Anmeldelse

Tanker på en badestrand
Kronik 2011
Af Morten Bo

Sandvig 6. august 2011

Hvor er her stille, I guder, hvor er her stille. Det er fralandsvind, en let brise kruser det blikstille vand og lægger en dæmper på de spæde duvende bølger, man hører dem knap nok skylle op på den kridthvide strand. Badebroen er tom, stranden er forladt, sommerens spor i sandet er visket ud, det er ved at være sidst på sæsonen og for tidligt på morgenen for badegæster. Men Mia kommer med sin far, hun er fem og nysgerrig.
- Hvad hedder du? spørger hun
Hun følger mig ud på badebroen og har lyst at snakke: - Vent på mig!
Jeg vil tage hende i hånden, men med den aldrende fars mistroiske blik i ryggen holder jeg mig fra det.
- Nej, Mia, ingen akrobatik på badebroen! Han er halvskaldet og snart 50.
Jeg står på nederste trin klar til at hoppe i vandet, da hun kalder: - Skal jeg komme ned til dig?
Så trækker han afsted med den eventyrlystne efternøler og mågernes knævren fylder tomheden, I guder, hvor er her stille. En helikopter brummer i det fjerne, det må være den sidste rundtur med turister.

Stille på stranden og stille på pladsen, jeg ligger i telt på campingpladsen, og der er langt mellem teltene, tomme campingvogne er groet fast i græsset mellem hyben og gyvel og enkelte telte ligger drysset ud over bakken, men der er langt mellem menneskene.
Et pensionistægtepar er ved at at pakke deres autowagon sammen. Parabolen pilles ned, stakittet foldes sammen, udestuen knappes af og havemøblerne stables i stuen, det var den sommer. Han har sved på panden småbander over pløkkene, ænser mig ikke, da jeg går forbi. Hun ryster tæpper, stabler service, samler flasker og har tykke fingre. Kan dårligt bukke sig, maven sidder i vejen, overarmene er ved at sprænges, så tykke er de, her lugter af cerut og pilsner, men der skal luftes ud, inden turen går hjem til endnu en vinter på femte.
I guder, hvor er her stille, ikke et ord er nødvendigt, det, der skal siges er sagt forlængst, de er groet sammen, den overvægtige og den svedende, ingen ord er længere nødvendige, kun lidt grynten da jeg hilser, nu er også sommeren forbi.

Rosa fra England er kommet på besøg, hun har lavet en bod med billeder på stien ned til stranden. Små nydelige akvareller af vand og himmel og græssende får. I boden hvor der ellers står bakker med blåbær er der nu også miniaturekunst og hjemmelavede postkort og Rosa har lært at forstå det danske, men det kniber med at udtale det. Roligt, smilende som har hun oceaner af tid sætter hun billedene op, og de skal nok blive stående, for det blæser næsten ikke, og kun få går forbi.
Men kæresten kommer: - it’s nice! og kysser hende i nakken, stilfærdigt kærligt, så brager en F16 jetjager tæt over vore hoveder, flænser himlen i stykker, som var den ferskenhud, er vi i krig?
Den flyver på hovedet med torpedobomber som horn i panden, en brølende kampklar kæmpemyg, er vi i krig? Og endnu en, den vender bugen i vejret lige over stranden, jeg dukker hovedet imponeres af manøvren, som danser den for mig, en krigsdans. Kun en tåbe ville stille sig i vejen, leger vi krig?

Hun vinker, den rødhårede, smiler uforpligtende da hun går forbi med sin teltven, jeg nikker tilbage, som kender vi hinanden. Hun var den første, jeg så imorges gennem teltets åbning smilende, vinkende før hendes teltkompis var vågnet.
Jeg frygter magten og falder for den ubeskyttede tillid.
Nå ja, nu kan jeg godt se det, det var Pegasus på hattehylden, jeg bruger som bord, der fik glimtet frem i hendes øjne, den står på bagbenene med vingerne bredt ud, en souvenir med glasøjne og kaninskind, det var den, hun smilede ad, den umulige konkretisering af at være både hest og fugl.
Kunne magt og kærlighed forenes ville det være i skikkelse af en Pegasus. Styrke og balance, stridig og fri. Imponerende magtfuld og tillidsfuld kærlig, tænk om man var en Pegasus, ikke underligt, hun smilede og vinkede til den jordbundne drømmer og hans urealistiske skabning på hattehylden.

