpøl med sitrende blå læber og øjne, der kigger hver sin vej, og en dame kommer forbi med sin hund, holder sig for munden, kigger anklagende på mig, bøjer sig over Eske og råber til mig, at jeg skal ringe efter en ambulance.
Det er som en film en thriller med mig som banditten, der er tæt på at blive afsløret, måske det er derfor, jeg stikker hende i ryggen, til hun falder sammen, bliver ved at stikke til hun er færdig med at spjætte og ligger ubevægelig oven på Eske, næsten komisk som de krammer hinanden i en blodpøl. - Nu får jeg så aldrig de penge, tænker jeg, tørrer kniven af i damens nederdel, lægger den i rygsækken og går min vej.

Igen skifter verden kulør, farver bliver stærke, lyden skrues op, mit hjerte banker, bilerne kører hurtigere, og jeg er på vej. Som i en rus med lange, faste skridt går jeg over for rødt, skubber til forbipasserende og føler, at den verden er min. Blodrus er bedre end hashrus, jeg er høj af spænding og handlekraft og aner ikke, hvor jeg går, eller hvor jeg går hen.
Ingen blå blink denne gang, bare to civilbetjente der fra hver sin side tager mig under armene, og da de spørger mig, tilstår jeg alt, har jo blod på bukser og jakke og mærkeligt nok er jeg lidt stolt. Jeg gjorde det, og nu bliver det så kendt, at det var mig. Aldrig mere tøsedreng og hængerøv, han gjorde det.
Jeg bliver ført til politistationen og kan godt mærke på de betjente, vi møder at de er imponerede, et lille smil får jeg fra nogle eller et blink med øjet, alle ved de godt, det er stort, noget stort er sket i deres distrikt, og nu er drabsmanden pågrebet mindre end to timer efter gerningen, jo de har grund til at være stolte. Træt og slap sidder jeg i en celle uden håndtag i døren men med et lille kighul, jeg hilser venligt, hver gang nogen kigger. En befriende fred sænker sig. Overtstået, nu er det forbi, intet at bekymre sig om. Intet ansvar længere, verden kan igen blive normal, der vil blive sørget for mig, jeg behøver ikke selv tage stilling til noget, båret på hænder  respekteret og vist frem, alle vil høre om mig og mene noget, jeg har fået en identitet. De fjerne stemmer er som beroligende musik.

En børnepsykolog bliver lukket ind, hun ser ud, som har hun det rigtig skidt på mine vegne, gør alt for at trøste mig med at jeg som 15-årig er beskyttet af FN’s børnekonvention og har ret til at blive behandlet som et barn under afsoningen. Jeg må ikke få en straf som er nedværdigende på nogen måde, det lyder ikke rart, at jeg nu igen skal være barn, havde jeg været bare 6 måneder yngre, siger hun, havde jeg været fuldstændig fri for straf.
Hun spørger, hvad jeg frygter mest, og så siger jeg, at jeg nok ikke kan blive politibetjent. Hendes øjne ser forstående på mig, men jeg kan godt mærke, at hun ikke fatter et ord.
Da hun er gået, og alt igen er blevet stille, får jeg denne lyst til, at tiden skal gå i stå, at jeg må blive ved at være den, jeg er blevet, og at intet vil ændre sig, for lige nu er alt godt. At blive trøstet af velmenende børnepsykologer i et ungdomsfængsel i tre år, det er ikke noget, jeg ser frem til, og jeg kigger efter noget i cellen, der kan stoppe tiden. Min kniv har jeg ikke, men bæltet kan bruges, så hvis der er en krog i loftet, men det er der ikke - Øv jeg bliver tvunget til at følge med tiden.
En lettelse er det at møde betjentene igen, de kender min bedrift, en af dem kører mig, vi skal til Ringe uden håndjern, jeg er jo bare et barn. Han fortæller, at han engang som knægt blev så tosset, at havde han haft en kniv, så var han altså blevet morder. Sådan er det jo, når man bliver vred, men at jeg stak damen der er ude at lufte hund, synes han var for meget, det havde jeg ikke behøvet. Det giver jeg ham ret i, at det var ikke nødvendigt med damen, men jeg tænkte ingenting, det var kun mine hænder der stak. Hende kan jeg godt sige undskyld til, hvis hun altså overlever.

