Hvem kalder du på, du ruhårede tyrekalv med en stemme så dyb og spørgende, som ventede du svar Muh? Du er større end køerne, dit hovede karakteristisk trekantet, pelsen busket, ulden og sort, du tager et par skridt forbi den røde i skyggen, stikker næsen i vejret, Muh og går videre.


Så prægtig du er så stor og ryggen svajer, ørerne vipper på skift, så løfter du hovedet igen og Muh øver du dig på at samle flokken eller kalder du på en mor, du forlængst er vokset fra? Der er flere køer på engen røde, sorte en kalv forsøger at sutte på en ældre kvie  men yveret er slet ikke vokset til og patterne kun små, men kvien nyder at blive slikket på.


Til at slikke sig ryggen er kvierne bedst, slanke lette og bevægelige, de ved lige hvordan benene skal placeres for at holde balancen, når kroppen krummes sammen, og tungen når hoften. Du prøver også at slikke dig men er for tung og stor, det bliver kun til et symbolsk slik af pelsen på skulderen, så lægger du dig ned.


Brændenælderne spiser I ikke, alene står de tilbage i det nedbidte, afsvedne græs, det er varmt og en af kalvene damper, længe har den ligget i vindstille solskin mellem enebær, rosenbusk og blomstrende gyvel, Muh mellem rønnebær eg og tidsel og grundfjeld, der kigger frem som skurede fladtrådte pletter.


Muh hvem kalder du på med din rustne stemme, der giver genlyd i skoven? Ingen tager notits af det, gumler bare videre drøvtygger morgenens græsser og blade fra kroner så højt de kunne nå, som klippet med en saks er træerne.


Rosenbuske de tornede får lov at blomstre lyserøde som stammeløse udsmykninger flottere end foran Føtex og en kampesten nej flere, her var gletchere engang, som skurede klippen og efterlod de sten den bragte med sig.


Pletter af lav som var den oppe i årene den fladslebne klippe, hvad har den set siden isen smeltede først tusinde års kulde og fejende vinde så muld og skov, hele Hammeren var en frodig jungle, som mennneskets skovhugst lagde øde for nu skulle der bygges skibe.


Men idag en fredet plet af urdansk eng med dyr der trods deres gule øreclips  kunne ligne noget oprindeligt noget glemt. Muh du kalder ikke, du brokker dig, gør det ondt, eller keder du dig blandt de mageligt liggende afhornede, nå ja en enkelt ko har fået lov at beholde skaberens spidse.


Hvad er du utilfreds med her er ingen løver, du bliver slagtet en dag, men det ved du ikke, har kedsomheden overmandet dig, er du bange for at ende som drøvtyggende dopet kvæg uden lyst og motivation, er det din manddom, der brøler om kamp og revir, stod du i en stald ville du med ring i næsen rasle med kæderne.


Kirsebær, hvidtjørn og røllike, grene ligger hvor de faldt, en krage spadserer fra dyr til dyr og pirker i pelsen og en lille forpjusket, ulden tyrekalv mellem benene på sin mor, det er en familie, for tyren er der også, den passer på. Totter af uld på tornede buske her er også får, der er de mellem fyrretræer og vindblæst enebær for vi er tæt på vandet


De skutter sig, fårene i vinden fra havet som bruser dernede for foden af den stejle klippe, gnubber sig op ad fyrrestammerne her dufter af hav og lyng af fugtig, sandet muld, og på klipperne er der mere lav end inde i skoven, og der står en birk dernede chanceløs ved bredden


Her på toppen af Hammeren hører du havet, der er skum på bølgerne og brændingen rytmisk, vissen hvidgrønt dække af fugtig, falmet lav, var det det, du kaldte på, du tyrekalv, havet du kunne høre men ikke komme til for vildtforplejningens el-hegn, var det friheden, du kaldte på til at slippe ud af reservatet og gøre verden til din?