Åh Gud, der var de jo, der var de allesammen, der var fuldt af folk på havnen i Allinge, køretøjer med blinkende lygter, røgdykkere med ilt på ryggen, kampvogne med camouflagenet og børn med skudsår, flænsede lemmer, skamferede ansigter, det var Beredskabets Dag i Allinge og alle sejl var sat. Rundflyvning i helikopter, børn i brandbil, brandslukning på korvetten, sikke et syn, kvinderne delte varme frikadeller ud, som vi gør det i Afrika og mændene slukkede brande, som vi gør det i marinen og børnene fik lov at save nødstædte fri af betonbjælker, hjælpe sårede ud af bilvrag og skyde med rigtige maskingeværer, som vi gør det i krig.
Allinge og det halve Bornholm var på stikkerne, det var sjovt, det var farligt, og det var virkeligt. Sikke en krig, kun manglede fjenden.
Lufthavnsberedskabet fik brugt deres skumslukker og hjemmeværnet deres våben og ambulancefolkene deres hurtighed, tju-hej hvor det gik, og alt var gratis. Et skudsår i panden eller hug i armen fra en machette var ganske gratis, de der ville gøre en virkelig indsats kunne give blod i blodbankens telt, så tæt på katastrofe kommer vi nok aldrig, endelig fik vi krigens virkelighed helt ind på livet, og det var skønt. Alle nød den hektiske stemning, helikopterens akrobatik og en fadøl på hjørnet, sikke en fest. Men fjenden manglede.
På skift lægger drengene sig fladt på maven og får lov at skyde med maskingevær eller bare sigte, for der er ingen krudt og kugler, det er kun for sjov.
Og de får lov at lægge sig på båren og blive spændt fast, som er de hårdt såret, og de bliver båret ind i bilen med det røde kors, og de leger, at de bliver kørt til felthospitalet og sat sammen igen.

Vi er beredt og vi holder øje og holder tæt, for fjenden er måske din nabo eller naboens knægt, eller manden på stranden, som taler med din 5-årige datter.
Eller den sorte, han var måske 14 år, kruset hår, brede læber, mørkebrun negroid med indianske træk og store brune øjne med et undskyldende blik, som var han flov over at gå med slips og nystrøget skjorte, han drak en cola, hans mor et glas hvidvin.
Hun var hvidhåret, rank i ryggen og stiv i blikket midt i halvtredserne. Hun konverserede ikke med sit enebarn, men leverede monotone spørgsmål ud i luften som han så loyalt besvarede i kortest mulig form, mens han skævede til hende for at se, om svaret behagede hende. Men hun var udtryksløs.
- Er colaen kold?
- Ja mor, fin!
Andre 14-årige var samlet i grupper af jævnaldrende eller del af en familie, men han her var som trådt ud af et eventyr fra sydstaten Mississippi 1850, fruen fra godset på tur til byen med sin personlige gigolo, hittebarnet ingen ville kendes ved, og som hun så, fordi hendes hjerte var så stort og fromheden så åbenlys havde taget til sig, klædt på, opdraget og beskyttet.
Jeg fangede hans blik, smilede til ham og han smilede tilbage genert, høfligt. Gad vide om hun har hentet ham på et børnehjem i Peru og hver dag lige siden fortalt ham, at han er dygtig, selvom han er sort, og han er klog, selvom han er indianer, og han er dansk selvom han har kruset hår, og at han bare skal lade som om, han er helt almindelig, så vil ingen opdage, hvem han i virkeligheden er.