Så vildt, da de viser mig rundt i ungeafdelingen som slet ikke ligner et fængsel, jo der er indhegning men også boldbane, gymnastiksal, pokerklub, fjernsyn, udflugter at melde sig til og seks unge, der er så glade for at møde mig og en på min egen alder, der har slået sin stedfar ihjeld og fået fem års fængsel. Jeg har mit eget værelse, det ligner mere en højskole eller feriekoloni.
Troels hedder en af drengene, og han kan sagtens forstå, hvad jeg har gjort, det vi snakker mest om er nu piger. Han har fået en kæreste på hjemmet, hun er 16 og har boet her et år, så hun kender alt til stedets rutine og regler og ved, hvordan man i det skjulte kan være kærester, og Troels fortæller, hvordan de mødes hemmelige steder. Alt får jeg at vide om sex og prævention og menstruation og onani, Troels er den bedste underviser, der gør, at jeg kan lukke ørerne, når psykologen orieterer mig om forplantningens hemmeligheder, hun bliver helt flov, når jeg spørger til hendes sexliv, om hun eller han stikker den ind, men intet kan forarge en psykolog, åh så forstående er de, behændigt undgår hun at svare og spørger i stedet, om jeg angrer, hvad jeg har gjort.
Hun tørster efter nogen at trøste, smyger sig rundt i følelsernes labyrint for at finde et hul eller sprække. Men jeg lader hende bare snakke og siger så i en pause, at jeg synes, hun har kørt længe nok i den rundkørsel, og det fatter hun ikke, så jeg skærer det ud i pap, at jeg ikke ønsker at blive følsom.
- Er der noget, du er bange for? fritter hun, og ifølge en senere udredning i retten skal jeg have sagt, at jeg er bange for at blive overvældet af følelser. Utallige er de samtaler jeg må igennem ogå med advokaten, der skal være min forsvarer. Alt tyder på, at jeg er sindssyg emotionel handicappet. Alle erklæringer, og der er mange lægges frem i retten, der vurderer mig - farlig. Min forsvarer derimod fortæller, hvor rolig og besindig jeg er, og at det er min unge alder på drabstidspunktet, der gør, at en bagatel resulterer i drab. Han har forberedt mig på, hvad jeg skal svare, når jeg bliver afhørt, at jeg angrer siger han er vigtigt, og som bevis fremlægger han en erklæring om mit mislykkedes selvmordsforsøg i cellen på drabsnatten, jeg nåede godt nok ikke længere end til at have tænkt tanken, men det er nok, mener min forsvarer, som bevis på at jeg angrer.
En af psykologerne siger i retten, at jeg savner samvær med andre unge. Nej, anger og samvær med en masse andre det er bare ikke mig, men jeg lader forsvareren gøre, hvad han gør. Jeg siger, jeg angrer, men dommeren kan godt se på mig, at det gør jeg ikke.
Som vurderet farlig bliver jeg dømt til forvaring. Ophold på en sindssygeanstalt med hegn og og høje mure på ubestemt tid i selskab med tosser og galninge til jeg bliver 26 - Øv, min forsvarer anker omgående afgørelsen uden at spørge mig først. Han ved godt, at sindssyg er jeg altså ikke.

To år skal jeg bo på ungeafdelingen, og det er jeg glad for. Jeg ved hvad jeg må, og hvordan jeg alligevel kan gøre, hvad jeg vil, det er et skønt sted for en som mig. Udflugter, vandreture, kano og kino vi er tit i biografen, ærgerligt der ikke er Batman, som jeg elsker men mange andre actionfilm, og ledsagerne er altid søde og glade og ved ikke, jeg er farlig.
Og så er der Ida, hun har fået tre år, fordi hendes mor slog hende, og hun så slog igen. Brysterne er større end dem i klassen, det er hende, der fører min hånd op i BH’en. Forsigtigt som var det skørt glas, tager hun mig om klunkerne og om pikken, den er helt stiv, strutter af selvtillid, og så ender det med i redskabsskuret, at hun trækker mig oven på sig, får åbnet mine bukser, trusserne har hun smidt og stikker så den glubske snog ind i den kælne mis, hvor er det skønt, og jeg får orgasme uden kondom.

Lykken, hvordan ser den ud? Når du giver, hvad du har i dig til den dejligste mis og så helt afslappet nyder, at der bliver kælet for din kind, jo, på ungeafdelingen har jeg det skønt. Det var godt, jeg ikke lykkedes med at sætte tiden i stå, så havde jeg aldrig oplevet mit første samleje.
Sex og forelskelse følges ikke ad, det troede jeg, men nu ved jeg, at det ikke passer. Det er livet, jeg er forelsket i, også når jeg boller Ida, utroligt som hun kan finde på, det er virkelig sørgeligt, at hun snart bliver 17 og skal videre til et rigtigt fængsel, det skal jeg også snart, og man forklarer mig omhyggeligt, at når min frihed de sidste måneder bliver begrænset, er det for at overgangen til fængsel med uniformerede fængselsbetjente og lås på alle døre ikke skal føles for hård. Man er bange for, hvad der kan ske.
Min appelsag kommer for retten, nu med en ny forsvarer der bedre forstår min situation, og alle rapporter fra ungeafdelin.gen dokumenterer, at jeg overhovedet ikke er farlig. Nedsat straf får jeg ikke, men det bliver trods alt slået fast, at jeg ikke er sindssyg.
11 års fængsel får jeg, de to har jeg afsonet, så ni år i voksen.fængsel er, hvad der venter mig.

Træerne er sprunget ud, alt er grønt, lysegrønt og solen skinner, da jeg tidligt om morgenen kigger ud af teltet, vi er på wild camp alle os i ungeafdelingen og to ansatte, det har været vildt skønt, kravlet og sprunget som en hjort i zig-zag gennem tykningen, sådan er friheden, det er alle mod alle en slags kroneskjul. Tælle til 100 og finde de andre en efter en, en flugtdag, hvor det gælder om at gemme sig og nå frem. To gange kysser jeg Ida, når hun finder mig og jeg hende. Det er ligesom i virkeligheden, at du er på flugt, men redder livet hvis du er hurtig, og møder du søde piger på vejen, så får de bare et kys. Ikke noget med følsom anger eller pinlige spørgsmål men hurtighed, skjulested, opfindsomhed og fair konkurrence. Jeg holder Idas hånd, når vi går og en ansat hendes anden, sådan passer vi sammen, mig, Ida og anstalten - Fandens også at det snart er flyttedag, jeg fylder 17 om en måned, og så er det slut, det er min sidste tur i det fri, jeg tager en ordentlig mundfuld af den friske, kølige morgenluft, holder vejret og fyldes af naturens friskhed, duften af muld og vildskab. Luft i lungerne og gråd i halsen, det føles godt. Fremtiden tænker jeg ikke på, ved blot at den kommer.

