Der går han, Freddy, med tiden i lommen på jagt efter stilhed. Hver gang der kommer en bil, kigger han den anden vej, så de ikke tror, han er en blaffer, der vil køre med. Det gør han også, når han går forbi butiksruder, kigger den anden vej, for se sig selv i ruden - nej tak. Ikke siden han var ung har han set sig i spejlet, Freddy ved godt, at han er verdens bedste, og det vil han blive ved med, intet spejlbillede skal fortælle ham andet. Er der noget, han ikke vil se, så lukker han øjnene eller ikke indse, så lukker han ørerne. Freddy er den bedste til at lukke verden ude, det er derfor, han har tiden i lommen. Helst smed han den væk, men det er ikke muligt, men putte i lommen er næsten væk, ned til mobiltelefonen. Og minderne, dem har han også næsten smidt væk.
Solen skinner denne morgen fra en skyfri himmel, så prangende en solskinsdag - som den dog vigter sig, tænker Freddy misundelig over dagens succes. Det kan gøre ham sur fra morgenstunden at se smilende, velklædte sætte sig bag rattet i deres blankpolerede succes.
Intet kan fylde ham med energi som misundelse, så blusser hadet og vreden. Arrogante slipsedrenge er de bedste at hade, men også frelste kvindfolk, der bare emmer af fordømmelse.
Freddy sætter sig i grøftekanten, har allerede gået langt. Smider sko og strømper, tæerne er følelsesløse, så han masserer dem for at få gang i blodomløbet - ikke så underligt, tænker han, som de altid er lukket inde. Uden at kny med bind for øjnene flytter de ham loyalt fra sted til sted, hvor vejen nu fører dem hen, ikke mærkeligt det kniber med humøret sidst på dagen. Det er det tætteste Freddy kommer på kærligheden, når han nuldrer sine tær. Kæler for dem og roser dem, de gør det så godt, selvom de efterhånden er rynkede og tæerne skæve, næsten knudrede og neglene tykke og gule, storetåen halvt blå, udmattet læner den sig op af sin sidemand og lilletåen, lidt komisk stritter den hjælpeløst. Hård hud, jo, hårdhudede er de blevet, fødderne med alderen.

På toppen af bakken, åbner der sig en udsigt så vid med hyben, havtorn, græs med stier, så en smule sandbred og der, havet  stort og blåt. Ikke en vind rør sig, kun krusning af den mægtige udstrakte flade, der afsluttes med den mest vidunderlige lige linje, det har altid været det bedste, Freddy kunne forstille sig, og lige nu kan se - horisonten. Så fuldstændig tidløs er den, ikke en knude, skævhed eller hård hud, uforanderlig uanset vejret, med enkelte hvide prikker det er skibe, der som labels er klistret på evighedens streg, så fuldendt. Her føler han sig hjemme, Freddy kun her.
Horisonten er hans ven og idol, den kan han stole på, et koncentrat af ro, den er selve stilheden. Ofte i sit liv har den samlet ham op mentalt og givet ham overskud til at færdes i en verden af small-talk og floskler, han og stilheden har noget til fælles. Eksistens. Begge findes de, og begge ved de, at ingen kan måle sig med dem. Enestående er den, og himlen så let som fjer, og havet så fladt. At det skulle krumme, er noget sludder, det kan han da se, og så afventende det er, som ved det, at stormen kommer. Tæt på bredden slikker småbølger strandkanten - øv hvor det ligner kæleri, nej det er ude på havet, at storheden findes. Horisonten varsler ingen fremtid eller bærer på minder, den findes faktisk slet ikke, er blot skillelinje mellem elementer, hvis himmel og hav forsvandt, ville den forsvinde være for evigt væk. Sådan har Freddy det med livet, at det faktisk ikke findes men blot er skellet mellem fødsel og død. Jo mere hans liv har til fælles med horisonten, jo mere enstående og perfekt vil det være. Det er derfor, han har store lommer, for der er en hel del, som skal gemmes væk og helst glemmes. Den er hans idol og uden at bevæge læberne, siger han med ansigtet vendt mod horisonten - vi to, vi kan altså noget. Og som fortroligt - vi er ikke bare de bedste, vi er også de eneste.

Hen på formiddagen kommer han til en by, eller rettere byen kommer til ham netop den dag, hvor det er forbudt at parkere på torvet, for det er torvedag, og det passer Freddy så fint, for han er ved at blive sulten. Stiller sig som tilfældigt med ryggen til en kasse fuldmodne kirsebær og holder ud ad øjenkrogen øje med den unge mand, der sælger frugt og grønt og altså også kirsebær, og i et uset øjeblik tager Freddy bag ryggen en håndfuld kirsebær ned i sin taske. Altid har han haft den overbevisning, at den der har meget skal give til den, der har lidt, og her er det indlysende, at den fyldte kasse kirsebær er meget og derfor skal fordeles, hele kassen bliver umuligt tømt på den sædvanlige måde, og så er der adskillige kilo madspild, det er altså ikke bare retfærdigt at Freddy tager til sig, men også miljørigtigt. Det er skam ikke, fordi han ikke kan betale, penge har han nok af, og beholdningen bliver fyldt op af den månedlige pension, det er princippet. Aldrig har han set prissættelse som et retfærdigt middel til fordeling så hellere rationering og borgerløn.
Da han har  sikret sig, at ingen har opdaget hans selvbetjening, gentager han manøvren og blander sig med folk på markedet. Mange boder er med ældre kvinder, der hele vinteren har hæklet nisser, det er julepynt, der sælger bedst i sommervarmen. Grydelapper og pudebroderi går bedre i julemåneden, sådan er det bare med husflid og turister.
Og så er det, det sker, det som ikke må ske, han genkender hende straks, pigen han var stjerneforelsket i, da han gik i skole. Fuldtændig som han husker hende, ansigtet, bevægelserne, charmerende akavet med hænderne op til munden, når hun taler, det er, som får han stød, kroppen bliver anspændt klar til handling, skal han vende om og gemme sig eller gå tættere på og lige være sikker? Så sært at hun er havnet her, godt hun ikke har set ham. - Jo, det er Janne, bare mærkeligt at hun stadig er teenager. Tankerne tumler rundt i centrifugen, noget kan ikke passe. Men da den grønne lampe lyser som tegn på at vasken er færdig, så er pigen væk. Ør i hovedet sætter han sig på en bænk og spiser kirsebær.

