|
HOREUNGEN Det er ud på eftermiddagen, Mads kommer trissende med sin vogn hen ad Kattesundet. Alt har han med sig i taskerne på vognen, alt han har, det er, hvad han har brug for også en sovepose. I morges nej igår morges gik han i vrede fra Herberg Sundholm, blev ikke smidt ud gik bare, og nu går han på gaden og kigger efter et nyt sted. Han smiler frem for sig hilser gerne på folk, der kigger, især de unge piger for han har det godt, idag har han det godt. Mads er 27 år men ligner en på 45, livet som hjemløs har sat sine spor. Mads er en horeunge født af en tyskertøs, sådan kaldte man de piger, der fik barn med en tysk soldat under krigen, og de børn skulle gemmes og glemmes, helst bortadopteres også Mads, og deres fortid fjernes. Mads aner intet om, hvor han kommer fra, kun at han som nyfødt ankom til Skodsborg Spædbørnehjem for at blive givet til et barnløst par. Hittebarn eller horeunge han aner det ikke, men sine mange skiftende plejeforældre husker han, sjældent boede han der mere end et par måneder, for han ville ikke, og det ville de kommende forældre så heller ikke, de fortrød, og Mads flyttede tilbage til spædbørnehjemmet, han havde helt sin egen vilje. Så lyshåret, charmerende, glad han var på hjemmet, ligeså voldsom vred kunne han blive, når han blev sendt afsted med sin lille kuffert, hvor han dog hadede at blive deporteret, så de elskelige damer, frøkner og piger på hjemmet lod ham blive boende, til han som 10-årig blev overflyttet til et nærliggende børnehjem, hvor alle elskede ham for hans smil, en sjældent afholdt dreng var han, kun enkelte gange gik det galt. Men Mads havde udviklet en afvæbnende fortrydeattitude, sagde inderligt og angerfuldt undskyld til den eller dem, det var gået ud over og blev så altid tilgivet. Hidsigheden blev med tiden til hærværk og overfald, og da han i lære som maskinarbejder blev sur på mester, smadrede han værkstedet og stak af. Stak af med hvad han kunne have i en taske, og da ingen siden har savnet ham eller forsøgt at finde ham, er han stadig på flugt. For Mads er tilværelsen et fængsel og flugten frihed. Fri, det var det, han var og havde været siden han var 16, og hver gang et kærlighedsforhold var under opsejling, flygtede han, aldrig ville han binde sig til et andet menneske, jo, han kunne godt love guld og grønne skove for så næste morgen at være væk. Der var to ting Mads kæmpede for at undgå, og det var at blive hidsig eller forelsket, og det var lykkedes så nogenlunde indtil nu. Foran Helligåndskirkens smedejernsgitter ud mod Vimmelskaftet var en bænk, der satte han sig og nød den kølige oktoberblege eftermiddagssol og den silende strøm af gågadens fodgængere. At have alt han ejede inden for rækkevidde og iagttage menneskenes færden, det nød han, kun hvis nogen kontaktede ham, stillede spørgsmål eller bare ville snakke, greb han ud efter vognen og gik, fandt et andet sted hvor han kunne være i fred. Han savnede ingen, og ingen savnede ham, det var frihed for Mads. Men så er det, han bemærker to kvinder, der går forbi igen og igen, mens de skæver til ham, står stille og hvisker sammen. Nærmere og nærmere kommer de, ungdommeligt klædt, den ene i afghanerpels med lilla ble om håret, den anden lys duffelcoat og lang kjole, nydelige er de men oppe i årene. Instinktivt rækker Mads ud efter håndtaget på sin vogn, et sår i panden har han og bind om den ene hånd fordi en grønlænder på Sundholm prøvede at stjæle hans læderjakke, sort og slidt er den som hans cowboybukser og militærstøvler. Den ene kvinde nærmer sig, mens den anden bliver stående lidt væk. Da hun står lige foran ham, sætter hun sig på hug. - Er du Mads Teglgaard? spørger hun. Mads kan ikke undgå hendes insisterende blik. - Hvorfor det? - Der er en, der vil hilse på dig. Den brutale behandling Rigmor var udsat for 5.maj 