FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA

Riga 12. august 2013

Troens Rum

Hun er ung, hun er smuk, har et tyndt, hvidt tørklæde løst over det fyldige, mørke hår. Slidte jeans, sommersandaler, smartphone hun slukker, før hun går ind i kirken.
Det er den katolske kirke i Riga, der med en overrumplende stilhed tager imod. Under høje kupler runger tavsheden mellem helgenbilleder i forgyldte rammer, alt er fint og rent. Nå ja, et sted på den blødeste fløjl har nogen glemt en skriggrøn svamp og en flaske sprayclean, det erden sortklædte ældre kvinde, som gør rent. De er flere med hvidt om hovedet og blege hænder, nonner måske, der pudser glasset foran de indrammede og tænder dem fyrfadslys og fejer og børster de kostbare tæpper. Helt ud i krogene.

Man skal have tildækkede ben, det står på skiltet ved indgangen og føre dæmpet tale, tørklæder fås i butikken overfor. Og i det lille bederum til venstre for indgangen står evangelisten John med en pokal og Moses med sine bud på hver side af Rafaels overdådige, detaljerede maleri af Jesu genopstandelse og hans mirakuløse helbredelse af en forkrøblet dreng. Ja altså ikke det originale maleri, men en kopi, der lyser op med sine lidt for klare kulører.
Men helgene er rigtige. Majestætiske ansigter i stiliserede dragter og Jomfru Maria med sit barn i adskillige versioner, så guddommeligt og tidløst. Og altid med forgyldt baggrund, der spejler og skinner.
Ikoner med tekst som ornamentik, russiske bogstaver, tror jeg, Letland blev jo givet Rusland af Sverige som krigsbytte efter nederlaget i Den Store Nordiske Krig.

I et hjørne af kirken tre trin op står en åben kiste, et ornamenteret klæde dækker den korte krop. Over ansigtet er lagt et bånd af hvidt og guld og på hovedet en hætte, er det en kardinal, der hviler her eller en helgen, hvis sidste verdslige bedrift var at lade sig materialisere i blød tekstil og skinnende guld?
En efter en går de besøgende op ad trinene, slår korsets tegn for brystet en, to flere gange, kysser korset de bærer om halsen, bukker dybt og lægger en finger på kanten af kisten, mens de hviskende fremsiger en bøn.

Også den unge, smukke pige, jeg så ved indgangen ber. Hun står foran en stor belyst ikon, stærkt ornamenteret ramme af bugtende blade og dybe folder og en messingplade med relief af Guds Moder med sit barn på armen. Ansigterne er skåret ud, men gennem hullerne i metallet kan man skimte de virkelige. Virkelige ansigter eller næsten, for de er malet så naturtro og mørkt, at man skulle tro de blot havde gemt sig bag den bulede, glinsende metalvæg.
Der står hun og ser dem i øjnene, mens hun bevæger læberne.
Jeg fascineres af hendes koncentration, ser hvordan panden bliver blank og halsen rødmer under det tynde tørklæde. Så læner hun sig frem og kysser metallet. Slår korsets tegn for brystet. En, to flere gange.
Står så stille. Længe. Blikket indadvendt, - hvem tænker hun på? En far, der døde på barrikaderne for 22 år siden, hun lærte ham aldrig at kende, kan kun huske ham fra billeder, og hvad hendes mor har fortalt. Hendes mor som også mistede sin far som spæd, han var soldat i den russiske hær og hæren i krig.
Er det de døde hun mindes, er det fortiden, hun vil forsone sig med, eller fremtiden? Søger hun tilgivelse for sine verdslige synder?
Nej, hun er ydmyg, ikke flov, det er elskovsrødmen, der prikker på panden. Aldrig har jeg mødt et blik så ømt og åbent, et inderligt udtryk for tilstedeværelse. Som er hun nået frem.

Som favner hun med blikket sin elskede et sted derude hinsides forgyldte og virkelige guder. Intensivt udtryksløst, ikke en muskel i hendes ansigt er spændt, ingen mimik, ingen afsløring blot blanke øjne og varme i kinderne, det er sjæl. Det er sjælens væsen at være udtryksfuld, når den skal ses og usynlig, når den giver sig hen til en anden verden. Kroppen er der, fingeren der rører ved Madonnaens billede, håret, dækket af tørklæde, fødderne i sandaler, jeans med slukket mobil, men sjælen er et andet sted, som har den sluppet kroppen og kun efterladt den piblende pande og fjerne blik.
Er det virkelig en alliance mellem Madonnaen og kvinden, mellem tro og verden, er det her de mødes, sjælens og kroppens sfærer, tro og materie?
Er det her i Riga, i den katolske kirke, i et billede, der er hul igennem til det hinsides? Jeg tror det, for jeg så det.
Eller jeg så sporene, den satte, forbindelsen, det var mere end bøn og billede, mere end håb og længsel, det var elskov.

Jeg følger efter hende rundt i kirken, hun tænder et lys, standser et par gange foran kanoniserede helgener og slår korsets tegn, mens hun kigger på de gamle forgyldte malerier, som var hun på museum.
Manden ved siden af læner panden mod glassset på en nypudset helgen, men hun ænser det ikke, retter blot lidt på tørklædet og sætter sig på en af kirkebænkene.
Jeg er syg for at vide, hvem hun er, og hvem hun har mødt, og om troen er målet eller vejen. Om tro er noget, hun har lært, fået eller er skabt af.
Men lader hende være. Måske jeg heller ikke ville tro hende, hvis hun svarede.
Sikkert ikke.