Han ler, Freddy griner så højt, at de på badebroen vender sig om for at se, hvad der er galt. En høj, skrattende latter lige da han rammer vandet, ikke koldt er det, men nok til at udlløse en refleks, hele kroppen ryster og sætter gang i latteren, sådan er det altid, det er han vant til, kan ikke lade være, som om kroppen vil overtale ham til at udtrykke glæde, så det gør han. Glemmer og er glad. Freddy nyder at gå i vandet, og at badegæsterne på broen sender ham spøgefulde bemærkninger, tager han som et kompliment. At være tæt på mennesker uden at skulle snakke er lige noget for Freddy, iagttage og resonnere, undres og dømme, intet er bedre i hans studie af mennesket end den nøgne krop. Den der ellers er pakket ind og holdes skjult bliver åbenbaret, den utilslørede sandhed luftet, og det er interessant at kroppen endelig lov at vise, hvem den er.

En kødbutik på maven og benene to stilke, ikke underligt hun vralter afsted som var hun gravid. Og en  fitnesssheik med hår på brystet og en holdning, som havde han vundet Mr. World. Det er når tøjet bliver smidt, at karakteren træder frem, solbrun fra top til tå, slank som en fotomodel og ung som en skolepige. - Åh nej, en søko trækker sig op af vandet, og badedragten lækker som en skovlfuld mudder gravet op i sejlrenden, nej det er børnene, der giver broen liv, som de vimser omkring, hopper og springer og løber i vejen. Hurtigt som gazeller på klippeside smutter de udenom og hen over, og lægger ikke skjul på, hvor skønt de har det.
Det har han slet ikke set, at badebroen er del af en campingplads, telte ned over skråningen og øverst campingvogne, kun få er beboet, det er da spild af plads og resurser, mener Freddy, finder en ulåst vogn og flytter ind. Naboerne hilser venligt på den nyankomne, og da han har forsynet sig i campingkiosken og betalt for varerne, han er jo ingen fedterøv, så gør han klar til et festmåltid. - Kan man få det bedre?

En række mennesker med hver deres hund i snor kommer gående ad en sti, som skal de til hundetræning - nå nej, det er en hundeudstilling. Sportshallen er omdannet til hundeland, fuldt af bure er der, mennesker og hunde, som en efter en kaldt bliver kaldt op på et podie og præsenteret, mens hundeejeren stolt bukker og holder hunden i kort snor. Da de fleste er vist frem, får Freddy signalet, at nu er det hans tur, men da han står på podiet, og publikum klapper, går det op for ham, at han er hund med halsbånd. Forundret kigger han sig bagud for at se, hvem der holder i snoren, det er Janne hans ungdomskæreste i bikini, solbrun fra top til tå, ung som en skolepige. Da klapsalverne har lagt sig, trækker hun ham ned fra podiet og hen til hans bur, hvor han bliver lukket inde.
Intet husker han om drømmen, da han vågner. Gør campingvog.nen så fin, at ingen kan se, han har været der, alt bliver sirligt lagt på plads, og på vej videre tænker Freddy - omvej. Idag vil han tage en omvej.
Første vej til venstre langs nyhøstet kornmark og en frodig grøftekant, så op over bakken, benene er udhvilede og himlen blå, det tilgiver han den. En tilgivelsens dag er det, men da nydelse og tilgivelse hænger sammen, er dagen idag også en nydelsens dag. Lunt er det og vindstille, og der - en musvåge svævende over stubmarken på udkig efter morgenmad.
- Lad os se, hvad du duer til, siger Freddy og sætter sig i græsset, som skal han se en forestilling. Tålmodigt glider den frem og tilbage med ørneblik og jagtinstinkt for så pludselig at lægge vingerne tæt ind til kroppen og foretage et styrtdyk mod jorden, slå ned og baske med vingerne, mens den med næbbet hakker vildt aggressivt efter noget i stubbene. Så sidder den stille, kigger sig omkring og letter med en død mus i kløerne, Freddy følger den med øjnene hen over skoven.
Observere, slå til og få noget at spise, sikke en forestilling, hvilken nydelse at overvære. Han smiler for sig selv, og lader solen varme sine øjenlåg.
Befriet for skyld på tilgivelsens dag får formiddagscyklisterne et nik med hovedet og et vink, Freddy er i godt humør, og den bakke jordbær, han tager ved en selvbetjeningsbod, betaler han for, selvfølgelig. Er der flag ved en bod, er der er varer til salg, honning, nye kartofler, krimskrams fra garagen, Freddys jorbær smager, som har han plukket dem selv her til morgen. Dagen idag er en nydelsens dag og vejen til stilhed en omvej.

Omvejen går gennem en by, - nej by er det ikke, men det har været en by med liv og lyde, med købmand, kirke og biograf. Som en torsk i fiskehandlerens vindue ligger den, biografen med stirrende blik og livløs krop, men hvem vil købe en nedlagt biograf i en udslukt landsby, man kun kommer til ad omveje? Gabende tomme er facadens plakatskabe, den engang så indbydende trappe mod hoveddøren er frønnet, træsøjlerne afskallede, et stilhedsmonument, der vidner om fortids fornøjelse. Freddy kigger den anden vej, for biografen er som et spejl, og det vil han ikke, se sig selv. - Kun du er død, siger han vranten til den afsjælede bygning og går i stedet over til kirken.
Så indbydende stolt, selvom hoveddøren er låst. Nykalket med høje vinduer og klokketårn, klippet hæk og nyrevet grus uden et eneste fodspor. Og en kirkegård velplejet, det hele så afstemt og ordnet, som var kirken til salg og kun ventede på en køber. Kirkeklokken ringer ikke længere, men hvis den gør, høres den kun som fjerne slag.
Mon de taler sammen den døde torsk og det sminkede lig, udveksler minder om svundne tiders liv eller beklagelse over tidens åndelige aflivning. Freddy hører dem småskændes om hvem, der havde den største tiltrækningskraft, hvis forestillinger, der var mest besøgt.