De sidste måneder her i ungeafdelingen med ingen udgang, overvågning døgnet rundt ingen mulighed for hemmelige gemmesteder eller samtaler uden for journal er et helvede. Jeg bliver deprimeret, føler mig trist og apatisk gider ikke snakke med flere psykologer, ingen trøst hjælper, min stolthed er knækket, og jeg kigger efter en krog i loftet, men de holder øje og fjerner alt, man kan hænge sig i.
Min mor taler jeg med i telefon, ingen mobil har jeg kun den fælles på gangen, men hun græder hele tiden, jeg forstår ikke, hvad hun siger, og hun vil ikke høre, hvad jeg siger. Hun fortæller mig, hvordan hun tager solbriller på og en stor hat, når hun går på gaden i frygt for, at nogen skal genkende hende, der har været så meget de seneste år, journalister uden for vinduerne, kameraer når hun går ud, det er så forfærdeligt - Du er min dejlige dreng, og det har du altid været, siger hun, og så græder hun, så jeg må tage telefonen væk fra øret, så højt er det. Jeg dur ikke til at trøste, så jeg lader hende græde, men heldigvis er der, næste gang vi snakker sammen godt nyt, for da er jeg tilbage fra akutpsykiatrisk afdeling på piller og har fået det bedre.
Men så en dag får jeg en opringning fra Bent Poulsen, betjent, jeg ved ikke, hvem han er, men han siger, at det var ham, der kørte mig til Fyn, og at han synes, jeg er et af de modigste unge mennesker, han har mødt. Han har en dreng lidt yngre end mig, og de slagsmål de har haft, om hvordan sønnen skal behandles er fuldstændig stoppet, takket være mig. At åbne mig som jeg gjorde over for Bent har gjort ham til en anden far, nu forstår han, hvad der rører sig i en 15-årig dreng. Jeg er målløs og aner ikke, hvad jeg skal sige.
- Jo, takket være dig er vi kommet tæt på hinanden, jeg forstår min drengs ønske om at holde noget for sig selv og respekterer ham som andet end et barn, det skal du have tak for.

Tænk, at der er et menneske, der ikke trøster, græder eller snager, men roser mig for, hvem jeg er, det er vildt. Han siger også, at hvis jeg nogen sinde får brug for hjælp, så skal jeg bare ringe, og så giver han mig sit nummer. Jeg nænner ikke at sige ham sandheden, at jeg er ude af mig selv af rædsel for det fængselsophold der venter mig, siger bare pænt - Tak.
Ikke alle ser mig som følelseskold psykopatisk drabsmand, det hjælper på humøret.
17 år og for voksen til børnepsykolog og ungeafdeling, en minibus holder parat, og jeg tager en runde med kram og kys, og alle ønsker de mig alt godt i fængslet, og jeg siger tak, et taknemmeligt tak for al den omsorg og kærlighed jeg mødte og et beskedent undskyld til psykologen, der med våde øjne tilgiver mig.
Den sidste jeg giver hånden til farvel er forstanderen, der overrækker mig en tyk gul kuvert et brev til mig fra Eskes forældre. Drengen på 14 jeg dræbte, det er hans fars navn, der står som afsender på bagsiden af kuverten. På vej i minibussen ser jeg på poststemplet, at brevet er næsten et år gammelt, det har altså ligget og ventet på, jeg skulle videre. Og det er så nu. Åbner kuverten, der er intet brev kun avisudklip, alt handler om mig. De første dages overskrifter, alt om retssagen og interviews med billeder af min mor, mine brødre og mig, familiebilleder en stor fælles anklage, den får ikke for lidt, jeg beskrives som ondsindet, voldsgal, sindssyg galning og min familie som en skamplet på samfundet. - Dræbt af misbruger - Stukket til døde - Barnemorderen slap med 11 år. Det er mig, de skriver om, og det synes Eskes forældre, jeg skal vide. En hævn eller forsøg på at sige, hvad de mener om mig uden at sige det selv. Lægger det hele tilbage i kuverten og kigger ud ad vinduet.
Da er det, jeg kommer til at græde. Lydløs gråd, da landskabet suser forbi. Det er, som har de sendt et spejl, de nu tvinger mig til at kigge i. De ønsker, jeg skal hade billedet af den dreng, der myrdede deres søn.

