Benedikte er tryg i Gud. Hun slukker lyset i loftet og tænder den svage røde natlampe, glatter sin hovepude og sætter sin bamse i hjørnet ved hovedgærdet. Pyjamas har hun på, knappet op i halsen, hun fik den af sin onkel i julegave, så dejlig blød er den, og det gør ikke noget, den er med gylp og knapper i bukserne, selvom hun er en pige. Onklen er også Luthersk Missionsk som Benedikte og hendes forældre, mest hendes mor, som hun kalder på, da hun har lagt sig med hænderne foldet over dynen klar til at bede aftenbøn.
En afslappet tryghed breder sig i kroppen, en følelse af fred, de minutter alene inden hendes mor kommer, er for Benedikte dagens bedste, det er, som svæver hun frit i rummet, vægtløs mellem loft og gulv, ingen tanker, ingen lyde kun drømmeløs eksistens. På listetær kommer hendes mor, sætter sig på sengekanten, ber med foldede hænder en bøn, kysser Benedikte på panden og siger - godnat.

På væggen ved benenden er en plakat, Jomfru Maria med ansigtet vendt mod himlen og sit Jesusbarn i armene, som lytter hun. Ved siden af i en ramme et fotografi af Benediktes far. Portrættet er i sorthvid kun et par år gammelt og viser en nyvalgt formand for Kristenpartiet, selvsikker og stolt i sit noble jakkesæt med stribet slips, brillerne har han taget af, da billedet blev taget. Den mørke læderlænestol står på skrå i billedet, så han drejer ansigtet lidt akavet og kigger direkte i kameraet. Benedikte føler, at det er hende, han kigger på, som vil han belære hende om noget. Det er Benediktes mor, der sørger for den daglig rutine med bordbøn og aftenbøn, hun er stærkt troende, hele hendes familie er Luthersk Missionsk, mens Benediktes far mest er politiker. Han ved godt, at for megen snak om Gud, bibel og religion ikke er velset, hvis partiet vil have politisk indflydelse, det er som leder af et familieparti og ikke et religiøst, han er valgt til Folketinget.

Da Benedikte skal i skole lægger hun sine lyserøde sneakers i sin skoletaske, dem har hun fået af farmor men tager de sorte med skoremme på, for hun gider ikke skændes med sin mor, og i skolen vil hun være som alle andre og ikke en, der bliver mobbet, fordi hun er troende. Også troen på at mennesket er skabt af Gud, som der står i biblen, og at vi ikke nedstammer fra aberne, bliver derhjemme.
Tro og skole holder Benedikte adskilt, fortæller ikke sin mor, da hun kysser en dreng, det er Nico, der i et frikvarter spørger, om hun vil med over bag cykelskurene, der er noget, han vil vise hende. Supersød er han, og smart med en kasket der sidder omvendt, det er heldigt, for det er på munden han kysser hende, og så er skyggen ikke i vejen. De prøver også at slikke på hinandens tunger, det er vildt. For Benedikte er det som en tur i rutchebanen, aldrig før har hun forestillet sig, at det kunne være så anderledes at mærke en anden tunge i sin mund end sin egen.
- En gang til, siger hun og stikker tungen frem. De rører ikke hinanden, kun tungerne, Benedikte kan ikke lade være at grine  - det er sjovt, siger hun og Nico råber efter hende, da hun løber, at han godt kan lide hendes sneakers.

En søndag morgen er Benediktes mor stået tidligt op og har bagt boller. Der er dug på bordet og et tændt stearinlys, de er bare de tre far, mor og Benedikte, som stadig er i pyjamas med sin bamse under armen. Så fint der er dækket op med ost og marmelade og blødkogte æg, og da far forbløffet spørger, hvad der skal fejres, siger mor, at det er da deres bryllupsdag.
- Nå ja, det er det osse. Han virker både sur og flov, tager avisen og bladrer indtil kaffen er færdig og hældt på kanden. Så kigger han på uret, som har han glemt, det er søndag, folder hænderne mens mor takker Gud for det dejlige morgenbord. Det er først, da de er ved at være færdige med at spise, at Benediktes far ser, Benedikte ikke har spist sit æg.
- Jamen der er koldt, siger hun, da han ber hende spise op.
Så følger et foredrag, om hvor sød mor er, at hun har kogt æg, og hvor glad og taknemmelig Benedikte skal være, og så tager han med teskeen lidt gul blomme og geleagtig æggehvide og sætter op til hendes mund, mens Benedikte snører læberne sammen.
- Spis så, når jeg siger det. Mor står med ryggen til, som er hun ved at lave mere kaffe, ørerne holder hun lukkede, for hun ved godt, at det værste har Benedikte tilgode.
Arrigt tager han fat, sætter hende på sit skød, holder hende for næsen med den ene hånd, mens han med den anden giver hende en teskefuld blødkogt æg i munden, mens han dirrende mumler, at hun skal altså lære at spise, hvad der bliver sat på bordet.
Benedikte spytter ægget ud, skriger og spiller død. Fuldstændig slap er hun i hans arme, hovedet hænger, øjnene stirrer, hun ikke engang blinker, men savler. Så vender mor sig, løfter Benedikte i armene og bærer hende ind i seng uden at sige et ord. Det er på vej ud af værelset, lige inden hun lukker døren, at Benedikte råber efter hende - Jeg har altså kysset en dreng.