Det gamle forsamlingshus har fået nyt liv, unge fra nabobyer er rykket ind. Her er øverum for musikgrupper, knallertværksted, sofarum med højttalere og et gigantisk køleskab. Døren ulåst, et par gnider øjne i sofahjørnet, køkkenet flyder og diskokuglen i loftet drejer stadig rundt. Her er ingen tilskuere kun aktører, ingen billetter at skulle købe eller tro at bekende, men alternativ selvorganisering, frihed. Freddy overvejer om han skal tilgive tiden og tage den op af lommen.
- Kun idag, tænker han, skal tiden have en chance, da den kommer kørende mod ham, slingrer fra side til side, så Freddy hopper over grøften for ikke at blive ramt. En ældre Obel Cadet med en stærkt beruset bilist, der åbner døren og nærmest triller ud. Fuld af undskyldninger er han, da han rækker Freddy hånden, så han kan trække ham op af grøften, men Freddy stirrer bare på den ynkelige sut. Det vil være både retfærdigt og barmhjertigt at befri landevejen for denne drukmås, en ren heltegerning.
- Du trænger vist til en lille skarp, siger Freddy, sætter sig ind på førersædet, starter bilen og kører sin vej. Sin omvej, der med tilfældighedens hjælp giver ham speeder under foden og sutten en lærestreg.
Men tiden ryger tilbage i lommen, for den er altså ikke kun initiativrig ungdom, men også uansvarlig bilist. Nej, tiden er ikke til at stole på.
Stilheden bliver sat på pause, for bilen larmer så vidunderligt. Som en gallophest i feltet pruster og stønner den, men bremserne fejler ikke noget eller rattet, og Freddy lader bilen bestemme, hvor de skal han. By efter by kører de igennem, ned ad sideveje smallere og smallere, det er, som kender den vejen og selv kan finde hjem. På vej ned ad en indkørsel til en åben garage ved et parcelhus siger Freddy stop, bakker op på vejen, vender bilen og kører tilbage, hvor de kom fra. Nu er det ham, der bestemmer. Og Freddy ved, hvad han vil, for han trænger virkelig lige nu til at kæmpe en kamp, og intet er mere egnet end den herrekonfektion for modne mænd, de passerede på udvejen.
- Hvad skulle det være? Ekspedienten holder døren for Freddy, der med knyttede hænder stiller sig ved glasdisken med manchetknapper og slipsenåle på kongeblåt fløjl. Freddy er klar til kamp.
- Være og være, vejret skal være godt, og du skal være venlig, siger Freddy og ekspedienten, en ung mand bliver totalt forlegen, og Freddy fortryder at han forivrede sig. Det er det dummeste i en boksering at ville slagte modstanderen i første runde, så bliver der jo ingen kamp. Det skal gøres med ynde, som når matadoren kæmper med sin tyr, først små stik og finter, så lokke med det røde klæde, tyren skal løbe sig træt.
Freddy tager den unge mand om skulderen og viser ham en umådelig næsten faderlig interesse, så tester han ekspedientens faglige viden og roser ham, det hjælper. Et lille nålestik og et fast blik, forsigtigt, forsigtigt små skridt rundt i butikken, et stik i siden ikke så blodet flyder, blot som et irritationsmoment og så igen maskeret forståelse og villighed til at købe. Freddy elsker kampen, er særdeles opmærksom på de ældre ekspedienter, at de ikke pludelig blander sig, og så igen et stik nu i bugen og endnu et, ikke voldsomt men præcist i brystet tæt på hjertet.
- Min er en Mercedes Cabriolet, hvad kører du? og så en overbærende hånd på hans arm.
Jakke og vest, rappere og rappere bliver Freddys bemærkninger og spørgsmål, intensiteten vokser, men dødsstødet må vente, til ekspedienten får våde øjne eller fælder en tåre. Mere og mere stille og stiv bliver det stakkels offer, mens Freddy cirkler om ham og stikker til hans selvtillid som ekspedient og menneske.
- Er du nu sikker på, du har valgt det rette erhverv?
Den sidder, lige i hjertet og så en sjofel kommentar om den grædefærdiges potens og privatliv, inden Freddy tomhændet forlader butikken.
Dagen er reddet, det er en nydelses dag, nu skal bilen bare parkeres et sted, hvor den stakkels fulderik har en chance for at finde den, alt andet ville jo være umenneskeligt.
- Godhed er at være god til noget, tænker Freddy, da han beruset af selvtillid stikker nøglen i tændingen. - Altså er jeg et godt menneske.

Det er helt med vilje, at Freddy vælger at lægge sig til at sove inde hos kvierne på marken og ikke udenfor indhegningen, for at blive vækket af en legesyg kvie, der slikker ham på kinden, er den bedste start på dagen. Og det bliver han, slikket og vækket, puffet til og leget med.
Tom i hovedet og varm i sjælen er han, da han tidligt på morgenen igen er på vej, hvor omvejen nu fører ham hen. - Honningbi og smørblomst, der dufter af sommer langs grøftekanten, kornblomst og valmue gror spredt på marken, det er et godt tegn, og lidt fugt i grøften er perfekt for et simrende liv af kryb. Naturen er perfekt, når den ikke forgiftes, og den er smuk når ingen forstyrrer, og Freddy ved godt, han selv er natur.
En kø, Freddy møder midt i byen en kø af velklædte både unge og ældre alvorlige, enkelte med rygsæk, adskillige par. Tålmodigt bliver der skævet til uret øverst på bygningen, en fin ejendom som Peter von Scholtens på Sankt Croix, gammel kolonistil med udsmykning og våbenskjold, så hvid og ren som guvernørens døtre med lænker mellem stenene, der forhindrer parkering foran den pompose indgang.
Shorts, de unge er i korte bukser og t-shirt, de ældre i sandaler og skjorte, åben i halsen det er varmt. Ingen bevægelse er der i køen, de venter nok på et klokkeslet.
Freddy stiller sig tilfældigt henslængt op ad muren, som spejder han efter en bekendt. Hver gang nogen kigger, kigger han væk. Klokken nærmer sig 10 og da timeslagene lyder, bliver dørene åbnet. Der er gratis adgang, pladserne fyldes, først de bageste, Freddy sætter sig på første række. Til venstre i salen sidder udvalgte borgere tæt sammen som i en loge, meget andægtige både mænd og kvinder mest ældre, til højre er et bord på skrå med en kvinde og hendes unge, mandlige sekretær. Han har mørkt hår med lyse spidser, hun en hestehale der svirper, når hun drejer hovedet, og øverst på en forhøjning lige i midten, en dommer med kappe og hammer og et blik, som er han ved at blive portrætteret af en renaissancemaler.

Der kommer han, Benny ledsaget af to uniformerede fængsels.betjente. Går som i trance, stirrer ligeud på ingenting, tripper som var benene bundet sammen. Skjorte, slips og mørkt tøj, fingrenes tatoveringer kan ikke skjules, men dødningehovedet bag øret opdager kun de færreste.
Benny vender sig og kigger på tilhørerne, men tilsyneladende er der ingen at hilse på. Under afhøringen kommer det frem, at offeret, Torben er en slagsbror med flere voldsdomme bag sig, og så er han nabo til den anklagede.
Men en aften går det galt, Torben er ophidset og beskylder Benny de værste ting, Benny skubber ham væk, beder ham lukke kæften, men da er det, Torben går amok, bokser og sparker så at Benny falder ind ad sin åbne hoveddør med Torben ovenpå.
- Så stopper du, råber Benny tørrer den spytklat væk, Torben har placeret mellem hans øjne, trækker sin lommekniv frem, griber Torben i kraven og stikker ham 12 gange i bug og hals, det er med vilje, han ikke snitter ham i ansigtet.
- Tør op efter dig, siger han til Torben, der spræller i en blodpøl, så ringer han efter en ambulance.

