FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA

Sommer i Sandvig 15. juli 2012

Oh Strand, så fin du er med dit bløde tæppe af sandkorn, en galakse af slibestøv er faldet til ro, har fundet hvile, hvor der var læ og en plads, der skulle fyldes. Tålmodigt venter det på at blive blæst op i klitterne og blive formet af bare tær og hujende badegæster.
Så fin og føjelig med sine sorte bælter af blærefyldt tang, det dufter af hav og søanemoner, en hilsen fra dybet derude.
Oh Hav, så fin du er med dine rytmiske bølger og musikalske vibrato, kunne du synge, ville det være den smukkeste sang, et nænsomt løfte om uforanderlighed. Fladt og farveløst og dog så fuldt af simrende, vindblæst liv, krusninger møder ringe i vandet, og bløde bølger holder orden og glatter ud.
En evighed af orden skyller mod stranden med sin hilsen fra det store og dybe derude. Skyller op på stranden og ind mellem klipperne.
Oh klippe, så fin du er med dine skarpe kanter og sorte sprækker, med dine runde former og hårde granit.
Som strandede havdyr skyder du ryg i sandet, bjergmassiver med underfundige spil af sprækker og revner, uden regler eller rytme, frostens kaotiske brud med det ubrydelige, ar efter årenes gang og tidernes skiften, et løfte om at alderen bærer ungdommen i sig.
Bruddet giver stenen karakter, sprækkerne giver den liv. Lys og vejrbidt i toppen, sort og algevåd i vandlinjen og ellers gul og grøn af blomstrende lav, der har fundet det fordelagtigt at bo på en klippe.
I cirkler og plamager som tilfældige penselstrøg er de malet på klippen, de lette nuancer af forsommergul. Og der, mellem skaldede, sprækkede rygge af størknet lava sejler den stolte andemor med en hale af vimsende ællinger, oh ællinger, så fine I er.
Klumpede, uvidende pjasker I med fødderne og nipper nervøst til tangens tråde. Og svømmer dumdristigt ud af geleddet for så at fortryde og pile tilbage i rækken af overlevende ællinger, de er fem.
Ni var de, og snart er de tre dunede bløde skabninger, der tager verden for givet og ikke kender til taknemmelighed.
Skabt i et æg, ruget ud af en mor men prikkede selv hul på skallen ,da tiden var moden - Goddag verden, her er jeg! Fødderne i vandet og så afsted femten gram koncentreret kærlighed på vej på vandet. I livet.
I nuet, femten gram elskelig eksistens lige nu, lige her. Så fin og færdig og klar til næste nu.
Sådan ser lykke ud, en dunet selvfølgelighed af nuets lyst.
Oh Nu, så fin du er, så nær og nysgerrig, du kommer med kærlighed og lysten til at leve, opleve og indleve og trække vejret og bare være.
Intet før og intet efter, alt forladt og intet ansvar, ingen snak og ingen manerer kun lyst og lige nu, jeg elsker nuet, det bærer friheden i sig. Det er som bølgernes sprøjt og solstråler under en tordenhimmel, nuet er befiende, det er en forbrydelse at få det overstået for at komme frem til noget bedre, nuet er ægget før ællingen prikker hul, her findes det hele, i nuet er alt klar til at blive opdaget, levet eller forkastet.
At leve i nuet er at være tilstede, at erkende at være en selvfølge og nyde at være i live.
Og gøre verden i billeder.