Samme eftermiddag kan Benedikte ud ad sit vindue se tre drenge fra parallelklassen køre frem og tilbage foran huset, mens de kigger op mod hoveddøren, som tør de ikke stille cyklerne og ringe på. Benedikte har stuearrest og er stadig i pyjamas, så hun vinker ikke, men gemmer sig bag gardinet.
Da mor om aftenen kommer ind til Benedikte for at bede aftenbøn, trækker hun en stol hen til sengen, der er noget vigtigt hun vil sige. Det handler om Syndefaldet. Hvordan mennesket er ophav til al ondskab og vil ende i helvede, hvis det ikke angrer sine synder og får Guds tilgivelse. Alle mennesker vil få enten et evigt liv eller blive kastet i dødens flammehav alt efter hvad, de har fortjent.
Og så fortæller hun, hvordan hun som ung missionær tog til Amazonas jungle og omvendte hedninge. Hvordan hun helbredte de indfødte og gav dem den rette tro, så at hun, når hun forlader denne jord, vil få et evigt liv i Herren. Benedikte lytter med foldede hænder og tænker, det kunne være vildt spændende at bo i junglen hos indianerne.
Det er en lun efterårsdag, med dryssende blade fra træer langs vejen, at Benedikte på vej hjem fra skole oplever det totalt uventede, at der er noget, der stopper hende, hendes ben vil ikke gå længere, hun er ude af stand til at bevæge sig, det føles, som er der nogen, der har overtaget hendes vilje. Hun får lyst til at sætte sig men kan ikke, bliver underlig følelsesløs, men det mærkeligste er stemmen, hun hører, eller tror hun hører, blid og helt tæt på. - Kom, siger stemmen ikke andet. Bare - kom.
Noget fortumlet som vågnet efter en drøm får Benedikte viljen tilbage, kigger sig omkring, men hun er alene, der er ingen, der kunne have talt til hende.
Flere gang på vej hjem standser hun for at få det mærkværdige til at gentage sig og få stemmen til at give sig tilkende. Meget gerne sige noget mere, for den var slet ikke ubehagelig og Benedikte er i tvivl, om det blot er noget, hun forestiller sig, en slags dagdrøm.

Diskussion om tilladelse til vielse af homoseksuelle sætter Benediktes far i et dilemma, for som politiker bakker han op om tidens holdning, mens hans Luthersk Missionske tro, der bygger på biblens ord, fordømmer det. Stemningen i hjemmet er trykkende, men også i partiet er der oprør. Selvom han i sin valgkreds bakker op om de kristne værdier, er der ved at danne sig et ønske om formandsskifte. Mere og mere splittet bliver han, og da partiets kvinder gør fælles front mod deres formand, vælger Benediktes far at trække sig. Nedbrudt politisk og menneskeligt melder han sig ud af Kristenpartiet, og accepterer sin kones ønske om skilsmisse. Slukøret får han ansættelse som lobbyist for tobaksindustrien og flytter til Brüssel.
Det passer Benediktes mor fint, at hun nu er alene med sin datter, som hun får et stadigt nærmere forhold til, det bliver hendes vigtigste mission, at gøre Benedikte stærk i troen.
Daglige bibellæsninger, søndagsskole i Missionshuset, Benedikte er i sin fritid koncentreret om troen, men på gymnasiet, hvor hun går nu, er hun helt som andre piger på hendes alder. Det er intet problem for Benedikte at være missionsk derhjemme og almindelig i skolen, men den holdning har hendes mor svært ved at acceptere, for hende findes der kun en sandhed, og det er biblens ord.

