|
Thisted 8. august 2015 Fiskernes Dag Det er fiskernes dag idag. Trawlere, kuttere og marinens inspektionsskib har lagt til kajs, og alle døre står åbne for gamle venner og åbne øjne, og når nu skibene må, hvorfor så ikke bilerne, så byens få autoforretninger har denne ene dag om året fået lov at køre deres nummerpladeløse biler ned på torvet, hvor de tager imod med prisskilte i vinduet og blankpoleret lak, der er Peugeot, Citroën, Opel alle nye modeller og i den rigtige rækkefølge, de små og billige bagest, de store og dyre nederst ved gågaden, sådan er det når du skal købe bil, først kigger du på det, du ønsker, så kommer det, du har brug for og tilsidst det, du har råd til. Ikke et ord om selvkørende biler eller biler på el, drømmen er ikke grøn og teknologisk men brede dæk og masser af plads. Her på egnen er der ingen status i risikable eksperimenter eller Københavner-teknologi, her er det størrelsen, der tæller. Og lakken. På torvet er der blomster i potter og fuldt af mænd, fiskere, landmænd og deres tavse koner, som passer på børnene og venter med at brokke sig, til farmand har trævlet drømmen itu og er endt på bageste række. Et skilt forstyrrer idyllen med sin stiliserede kørestol, det er et handicaptoilet, der reklameres for midt på pladsen, et elevatortårn og en trappenedgang. Og et skilt: Kun for handicappede, men elevatoren virker ikke idag. Det er bare ned ad trappen, grå beton, mørkere og mørkere til du ender i en parkeringskælder, der er en kæmpedør og en knap: Tryk her. Den virker, og døren går op til en balsal af et toilet, eneste problem er at nogen har været der før dig. Vandhanen hænger i laser, armlænene brækket af, huller i væggen hvor der før var nødhjælp og wc-rulle, og væggene smurt over med grafittislam: Fuck Dig og Fis Af. Malingen er løbet ud, teksten driver ned ad væggen, en stavefejl forsøgt rettet, tørret af, men det blev bare værre, et slagtehus ligner det, hvor både tyr og slagter er gået amok. Eneste overlevende er luftblæseren til at tørre hænder, men det kan være lige meget, for der er lukket for vandet. Et par ordentlige gok med et bat har den fået, men den virker trods nogle gevaldige ridser i lakken. Det er fiskernes dag og udover at komme ombord på en trawler, gætte navnet på fem forskellige fisk og få smagt på varmrøget helleflynder mens trioen Tørfisk underholder, så er der også noget for børn. Fire isbjærge, hårde hvidevarer der gemmer på skjulte værdier, med hver sin hammer er børnene gået på jagt efter mønter, som gemmer sig i isen. Og de går til den, hamrer energisk i isen, der kun nødigt lader sig molestrere af de velmente slag, men sjovt er det. Der bliver banker og hamret i håb om gevinst, mens de forgæves, børnene, spejder i den mathvide kantede skulptur efter bare antydningen af det, der er blevet dem lovet. Her kan man smadre sig til rigdom eller i hvert fald et rosende ord fra mor, der sidder med fødderne i smeltevand på bænken og venter. - Mor Se! jubler en knægt. - Hvor meget, spørger mor, og så er det ikke armkræfter længere, der tæller, nu skal mønten identificeres. Indgående bliver bliver tallet studeret uden at give noget resultat for det er at slå i smadder, han er god til. Så hellere hen og hamre videre. Pladsen flyder af isskår, blokkene bliver mindre, vandet siler, og selv flere timer efter de gik igang, er der stadig en hårdnakket blok tilbage. Så er der auktion, flamingokasser med is, og en eller flere fisk bliver vist frem og solgt til den højestbydende. 