Allerede den første dag i fængslet mærker jeg, at alle fangerne har læst om min sag i aviserne, alt der står skrevet om mig, er også deres mening, her er intet blínk i øjet eller velkommen til en ny medfange. 40 er vi på 2 afdelinger. Hver fange har sin celle, der er fællesområde, køkken og værksted, og det hele omgivet af en høj mur med pigtråd øverst, alle skuler til mig, samles i grupper som pønser de på noget, en ordentlig kleppert med overskæg og tatoveringer stiller sig med spredte ben foran mig. Så tager han sin kasket af og smider på jorden, lægger armene over kors, sender gruppen af supportere bag sig et smil, og siger så jeg skal samle den op. Jeg kigger skiftevis på ham og gruppen bag ham, kan nok fornemme, det er en lydighedstest, så jeg samler kasketten op og rækker ham, hvorpå han stikker mig en svidende lussing, så jeg er ved at falde. - Du glemte at sige tak, siger han, tager kasketten på og går fulgt af sine tilhængere.
Manøvren gentages med variation og skiftende personer hver dag, det er de voldsdømte, der har deres helt egen justits og for at blive en af dem, skal man have bevist, at man er værdig.
Det er, som da jeg gik i skole, jeg går rundt alene snakker sjældent med noget, dengang fik jeg hånlige grin, her er det slag og spark. Jeg er sendt tilbage i tiden, hvor jeg er alles hakkekylling, og vagterne vender ryggen til, lader som om de ikke ved det eller ser det. Voldsmobning er fængslets justits med gruppen af voldsdømte som bødler. Bag alle overfald ligger en anklage, som avisudklippene har dokumenteret findes blandt folk, at jeg er et udskud, der skal kanøfles, bødlerne er pressens voldsrepræsentanter, fængselsstraf er ikke nok, dagligt skal jeg med smerte sone min forbrydelse. Mit had i skoletiden fik uoverskuelige konsekvenser, jeg er meget bevidst om, at noget lignende ikke må ske igen. Men det er had, der vokser i mig, hver gang jeg bliver ydmyget. Kun halvdelen af de indsatte er dømt for vold, de øvrige for sexualforbrydelser, og de er mere tolerante. Med dem kan jeg godt snakke, og det gør jeg, især med Anders, der bliver min ven. Han kan ikke forsvare mig men trøste. Aldersmæssigt kunne han være min far, så mange råd giver han mig, om hvordan jeg skal forholde mig til mobning og straf. Han er så forstående, jeg tror han kan lide mig. Tager mig venskabeligt om skulderen og snakker om personlige forhold, glæder og sorger og intimitet, forholdet til forældre og andre indsatte, om følelser og ømhed der er så megen kærlighed i Anders, at det er svært for mig at forestille mig den forbrydelse, han er dømt for, voldtægt af en pige på 4 år, men måske netop derfor går vi så godt i spænd, fordi vi begge soner en ubegribelig, tankeløs, dyrisk handling. Anders har sonet to af de syv års fængsel, så han kender alle regler, rutiner og hieraki på stedet og ved alt om fangevogterne, hvem der er til at tale med, hvem der er sladrehank.
Det er også Anders, der introducerer mig for de øvrige fanger dømt for sædelighedsforbrydelser, de er helt anderledes and de voldsdømte. Jeg burde høre til gruppen af voldsdømte, men det er med de sædelighedsdømte, jeg føler mig tryg. De er åbne, forstående og kærlige, hvor voldsmændene er stejle, uberegnelige og har svært ved at udtrykke sig. Bliver de klemt af ord og holdning slår de fra sig, hvor sædelighedsforbryderne argumenterer og accepterer, de virker klogere, jeg kan sagtens komme tæt på en af dem og diskutere intime behov, uden at vi behøver være enige. Alle fortæller de gerne om deres liv, og hvad de er dømt for, de angrer deres forbrydelser og tager afstand fra det instinkt, der fik dem til at begå kriminalitet. Alle tør de kigge sig i spejlet og tror på en fremtid efter fængslet.
Det prøver jeg også, at acceptere avisudklippenes karakteristik. Anerkende at det billede, de tegner af mig er sandt, det er mig, sådan ser jeg ud. Ikke kun og hele tiden, men at smadre spejlet og benægte dets billede fører kun til ulideligt selvbedrag. Så med sigte på fremtiden, tager jeg i fængslet en videregående eksamen med gode karakterer og mærker, hvordan det hjælper på humøret at have noget fagligt at koncentrere mig om.

Det er en dag jeg sammen med Anders har set filmen Nightmare on Elm Street, at han betror mig sin dybeste hemmelighed, lysten til at være kvinde. Allerede som barn følte han, at han var fanget i en forkert krop. Det var så svært at sige til nogen, at den pik var en en fejl. At han ofte tog søsterens kjole på, var kun for sjov og hans store interesse som 4-årig for hendes kønsdele helt naturligt, de legede bare doktor.
Det er frygteligt at gemme på sådan en hemmelighed, når man er barn, i skolen var det slemt. Altid ville han hellere være sammen med piger end drenge og med nøgne drenge i baderummet, det var forfærdeligt, for det var jo ikke her, han hørte til. Aldrig tog han pigetøj på i skole, men da pigerne begyndte at få menstruation, fik han en kæmpekrise, misundelsen ramte ham hårdt, og han kom til at hade sit underliv. At han nogensinde skulle bruge sin pik som avlsværktøj var utænkeligt, så snart han fik mulighed for det, ville han søge om kønsskifte operation.
Jeg lytter, og selvom jeg aldrig har ønsket at blive pige, kan jeg genkende mange af de følelser, han har haft og fortæller om.
Han husker det, som var det igår, da han er alene hjemme og er blevet 16 år, at han tager sin mors kjole på og sætter sig foran spejlet og transformerer sig til kvinde, en kæmpe lykkefølelse at tage makeup på, læbestift og et par ørenringe og sætte håret som sin mor, da han hører hoveddøren smække. Tørrer sig forvildet om munden og ser sin far stå i døren. Det er åbenlyst for faren, at det her ikke er for sjov, med udtværet læbestift i højhælede sko er Anders afsløret.
Samme aften kommer faren ind på Anders’ værelse, vil ikke overhovedet høre på nogen forklaring men siger blot, at det han så idag, har aldrig fundet sted.
- Glem alt, ikke engang til din mor må du sige noget, og så fortæller han, hvor skamfuldt det vil være for ham og hans hustru, hvis det kommer ud.
- Aldrig må du tale med nogen om det, og så løfter han pegefingeren mod mit ansigt og siger - Anders!
Glemme det kan Anders ikke, men han gør alt for at fortrænge det. Han forbander sit underliv men spiller rollen som drengen Anders og snart manden Anders.