Benedikte glemmer ikke stemmen, der for år tilbage sagde - Kom.Hun tænker tit på hvem, det mon var, der talte til hende. Den sære oplevelse kortvarigt at miste evnen til at bevæge sig får hun med mellemrum, det er som bliver hendes vilje overtaget af en anden, men ingen stemme hører hun. Aldrig fortæller hun det til nogen, men tænker, om det kunne være en dæmon, helgen eller måske bare indbildning. Bekymret er hun ikke.
Hver søndag går hun til gudstjeneste med sin mor, og minutterne, hvor hun ligger på knæ på knæfaldet foran alteret og venter på, at det er hendes tur til at få nadveren er som tiden, hun husker, hvor hun som barn ventede på, at hendes mor skulle komme og bede aftenbøn. En helt speciel frydefuld oplevelse, som bliver hun båret af Helligånden.
Og det sker. En dag går hun alene ned i kirken og stiller sig foran alterets store maleri af en stående Jesus helt i hvidt. Med håndfladerne vendt mod menneskene omkring sig, velsigner han dem, en kvinde med nøgent barn på armen, hyrder i kutter på knæ, flere børn og fædre og et par på vej med vandrestav op ad bjerget. Alt på klippegrund med træer og palmer og en udsigt over et aftenlandskab med dagens sidste sol. Der samler Benedikte sine hænder og løfter dem mod Jesus, og så siger hun stille, men beslutsomt - Jeg er kommet.
I det samme rammer en solstråle fra vinduet Benedikte, og som et mirakel kigger Jesus på hende.
Intet lys i kirkerummet er tændt, altertavlen ligger hen i mørke, og alligevel er hun ikke i tvivl, Jesus ser hende, og det er hende, han taler til.
Kirkens mure forsvinder, hvælvinger, gulv og søjler, kun hun står tilbage, nej hun ligger på knæ med den mest vidunderlige fornemmelse, at dette sker.

Så lys og tillidsfuld en stemme men også selvsikker, som er det selve sandheden, der taler. Jo, Kristus er sandhed, det ved Benedikte godt, det står i biblen, men nu er han her, lysende og indlysende åbenbarer han sig for hende. Benedikte på knæ med løftede arme og et ansigt, der lytter som Madonnaen i soveværelset. Med den blide genkendelige stemme erklærer Jesus hende sin kærlighed og fortæller, hvordan djævlen er ved at ødelægge menneskene. At mennesket er skabt uskyldigt og godhjertet, men at Djævlen ønsker det syndigt og ondt, og at Benedikte er udvalgt til at give mennesket tilbage, hvad Djævlen har taget.
- Med hjertet skal du sprede mit kærlighedsbudskab og med dit eksempel vise vej.
Det skal hun gøre. Ikke følge skriften, men sin lyst.
- Vis dem dit hjerte hellere end ord, for godheden er i dig.
Og så skal hun lade sig følge af disciple, så hendes sjæl og gerning kan blive kendt og respekteret.
- Du er min sandhed og kærlighed, med den skal du velsigne menneskene.
Benedikte sidder helt stille med en sær fornemmelse af ikke at kunne mærke sin krop, nogen har overtaget hendes vilje, fået hende til at svæve, en vidunderlig tilstand af følelsesløs tryghed.
- Alt du gør og tør og tror, gør du i mit sted.
Hvert ord står præntet i Benediktes bevidshed, da mørket vender tilbage og Jesus igen bliver et maleri.