1945, hvor pøbel og naboer, fordi hun var tyskertøs og gravid med sin elskede blev trukket ud på gaden, fik håret klippet af mens mængden jublede og kørt på ladvogn gennem byen med skiltet: forræder om halsen. Det havde været et chok for hende, men værre var det, at hendes familie forlangte, ikke bare at hun brød med sin elskede, men også bortadopterede sit barn straks efter fødslen. Det havde sat sine spor. Dagen efter at have født efterlod hun barnet på hospitalet og flygtede til Flensborg, hvor hun forgæves ledte efter sin Jürgen. Helbredet vakler, hun plages af traumer, og da veninderne i København hører, hvor galt det står til, får de hende til at komme hjem. De anbefaler psykologbehandling, som Rigmor afslår, men enhver snak om befrielsen giver hende hjertebanken og det samme med sine forældre, en stikkende smerte. - Ikke tale om, aldrig, siger hun, og da de spørger, om hun kunne tænke sig at finde sin søn, gør hun sig hård. - Det kapitel er slut. Men de giver ikke op og ved godt, at Rigmor hvert år 10.maj tænder lys for sin søn og mindes dagen, han blev født. Tallet 36 er i glas og ramme, det er det eneste minde, hun har om ham, hun så brat forlod. Nej, det kapitel er ikke slut, og veninderne sætter uden at sige noget til Rigmor en eftersøgning igang. I starten møder de kun lukkede døre og tavshed. De kender fødselsdatoen, babyens nummer og det opdigtede navn, Rigmor på hospitalet sagde var hendes. Årene går, Rigmor får det bedre, går i demonstration mod atomkraft fra Holbæk til København, islandsk sweater og fredsaktivist, får venner i slumstormer bevægelsen, nyder den ny tid skabt af de unge. Hun flytter i kollektiv, bliver medlem af Venstresocialisterne og går til selvforsvar i Kvindehuset. Det var slut med borgerlighedens blaserte blufærdighed, nu var tiden topløs, pigerne smed brystholderen og gik i bukser, unisex var tidens mode. Hun kontaktede aldrig sin mor, Margrethe, der efter sin mands død så inderligt fortrød, at hun havde ladet ham bestemme i 1945. Han ville, så længe han levede aldrig mindes den sorg, de havde forvoldt deres datter eller høre tale om barnets skæbne, men Margrethe fortrød og angrede, hun elskede sin Rigmor. Men nu var det så endelig lykkedes Isabella fra kollektivet at spore barnet fra Øresunds Hospital for 27 år siden til spædbørnehjemmet videre til børnehjem og skole, ungdomskollegie, læreplads og med hjælp af fotografier og Sundholm så en dag fundet ham, vidste hvor han færdedes, nu var det bare at overtale Rigmor. - Skal vi ikke ringe til ham først? - Han har ingen telefon. - Så kan vi sende et brev? - Han har ingen adresse. Rigmor holdt op at spørge, så mere fik hun ikke at vide, andet end at Isabella ville føre hende hen til ham, så måtte hun selv om resten. Det var med rystende knæ og hænder, Rigmor klædte sig på den morgen, tankerne fløj gennem hendes hovede om skyld og straf og arvelige anlæg, om tvivl og lugt, hvad hun skulle sige og gøre, en rodet forestilling, fuldstændig kaotisk, ansvar? Hvorfor og hvorfor nu? Vil han overhovedet tro hende? Hun holdt Isabella i et fast greb, da de tog hjemmefra om formiddagen, og nu var de så her, altså de havde fundet ham, og Isabella havde vinket Rigmor frem. - Ved du hvem jeg er? sagde Rigmor og tænkte, det var da noget af det dummeste, hun kunne finde på at sige. - En fin, fin dame. - Jeg er din mor. Stemmen var svag og grødet, nu var det sagt, det var en lettelse. Mads tørrede sig om munden og kiggede væk. Skeptisk. Rigmor lod pausen umærkeligt skabe klarhed, lod tågedisen lette. - Hvordan det? - Jeg fødte dig 10.maj 1945 på Øresunds Hospital. Igen en lang pause. - Og så flygtede du, hold kæft hvor har jeg hadet dig. Mads strakte ud efter håndtaget og gav mine til at ville rejse sig, og Rigmor holdt sig for munden for at undgå, at den sagde noget