Anklageren mener det er manddrab, men forsvareren, at det er nødværge. Nævningene kan sætte ham fri med erstatning for 9 måneders varetægt eller dømme han til fængsel i maximalt 12 år.
Som 10 årig blev Benny anbragt på institution, hans liv har været kaotisk med adskillige voldsdomme senest for et år siden. Benny fortrækker ikke en mine, da hans livshistorie bliver rullet ud, det må være hans forsvarer, der har beordret ham at holde munden lukket, eller hyptoniseret ham, for han ser ud, som er det kun kroppen, der er tilstede i salen, slet ikke Benny.
- Mon ikke han er ude på Torbens grav for at stikke ham en sidste en på skrinet som tak for alt det lort, han har sat igang, tænker Freddy, som føler med Benny og forstår ham - han har jo bare forivret sig og så fortrudt, ringede jo straks efter ambulancen. Kun en lommekniv, bladet helt lovligt 9 cm og så i egen lejlighed.

Nævningene samles for at træffe en afgørelse og mange håber, de kan finde en løsning, så Benny slipper for fængsel. Samfundstjeneste eller fodlænke, kun en enkelt vil have ham frifundet. Men de ni tilfældigt udvalgte repræsentanter for en danske befolkning vælger at følge dommerens anbefaling, og da dommen falder, tænker alle både nævninge og tilhørere, at det såmænd er en retfærdig afgørelse på en tragisk episode. 12 års fængsel. Men ikke Freddy. Han er berørt, føler det ham, der bliver dømt. Har stor forståelse for Benny, der ville gøre verden til et sikrere sted. Altså ikke med vilje kun som en refleks.
Det er på vej videre fra retsbygningen, at Freddy ser, der netop idag er rigtig mange flag, der på hver deres flagstang stikker op over byens huse. En sand flagparade, røde duge med hvide kors alle foldet ud til samme side, og alligevel blafrer de forskelligt. Man adlyder autoriteten, og vifter som man har lyst. I tiden og i tinget, det er sådan, det er, tænker Freddy, da en motorcyklist kører op på siden af ham og standser. Slukker motoren, sætter maskinen på støtteben og tager hjelmen af.
- Gider du snakke lidt?
Det er en tilhører fra retslokalet, der ikke kunne undgå at se, hvordan Freddy reagerede, da dommen blev forkyndt - kender du Benny? spørger han.
- Nej, men det gør du?
- Både Benny og Torben, vi er venner. Han fortæller hvordan Torben i sin grav er forfærdet over, hvad der skete idag, det var jo bare et uheld og lige så meget hans egen skyld. Urimeligt at det er kommet så vidt, at de nu begge skal straffes.
- Du var den eneste af alle i retslokalet, der syntes dommen var uretfærdig. Freddy nikker.
- Så jeg tænkte, om du ville skrive under?
- På hvad?
Han får Freddy til at sætte sig bag på motorcyklen og tage med ham hjem.

Hjemme er et lille, gammelt bondehus i udkanten af skoven, lave døre, interimistisk køkken stadig med brændekomfur, som dog ikke bliver brugt, tæpper på væggene og bastmåtter på gulvet. Aya, hans kone er mørklødet, langt sort hår en del yngre end Milas, han er 35 og EDB-konsulent.
Skrivelsen han skubber over mod Freddy, er et åbent brev til dommer, anklager og forsvarer, hvor han bebrejder alle instanser, at de slet ikke har taget hensyn til offeret, Torbens mening om sagen. Havde han kunne forklare sig, ville sagen have fået et andet udfald. At Torbens død resulterer i endnu en ulykke er bare så ubeskrivelig forkert.
- Ikke også? spørger han Freddy, der noget nølende tager kuglepennen i hånden, kigger ud ad vinduet på grenene, der hænger tungt med snart modne kastanier. Så skriver han et navn men ikke sit rigtige og en adresse men en opdigtet.
- Du er en af vore, siger Milas og forsøger at give ham en high five. - Jeg er bare mig.
- Du ligner Benny. Den sad, som af et stød på kinden blinker Freddy og drejer hovedet.
- Benny tror på retfærdighed, om det så koster ham 12 år bag tremmer. Sådan er han bare. Freddy skæver mistroisk til Milas.
- Vil du ikke blive og spise med, spørger Aya, men Freddy skal videre. - Jeg er på vej ...
- Sludder du er på flugt, afbryder Milas, lægger sin hånd om hans skulder og giver ham et klem.
Det føles som et skub i ryggen men også et kærligt kram, Freddy er rundt på gulvet, sådan kender han ikke sig selv. Ingen af hans mange roller passer til situationen, han føler sig afsløret. Eller genkendt. Tager sin rygsæk på og går.

Vejen fører ham tilbage til byen med alt for mange mennesker, forbi et museum der ligger som i en Tornerosesøvn, menneske.tomt. Malerier, malerier, malerier og der lige for næsen af ham en ildebrand. Stort groft, malingen er næsten klasket på med fingrene, og så er der ild i laden, orange, rødt, det brænder. Det er billedet af en lade i brand, ingen slukker eller ringer efter hjælp som er det slet ikke en ulykke, det sker bare, billedet af en tilstand, måske det er solnedgangen, der lyser gennem lade.porten. At noget så smukt som en solnedgang også kan være en katastofe, en ildebrand, det fænger Freddy, det kender han godt.
At stå der på gårdspladsen stille og roligt og tænke katastrofe, det er så rigtigt, så smukt. Fantastisk at male på den måde et øjebliksbillede, det sker lige nu, i billedet og i Freddy. Det er underligt at opdage, at maleren taler til ham i billedet - Du er ikke alene, det skal du vide.
Maleren er sit billede, solnedgang og ildebrand, og så er det malet så overlegent, at billedet også siger - Jeg er verdens bedste.
- Og den eneste, tilføjer Freddy, aldrig har han set noget lignende.
Misundelig, klart er han misundelig, at noget så svært at sige med ord, alene med farver på lærred kan vise, hvordan Freddy har det, hvem han er.
Ingen må vide det, så føler han sig afsløret, men se sig selv kan han, maleriet er et spejl.
Tankerne flyver rundt som forvirrede flagermus, der i grotten bliver vækket af en ørn. Måske billedet er en besked kun til ham fra maleren - Du er en af os.
Det er første gang på flugten, Freddy ikke siger - Væk væk, men - Hjem.

