11.juni 2014. færgen hjem fra rønne.
Hvor dum kan man være?
- Hvad Søren, sikke en overraskelse! Et knus tilfældigt på færgen,
så skinnende smuk og smilende hun var.
- Hej, udbrød hun som en blomst der var sprunget ud, smilet det
samme som sidst for år tilbage, hun havde været min ynglingselev,
men huden og håret, var det virkelig hende?
- Hvad er der dog sket, er du blevet gift, forlovet eller er du bare
forelsket? hviskede jeg tæt på hendes øre, ikke for at få et svar,
men fordi hun lyste af kærlighed.
- Ja, jeg skal giftes 2.august.
Hun smilede undskyldende, som beklagede hun, at det ikke var mig,
der fik hende til at lyse, eller at hendes forelskelse var alt for
tydelig, men hvorfor dummede jeg mig så? Munden stod ikke stille på
mig, og det var ikke komplimenter men vrissende floskler om livets
vrangside og samfundets fadæcer, der flød fra min mund. Om
ægteskabets snerrende bånd. Hun tog det pænt, lod ordstrømmen glide
forbi og bevarede afvæbnende den smilende lykke.
- Med ham der, hun pegede på den unge mand jeg havde overset.
Høfligt gav jeg hånd til den krølhårede, der var lige så
uinteresseret i mig som jeg i ham, og bedre blev det ikke, da jeg
gav ham et par oratoriske flabetheder maskeret som sjov. Ikke
underligt at den udkårne trak hånden til sig og sendte sin elskede
et overbærende blik, hvor dum kan man være, tænkte jeg
selvbebrejdende og fandt en hurtig undskyldning for at trække sig,
mens jeg forbandede mit forankrede urinstinkt. Som en forsmået
sølvryg, en desavoueret gorilla, en forstødt kronhjort der søger
tilflugt i Nordskoven uden hind og uden territorie. Som en elefant i
must, uberegnelig irritabel væltede jeg afsted ned ad gangen mod den
fjerneste trappe, hvor dum kan man være.
Forgæves forsøgte jeg at afvise tanken, at hun var alt for smuk for
den sure monkey, og at hendes strålende lykke var en hypnotisk
tilstand, at hun var blevet lokket, hjernevasket, manipuleret af en
plattenslager.
- Godt jeg gik, tænkte jeg og flygtede skubbende ned ad trappen mod
bildækket.
- Er det her B2, vrissede jeg til en personale med slips, gel i
håret og nål i brystet. Høfligt svarede han og pegede, men jeg hørte
ham ikke, gnæggede et modvilligt tak og gik i den modsatte retning.
Godt inde i min bil med hænderne på rattet for smækket dør væmmes
jeg ved tanken om at hun, den smukkeste blomst med det dejligste
smil og de gnistrende lykkelige øjne bare ville trække på skulderen,
da jeg var gået, mens hun ville sende sin udkårne et fortroligt,
kærligt blik.