FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA

Lyntoget 12.juli 2013

Hjem fra Hjørring

17'01 så kører vi. En højttaler skratter en monoton uforståelig meddelelse: - Vi er Københavns Lufthavn, nå vi skal bare fra Aalborg til København, så skidt med det, vi kører på slaget, præcis og Martin Krasnik kigger op over kanten på alle bordene i kupeen. Hans alvorlige ansigt med rynker i panden og poser under øjnene er på forsiden af Ud & Se. Jeg vender ham om, han skal ikke også sidde med ved bordet, istedet bliver det Tigers bagsideannonce for småkager En smag af Danmark, og det er jo lidt det samme, selvom Krasnik så langt fra ligner en småkage, så nydes han også til kaffen og er så typisk dansk. Inkarneret nyhedsvært i ensfarvet blåt med armene over kors, fotografen har fået den geniale ide at anbringe en kortsluttet stikkontakt bag ham, en forsigtig bleg flamme får plastiken til at smelte, men hele joken er så beskeden og minimal, at man ikke forstår pointen, at Krasnik får lyssky forbindelser til at kortslutte, her er en tillidsvækkende mediestar af den rette støbning. Jeg er bare så træt af det fjæs.
Og jeg er så træt af Margrethe Auken som ung med en smartphone sat fast med elastikker til øret, Fri Tale står der på hver eneste perron, vi kører forbi. Krasnik til kaffen, ordet er frit, det er smagen af Danmark.

Kontrolløren er også dansk, åbner døren til kupeen og ser meget officiel ud klædt i blåt fra top til tå med sorte sikkerhedssko og et logo i nakken, forgyldt toghjul med mågevinge. Ved hver passager får han et af sine digitale instrumenter til at afgive et dingeling, der betyder enten det er modtaget og i orden, eller det er ikke i orden og forkastet. Men så forsøger han bare med en anden af de håndholdte, og efter adskillige forsøg og lige så mange plingeling eller plingelang rækker han billetten eller togkortet tilbage til passageren.

Men da han kommer hen til mig er der problemer, for jeg har en hjemmeprintet billet, som han ikke kan få miniatureskanneren til at læse, adskillige skanninger giver intet resultat, han grubler og prøver igen og igen at sende sit røde laserlys mod billedstregkoden, men han kan ikke få skabt forbindelse.
Tålmodig og fattet går han hen i lyset og forsøger om det skulle hjælpe, så prøver han en anden miniaturemodel.
Med en Krasnisk mine, rynker i panden og et tillidsvækkende dress kan han endelig efter tolv minutter give mig billet og dankort retur. Seks stationer senere har han været kupeen igennem og ikke en eneste kuffert er faldet ned fra hattehylden, men sikkerhedsskoene var også kun for en sikkerheds skyld, jo det smager af Danmark, sådan er vi, fra Aalborg til Lufthavnen.

Danmark, du Danmark der glider forbi vinduet som en udsigt, grønne marker af korn og græs og træer i hegn og lysende, hvislende skinner. En vej på tværs, en tunnel i glimt og lyddæmpende hegn foran nybyggede rækkehuse.
Så det Århus, også her står rækker af splinternye IC4 tog og ruster, kreative grafittimalere har dekoreret med opfindsomme slogans og godt med kulør: SHIT, det er rygernes første pitstop og en kvindelig kontrollør med DSB-farvet tørklæde chikt om halsen sender forargede blikke til de pulsende.

Lidt sødt til kaffen? Det er togstewardessen, der skubber en smal container på hjul gennem toget, den er tung som en tvillingeklapvogn i klitterne og lokker med fristende tilbud, der er lige så koloristiske og iøjnefaldende som graffitiudsmykningen af de nye togvogne, Men slet ikke så sandfærdige.

Tiden, det er tiden, der trækker i toget og fylder kupeen, man snakker, man læser, man lytter med ledninger i ørerne, nej ikke alle, min sidemand, som steg på i Horsens skriver brev på en I-Pad, hvor er jeg misundelig på hans store skærmtastatur, som skabt til Parkinssons rystende fingre, det er da genialt.

Nye passagerer? Han er stor, stor og flot, den ny kontrollør stod på i Vejle, en sort handske med velcrolukning på den venstre, gad vide om han beskytter sig mod laserens farlig stråling eller er kommet til skade med en donkraft. Helt i sort, karseklippet, kortfattet og hurtig, ordløs og effektiv, han behøver ikke engang kigge på billetten for at vide, den er ok.

Vi nærmer os Middelfart i middel fart, for Lillebæltsbroen er under reperation, og det karakteristiske dung-ga-da-dung bliver til det søvninge dung, ga, da, dung. Sidemanden er godt igang med Krasnik, pigen overfor med en krydsord i Vi Unge, en kvinde har taget slangeskinsskoene af og lufter tæernes perlemorslakering. En afslappet tåge af ugidelighed har bredt sig i kupeen, man lukker øjnene, bladrer i Krasnik uden at læse, henter gamle konflikter frem, som gøres færdige, sådan er det, når bevidsheden tynder ud, så kører tankerne i tomgang. Uafklarede forhold og fortiede fornærmelser kører i ring, en indre disskussion uden nogen til at sige en imod. Og da man har været det igennem adskillige gange er det ingen sag at gentage.

Toget standser ikke ...afbryder den annonyme kvindelige speaker, så bryder hendes assistent ved siden af ind: Mellem Odense og ... Så slukkes mikrofonen, men kun kortvarigt, mon ikke de stiller om til en helt anden kvinde et andet sted, der ikke laver andet end at udtale bynavne korrekt og tydeligt: Høje Tåstrup.
Men ingen lytter. Man gaber, trykker på auto, skruer ned og lader tankerne køre i loop.

Gooo-o-ood aften, stewardessen befinder sig midt i toget i vogn 71 og meddeler sin position med klar og tydelig stemme, som sad hun personligt inde bag højttalerens gitterværk. Stemmen blid og lokkende, som var hun konferencier ved et stripshow Gooo-o-ood aften, ærgerligt at man skal toget igennem for at få fingre i en af de sandwitcher, som det endnu ikke er lykkedes hende at få afsat. Så hun prøver igen med sin honningsmurte stemme: Jeg befinder mig ...

Nå, nu sættes farten op, udsigten styrter forbi, nu vil vi hjem. Så tæt på og dog så langt fra, hurtigere ga-da-gung, man vågner, lægger brillerne væk, tager skoene på, tømmer flaskerne, skinnerne suser, stemmen stiger, de første roder med bagagen.
Hej mor, ja vi er snart inde, om 30 minutter!
Nå-å-åh! Via CPH Airport sæføli' og ikke Vi er CPH Airport, hjernen blir lidt mere klar her, hvor alting accellererer, det er som et sus af tempo og energi, rastløs forventning. Nu vil vi bare hjem.