Det er nu ikke for at komme hjem, at Freddy indlogerer sig på byens fineste hotel, snarere for at sige farvel. Marina Beach Hotel & Pool, han får et værelse på 11.etage ned ad gangen, der ender i en udgang til brandtrappen, småt men fashionabelt, der er, hvad der skal være. Sender straks bud efter piccoloen, beder ham hente i nærmeste Sparkøbmand kirsebær, ost i skiver, parmaskinke, en baguette og en liter hvid papvin. Og så for en 50’er slik til ham selv, Freddy giver ham kreditkort og kode og lægger sig træt på sengen.

Alt bliver ham bragt, spist og en times tid efter til sød søvn. Bookingen af massage på 14.etage glemmer han, sover dybt men vækkes af en puslen ved sin rygsæk. Farer op, sætter efter tyveknægten, der smider, hvad han har taget og løber ned ad gangen ud på brandtrappen i mørke. Da Freddy har samlet tasken op og går til ro igen, husker han at låse sin dør.
Næste morgen, da han tjekker ud, hører han, at en ung mand må være faldet på brandtrappen, for han blev fundet slemt tilredt af gæster på 9. Stakkels fyr, gad vide, hvad han lavede, for han var ikke en af hotellets gæster.
Mæt og veludhvilet forlader Freddy både hotel og rollen som velhavende.
- I er tiden, farvel med jer. Ned i lommen, jeg skal videre. Jeg skal hjem.
- Hjem, hvad fanden er hjem? Freddy vågner ved at høre sig selv råbe, han må være faldet i søvn, da han satte sig for et hvil i grøftekanten, nu ser han op i to ansigter bøjet over ham, mens de holder deres cykler.
- Alles gut? spørger de, og først nu opdager Freddy, at han ligger med hovedet nede i den våde grøft, og benene oppe i græsset. Hans tanker er som et hvepsebo der overhældt med petroleum er sat ild til, det summer og syder, som levende fakler forsøger de at flygte.
- Hjem, hvor fanden er hjem?

Det føles, som er han vågnet efter hypnose, kan ikke lige få på plads, hvad der er drøm og hvad virkelighed, kun ordet hjem står tilbage nærmest som en advarsel, han er jo på flugt og skal alt andet end hjem. - Ja, bitte, danke, Freddy får samlet lemmerne og kommer fri af grøften - Alles gut.
Ja, alt er godt, godt igen. Ham alene på vej mod stilheden, han må ud til havet til vandet, den omklamrende kølighed der gør dig vægtløs med sit kompromisløse diktat, her nytter ingen protest eller meningsmåling, men heller ingen korruption, intet kan formilde havets vilje eller refleks, der må han hen. Fjernt fra høfligheds hjælpsomhed og trøstende ømhed fra motionscyklister og tyskerturisme, Freddy længes efter horisontens overbærende, upåvirkelige accept af evighed som en tilstand.
Ud på eftermiddagen på vej i vandet, kun små bølger nærmest krusning, ser han det, billedet et levende billede på den riflede bund, et lysshow han aldrig før har bemærket så klart og lysende, solens spejling af vandets overflade bliver på bunden til et netværk af linjer, der krydser hinanden fra højre mod venstre, fra kyst mod hav skarpe linjer på flimrende flugt. Så smukt og så rigtigt, som mikroskopi af hjernes neuronaktivitet eller rumtidens netværk der holder galaksehobe på plads og giver os tyngdekraften, en fantastisk film uden begyndelse og slutning uden handling og spænding kun tilstand, det er sådan, det er. En visualisering af aktivitet på internettet eller kort over øjeblikkets globale flytrafik, det er vildt, som naturen kan skabe et meditationsmantra, der virker på Freddy som hypnotisørens pendul, du falder vågen i søvn men bevarer bevidsheden. Som vil det ham noget, vandet, solen og havet, forestillingen om at det største findes i det mindste, og at naturen skaber indsigt for den, der tør se. Det Freddy ser er billedet af stilhed. Sådan ser stilhed ud, en evig uforanderlig sitren af sammenhæng.
Nede i havnen går han ud på molen og ser det samme fænomen, nu på dybt vand med en bund af tang. Et mørkere mere dystert billede uden det lave vands skarphed og med en sort skygge af molen, han står på. Men da Freddy går tæt på kanten, kan han se, at han er ikke alene. Et menneske bag ham kaster en skygge på havet, forundret vender han sig, men ingen er i nærheden.
Først da han vinker til skyggen og den vinker tilbage, indser han, at skyggen er hans egen. Skyggen er Freddy, snyd og bedrag intet mirakuløst kun menneskelig dumhed, det finder han sig ikke i, giver skyggen et bragende møgfald for at have svigtet hans tillid. Endnu en fjende har han fået.

Og der mellem stenene en undsluppet mink, pelsen er blød og ren, helt glat smyger den sig med vagtsomme øjne gennem kystsikringens sprækker, bevæger sig med en elegance så musikalsk og tyst. Misundelsesværdigt for så pludselig at stå stille og kigge Freddy i øjnene. Den er også på flugt.
Flygtet fra politisk udryddelsesstrategi, er det også, hvad han selv er?
Freddy har besluttet at glemme sin fortid, og hvad han flygter fra, måske minken gør det samme, lægger fortiden bag sig, og kun lever i nuet.
Det giver et gib i det lille dyr, da han rækker hånden frem, den stiller sig på bagbenene og vipper med halen, som er der noget, den vil sige.
- Du er en af os, så vips er den væk.
Tankerne i Freddys hvepsebo falder til ro. Tillid rører ham mere end kærlighed, og det er tillid han føler. Ærgerligt den er væk, han ville godt have sagt - tak.
Og han tænker, hvor frygteligt det må være for minken, hvis den mindes tiden i buret på minkfarmen, og gennemlever, og hvad der skete den dag, de hvide mænd kom.
Det samme med ham selv, det er menneskets ulidelige handicap, at det er så svært at glemme.