Han er en af dem, der skal sendes hjem, hvis det stod til Daniel Carlsen, 21 årig politisk partistifter, der håber at komme først i byrådet i Viborg og siden i Folketinget. Han frygter at folkesjælen drukner, hvis fejlfarverne blander sig, og de vantro integreres.
Og han har ret, folkesjælen er ingen stabil størrelse, det hjælper ikke at tvinge danskhedens stive skjorter og stribede slips på en hybrid fra Peru, tværtimod, paranoia vil accellerere og mistænksomheden snige sig ind i sjælen, folkesjælen.
Idag er tiden en anden end for 10 år siden, der er kommet bomme og adgangstegn, koder og kontrol, skepsis og mistro, og folkesjælen har skiftet karakter. At være dansk er ikke hvad det var, og det er noget helt andet, end det bliver. Kultur og karakter, magt og moral, værdi og Vorherre, danskheden om tredive år vil være som byens turisthotel, så fuldt af knaster og kanapper at ingen kan kende det igen. Altaner er klistret på, vinduer muret til, en havestue åd krydderurtebedet, en ny længe baghaven, vinduer blev skiftet, andre ikke, uttallige renoveringer har sat sig spor, de rustne bogstaver på gavler vidner om det oprindelige formål: TURIST HOTELLET.
Sådan er det med folkesjælen og danskheden, der er ingen plan intet overblik, man gør hvad der kan betale sig og pynter på skavankerne.
- Verdens bedste! brager de folkevalgte, mens sjælen lukker et øje og tager sig en blunder.

Et pindsvin, det var et pindsvin igår nat en kuglet klump, der pilede over gaden foran mig, men som pludselig stoppede midt på vejen. En pigget kugle midt på asfalten ubevægelig som ventede den kun på at blive kørt over. Jeg standsede, talte til den og bad den fortsætte, men den rørte sig ikke. Jeg lokkede den, puffede til den, tryglede den, men lige meget hjalp det, død som en tornet sten lå den og puttede sig på det absolut dummeste sted mellem tryg hæk til den ene side og højt græs til den andet. Hovedet var skjult, ens i begge ender var den, kuglerund og sagde ikke en lyd. Utaknemmelig, tænkte jeg, havde den vist tillid og taget imod et godt råd, havde den været sød, men den var ikke til at nå med hverken ord eller blide skub. Dum, tænkte jeg, dumme enfoldige dyr, det bliver din død en dag og gik videre. Kiggede mig tilbage efter ti skridt, men den var stadig dum. Så sekundet efter pilede den afsted i sikkerhed i buskadset. Hørte jeg den gnæggende triumfere: - sådan narrer man overmagten?
Overmagt, det irriterer mig, at jeg altid tænker på magtforholdet, når jeg ser eller oplever noget, altid er det magten, overmagten eller den magtesløse, jeg ser, er det fordi den står i vejen for kærligheden, at jeg først skal have magten sat på plads?
Eller frygter jeg selv at være et magtmenneske, som kvæler kærlighedens spæde spirer, er det slet ikke overmagtens vingesus, jeg frygter, men mit paranoide klampklare væsen?

Pegasus og pindsvin er det dem, der kender svaret på den uløselige gåde, hvordan kærlighed og magt forvaltes og forenes? Eller er det Blue Jeans Linedancers som underholdt i pausen, da der sidst var musik på Sandvig scenen? Otte kvinder i gule trøjer med cowboyhatte og højt humør havde vinteren igennem øvet numre nok til et kvarters optræden til skrattende musik, det var fest og fart. Dellerne dinglede og sveden sprang, der var en tyksak på 120 kilo med overarme som en smed, der var den jubiii-hujende høvding med kiloene anderledes fordelt, hovedet sad på en spinkel stilk, hvor andre havde tyrenakke, kun en enkelt var tynd som en asparges med flagrende arme, et vidunderligt syn at se dem synkrondanse til reggae rytmer, det var umuligt at holde gejsten nede. Kærligheden boblede og sydede og truede med at vippe præcisionen over bord, fejlene var tæt på at overtage scenen, det var vidunderligt, hjerteligt og menneskeligt. Alle, der turde more sig grinede ad damerne og klappede heftigt. Det var kærlighed og ikke kamp, der sejrede, og hvor de dog stønnede tilsidst, da de med armene om halsen på hinanden jublede, at de havde vundet. Kamp eller kærlighed, danse synkront eller spille død, narre overmagten eller reglementet, snyde på vægten og drømme sig ens, det var aftenens godbid, damerne fra danseskolen.