Tavs lytter jeg til hans stemme og mærker, hvor meget det berører ham at fortælle, men mærker også at det ikke stopper her. 7 års fængsel fik han for voldtægt af en 4-årig pige.
- Jeg har et godt job, bor alene i et rækkehus, gør alt for at glemme min skjulte tilbøjelighed, da naboens pige Ida en sommer kommer på besøg. Vi ligger sammen i græsset, hun er så sød og kælen, og så leger vi. Jeg leger myre, der kravler op ad hendes ben, hun leger krabbe, der bider mig i næsen, og så er det, jeg husker, da jeg var barn og legede doktormand med min søster, så det foreslår jeg, og jeg bliver som barn igen, uskyldig leg er det, at jeg tager bukserne af hende og lader myrerne kravle på hendes mave, og hun griner, fordi det kilder, jeg kan bare ikke holde igen, så jeg slikker hendes mave og kønsdele, og det er en vidunderlig fornemmelse, og hun ligger helt afslappet og nyder det.
- Mere, siger hun, men jeg stopper og giver hende bukserne på, jeg ved godt, det er kritisabelt, så jeg laver den aftale med hende, at vi aldrig siger til nogen, hvad vi legede.
- Det underlige er sket, at jeg er blevet forelsket i en 4-årig, det buldrer i underlivet, maven gør knuder, jeg tænker kun på hende, som jeg er kommet til at elske. Ofte mødes vi, går tur hånd i hånd hendes forældre takker, hver gang jeg tager mig af hende, når de kortvarigt er væk, og jeg koncentrerer mig om at spille uskyldige Anders, selvom lysten gror i min hjerne til at elske hende igen. Jeg blev dømt for voldtægt, men det var det ikke, aldrig øver jeg vold. En gang bliver til flere, forskellige stedet i det skjulte, og da hun ligger der på ryggen og nyder at blive slikket, så spænder mine testikler så voldsomt, at jeg bliver nødt til at få udløsning, men aldrig i pigen kun ud over maven, hvorefter jeg slikker det væk igen.
Den lykkefølelse har jeg aldrig siden haft men heller ikke glemt. Han tager mig med begge hænder om hovedet og nærmest trygler, om den kunne komme tilbage, følelsen, jeg skal bare lægge krop til hans slikkeri, det kan vel ikke være så svært.

Helt forudsigeligt fortæller pigen hjemme om begivenheden, hun bliver sendt på skadestuen og sædrester DNA-testet, og Anders anholdt. Utallige rapporter, afhøringer af pigen til lyden af en grædende mor i baggrunden bliver del af anklageskriftet, hvor der også står, at overgrebene var - Særdeles krænkende, og i dommen, at Anders’ - udspekulerede fantasi og list for at få en position, hvor han kunne begå overgrebene savner sidestykke i dansk retshistorie.
- Savner sidestykke, det står der også om min kriminalitet, vi ligner hinanden, Anders og jeg, så selvfølgelig får Anders lov at lege doktor og slikke sin sæd i sig spildt på min mave, det er bare en vennetjeneste og hans taknemmelighed grænseløs. Tænk at jeg med så lille en uejlighed kan udløse så stor en glæde.
Værre er det med at se mig selv i spejlet. Ustandselig ser jeg billeder som i glimt, Eske blodig på jorden og begge de dræbte, der omfavner hinanden. Og jeg ser, som var det en video på YouTube, hvordan jeg tørrer kniven af i kvindens nederdel, og så bliver jeg bange. Bange for hvem jeg er. Anders spiller rollen som almindelig mand, men er inderst inde kvinde og sexualforbryder.
Også jeg spiller en rolle, men er inderst inde en anden, og denne anden dukker oftere og oftere op i tankerne, i mareridt. Jeg kan ikke slippe billederne af det, jeg så, som Anders ikke kan slippe lysten til at lege. Svært er det at erkende, at jeg brutalt har myrdet to mennesker, at det er mig, der er morderen, og at det ikke lader sig gøre bare at glemme. Anders kan ikke glemme, hvem han egentlig er, men det kan jeg heller ikke. Ingen straf kan sætte os fri.
- Glem det, det har aldrig fundet sted, sagde Anders’ far, da han afslørede sin søn, mens Eskes far med sine udklip til mig sagde - Husk det, for det var, hvad der skete.