100 - 105 - 110 - 115 tallene kommer som skudt af et maskingevær, mens auktionarius holder øje med de bydende, et lille nik eller en beskeden rysten på hovedet, og han finder nogle nye at beskyde med sin professionelle retorik, ingen behøver sige noget, bare et accepterende blink med øjet, og du er med: 120 - 125 - 130 - 135 - ved 250 er der kun to tilbage, og den ene kan gå hjem med en havtaske på is til 215 kroner. Eller en lyssej og en flaske vin til 260. Officials i grønskrigende veste sørger for det praktiske, og går budene i stå eller er prisen for lav, byder de også på varerne. Særligt fiskeren med en mavemuskel så kraftig, at man skulle tro, han var gravid i 8.måned. For at holde balancen må han stå bagoverbøjet, og vesten har svært ved at mødes i siderne. Fiskeriet kommer til til Thisted står der på ryggen. Med hawfriske Hanstholm Fisk! Han er stor, og på hans begejstring at dømme, da en to-kilo-pigvar går for 225 kroner, kunne man tro, han havde vundet i lotteriet, men det er bare underholdning, og det er han god til. Folk morer sig og byder op, og den mavestærke er stor i slaget midt på scenen, hver gang auktionarius har banket sin hvide stav mod en af fodsålerne som tegn på, at nu er der bid. Allerbagest står en kørestol med en handicappet pige, underkæben hænger slapt, der siler spyt fra munden, venstre hånd er lammet, mørke briller har hun på, meget mørke, hun gemmer sig. Hvis hun ikke kan se, kan de andre heller ikke se hende. Hun er 21 år og kom for seks år siden ud for en ulykke, der gjorde hende hjerneskadet, siden ulykker er det bare gået ned ad bakke, det er mormor og hendes veninde, der har taget hende med til Fiskens Dag, men de er først ankommet nu, hvor det hele er ved at være slut og må derfor stå allerbagest. De pludrer og passer og spørger og svarer selv, for pigen virker totalt uinteresseret og kan kun sige ja og nej, og det undgår hun helst. Om hovedet har hun et tørklæde stramt om håret. Det skjuler hendes ar og sære frisure, flere hjeneoperationer har hun været igennem, og hver gang er førligheden blevet forringet og arrene værre, men hun nægter at gå med paryk. Hun vil hellere gemme sig end spille normal. Jo mere apatisk og fjern hun virker, jo mere pludrende bliver konerne, alt der foregår bliver omsat i ord henvendt til den sortklædte skikkelse, der forsøger at tørre sig om munden med den raske hånd. Velmenende forsøger de at løfte hende op ad stolen, så hun kan se, hvad der foregår på scenen og det lykkes, med hver deres arm under hendes kan hun støtte på benene, og de smiler sejrssikkert, de friske damer, som havde de bidraget væsentlig til den endelige helbredelse eller i hvert fald givet anledning til at holde fast i troen på, at det går den rigtige vej. - Op at stå! så skal du se, så går det nok. Men det gør det ikke, benene ekser under pigen og hun må igen tage plads i sin rullende stol bag alle andre. Men noget skal ske, så det lille optog trisser over til iskiosken. - Nå, hvilken en skal du så have? - En is, svarer hun, som træt af verden overhører hun den forventede replik: - Jamen hvilken? Ikke alle i de skriggrønne veste er mavesvære, ham der med en sort sæk i den ene hånd og en pick-up-stok i den anden er ikke, tværtimod lille, spinkel, tynd med et sammensnøret, rynket ansigt mørkebrun med hvidt fuldskæg og store grå krøller stikkende ud under en sort kasket. Med præcision og akkuratesse udpeger han sig et hjemløst stykke ispapir, klemmer sammen med sine meterlange opsamlingsstang og får med stort besvær det vildfarne stykke affald stoppet med i sækken. Det går ikke stærkt, for han er grundig, og manøvren slet ikke nem. Omhyggeligt spejder han efter endnu et forlist objekt, åbner tangen, bider til og fører det på plads i den slatne sæk. Så er det nemmere med de tomme plastikbægre til fadøl, for de står stadig på bordene og er nemmere at gribe med tangen. Så oplivet af sin opfindsomhed går han nu rundt mellem bordene og spotter fadøllene efterhånden, som de bliver drukket, hvorefter han lader tangen danse ind mellem gæsterne og vupti fjerne bægrene, inden de bliver til henkastet affald. Et langt liv som fisker har tæret på kroppen, men motorikken fejler ikke noget. Auktionen er slut, Amanda fra Stenbjerg får bifald, da hun i konkurrencen gæt fem fisk vinder en middag for fire på Hanstholm Kro. Men det hører han