Åbenbaring, Benedikte mærker, at noget vigtigt er blevet hende åbenbaret. På hjemvejen gentager hun for sig selv, alt der blev hende sagt men tænker også, at hun lige skal have studentereksamen overstået, inden hun giver sig tilkende som Jesu udsending på jord. Hans gave til menneskene.
Mest forbløffende er det for både lærere og elever, at Benedikte bliver topscorer til eksamen, alle roser hende, og alle undrer sig. Så fuld af overskud og glad, selv tøjet er skiftet ud, lange hvide skjorter, lyse bukser og et par nye sneakers, hun stråler af selvtillid. Tålmodig og taknemmelig er Benedikte, soler sig ikke i smiger, men venter på det rette øjeblik, hvor hun som en sommerfugl skal kravle ud af pubben, sætte sig et fredeligt sted, hvor vingerne kan tørre, for så at flyve afsted med sit kærlighedsbudskab.
På Facebook opretter Benedikte en begivenhed. I et naturområde, hvor træer ligger, som de faldt, stier gror til, og insekter trives i både jord og luft, hvor ukrudt gror frit mellem sjældne svampe, og lyset genopliver glemte sten. Lørdag formiddag i en nærmere bestemt lysning vil hun velsigne enhver, der møder op. Lidt spændende er det, om nogen orker at gå de tre kilometer gennem vild skov og selvsået eng for at komme til netop dette sted. Men det gør de. To ældre med børnebørn, flere unge, troende og nysgerrige, tre veninder i vandresko og en blind med sin førerhund. Alle er spændt på opslagets løfte om velsignelse, det er det, Benedikte skriver i opslaget, at hun er kaldet til at velsigne hver og en. - Tag tæpper med, anbefaler hun.
Hånd i hånd er de på vej, Emil og hans mor, hun følger ham i skole ikke langt fra Jægergade, hvor de bor, og det har hun gjort hver dag siden Emils første skoledag for en uge siden.
Han har sin nye skoletaske på ryggen, blå og lyseblå, de skal bare krydse Rantzausgade, mere husker han ikke. Det næste han husker er sin mor liggende med lukkede øjne og hænderne om en rose på dynen, hun er død.
En bil i vild fart rev hende ud af hånden på Emil, slæbte hende ti meter før hun faldt hun af.
At han af politiet bliver kørt hjem til bedsteforældrene, husker han ikke, men han husker, at lyset var så skarpt, at det gjorde ondt. Mest i det ene øje men dagen efter også i det andet. Mormor bliver glad, da øjenlægen fortæller, der ikke er noget unormalt at se, øjnene er perfekte. - Det bliver nok bedre om et par dage.
Men det gør det ikke, tværtimod, Emil bliver på kort tid totalblind på begge øjne. Støttepædagog i klassen og konsultation hos en psykolog, der af mormor får hele historien om datteren og bilisten, og Emil får diagnosen dissociativ blindhed og psykisk traume. Emil affinder sig med sit handicap og får som 25-årig tildelt en førerhund. Alle i kvarteret kender Emil, mørke briller med hund og stok.
Da computeren læser højt en besked på Facebook om en begivenhed, hvor en pige gratis vil velsigne deltagerne et sted i skoven, får han lyst til at være med.

Med armene ud til siden og håndfladerne vendt mod himlen, sidder Benedikte i græsset med lukkede øjne og ber en bøn. Omkring hende i en cirkel sidder de, der er kommet.
- Far i himlen, dit navn er helligt, dit rige skal komme og din vilje vil ske. Jeg ber dig fri os fra fristelsen og befri os fra det onde, for det har du magten til. Amen.
Så smiler hun og fortæller, hvad hun oplevede i kirken, alt om åbenbaringen, mens hun kigger hver enkelt i øjnene.
Sit billede af Madonnaen har hun stillet op ad en stor sten, selv sidder hun på et tæppe i sin hvide skjorte og nye lyserøde sneakers.
En ung mand bliver som den første bedt om at sætte sig over for hende. Hun lægger en hånd på hans hovede, tager hans hånd i sin, og så velsigner hun ham. Hun har ikke forberedt, hvad hun vil sige, det kommer bare, længe sidder de sådan, så får hånden et klem, og hun stryger blidt hans kind.
Også Emil bliver velsignet, men beskeden til ham er, at han vil få synet tilbage. Indtrængende ber hun om, at det må ske, mens hun klemmer hans hånd kraftigt og længe. Hun mærker den besynderlige fornemmelse af fraværende vægtløshed, som er det en anden, der styrer hendes vilje, og Benedikte opfatter det som tegn på, at hendes bøn bliver hørt.
Ingen går upåvirket fra seancen, alle føler, at de deltager i noget stort og mystisk. Aldrig har Benedikte været så træt i sit liv, fuldtændig udkørt er hun af intens koncentration, men lykkelig for, at det gik så godt.
Også den følgende lørdag kommer Emil, men nu uden førerhund. Så sejlivet stolt er han, da han kigger Benedikte i øjnene og fortæller, at hun har givet ham synet tilbage. Benedikte smiler, giver Emil et knus og tænker det var, hvad hun mærkede, da hun velsignede ham. I dag ber hun ikke, da hun velsigner Emil, om at noget må ske, men takker for det, der skete.

