Rane og Rune, sikke et chok de fik, da jeres graverede skibe fik skygger af morgenens sol og sikke et påstyr, fordi ingen vidste, at det var jer, der med lyddæmpende klude om natten havde mejslet en båd i klippen.

De frelste som findes til alle tider og holder helligt hvad selv de tror, fordømte det, forargelsen var stor men forbrydelsen umulig at vaske væk, hugget i klippen, som den var.

I skal afsted til fremmede kyster med solen som passager og at jeres hyldest til frihed og udlængsel en dag årtusinder senere skulle få skilte og omtale og blive berømt og tillagt en historie, der forguder jeres værk, og gør det til en troens helligdom, det havde I nok ikke regnet med.
At jeres forbudte mejslede skib skulle blive et sandt turistmekka, forskere med akademiske grader og næsen begravet i bøger har løftet jeres grafitti fra forbudszonen til de hellige haller, det troede I nok ikke vel?

Det var aftenen før I tog afsted på togt, at ungdomsmodet mejslede jeres hilsen evig til alle tider at nu var tiden kommet, hvor I skulle afsted, ud væk blive nogen, være nogen løsne bopladsens bånd og finde nye steder at fortøje. Den udlængsel kan ikke skildres bedre end et skib hugget i klippen og et tag om troskab og tro.

Rune og Rane, som evige billeder i den glatte klippe på det hellige sted, hvor grafitti var forbudt både dengang og idag, står jeres hastige hammerslag som vidne om, at ikke de frelste men de fordømte skal skabe historien og vise mig vejen. Med deres pile og skilte.