På restaurant Kadeau er de startet forfra helt fra bunden, og alt de serverer er gennemsyret af karakter og moral og lyst til at lege, der er rendyrket kærlighed, ingen pynt ingen tilpasning ingen lokkemad, kun den rene vare sublimt tilberedt, du gode gud, sådan vil jeg være, sådan vil jeg have lov at være.
Det er noget nyt det Bornhomske Køkken, fem retter fik jeg, og hver gang ledsaget af en grundig introduktion, information om hvad jeg fik serveret. Smagen var så rigtig, så dansk så karakterfuld, at den ikke tålte hverken musik eller stemmer eller ringende mobil, det handlede om dannelse, at give karakter et billedligt udtryk, at kommunikere moral, hvordan skal du opføre dig som menneske, sådan!
Jeg kender alt til visuelle signaler om moral og karakter, men ikke gastronomiske, men her var de, miniatureportioner med en sammensætning og tilberedning, så jeg svømmede i tillid og tryghed.
Jeg sendte ham et postkort dagen efter, Rasmus Kofoed, den ene af initiativtagerne til det nye køkken og gav udtryk for min taknemmelighed. Ikke for maden jeg spiste, men håbet han havde sået, at der findes en vej. Ofte har musikken vist vejen, sjældnere billedkunst og skuespil, men nu er det gastronomien, der skal være retningsviser for kommende generationers folkesjæl.
Respekten for skønhed driver stedet, ikke markedsanalyser og meningsmålinger, tænk, hvis vore politikere havde samme ideal, hvad kunne det ikke blive til? Hvis de folkevalgte ikke gik efter stemmer, men efter skønhed? Den smukke tale, den rigtige beslutning sikke et lederskab, så ville det være attraktivt at gå ind i politik og tage ansvar, lede folket og skubbe til sjælen. Revse de uduelige og premiere de forstandige, den norske statsminister fik ros for sin statsmandsagtige optræden efter massedrabet i Utøya, men han er en undtagelse, det burde være daglig kost, at en statsmand er statsmand også til hverdag.
Demokrati uden dannelse er en narresut. Kapitalisme uden moral er en dødssejler, debat uden holdning er røv og nøgler.

Hvor er her stille, I guder hvor er her stille, hver en lyd på pladsen er præcis og klar, han taler i mobil, manden øverst på bakken, og den rødhårede stikker hovedet ud ad teltet og vinker godmorgen, jeg kan høre hende smile. Så pakker hun soveposen ned, hun skal rejse idag. Fjerne stemmer på et fremmed sprog, kun få er tilbage på pladsen, nu kan fuglene tage over, sangfugle kvidrer i buskene, der røg oversejlet. To spinkle buede stænger holder indersejlet oppe, det blafrer det i den lette morgenbrise intimt og hemmelighedsfuldt.
Hun kaster brød ud til spurvene, brækker det sidste de havde til overs i små stykker så strækker hun sig og sætter sig på cyklen. Kører hen foran mit telt smiler og rækker hånden frem til farvel.
Jeg omfavner hende og hun kysser mig på kinden og kigger på mig med åbne tillidsfulde brune øjne, som siger: - Jeg ved alt om dig!
Så smelter jeg, det er som at komme hjem, det er her, jeg hører jeg til. De kommer fra Kolobrzeg i Polen skal videre til Gudhjem, og inden hun drejer om hjørnet for enden af pladsen vinker hun igen.

Bølger og krusning kan ikke blive enige, bølgerne vinder, de kan ikke stoppes, holdes nede måske, men fralandsvinden kruser overfladen, hvirvler den op i tusinde småbølger der forsvinder, så snart de er dannet. Horisonten en fuldkommen indiskutabel linje, den er korrektheden selv, ubrudt afslutning på havet og start på himlen, den er der ingen krige, der kan få til at flytte sig. Kun I guder kan bølge horisonten. Bølger og krusning kan slås, men himlens grænse er guddommelig perfekt, den skal der mere end en tordnende for at vække. Og så pludselig en stemme helt tæt på, nej ikke ham, den langgråhårede senhippi med læderarmbånd og bare tær, som dikterer sine memoirer til mobiltelefonen og ikke den altfavnende tantehusmor, der fylder de små med slik og sodavand, nej stemmen kom fra himlen, ikke gammel ikke ung men tøvende, irriterende selvsikker.
- Kun den gå på livets vej, som livet kender.
Jeg forstod det ikke, måske det bare var en stemme i mit hovede, og alligevel svarede jeg:
- Ja, jeg vil livet, vis mig livet, lær mig at leve.