uoverlagt. - Og hva' så? Hans stemme dirrede med vibrato, det var ikke et spørgsmål men en musikalsk tilkendegivelse. - Og hva' så? gentog han. - Jeg har savnet dig. Rigmor havde lyst til at give ham et knus men kunne godt mærke, at han først skulle acceptere hende. - Hvor kunne du? - Jeg vidste det godt, men jeg havde ikke noget valg. Og nu er jeg her. - Og hva' så? Se på mig, det er altså ikke endnu en mor, jeg har brug for, kvinders omsorg har jeg fået nok af, har du nogen penge? Rigmor sank klumpen i halsen og sagde: - Nej, ikke penge, det er ikke det, jeg kan give dig, du skal bare vide, at du gør mig glad. At vide du lever gør mig glad. - Der var engang, hvor jeg hadede dig så meget, at jeg ville tage mit eget liv, jeg var 12 og havde fundet et træ på børnehjemmet, og så tænkte jeg, at når de fandt mig hængende der, så ville de fortryde al deres sirupsnak og pussenusseævl og forstå, hvordan de havde ødelagt mig med hemmeligheder og løgne, aldrig sagde de hvor jeg kom fra, hvem jeg var. Du og min far blev holdt skjult for mig, for der må da have været en far, ikke? Rigmor satte sig og fortalte om den flotte soldat og hans charmerende væsen, og hvordan hun endelig efter at have ledt i årevis fandt ham i Lübeck, men da var han gift og havde fået et barn, så hun kontaktede ham ikke, gik frem og tilbage foran ejendommen i flere nætter men aldrig ind i opgangen. - Og da vidste jeg, at hvis jeg nogensinde skulle møde dig, måtte det ikke gentage sig. Han hed Jürgen, og jeg elskede ham så meget. Men nu er det dig, jeg elsker. - Fuck kærligheden, den tror jeg ikke på, det er en tom indpakning, et ligegyldigt begreb man bruger for at trøste, men det virker ikke på mig. Hvordan kan du med det, du har været udsat for tro på kærligheden? Elsker du dine forældre, nej vel? Og børn har du ikke, vel? eller nogen mand, har du en smøg? - Jeg forstår dig godt. - Forstår, åh al den forståelse. Jeg forstår dig godt, det sagde mine mange forskellige plejemødre altid, før de smed mig ud. Eller jeg skred selv. Den ene gang, konen var ret gammel, og jeg havde slået hendes kat ihjeld, banket dens hovede ind i muren, så blodet sprang, fordi den hele tiden snoede sig kælent om mine ben, det kunne jeg ikke klare, og så tog jeg den i bagbenene og krashede dens kranie, og tror du ikke damen, du, hun stod med den slappe blodige kat i armene og sagde: Jeg forstår dig godt. Fuck, jeg kunne have kvalt hende, i stedet løb jeg bare. Men jeg blev fundet og kørt tilbage til børnehjemmet, hvor de gav mig varm kakao og kiks, og så lå der en seddel på min sovebriks med hjerter og flag. Velkommen hjem, stod der. OK, det var OK, så blev jeg go' igen. Rigmor ville tage hans hånd i sin, men lod være, kiggede bare ned i fliserne som Mads. Det var, som mødtes de der i en plet foran bænken, to skæbner, mor og søn. - Julen var værst, når jeg fik en gave, skulle jeg jo smile og sige tak, det var lige, hvad jeg ønskede mig, og så fik jeg altså kvalme og glædede mig til, det hele var overstået. - Jeg har holdt din fødselsdag i alle årene, hvert eneste år men holdt det hemmeligt, fordi det var så flovt, at jeg havde fået barn med en tysk soldat. Senere var det fordi jeg følte mig underlig, mere end 20 år var jo gået. - Du er da stadig ung, sagde mine veninder, så holdt jeg op med det, altså at holde fødselsdag i kollektivet, jeg fandt et andet sted. Dit nummer var 36, det var det eneste, jeg havde, som var dit. 36. Det kom i glas og ramme og blev fundet frem på din fødselsdag, og det var det, der satte en eftersøgning igang, og nu er jeg her så. - Det er du, og det er jeg. Mor og søn, han rettede sig, strakte armene og grinede sit noget tandløse grin, nå, det var nu bare en fortand, der manglede. - Vi kunne tage i Tivoli en dag, sagde han, og fejre, at jeg har fundet dig. Isabella som