Jeg taler åbent om min depression både med Anders, som forstår mig og med psykologen, som lytter og noterer og anbefaler lykkepiller. Anders råder mig til at stå det igennem og komme ud på den anden side med selverkendelse.
- Jeg er ham, jeg ser i spejlet, det er mig både drabsmand og menneske, men jo mere jeg prøver, jo værre bliver mine mareridt, mine følelser for de efterladte, mere og mere flov bliver jeg, ud på efteråret er det slemt, jeg hader mig selv, så jeg overvejer ikke bare at glemme mig, men fjerne mig. Så sætter lægen mig på depressionsmedicin, neuroleptica, der gør mig døsig, ugidelig, fjern og da jeg ringer til min mor egentlig for at sige farvel, græder jeg i telefonen, at jeg savner hende og vil hjem.
Som et lille klynkende spædbarn står jeg der på gangen overvåget af en fangevogter i uniform med et klirrende bundt nøgler hængende i livremmen og en strømpistol i baglommen, skal det her virkelig være slutningen?
Men det er som så ofte før Anders, der kommer mig til hjælp, for han ved hvem, der handler illegal ADHD medicin Elvanse, og det sparker røv, lover han. De første piller er gratis, men de virker helt utroligt, alle de ordinerede smider jeg ud, nu gælder det ADHD pillerne, men betalingen er ikke i kontanter men sex. Han er 40 år, pædofil med to domme den første for voldtægt, den sidste overgreb mod tre børn. Han er professionel fængselsfange, der forstår at udnytte systemet og sno sig fri af alle anklager. Og blandt mange andre ting til salg, har han altså de mirakuløse piller, som virkelig sætter fut i energien og låg på depressionen. Fra at være apatisk uden mimik bliver jeg smilende, social og starter bachelorstudie i matematik. Selv psykologen er forundret, for jeg er som med et trylleslag blevet en anden, jeg tør se på mig selv uden had. Fuld af energi tror jeg på fremtiden, den er ikke så fjern, snart fylder jeg 21 og kan prøveløslades to år senere.
Jeg er Anders så taknemmelig for den kontakt, for de piller ændrer alt og mit forhold til ham bliver mere gensidigt. Når vi leger doktor nøjes han ikke med at slikke mig, men alt er kun til fælles fornøjelse og betalingen for pillerne er rimelig, jeg lægger røv til leverandørens fornøjelse, det tager mindre end 10 minutter hver gang jeg får mine piller, livet er slet ikke så hårdt og udsigtsløst længere.
Men hvad jeg ikke ved er, at der med mellemrum uvarslet bliver taget urinprøver af alle fanger. Man har mistanke om et illegalt narkotikaforbrug og skal finde eventuelle misbrugere. Jeg aner ikke uråd, for jeg tager jo ikke dope, som andre gør, men tilgengæld finder man i min urin tegn på medicin, der ikke er udskrevet til mig, og der bliver så oprettet en disciplinærsag. Ingen sladrer om fængslets hælercentral og betalingsvilkår, men i den grundige afhøringsrunde går leverandøren til bekendelse og fortæller, at jeg med trusler har skaffet mig pillerne, og at der intet sexuelt var forbundet med leverancen.

Tilgengæld går sladderen, at noget sexuelt foregår mellem mig og Anders, resultatet er, at jeg flyttes til en anden afdeling i isolation. Indespærret i en celle 23 timer i døgnet, to gange 30 minutters gårdtur. - Fandenme nedtur, jeg trygler psykologen om at få ordineret mirakelpillerne, men som han siger, skal mit forløb først udredes, hvad det så betyder - Øv.
Efter min grædende samtale med min mor, hvor jeg bare hulker, at jeg savner hende og vil hjem, tager hun kontakt til fængselsledelsen og ber om, at jeg bliver overført til et lokalt afsoningssted, så hun får mulighed for at besøge mig oftere.
Forslaget er sød musik i fængselsledelsens ører, jeg er på alle måder en besværlig fange. Alt for ung og påvirkelig, sigtet i en disciplinærsag om illegale piller, mistænkt for sexuelt samvær bag lukket dør og sat i isolation uden ret til samtale eller telefonopkald, det vil være en lettelse, at skille sig af med den kontroversielle indsatte. Det er kriminalforsorgen, der træffer den endelige beslutning, at jeg skal overføres til et nyt fængsel tæt på, hvor jeg er vokset op, har gået i skole, hvor mine forældre bor, men også tæt på pårørende til de to, jeg har dræbt.

Den igangværende udredning for ADHD, der kunne give mig mirakelpillerne tilbage sættes i stå.
Nyt fængsel, jeg er flyttet til et spritnyt fængsel men det er som om, det ikke er mig, men kun min krop. Det er januar 2021, koldt, mørkt og alle kigger. Det lyser ud af øjnene på dem, både fanger og ansatte at her er ham, der dræber, drabsmanden der stak en kvinde til døde, fordi hun ville hjælpe hans offer. - 30 gange i ryggen det er ham, der er kommet her til vores fængsel.
Alt er så fint og nyt så pænt og rigtigt, muren, uniformerne, reglerne, cellerne, selv rutinerne er skrevet ned. Alt er planlagt, der er en oversigt over tilladelser, det er alt det, fangerne må, og står det der ikke, så må du ikke. Alle betjente har lært udenad det hele, og deres vigtigste opgave er at opdage det, som ikke står på listen over noget, som er tilladt men som alligevel bliver gjort. Alt bliver styret i dette robotfængsel også min krop, jeg kan ikke slippe fri, men må bare følge med.
Min krop er en morders, men det er mig, der mærker det, når en fange giver ansigtet en blodtud og siger, det er en for Eske, og han giver maven en puster og siger, det er en for damen. Ingen ser det, at kroppen krummer sig sammen, kan dårligt få vejret og bliver sparket til, før voldsmanden går. Næsten kun voldsmænd er fanger, men ingen holder sammen, grupperinger er ikke tilladt, hver enkelt fange er et selvstændigt individ, og ingen må knytte sig til nogen anden. Straffen for overtrædelser af ordensreglementet er isolation.

