|
Sommer i Sandvig 15. juli 2012 Et billede: Tågen Letter, det er den, han spiller, Tågen Letter af Carl Nielsen, på sin klarinet, bløde enkle strofer, som spørgsmål, der ikke kræver svar. Han sidder på promenadens nye trappe øverst og spiller til havet, der søvningt glider forbi, det er sommerens sidste dag, og jazzfestivallen slutter i aften. I går spillede han på Sandvig Scenen med bandet Doghousecats, det var tungt. Publikum sad klemt i hvide plastikstole med orangelysende tæpper om livet og hænderne begravet i vindjakkens lommer. Storsmilende, modne kvinder fik badehotellets rekonvalescenter fulgt på plads og svøbt i den festlige farve, så man ikke opdagede deres rystende Parkinson og fedtede briller, musik skal der til og popcorn og fadøl. Mænd stimler sammen om en interimistisk ølbar, skubber med deres maver og smækker mønter i disken: Hvor skønt med en friaften, en aften i det fri uden fjernsyn og kvindesnak! Orkestret spiller op til dans, opfordrer ihærdigt publikum til at komme ud at røre sig, men det er som at slå i en dyne, resultatet er en stilfærdig gaben og overbærende smil, ingen skal ud af den orange puppe eller have hænderne op ad lommen, man er kommet for at more sig, ikke blive til grin. Klarinettisten spiller, hvad han skal og tænker på noget andet, lader forsangeren med sølvglinsende cowboyhat og sjove replikkker om at holde showet kørende, han er et andet sted. Et sted uden ord og uden publikum. Uden navn og uden tid. Uden mening og uden ansigt. Han drømmer om at være og ikke blive set. Om at mærke og ikke skulle begejstre. Om at findes og ikke finde sted. Det var derfor, han valgte musikken, for der i tonerne fandt han denne vidunderlige følelse af ansvarsfrihed. Så fik drømmen luft under vingerne, så kunne han slippe med fødderne og flyve ud over havet, tiden og meningen og bare være i musikken, mærke livet, - Jeg findes! Det er sådan, han har det lige nu i den lave morgensol på øverste trin af trappen på promenaden. Mens klarinetten spiller Tågen Letter. |