Lyden af en hostende knallert på gårdspladsen vækker Freddy. Han har overnattet i en forlængst forladt ødegård, der kun venter på at blive revet ned, vind og vejr har undermineret civilisationen og sneget sig ind i hvert hjørne af det ramponerede stuehus. Afskallet tapet, blafrende skabslåger, vandskade i loftet, i et tørt hjørne af stadsstuen, hvor vegetationen kryber hen under loftet og søger efter huller for at komme op i lyset, har han lagt sig. Med søvn i øjnene kigger han ud ad vinduet og ser en kvinde sætte knallerten på støtteben, tage sine poser og gå ind i huset. Stor som en viking står hun i døren med en pose i hver hånd. - Er du sulten? spørger hun
En midaldrene kvinde er hun med grove hænder og et arret ansigt, tager for sig af morgenbrødet hun har med, men siger ikke så meget. Krummerne efter sin tebirkes fejer hun ned i hånden og smider ud ad vinduet, et ordensmenneske er hun, det er svært at se i påklædning, tøjet er laset og beskidt, håret stort og fedtet, så skubber hun papiret med rundstykker og et enkelt wienerbrød hen til Freddy. Ingen af dem siger noget, det er, som gjorde de sådan hver morgen, et tilgroet ægteskab hvor ord er overflødige.
- Mon det bliver regn? siger hun og kigger på wienerbrødet. Brækker det og og tager sin halvdel i en enkelt mundfuld. Sviner med krummerne som igen bliver drysset ned i hånden og ud ad vinduet.
- Det var det, mumler hun og børster krummerne af hænderne. Bare tær i gummisko uden snørebånd, et par tynde bukser med elastik i livet, kortærmet bluse åben i halsen.
Freddy suger til sig af indtryk, nyder i tavshed at studere mennesket i skiftende skikkelser, og kvinden overfor er interessant, han bruger sine øjne som en kamelæon på vagt, kun øjnene bevæger sig, hovede og krop er låst fast, alt der bevæger sig bliver fanget af dens blik.
Stilheden skærper koncentrationen, og i det ordløse samvær bliver antydninger vigtige. Mimik og refleks, blik og bevægelse. Lige så langsomt får Freddy skabt et billede af kvinden, ikke som hun ser ud, men som hun er. Et øjebliksbillede af kvinden lige her lige nu, hun er noget særligt eller har været, for Freddy fornemmer også, at hun er flov, frygter at blive afsløret. Spiller rollen som almindelig for at dække over noget, fortid eller herkomst.
- Skal vi danse? Med høj stemme og rungende latter bringer hun Freddy ud af fatning og ud på gulvet, det er brudevalsen, der fra hendes telefon breder sig i stuen, som blev havens blomster inviteret indenfor. Store skridt tager hun med Freddy hængende i sine arme, det er ikke kun ham, hun danser med, men alt omkring hende, solpletterne på gulvet, de grønne spirer, musene bag tapetet, en kæmpe livslyst folder sig ud, og en benovet Freddy prøver at følge med. - Jeg så en hjort, siger han og sætter sig.
- Også mig, siger kvinden, slår sig med begge arme på lårene og smiler. Da Freddy spørger, hvad hun hedder, bliver hun en lille genert skolepige, der gemmer hovedet i sine hænder og skæver skelmsk til ham. - Sif, mit navn er Sif.
Freddy nyder hendes selskab, og da han ud på eftermiddagen giver udtryk for, at nu skal han videre, pakker hun, hvad hun har bragt med sig papir og flasker, går uden en mine, lukker døren, starter knallerten og kører tre hidsige, hjulspindende omgange på gårdspladsen, samler en sten op og kyler den mod køkkenvinduet, så det smadrer. Glasskårene fyger Freddy om ørerne, og han tænker, at der forivrede hun sig, Sif.

Vejen videre fører gennem et område med vildtvoksende skov omkring et åløb i aftensol, pletter af lys i den brune bæk, hvor fisk svømmer rundt i stillestående vand. Kun en anelse bevæger løvhænget sig, der er næppe en vind i det beskyttende grønne dække, hvor solen gnistrer i modlys. Og denne duft, urduft af råd og jord og tålmod et mix af simrende væren og taknemmelig eksistens. Sikke en musik så tyst adagio. Rødder søger febrilsk fæste i den våde brink, som i en ormegård kravler de over hinanden mellem vaskede sten, en træstamme ligger hen over bækken og skaber en naturlig bro. - Det her er himmerig, tænker Freddy, uendelig, tidløs stilhed.
Så forsvinder lyset, og Freddy falder i søvn der på bredden af bækken gennem Edens Have.

Lige siden Benny fik sin dom, har Freddy haft lyst til at besøge ham i fængslet, og det var ikke svært at booke en tid. Benny samtykkede og få dage senere standser en taxa foran fængslets mur, og ud stiger Freddy nyvasket, pæn i tøjet og bliver lukket ind. Benny er blevet varskoet af Milas, at Freddy måske vil dukke op, så han hilser hjerteligt i besøgsværelset.
Han takker for Freddys opbakning, underskriften på Milas’ brev og synes også, det er uretfærdigt at det nu er to, der bliver straffet, både han og Torben.
- Det var indtil hende kællingen begyndte at hænge ud med Torben, hun er skingerende skør, og det blev han så også. Vi var bedste venner også Milas, og var der noget med Torben, så fik han et par, og det var så det. Men efter hun satte en pind i hjulet, så gik det galt, stiktosset blev han over det mindste, og den dag der på trappen, jeg kunne ikke kende ham, et par klap fik han, men intet hjalp, så jeg gav ham altså kniven bare som en advarsel, men han var selv ude om det, og så hende den skøre det var hende, der skulle have haft den. Nå, hvad fanden, jeg er ude, når jeg er 42, det er OK.
- Og hvad så?
- Et autoværksted tror jeg, konen har så nok fundet sig en anden, og børn har vi ingen af, så jeg er en fri mand til den tid.
Han fortæller om dagen i fængslet om regler og rutiner, da Freddy spørger - Hvad hedder hun, Torbens kvinde?
- Ved det ikke. Skingrende skør, hun tror hun er gudinde. Skulle spærres inde på tosseanstalten. Livstid.

Det som ikke måtte ske, sker, Freddy bliver genkendt på gaden, han ved ikke, af hvem, ser den anden vej så snart hans rigtige navn bliver kaldt, vender om og går i den modsatte retning uden at se sig tilbage. Klemmer sig ind i en opgang og holder øje med, om nogen kommer efter ham, det vil være så dumt at blive fundet ved et tilfælde.
- Jeg må passe bedre på ikke sløse med tilfældet, tænker han, det er en lunken forbundsfælle.
Salman Rushdie blev i nat stukket ned, fortæller de på hotellet, hvor Freddy overnatter, ti knivstik har nær taget livet af den brømte forfatter, som nu ligger i respirator. Radikale muslimer og Irans Ayatollah Khomeini dømte forfatteren fredløs på grund af bogen De Sataniske Vers, og nu bliver han så forsøgt myrdet efter at have levet skjult i 33 år.
Torben blev dræbt med knivstik, Benny spærret inde, meget af det Freddy oplever virker mistænkeligt, som er det slet ikke tilfældigheder, men noget større, der er på spil. Han blev ikke genkendt ved et tilfælde, men som en advarsel fra en som kender fremtiden.

