|
8.august 2015 Nordsø Vesterhav Nordsø, Vesterhav, du skumblæste skræntfortærende hidsigprop, hvad går der af dig, du er ikke til at kende, så blid som en due, slap som en klud, bølgeløs og doven, som var du ferskvand i Furesøen, ligger du dvask for enden af stranden, er det virkelig dig, der har skabt tuer af marehalm i det hvide sand helt op til klitterne, blågrå bakker af opskyllet sand, hvad er der sket i nattens løb, fortrød du, eller er du faldet i staver? Jamen vist er det da dejligt, at solen skinner og vandet er blik, så stille at børn kan bade uden at blive slåët omkuld, og koner lade sig glide ud i dig uden at få vand i håret, jo vist er det dejligt. Nu rasler det spændt i de rullende sten, du slikker dem nænsomt, forsigtigt, som er du bange for at forstyrre dem, er du blevet kærlig og øm eller ved at blive gammel, er det det, alderen, der gør dig tandløs og sløv? Blikstille så langt øjet rækker knap nok en krusning i det azurblå hav. Så frit og åbenthjertigt, så indbydende imødekommende giver du efter for et krav om feriefri om sommerstil, har nogen vundet en skyfri dag ved stranden uden hatten blæser af, en bekymringsfri sommerdag for hele familien? Hvad skal vi med mole og kystsikring, når batteriet er ved at løbe tør, i går kunne du gøre det livsfarligt at gå ud for enden, hvor sprøjtet stod 12 meter i luften og bankede ned i betonen, så rystelserne kunne mærkes i hele fiskerbyen, sikke kræfter, sikke en energi, du var hensynsløs, brutal og truede højlydt enhver, der nærmede sig, kun de mest rutinerede surfere fik lov at stå ud på dit skummende hav, du stjal opmærksomheden med din brusen, ikke et hundeglam trængte gennem din aggressive lydmur, og sandet peb om ørerne i ørerne på enhver, der vovede sig ned på stranden. Duver af sand hobede sig op, hvor der var læ, men idag kan jeg høre marehalmens suk, når den vender sig i vinden og tyske stemmer fra prikker på stranden, her er så uvant stille så ildevarslende, som samler du kræfter til en endnu større, højlydt fest, hvor skibe vælter, huse styrter i havet, hvor strande skabes og klitter vandrer, overalt i byen er der spor efter stormflod, mærker, dynger, erindring, kors på kirkegården, sådan frygter vi dig, så når du en morgen energiforladt og magtesløs bare spinder som en søvnig kat i solen, bliver jeg ængstelig og bekymret, hvad betyder det, at brændstoffet er ved at slippe op, at tiden rinder ud, er det starten på en ny aera, hvor hensynsfuld ømhed er den nye trend, og kærlig nærhed den nye praksis, er det døren til stillekupeen, der bliver åbnet, en ny tid af tålmodig og hensynsfuld beskedenhed, er tiden moden til det? At slukke ned for aggressioner og frådende fight, og lade kærligheden være blid berøring og søde ord? Jovist er det dejligt at blive kælet for med følsom blidhed, at blive lokket af hviskende toner og kildet med ærbarhedens fjer. Hvad med det brændende begær og hadske hævn, skal det også være slut? Ingen dødsdrom eller hjulspin, ingen voldsspiral eller hærværk er det den ny tid, du varsler i din dopede dvaskhed, at nu skal bølgerne tie og tonen dæmpes, gælder det også de vilde dyr? At skrigene skal forstumme, når farerne truer og geviret sænkes, når der er optræk til kamp? Så harmonisk og trygt som Furesøen en søndag med jokkerne i heldragt som eneste afvigelse, et vindpust af ufarlig friskhed på den afslappende tur ad grusede stier om den søvnige sø. Åh nej, du buldrende Vesterhav kom tilbage, skræm dem væk, de solbadende hyggere med deres kulørte vindsejl og kaffe på thermokande, blæs den væk, ferieidyllen med tryghed og oceaner af indholdsløs tid, kom tilbage, bølger, der kan vælte de dristige omkuld, skumsprøjt, der når op til klitten, rullesten, der kan høres, når de skurrende poleres, lad bruset op over stranden være kompromisløst og suset, når det falder tilbage i bølgerne så udmarvende, opgivende som galdt det livet at komme igen. Åh Vesterhav, bliv hav igen, lad dig ikke lokke af de velmente roser de mange smil og invitationer, lad dig ikke kue af meningsmåling eller demokrati, tag magten tilbage og giv os lov at kæmpe. Overdøve, spille med musklerne og kalde det krig, når vi går i krig. Giv mig retten til at have fjender, at skabe fjendebilleder, til kompromisløs kamp. Hvis du tør, så tør jeg også. I morgen er endnu en dag. |