|
Sommer i Sandvig 14. juli 2012 Et billede: Forsigtigt lægger hun sin hånd på hans bare ben, lægger den bare, det er svært at få sagt, det hele. De sidder på bænken alene i det fjerneste hjørne, mens havnen syder af sommergæster og fjern jazzmusik, længe har det været på vej, men hun nænner ikke at få ordene over sine læber, for han er jo så sød, og hun har virkelig elsket ham. Det værste er, at han vil være så forstående, sådan er han, altid så forstående og nænsom. Hun kigger ned i bænken og mærker, hvordan han lader blikket kærtegne hende, trøstende som altid, når hun bliver mut og stille. Kunne han dog bare blive vred og ryste en tilståelse ud af hende, men sådan er han ikke, og han aner ikke, hvad der er sket. Han siger ikke noget, men bevæger umærkeligt sit ben mod hendes hånd, så rækker hun ud efter smykket, han har om halsen og forsøger at fange hans blik: Nu skal det være! Smykket har han gået med, lige siden hun gav ham det, nu holder hun det i hånden og kommer til at berøre hans nøgne bryst. - Se! siger han og peger ud over havet, hvorfor mærker han ikke noget? - Ja, siger hun og drejer hovedet i den retning, han peger, men ser ingenting, fryser lidt. Smykket er varmt af solens stråler, men det føles som is, hun hader sig selv, sin krop, sin kulde, måske de stadig kan blive ved at ses, som venner? Da han kigger på hende, slår hun blikket ned og tegner streger i sandet på bænken. Lister en ærtestor sten hen til revnen mellem brædderne, skubber den ned, men den sætter sig fast. - Kom, siger han, rejser sig og tager hende som altid i hånden, og hun føler den skærende smerte af at blive delt i to, en krop der tager hans hånd og går med, og en hende, der elsker en anden. |