Hun sidder alene bag nodestativet og øver, lågen til haven står på klem, Freddy lokkes af tonerne og skæbnen er med ham. Buen stryger mod strengene, der drysser på gribebrættet fint hvidt støv fra hestehårene, og så giver det lyd, dybe toner og høje, fingrene løber langs strengene, hvide pigefingre der ved præcis, hvor de skal hen, og skulderen en nøgen skulder så blød, frem og tilbage føres buen, først nænsomt, så hidsigt som i gallop, og det hele bliver til musik.
Celloen støtter på en pind på jorden, en stor krop med udskæring og form, det er den, der giver lyd, nej det er strengene, nej fingrene, nej hende, håret er bundet i nakken, halsen bleg, øjnene lukkede og munden, små trækninger som danser læberne med.
Musik er for Freddy noget der kommer ud af en højttaler, det her er noget andet, det kommer fra et menneske, en pige der bare øver sig i at blive bedre. - Er det kærlighed? tænker Freddy, for sådan føles det. Kærlighed ikke til pigen, instrumentet eller musikken, men processen at øve for at blive bedre.
Musikken blæser tanken bort og giver ham lysten, han bliver tændt af kærlighed uden at ane det. Fanges ind af strofer det føles godt, næsten berusende, så han plager om at måtte blive, trygler tiden om at gå i stå - dette er hjem, det er her, jeg hører til.
Sådan er det med kærligheden, du kender den ikke, før du er i den.
Den nat er stjerneklar og Freddy tæller stjerneskud, pludselige lysende striber på vej mod jorden. Nogle små og korte, andre kraftigere, umuligt at vide, hvilken stjerne, der som den næste vil falde, men Freddy holder  øje og tæller, så søvndyssende det er.
Det er en gammel overtro, at skjerneskud er gudernes tegn til menneskene, at nu må de ønske og få ønsket opfyldt, for guderne lytter. Men sandheden er, at det er klippestykker fra meteorsværmen Perseiderne der brænder op i atmosfæren netop denne nat.
Dagen igår var hektisk, så mange tanker og skøre ideer, nu vil Freddy holde sig til landevejens ensomhed, flugtens tryghed, det kendte og uforpligtende. Han tænker, det hele er noget, han bilder sig ind, som slet ikke findes. Konspiration, hjernespin eller overtro, en forvrænget forestilling, alt det om skæbnen, ned i lommen med den. Nu må han være koncentreret om sin oprindelige ide: På jagt efter stilhed, med tiden i lommen.

Tanketom på vej, Freddy nyder at gå langs vejen alene med sin rygsæk, og irriterende er det, at en hund følger efter ham, stor, sort med busket hale. Hver gang han standser, standser den, og selvom han råber til den, at den skal gå sin vej, rører den sig ikke. Han løber truende hen imod den og vifter med armene, intet hjælper. Går Freddy over i den modsatte side af vejen, gør den det samme, hele tiden holder den sig i hans fodspor, samme afstand, som vil den ham noget.
Irritationen stjæler hans ensomhedsfølelse, hele tiden bliver han mindet om, at han ikke er alene, det er ubehageligt. Skjuler han sig bag et træ, så venter hunden bare, til han viser sig igen.
Freddy vil se, om der står noget på dens halsbånd, men når han nærmer sig, går den baglæns, sørger for at afstanden mellem dem er konstant.
Intet sker før en pige 8-9 år på en lidt for stor damecykel med frakkeskåner og kædekasse, standser ud for hunden, som genkender hende, hopper op og giver hals. Hun smider cyklen, sætter snor i halsbåndet og trækker hunden hen til Freddy. - Det må du undskylde, siger hun.
Hun fortæller at hunden er blind og er fulgt efter Freddy, fordi den synes om hans lugt. - Jeg tror godt han kan lide dig, siger pigen.
Det bryder Freddy sig ikke om, at nogen kan lide ham og slet ikke på grund af lugten, men sådan er de jo, hunde.
- Siden det blev besluttet, at han skulle aflives, siger pigen, har han sværmet om fremmede i håb om at finde et nyt hjem. Spiller du?
Freddy ryster på hovedet.
- For han elsker toner. Men du har spillet?
- Kun lyttet.
- Nå, så er det det, han kan mærke, duften af musik.
Freddy ser skeptisk på pigen.
- Han kan lugte tonerne længe efter de blev spillet. Tror du mig ikke?
Pigen foreslår Freddy at gå med hende hjem, så han kan se, det passer, hvad hun siger.
En time senere sidder han i stuen hjemme hos pigen og får kaffe med hjemmebag, ost og marmelade, mens hun fylder stuen med violinstrøg fra sin bedstefars fiol.
Et lille husmandssted med skorsten og gammeldags vinduer, køkkenhave, der bugner af tomater, porrer, kål og grønt i lange lige rækker, i garagen en slidt Folkevogn og bagest på tværs en jolle.
Da pigen som hedder Freja har spillet stuen og alt, hvad der er i den fuld af toner, løber hun ud og gemmer osten et hemmeligt sted, og hunden som hedder Gerrig bliver så lukket ud og får besked på at finde tonerne, og stolt er Freja, da den ikke længe efter giver hals ved jollen i garagen, for det er der, osten med tonerne er gemt. Freddy må overgive sig, nu er det bevist at Gerrig kan lugte musik.
Der er noget oprigtigt og ærligt over Freja og familien, som får Freddy til at tage imod tiibuddet om at blive natten over, gæsteværelset står tomt, og Freja jubler, hun er kommet til at synes godt om Freddy. - Du skal også prøve, Freja rækker fiolen til Freddy, som tager buen og stryger strengene.
- Buen er kunstneren, siger Bedstefar, fingrene revisoren, bedstemor nikker, mens hun sætter flæskestegen i ovnen, og Freddy tager fiolen under hagen og gør sig umage, for at det skal være toner, der kommer ud af den. Bagefter giver bedstefar et spillemandsnummer, hvor man skal trampe i gulvet og dreje rundt om hinanden. Gerrig ligger i sin kurv og følger med. Han elsker musik.