Rygtet spreder sig på de sociale medier, at Benedikte helbreder syge derude i skoven, og kommentarerne er, at det er ikke bare anstødeligt, men også ulovligt. Efter et interview i lokal-tv med Emil kommer det frem, at han har skilt sig af med sin førerhund Max. Efter trofast at have hjulpet ham gennem fem år, bliver den nu kasseret, hvordan har Emil det med det? Stort set alle kommentarer er fordømmende, Benediktes bedrag er udtryk for sygelig selvforherligelse. Præster kalder hende svindler, læger kalder hende kvaksalver og psykologer udtaler, at hun er mentalt retarderet og lider af en vrangforestilling.
Benedikte lukker øjne og ører for kommentarer og beskidte beskeder og fortsætter sine seancer med stadig flere, der vil velsignes. Da en gruppe på fire unge der tydeligvis ikke skal velsignes gør alt for at forstyrre arrangementet, sætter Benedikte sig på hug foran en af dem, fanger hans blik, stirrer vedholdende, strammer grebet om hans hånd, lægger den anden på hans hovede og lukker øjnene. Og så kommer den fornemmelse, hun nu kender så godt, hvor hendes vilje bliver overtaget af en anden. Hun behøver ikke bede en bøn, det er nok at hånden hviler på hans hovede. Hans tre kammerater fatter ikke, at han finder sig i det, og med tårer i øjnene vil hjem i en fart.

Emil kommer hver lørdag ikke for at blive velsignet, men af taknemmelighed, og Benedikte nyder efter hver seance at tale fortroligt med ham. Da hun beder ham være hendes discipel, bliver han henrykt, for han har masser af tid og får stadig invalidepension. Så meget arbejde venter, Benedikte har i den grad brug for en assistent. Fra hele landet kommer deltagere, antallet øges fra uge til uge, meget skal koordineres og Emil er effektiv. Hver velsignelse bliver tidsmæssigt skåret ned, tilgengæld får man et underskrevet bevis, med billede af Benedikte, hvor hun som Jesus på altertavlen står omgivet af lyttende tilhængere.
Byens kirke er i et dilemma, for besøgende i stort antal vil se altertavlen, hvor åbenbaringen fandt sted. De mange turister og deres parkerede biler er vokset til et problem, og i menighedsrådet er der uenighed om, hvad man skal gøre. Hvis Benedikte afsløres, bliver det pinligt for kirken, at den så velvilligt stillede sig til rådighed for en svindler, mens de der af hjertet tror på Benediktes guddommelige evner, holder det for sig selv.
Emil og endnu to disciple fungerer som et effektivt sekretariat, de styrer økonomien og sørger for den efterhånden omfattende kommunikation og markedsføring. Og så arrangerer de en landsturne, der på en måned besøger de seks største provinsbyer. Interessen er stor, billetterne rives væk, pressen er ivrig med omtale og interviews, Kristenpartiet tager kraftigt afstand, Luthersk Mission er tvetydige i deres kritik, Benediktes forældre afslår at kommentere datterens vækkelse.

Fuldt af unge er der ved hotellets hoveddør, hvor en smilende Benedikte skriver autografer, og ved ankomsten om aftenen til medborgerhuset er der endnu flere, alle skal røre mirakelmageren, og Benedikte accepterer sin rolle som idol, det hører med med til berømmelsen.
Salen er pyntet op med grene, blomster, lyse gardiner fra gulv til loft og reproduktioner af Madonnaen med Jesusbarnet fra benenden i Benediktes børneværelse. Emil står for lys og lyd, de andre for salg af bøger og plakater fra natur og miljøgrupper, fredsbevægelser, om undertrykte folkeslag og religiøs vækkelse ud over Benediktes egenproducerede postkort og brochurer.
Hendes indledende tale er et kærlighedsbudskab, og de knap otte hundrede tilhørere, mest de unge, der står tætpakket foran scenen, hujer og jubler, stemningen er i top. Hun taler om djævel og ondskab, om penges magt, miljøkatastrofe og våbenkapløb, men især om at elske og nyde, lytte til sin krop og bruge sin lyst. Mennesket er skabt godt, og det er godheden, der skal bygges på, når djævlen kommer med ondskab, racisme, fordom og fjendskab.
 - Fred på jord og kærlighed mellem mennesker, det er budskabet. - Søg frelsen og kys hinanden, gør dagen til musik og natten til en drøm, Benedikte slår ud med armene, og salen klapper.
- Bliv ikke radikaliseret af nogen religion, for mennesket er skabt til frihed.
Benedikte kan smitte med energi og entusiasme, og så går hun ellers igang med at velsigne de, der ønsker det. En lang kø dannes ned ad midtergangen, og Benedikte lægger en hånd på hovedet af hver enkelt, ser dem i øjnene og siger et par ord.
Hvis man har en sygdom eller handicap, skal hun vide det, så hun kan bede for en helbredelse, enkelte besvimer under hendes håndspålægning, men frivillige står parat til at gribe dem, når de falder. Velsignelse og djævleuddrivelse, healing og bøn, Benedikte kan det hele, og de mange der føler, det har hjulpet på smerter eller sygdom fortæller det videre, Benediktes succes er i det personlige møde. Da hun den aften træt vender tilbage til hotellet, træffer hun en afgørende beslutning.

