|
Notat om ø-kultur Trivsel eller Kuller
At rejse er godt, til en ø er det bedste, at tage afsted til civilisationens endestation hvor tiden ikke måles i timer og minutter, og kulturen er nedarvet i generationer er en lise for sjælen og sætter hverdagen i perspektiv. Her er vejret altid tilstede. Sejlturen derover blæser bekymringene væk og smider vanen overbord, den er en oplevelse og føles lang som insiterer den på, at nu er tiden en anden og naturen en lov, det giver et sug når færgen lægger til, for det forpligter at have en forventning, det stiller krav at give slip. Og så det kræver det ydmyghed at modtage gaver, og øen er til dig som gæst en gave. Når der ikke er biler og ingen trafik, så opdager du, hvor afhængig du er af daglig transport og hvor generet. På øen er tempoet et andet, og livet lige for næsen, måske du glemte det, hvor du kommer fra, at se på livet eller du fik ikke lov, i toget, bussen, butikken på gaden. På øen hilser man livet, når det går forbi. At rejse til en ø er at forlade og forvente, men tro ikke, du får set det hele eller hørt, for øen har ubeskrivelige hemmeligheder og usynlige krav. Beboernes rangorden bemærker du ikke, men den er der i sin oprindelige form, nogle bliver regnet for noget, andre ikke. Ancennitet er en afgørende faktor, egentlig øbo bliver du kun, hvis du er barnefødt på øen, og er du 2. eller 3.generations øbo har du højere status end en tilflytter, men det kræver tillid at få indsigt i rangordenen, usynlig som den er for alle andre end de, der er en del af den. Og det er den også for de tilflyttere, der tror, de kan tillade sig lige, hvad der passer dem. Tilflyttere med civiliseret kultur er ikke rigtige øboere, de er uden for rangordenen. På øen uden matrikler og haver, hvor alting er fælles, og man er sammen om det meste, der vogter man sit territorie, som man i civilisationen vogter sin bil, hus og have. Døren står åben, alle kan gå lige ind og sætte sig og få en kop kaffe eller øl, sålænge du accepterer at være på fremmed territorie. Men et offentligt område kan også blive annekteret som territorie, for på øen står brugsretten over ejendomsretten. Mødes man det samme sted dag efter dag, når færgen kommer eller i købmandens bagbutik, så gælder brugsretten, så er stedet gruppens territorie. Eller pladsen på bænken med udsigt over havnen, den er forbeholdt en bestemt, og ingen anden sætter sig netop der, det er hans plads, alene fordi det har det altid været. Penge på øen har ingen værdi. Det er samfundets krav, at fornødenheder værdisættes også arbejdsindsats, et nødvendigt onde når de skal skrabes sammen, nej det, der har værdi er det, du fanger og finder og bygger. Den der har meget og mange deler gavmildt med andre, og de der har lidt, taber ikke status, fordi pengene mangler. Man finder ud af det, og civilisationens retfærdighed er ikke øboernes. Socialhjælp og boligstøtte, man tager, hvad man kan få, skattekort og fiskekvoter, man finder sig i det, men del af kulturen bliver det aldrig. Vækst, vækst, vækst er civilisationes slogan, lønnen, reklamerne, grisene, alt skal vokse, forbrug og produkton. Hvorfor ved ingen, jo de der har regnet den ud, de ved det, men på den yderste ø er det ikke vækst, der er idealet men overlevelse. Da præsten rejste, og skolen lukkede, jo det var generende, men man overlevede, så lukkede købmanden, der tilsidst blev betjent af frivillige, det var slemt, og da færgeselskabet så indstillede driften i vinterhalvåret gjorde det ondt. Øen er ikke blot omgivet af vand også af vækst, det gror omkring øen, som trækker fastlandet de sidste tænder ud på øboerne. Hellere tandløs end gebis, de stolte øboer skal nok klare den, men den næste generation, som er bosat i New York, studerer i Leipzig, eller er flyttet til Københan og kun kommer på sommerferie på øen, om de en dag finder tilbage er tvivlsomt, og så er det sket med at være ø. Når turismen er eneste aktivitet, er øen et naturreservat, et museum. Et mindesmærke. September 2021
|