Anmeldelse

Riga 11. august 2013

Katastrofen

Wauww sikke en bløder, det styrter til jorden, tungt vand, kolliderer med asfalten, det buldrer, sprøjter og hamrer mod bliktage og parasoller, jeg er på markedet i Riga og hele byen er samlet her idag for at købe alt, hvad der er brug for.
Haller med fisk, med ost, med kød og hundemad og rundt om det hele gader af boder med varerne stillet frem på stativer og borde. Alt kan fås, tøj, køkkentøj, blomster og kunstige, sandaler af plastik, tørrede urter og friske og en gade med spraglede brystholdere, et orgie i kulør og betjening og sommerklædte indbyggere i solskin og så pludselig uden varsel et vandfald fra himlen.

Heldigvis står jeg i en bod og overvejer, om jeg skal købe den skumfødte Venus i blankpudset messing for 18 lets, så falder kjolestativet overfor på maven i den oppiskede pyt. Med armene ud til siden ligger kjolerne, som har de opgivet tilværelsen, åh Gud, hvordan må der ikke se ud i de lange gader af borde og boder, de må være svulpet bort og varene bæres i bundter til containere med usælgeligt affald, en katastrofe.
Nedløbsrøret på husets gavl slutter to meter oppe og vandet strålesprøjter ned over muren og breder sig som ringe i en sø ved foden.

Det stopper lige så brat, som det er kommet, uvejret. Solen blinker i pytterne, og jeg går opstemt tør med Venus i emballage ud for at besigtige skaderne.
Hører to kvinder skrige, kan skimte dem under en parasol, men de skriger ikke, de griner, mens de tørrer solbriller på et stativ. Andre ryster vandet af de nødtørftigt udlagte plastiklagner og så er der gang i kostene. Pytter ledes hen til kloakriste og gaderne fyldes med mennesker, som var intet sket. Overalt er der markiser og presseninger som bugner af vand, men det klarer kosten også. Med et stød pjasker søen til jorden og markisen liver op i solens stråler.
Den gamle babushka som tandløs solgte brune, lange damestrømper er på gaden igen og knægten med vandmelonerne, han har fået vandkæmmet håret, men melonerne har kun haft godt af at blive vasket og blomstergaden strutter af livsmod og overstadig kådhed, katastrofen er svær at få øje på, nogle må da have fået dødsstødet.

Jo, der er en parasol, der er bukket under for vandmasserne, men ufatteligt, at alle varer er på plads igen, og optimismen lyser ud af den uheldige indehaver, mens hun tørrer op og tørrer af. Ingen klynker, ingen eder og forbandelser, de er måske vant til at leve med katastrofen, rigaerne?
Er det et nationalt træk, er de vænnet til at være forberedt og udbedre skaderne, når de kommer, uden at kny? Eller er det mig, der som priviligeret overflodsborger har behov for en katastrofe at studere?
Er det drømmen om at hjælpe med en krone i en bøsse og føle mig god og frelsende, der fik mig til at ønske at himlens overmagt havde tvunget letterne i knæ?
De er med i Nato, de er med i EU, hvad mere kan vi tilbyde, var det drømmen om endnu en hjælpepakke fra den humanistiske frelser, der undervurderede deres evner til at stå katastrofen igennem?

Priserne er en tredjedel af vores, det er lønningerne sikkert også, det må da være et skrøbeligt U-land med brug for hjælp.
Ikke?