Ved ankomsten får jeg tildelt arbejde i køkkenet og job som ordensmand, men alt bliver taget fra mig efter kun to uger, begundelsen er, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, det er efter det med Isak.
Da jeg allerede første dag hilser på ham, er det mig han byder velkommen, ikke min krop. Der er en varme og kærlighed i Isak, han forstår mig, er nærmest som en bedstefar, trøster og krammer når jeg har brug for det, ofte sidder vi i hans celle og bare snakker, han har brug for at tale til en, der gider lytte, og jeg nyder hans fortællinger fra et langt liv. Jeg holder mig tæt til Isak, det er så trygt, han er det eneste menneske, jeg kan tale med. Men det slutter brat, da andre fanger antyder, at der vist foregår ting på Isaks værelse, når vi er sammen, som ikke burde foregå.
Jeg må ikke længere være sammen med Isak, det er hårdt at se ham ligeså ked af det som jeg. Ledelsen får en klage af Børnerådet, men de følger bare reglerne, siger de.
Det er min far, der i maj måned kontakter Børnerådet, da han opdager, hvor skidt jeg har det, jeg taler ikke med nogen, spiser ikke noget, mit matematikstudie er taget fra mig. Snedkerkurset også og så alt samvær med den eneste, der respekterer mig som menneske, Isak på 66. Flere gange snakker jeg med konsulenter fra Børnerådet, men det eneste der sker er, at de sender en klage til ledelsen, der så sender en standardskrivelse retur, at alle regler er overholdt, og at man generelt sørger godt for fangerne.

Længere og længere fra hinanden kommer jeg og min krop. Den opfører sig mere og mere som en programmeret robot, der forsøger at tilpasse sig stedet mens jeg, mennesket mig, bliver mere og mere trist, fortabt og hjælpeløs. Intet nytter noget. Langhåret, tynd og slidt er kroppen, da mine brødre efter coronaepidemien kommer på besøg, og de får et chok, det er først der i deres ansigter, jeg kan se, hvor galt det står til. Meget er sket siden nytår.
De fortæller, hvor hårdt det er for vores mor, hun er ikke til at kende igen, tør ikke vise sig på gaden, for alle kigger og tænker, der går drabsmandens mor.
- Jeg burde stille mig op på torvet til spot og spe, så kunne de spytte på mig, siger hun og ønsker bare at forsvinde fra jordens overflade. - Blå blink, skyld og skam, men du er dog mit kød og blod. Hun ønsker at holde om mig og sige, at alt bliver godt tilsidst.
Tilsidst, det tænker jeg tit, hvad er tilsidst? Kroppen vil for altid være den, der dræbte, og jeg som menneske altid være drabsmand. I fængslet findes kun kroppen, mennesket mig er borte. Ingen i fængslet ser mig som menneske kun som morder, og det ændrer sig nok ikke, når jeg har udstået min straf og slippes fri.
Fri for hvad? Indespærring bag mure men ikke fri for skyld, altid vil jeg være den skyldige. Jeg har intet håb ingen fremtid. - Tilsidst rykker nærmere dag for dag. Tilsidst.
Min elendige tilstand rapporteres til ledelsen, der flytter mig til en afdeling med mere tilsyn, de frygter hvad det skal ende med.
Psykologen er bekymret for mig, Styrelsen for Patientsikkerhed reagerer, alle ved, at det står slemt til, og resultatet er mere tilsyn. Jeg bliver apatisk og sidder bare i min celle og stirrer ud i luften og siger, hvis tilsynet spørger om noget eller foreslår noget - Ved ikke. Skal jeg have noget fra fængselsbutikken, får jeg en anden til at hente det, for jeg orker ikke at gøre det selv. Jeg er så bange for alle andre, klarer dem ikke hverken fanger eller tilsyn og slet ikke de derude, alle dem jeg bliver slupet ud til en dag. Jeg er så bange for friheden.