havde holdt sig i baggrunden vinkede diskret til Rigmor, da hun med Mads gik hen til en udendørs servering på Højbro Plads med udsigt til byens grundlægger en kampberedt Bisp Absalon til hest. De satte sig og de snakkede og Rigmor tænkte: utroligt, som han ligner sin far og Mads, at hans mor slet ikke lignede nogen anden. - Og en dag kom frøken Svendsen under aftensmaden og fortalte om de nye regler udarbejdet af bestyrelsen, som vi nu skulle følge, og det var, at ingen upassende optræden måtte finde sted, der blev sat grænser for hvordan, vi kunne tiltale eller omtale hinanden, vi skulle snakke os tilrette, og så skylle vi styre vores lyster, det sagde hun: Styr jeres lyster, så det gjorde vi, styrede selv vores lyster, og så slog Mads i bordet og grinede højt. - Jeg havde sgu' lyst til at kvæle hende, men vi gjorde, hvad hun sagde, sådan var det med frøken Svendsen, at vi gjorde, hvad hun sagde. - Jeg havde det bedste forhold til naboerne under hele krigen, de var så søde og hjælpsomme, men så om morgenen 5.maj du ved, befrielsen da var det dem, der spyttede på mig, det kunne jeg ikke forstå, og så råbte de tyskertøs, og det var jo rigtigt nok, for de hilste altid på Jürgen, når han kom og vidste, at han var far til mit barn. Altså dig. - Min plejemor, en af dem, ville have jeg skulle sove hos hende i dobbeltsengen, og så kunne manden ligge på sofaen, og det var OK, jeg var jo kun 10 år, men så sagde hun, at det måtte jeg ikke sige til nogen, det husker jeg tydeligt, at det skulle holdes hemmeligt, og jeg fortalte det heller aldrig til nogen. Først nu til dig. - Da jeg var blevet gravid måtte jeg love min mor ikke at sige til nogen, hvem faderen var, alle vidste det, men det måtte ikke siges, og det forstod jeg ikke. Han kom jo tit i opgangen, og vi gik på gaden sammen, nej, det anede jeg ikke, at det skulle holdes hemmeligt, ikke før 5.maj om morgenen. De snakkede og de snakkede, og jo mere de fortalte, jo mere lignede de hinanden, som havde de et skæbnefællesskab. Begge bar de på et had og havde ofret kærligheden. Rigmor havde efter 27 år i uvished endelig fundet fred og Mads, der i 27 år havde været på flugt, var endelig nået frem. Det var Mads der, da hun rakte hånden frem til afsked, omfavnede sin mor og sagde tak. Hun gav ham sit telefonnummer og sagde, han altid kunne ringe, men hun vidste godt, at det ville han ikke, hadet var for stort til forsoning. Mads skulle ikke hjælpes, han skulle hjælpe. Han skulle ikke have gaver, han skulle give gaver. Da julen nærmede sig to år senere, var Rigmor ved et tilfælde i Magasin du Nord, da 100 julemænd trådte indenfor og delte ud af, hvad der stod på hylderne. Den største julemandsevent nogensinde fik siden plads i Den danske Kulturkanon, det var så dansk som noget. Teatergruppen Solvognen fra fristaden Christiania arrangerede forskellige godgørende events otte dage i træk, alle politiske, humoristiske og fredelige aktioner rettet mod USA's imperialisme, stigende mælkepriser og den kommercielle udnyttelse af julen, og i Magasin, det sidste sted på touren altså også at uddele gaver. Lykkelige og dybt forundrede tog folk imod de gratis varer, indtil en stemme i højttaleren meddelte, at det ville blive opfattet som tyveri og anmeldt til politiet. Systemet havde afsløret sig selv. Det var der, Rigmor mødte Mads. Han lindede på det hvide skæg, så hun kunne kende ham og sagde - Hej Mor! - Jamen Mads, er det dig? Mere nåede hun ikke at sige, før han havde givet hende en æske støvsugerposer, der var lige ved hånden. Hun grinede, og væk var han ud til politiets tilkaldte salatfade, alle 100 blev anholdt, aktionen var lykkedes. Betuttet men lykkelig stod Rigmor tilbage, ikke bare havde hun fundet sin dreng, oplevet ham som politisk aktør, men han havde også givet hende en gave. Lynæs 11.IX.2021 mb |