Juli 2015 Silkeborg
Igor
Som en krybende hund, et selvudslettende offer beder han mig med
bønfaldende blik i gulvet, om jeg ikke nok vil se hans billeder. Han
åbner computeren men henter, da jeg hellere vil se print, en stak
sorthvide 9x13, stærke selvportrætter, nøgenbilleder, men også
billeder af objekter og vegetation, alle udstråler de destruktion,
desperation og kun sporadisk et håbefuldt hjørne.
"
I was an alcoholic..."
Han fortæller om sin ødelagte ungdom, sine lidelser som en
undskyldning mere end forklaring, tør ikke se mig i øjnene, men jeg
mærker, at det er vigtigt for ham at få det sagt.
Jeg bladrer i hans lidelser fra det ene offer til det næste uden at
sige noget. Han er god, Igor, dygtig, det er stærke billeder,
vigtige og rigtige, og da jeg er færdig og har valgt en serie,
fortæller jeg ham det.
At det ikke er alkoholens forbandelse, han har fotograferet men
smerten. At alkoholen var et forsøg på at dulme smerten. At han ikke
fotograferer smerten for at fortælle, hvor skidt han har haft det,
og hvor synd det er for ham, men for at stille spørgsmålet til mig:
Kender du den, smerten?
Så jeg siger: Du skal ikke fortælle om dig selv med ord, for så
føler du, at du skal undskylde. Vær professionel og benyt dig af din
viden om smerte, du kender den bedre end andre og spørg så med dine
billeder, alle der vil se, om de også kender smerten. Den smerte,
skammen, der torturerer dig og får dig til at krybe som en slået
hund. Et efter et gik jeg billederne igennem og Igor lyttede.
Langsomt løftede han blikket, og jeg så hans blanke øjne. Han
forstod.