Oplevelsen af viljeløs tanke og ubevægelig krop er blevet sjældnere og sjældnere. Benedikte er sikker på, den helt specielle fornemmelse er tegn på, at Jesus er tilstede, men nu tvivler hun på, om han stadig er hos hende, måske hun med sin berømmelse har mistet sin sjæl, at hun ikke længere er sandheden, at skrigende unge ved scenekanten og fans foran hotellet slet ikke skyldes tro eller kærlighed men kun fame. At berømthed har erstattet budskab.
Tvivlen kommer til hende nærmest som en drøm, hun rejser sig fra sengen, tænder lys på toilettet, ser sig i spejlet og bryder sig ikke om, hvad hun ser, og så tager hun beslutningen - Slut.
Nu må det slutte. Showet er forbi. Hvis verden skal reddes, må det blive af de mange, hun har velsignet og ikke hende selv. Først da holdet er kommet hjem fra turneen og har fået tømt autocamperen, samler hun medarbejderne og fortæller, at hele virksomheden skal afvikles, for hun stopper som prædikant.
Dybt loyal er deres reaktion, alle har de kun positivt at sige om deres eventyrlige odysse med Benedikte.

Det er en ydmyg Benedikte, der ringer på døren hos sin mor, som hun ikke har talt med, siden hun flyttede hjemmefra, men nu er tiden kommet. Da Benedikte forlod Den Lutherske Mission hørte hendes mor kun om sin datter ad omveje, og det hun hørte, brød hun sig ikke om. Aldrig overvejede hun at opsøge hende, var bange for ikke at kunne styre sin vrede ville hellere bare glemme, glemme at hun havde en datter. Fuld af fordømmelse søgte moren lindring i troen. Mennesket er syndigt og Benedikte besat af djævlen, intet kunne hendes mor gøre, andet end at bede Gud om barmhjertighed og nåde.
Men nu står hun der så, datteren, med et barnligt smil og vil bare snakke - hej!

Det er en overvindelse for Benediktes mor at tage godt imod den datter, der har voldt hende så megen sorg, men hun gør det, og det lindrer. Uden sin stærke tro havde hun ikke klaret det, Gud hjalp hende i den svære tid. Da hun har fortalt om smerten, er hun klar til at tilgive.
Benedikte tager hende i hånden og lytter, undskylder, og så fortæller hun, at det nu er slut med sladder og show. Hendes mor hører, hvad datteren siger, men det trænger ikke ind.
Håret er gråt og ulet, neglene hårde, hænderne rynkede, hendes tøj det samme, som da Benedikte boede hjemme. Stuen ligner sig selv, rullegardinerne er trukket for, gule og flossede er de, vindueskarmen støvet, fjernsynet stort. Moren har tøfler på, slidte som hende selv. Hun rejser dig fra sofaen, finder albummet frem med gamle billeder, og fortæller hvor smuk Benedikte var som spæd, og hvor meget hun elskede sin datter - du var så lille.
Og de ser på billeder af Benediktes far, som Moren ikke har hørt fra, siden han flyttede, bitterheden er stor.
- Se her. Det er et billede af moren på brylupsrejsen, hun sidder mut alene på en fortovscafe i Paris, og så fortæller hun, hvor svigtet hun følte sig, om hvor voldelig han kunne blive, og hvor tæt hun var på at forlade ham og afbryde svangerskabet, da hun var gravid med Benedikte. Men hun holdt ud, for hun havde sin tro.
Frygten for ikke at blive accepteret af Gud og få et evigt liv var stor, og så ventede der hende helvedes pinsler. Altid var hun selvopofrende, gjorde hvad Missionen forventede af en hustru, men levede altid i frygt for sin mands vrede og Guds straf.
Og Benedikte fortæller om sin tro, om de mange hun har givet lyst til livet, unge uden håb og mening, der har set lyset og mødt Guds kærlighed.