ikke, grafittimaleren på den anden side af gaden, for han har et par ørebøffer på, der spiller heavy metal, mens han sprayer en fire-motorers Boing Jumbojet på muren til Gate7, spillestedet åbner om seks dage, og selvom han ikke har malet grafitti i snart 12 år, så har han lovet at gøre sit bedste, for at give spillestedet en flyvende start. I en bedøvende duft af acetone skifter han mellem de utallige sprayflasker på fortovet. Farven kan han se på dåsen, alle nyancer af blå og sort bliver efter et enkelt spray ud i luften til nydelige striber på skrå hen over mur og fire blændede vinduer, først til sidst får flyet sit navn på siden i rødt: Gate 7. Utroligt som det lille dårligt printede billede fra nettet han holder i sin frie hånd kommer til at se ud. Grønne, stramme gummihandsker, bare tær i sandaler, sved på planden og musik i ørerne, han havde efter ti år på filetfabrik næsten glemt, hvordan han på sine natlige raids gav de autoriserede reklamer konkurrence og gav sit helt personlige illegale bidrag til byens udsmykning. Nej, han har ikke glemt sit håndværk, og jo mere maskinen træder i karakter, jo mere aktiverer han rygmarvsrutinen fra dengang. Dengang grafitti var gadekunst og ikke vandalisme. Dengang ordene havde mening og kunsten et budskab, dengang det var risikabelt at sætte kulør på triste facader. Det sætter fut i fantasien og giver flyveren form, om otte dage vil byens unge stå i kø under vingen og vente på at blive lukket ind. I Gate 7. Boderne lukker, kasserne stables, skidtet spules, isen smelter, kutterne gøres klar til afgang, Fiskernes dag er slut. Kenneth er en dreng på 11 men ligner en på 14. I skolen bliver han mobbet, fordi han er tyk, men så har han opdaget, at det hjælper at slå på tæven, så det gør han. Altid er der vrøvl med Kenneth, når han forsøger at komme i kontakt med nogen, foregår det altid med næverne. Kenneth er adfærdsvanskelig. Fejler ikke noget, men kom så skævt ind på livet af kammererater, lærere, forældre, at han blev bortvist fra skolen og endte på institution, og først da hans forsumpede far flyttede fra hans mor, kom han hjem igen. Og nu har Kenneth så sommerferie og er netop idag taget ned for at bade i det offentlige anlæg med græsplæne og badebro. Han keder sig. Alene, der er enkelte solbadere et par ældre tøser og så Kenneth, der hopper i fra broen, leger bombe. Bøjer benene sammen og springer ud fra enden af broen. Et par piger, han kender dem ikke, bader også fra broen, de er 14 og kan ikke lide, når hans bomber sprøjter på dem, lidt forsagte står de på broen, mens Kenneth gør hvad han kan for at komme i kontakt med dem. Ingen vil bagefter vide med sikkerhed, hvad der skete, men en af pigerne vil fortælle, at han umotiveret skubbede hendes veninde ud over badebroen, så hun faldt ned i trappens metalgelænder, og at vandet blev rødt. Kenneth vil sige, at hun selv sprang, men det ved han godt ikke passer. Som årene går vokser han fra sin åbentlyst voldelige adfærd, bliver høflig og ordentlig, men det piner ham hver gang, han møder en handicappet, at det var hans skyld. Pigen, han skubbede i vandet, blev hjerneskadet, gik adskillige operationer igennem, men det blev kun værre, hendes venstre side blev lammet, hun fik svært ved at tale og flyttede på institution, da hun blev 16. Kenneth vil ønske, han kunne slippe fri af smerten, ingen bebrejder ham noget, alle han kender, familie, venner, selv pigens forældre og hun selv har tilgivet ham, og alligevel piner det ham at tænke på, at det var ham der var skyld i det, der skete. Det gør ondt, men det lindrer smerten at slå noget i stykker, så det gør han. Smadrer noget helst noget offentligt, for han vil jo ingen noget ondt og helst steder, hvor han kan gøre det uden at blive opdaget. Om natten er det bedst. Spraye sine råb på væggen og smadre sin skam med køllen Fuck Dig og Fis Af på væggen og få det hele til at ligne et slagtehus. Det lindrer. |