Det der hjælper mest på humøret er, når jeg glemmer mig selv og tænker abstrakt, filosofisk på et bestemt emne. Eksistens er et af emnerne, hvad er eksistens? At findes, hvad betyder det?
Millioner af sædceller svømmer forvirrede rundt, hver er de kodet med arveanlæg, alle informationer der skal til for at skabe et menneske, det er for vildt. Det hele ligger kompakt i cellekernen, det hele, en komplet kopi af det menneske, der afleverer spermen, alt er med, også hvordan den skal blive først en blød og blind larve, så fisk med gæller, så pattedyr med hale, så abe med hår på kroppen og fødder til at gribe med og endelig menneske. Men alene klarer den det ikke, og nu gælder  det om at komme først, for ægget der venter på befrugtning tillader kun den først ankomne adgang, stoler på at den hurtigste også er den bedste. Ægget har som sædcellen alle arveanlæg men fra kvinden, og først nu bliver et foster skabt. Al information findes i to eksemplarer, og ligesom det er tilfældigt, hvilken sædcelle der vinder kapløbet, så er det også tilfældigt hvilke egenskaber, der bliver dominerende, om du kommer til at ligne din far eller mor. Eller dem begge, når fosteret forløses, får barnet eksistens. Så megen tilfældighed skaber hvert menneske og giver det troen på, at det er en enestående skabning, som skal holdes i live for enhver pris. Respekteres, holdes i hånden, beskyttes, elskes, gives frihed og belæres om livets sande værdi. Om viden og tro.
Tro på at livet er helligt, og mord er en synd også selvmord. Livet. Det tænker jeg på, om vi fødes skyldige og livet igennem skal befri os for den skyld, sådan tænker troende i Indre Mission og straffen for at begå selvmord er helvedes pinsler. Eller fødes vi uskyldige, der livet igennem skal angre vores syndige gerninger og få tilgivelse. Kun hvis gerningen er utilgivelig kan selvmord accepteres, det tror jeg. Det er min tro, at tilgivelse er det eneste, der kan frelse en skyldig, og den gives kun, hvis den skyldige angrer. Min forsvarer tolkede mit forgæves forsøg på selvmord som tegn på anger og derfor tilgivelse og en mindre straf, så hvis jeg nu tager livet af mig selv, vil det være tegn på anger, føre til tilgivelse og min mor kan gå på gaden uden at føle skyld og skam. Min død for egen hånd vil være en god gerning, og da jeg ikke tror på helvedes pinsler, vil det for mig blot betyde frihed. Fri for fordømmelse, foragt, fængsel og frygt.

Idag er torsdag 9.september 2021, i det skønneste efterårsvejr skal jeg på min første udgang ledsaget af to fængselsbetjente, jeg er glad og spændt, min aftalte konsultation hos psykologen er aflyst, han ved, hvad jeg vil, så det gør ikke noget.
Først spiser vi frokost på en italiensk restaurant i byens centrum, så spændende er det at se, at verden findes og ser ud, som jeg husker. Jeg bestiller pizza, det er jeg vant til i fængslet, frosset færdigpizza der bare skal varmes, men denne her er lige kommet ud af den store bageovn, den er altså bedre, så skønt smager den, sprød i kanten og med ost rigeligt med ost, jeg får lov at vælge, hvad der skal på. Bagefter går vi op på en høj og kigger på udsigten, der ligger den, byen, stilfærdig og smuk med parker og gader og biler og mennesker, ligger der bare som evig, uforanderlig, så smuk, verden er smuk, jeg bliver helt glad får lyst til at løbe ned ad bakken og rundt i gaderne, men det går jo ikke. I en kiosk får jeg en is, og alt vi foretager os bliver optaget til brug for en endelig rapport - Alt foregik uden anmærkninger og udgangen gennemført efter reglerne.

Mit humør er blevet meget bedre, nu er jeg afklaret, har fået tankerne på plads. Jeg ved, hvad jeg vil, og ved hvad det kræver.
For en uge siden fik jeg det sidste brev fra Børnerådet, de har opgivet mig og skriver et endeligt farvel.
- Du fik en dårlig start på ungdommen, og du må derfor kæmpe ekstra hårdt for at skabe dig en god fremtid. Hvad du vælger at satse på, må du selv bestemme, men du skal vide, at der findes gode muligheder også for dig.
Det er efter det brev, at jeg ringer til betjent Bent Poulsen, som jeg sidst talte med for tre år siden, og som gav mig sit telefonnummer, jeg vil bare sige farvel.
Fortæller at det går så fint, og at jeg snart bliver prøveløsladt, og om det så er muligt at komme i praktik hos ham, for der er intet jeg hellere vil. Han er så sød og siger, at han vil gøre, hvad han kan og ber mig ringe igen så snart jeg er prøveløsladt. Det lover jeg.
Ja, nu er det mig, der bestemmer over min krop. Til psykologen har jeg fortalt om min beslutning, og svaret fra fængslet, da psykologen advarer ledelsen om, hvad jeg har i sinde, er en afvisning.
- Der er ikke en øgende bekymring eller observeret nogen ændring i den indsattes adfærd.
Og det er helt rigtigt, jeg er rolig og snaksalig og opfører mig korrekt, efter jeg traf min beslutning.
Fredag aften låses døren til min celle, jeg har et reb, og når jeg fjerner glasset i loftslampen, kan jeg gøre rebet fast, nu skal det lykkes.
Politiet vil efterforske selvmordet, men konkludere, at intet strafbart er sket og fængselsvæsnet, at hændelsen er blevet håndteret korrekt, og at det er en vældig trist dag også for fængselsbetjentene, men også at de generelt tager alle advarsler meget alvorligt og varsler styrelsen for patientsikkerhed straks, hvis de mener der er grundlag for det, men at de iøvrigt har tavshedspligt i den aktuelle sag, da den pågælde ikke kan give sit samtygge.
Det er min mor, jeg tænker på, da jeg tager løkken om halsen, hun mister sin søn, men hun får sin frihed.
Så sparker jeg stolen væk, hører et knæk i nakken og så kommer lyset. Et lyshav omfavner mig, og jeg svæver, mens hjertet stopper og kroppen dør.




Novellen er fiktion skrevet på baggrund af en aktuel kriminalsag. Citater fra myndigheder og andre faktuelle oplysninger er fundet på nettet og ikke søgt bekræftet, dog er alle navne på personer og steder ændret.