Nærmest ved et tilfælde går hendes cykeltur gennem skoven forbi lysningen, hvor hun hele sommeren velsignede om lørdagen de, der kom, og kan se at der igen har samlet sig mennesker nu omkring stenen, hvor nogen har sprayet bogstaverne VELSIN. Stedet er blevet et udflugtsmål for de, der har behov for at mindes og mærke, genfinde det særlige fællesskab, Benedikte bliver rørt og sætter sig. Alle genkender de hende og fortæller, hvordan stenen er hellig og stedet en helligdom. Hver lørdag samles tilhængere, og hvis hun vil være med, er hun mere end velkommen. Benedikte accepterer på betingelse af, at ingen ved, hun vil komme. Intet show, ingen prædiken men gerne velsignelse til de, der ønsker det.
Intimitet, stilfærdig respekt om hendes tro og evner, Benedikte glæder sig hele ugen til at gense kendte ansigter og velsigne de få. En joint går på omgang, og Benedikte mærker svimmelheden, en behagelig fornemmelse af intens oplevelse. De er virkelig søde de unge, griner med hende, synger og snakker. Og så ryger de. Skoven bliver smukkere, ordene klogere, efter endnu en joint og et grineanfald er Benedikte på vej til et sted, hun ikke kender, hvor lyde er musik, og tiden går langsomt, alle er smukke og djævlen på flugt, det må være Paradis, tænker Benedikte og strækker sig i græsset, befriet for bekymring.
Da hun cykler hjem, har hun en klump hash i lommen og en æske små blå. At sidde alene på sit værelse med tændt stearinlys og en god rus bliver Benediktes hverdag, så skønt det er, og hver lørdag er hun i helligdommen med vennerne, der får velsignelse i bytte for euforiserende stoffer, alt er bedøvende vidunderligt.
Cannabis, skunk, amfetamin, kokain, ecstasy, meskalin, acid, rohypnol, hvert stof har sin karakteristiktiske virkning, nogle er sløvende, andre stimulerende, og så er der hallucinogenerne, der giver tankerne substans og gør drømmen til virkelighed. Alle fører de Benedikte til en verden af inderlig skønhed og accept, en fredens have befriet for ondskab, det var måske det, Jesus bad hende om, at forsage djævlen og finde fred, så smiler hun og omfavner vennerne.

Hen på vinteren med sjap på fortov og fygesne langs murene går Benedikte alene gennem parken, lørdagseventyret er slut for i år, hun har ikke mere hash, rygeheroin, rohypnol eller acid kun tre af de små blå har hun, dem gemmer hun til kirken. For det er der Benedikte er på vej hen.
Foran altertavlen med Kristus der klædt i hvidt velsigner menneskene omkring sig, sluger Benedikte pillerne.
Der er noget hun vil sige, men ved ikke hvad.
- Tak for din kærlighed, eller - Undskyld jeg svigtede. Og der er noget, hun ønsker, det er at blive genkendt.
- Jeg er kommet, siger hun og kigger op på det mørke maleri, men intet sollys falder ind ad de høje vinduer, og intet på altertavlen bevæger sig.
Hun lægger sig på knæ og løfter sine samlede hænder mod Jesus, ber ham tage imod hendes vilje og tanker, hendes krop og give hende fornemmelsen, hun kender så godt, men nu har mistet.
Forgæves, det eneste hun mærker er pillernes dope, frygten bliver virkelig, faren truende. Angsten breder sig som djævelskab i Benediktes krop, og opgivelsen sætter sig i sindet. Hendes sjæl formørkes.
Benedikte bøjer sig forover, lægger hænder og pande på knæfaldet og udstøder en højlydt rallen. Under hvælvinge mellem mure og stengulv lyder det højt og krampagtigt som et vildt dyrs forgæves parringsskrig. En opgivende, sanseløs afsked mellem latter og gråd.