Freddy drømmer, at han står ved en jernbaneoverskæring, på skinnerne står et barn med udbredte arme. Et tog kommer, men barnet bliver stående med ansigtet vendt mod toget, flytter sig ikke, og toget standser ikke, og han kan ikke gøre noget, det er for sent. Toget buldrer lige ind i barnet, som er Freja, og Freddy rammes af fortvivlelse, går omkring på sporet for et finde hende, eller hvad der tilbage. Men der er ingen spor. Ingen kjole eller krop intet blod, ingenting. Her slutter drømmen.
Da Freddy vågner viser det sig, at Gerrig har ligget foran døren til gæsteværelset om natten.
- Selvfølgelig, han elsker dig jo, Freja griner og tager Freddy i hånden, hun skal vise ham noget.
- Det er her de bor, siger hun, da de står foran en skrænt fuld af små huller - de er ikke større end rotter, men der er mange af dem, og de kommer frem om natten, for de kan kun se, når det er mørkt. Men det er dem, der bestemmer det hele, alting. Gerrig fangede engang en, den var som et lille menneske med arme og ben, og så lugtede den ækelt.
Bedstefar har været på vandet og rygtet sine net, nu skal fisken ryges, mens den er frisk, og Freddy lover at hjælpe. Brænde og kviste lægges i ovnen, timer tager det, før den er klar til rygningen, som også tager et par timer. En grå forpjusket ravn sætter sig øverst på garagen. - Et dårligt tegn, siger bedstefar, for den kommer kun, når der skal ske noget sørgeligt. Den ved mere om fremtiden end nogen anden, om dødsfald og uykker. - Men skidt, vi er jo begge gamle, siger han sendrægtigt og fortsætter med at gøre fisk istand og sætte dem på spyd til rygeovnen.
Da Freddy spørger, om de vil beholde Gerrig, selv om han er gammel og blind, siger bedstefar - selvfølgelig, det er ikke Gerrig, der skal dø.

- Okker Gokker Gummiklokker ærte perle pif paf puf, den kender Freja ikke og Freddy kan andre remser, der får hende til at grine, når de sidder sammen før sengetid. - Nede i fru Hansens kælder, kan man købe frikadeller.
- Hvad er frikadeller? afbryder Freja.
- Når man køber margarine, må man ikke stå og grine. Så griner Freja og lægger kærligt hovedet mod hans bryst, det gør hun aldrig, når Bedstemor putter hende, det er som har Freja fået den far, hun aldrig har haft.
Og Freddy fortæller historien om Mosjø Pandekage, der flygter fra panden i køkkenet, løber ud af huset med kokkepigen i hælene, ned ad vejen, ud af byen, kommer til en å, hvor en so står ved bredden og drikker. - Sæt dig på min tryne, så skal jeg bære dig over, siger den og det gør pandekagen og haps så spiser soen pandekagen i en mundfuld.
- Smagte den godt? Og Freja fortæller om soen, der er den samme hele so, selvom der bliver spist af den hver dag, for den vokser sig hel igen om natten. - Det er altså rigtigt siger Freja, tager Freddy om hovedet med begge hænder og kigger ham insisterende i øjnene.
- For det er den vi har gående i svinestien.
Freddy føler den samme fornemmelse, som da han lyttede til pigen, der spillede cello. En helt speciel varme, som giver ham lyst til at beskytte. Han omfavner Freja strækker begge arme rundt om hendes krop og får næsen i hendes hår, det dufter så dejligt af både morgeneng og aftenmuld. Og af barn, og så synger han - Solen er så rød mor og skoven bliver så sort.
- Jeg har altså ingen mor, siger Freja - men jeg har dig, og så får Freddy et kys på kinden..
- Nu er solen død, far og dagen gået bort..

Fra hvert blad på træerne drypper det på den udtørrede jord, det har regnet, silet fra morgenstunden, så der dannes pytter. Freddy er lige blevet færdig med at tage ål, makrel og hornfisk ud af rygeovnen, så glinsende mørkebrune de er i skindet, dufter tungt af røgen fra birkebrændet, da han ser en skikkelse i lysningen mellem træerne. En kutte har hun på og støvler, en hætte over hovedet. Han kender hende ikke, og dog er der noget genkendeligt ved kvindens bevægelser og skikkelse, så stor og bredskuldret hun er, så sky. En kurv har hun i hænderne, plukker nok tyttebær. - Gad vide hvem hun er, tænker Freddy, gør arbejdet færdigt og sætter sig på bænken, da en fremmed kommer hen til ham
- Hej, jeg hedder Loke, jeg er bare på besøg, besøger min familie. Vesten er knappet, jakken står åben, smarte sko og et glinsende dyrt armbåndsur, selvsikkert smiler han til Freddy, sætter sig på bænken og begyndte at snakke. Om blinde Gerrig, soen og tiden, om bedstefar og ravnen, som også er blevet gammel. Og kvinden, der blev skør, da hun mistede sin mand - det må være hende du har set.

Så er det Freddy spørger, om det hele ikke bare er noget, de bilder ham ind, og Loke siger - når nogen skaber i dig et billede, så er det indbildning, og tror du på billedet, bliver det sandhed. Efter en pause hvor han ikke kigger på Freddy men ud i skoven, siger han drilagtigt - sådan blev jeg skabt.

Det er som om, tiden aldrig er kommet til det lille husmandssted, ingen aviser, ikke noget fjernsyn, som en tidslomme fra fortiden og Freddy føler sig godt tilpas, det er indbildningernes holdeplads, hvor kærlighed erstatter kedsomhed, der er altid noget, der skal gøres og ofte sammen med andre.
- Nu sidder den på skorstenen, siger Freja en aften til bedstefar, som lader som om, han ikke hører det, men det gør Freddy. Og han ved godt, det er ravnen, der er kommet.
Beboerne på husmandsstedet snakker aldrig om tiden, hverken fortid eller fremtid, der hviler en betryggende tidløshed over stedet, som passer til Freddys temperament, her kan han da godt slå sig ned, hvis det skulle være.
Men en tidlig morgen før det bliver lyst, klokken er kun lidt over over fire, kører fem politibiler med blå blink frem mod huset fra hver sin side, standser 30 meter væk og tænder projektører, så huset ligger badet i lys. Freddy vågner, styrter ind til bedstefar, der roligt vender sig om på den anden side og siger - det er til dig.
Freddy frygter det værste, og det viser sig, da han i natkjole står i den åbne hoveddør, at han har ret. Han bliver bedt om at tømme lommerne og lægge sig på maven. Så bliver han lagt i håndjern, og siger, mens ravnen med et skrig flyver bort
- Det var ikke mig, jeg er en anden.