FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA

Skallerup Klit. Kurbad Romulus. 10.juli 2013

Verdens Fedeste

Hold da kæft, hvor er hun dum, eller dum, det ved jeg ikke, kender hende ikke, men grim, hold da kæft hvor er hun grim, fed og grim.
Vralter afsted som et anskudt næsehorn, de kan dårligt bære hendes kæmpekrop, de overpostrede lår og lægge, hvert skridt får jorden til at ømme sig og fliserne til at knage, hold kæft hvor er hun tung.
Mavefedtet dingler og dobbelthagen danser og brysterne, eller brystet for de to enorme poser er vokset sammen til en sæk mellem armene, brystet det ligger som et kaskelotkadaver på den opsvulmede mave, føj hvor er hun ulækker.
Tænk, at der findes mænd, som tænder på sådan en anatomi, det er lige så ubegribeligt som at flodhest får lyst til flodhest, men sådan er den jo, naturen, tænder lyst og afsky i alle arter.

Hun kommer herhen, åh nej, ikke ned hvor jeg sidder i den udendørs jacuzzi. Vandet går mig til hagen, for jeg ligger på ryggen og fanger jetstrømme af brusende vand med fødderne. Jeg bliver liggende, lukker øjnene som har jeg ikke set hende, mens jeg spærrer jacuzzien med min krop.
Men nej, det holder hende ikke tilbage, nu skræver hun over kanten og planter en kødstolpe i bassinet.
Set nedefra er hun enorm, lårene klistrer sammen som discountskinker ved juletid, hvide, kolde, klamme og uhyggeligst af alt: de bevæger sig. De er levende. Det er nogens ben.

Jeg kan forestille mig knoglerne, der må findes derinde, kraftige som understellet på en blokvogn, tunge som granit over alperne og massive som en tømmermesters hoveddør, nu løfter hun det andet ben og låser kanten fast med sine abnorme hænder, der ser ud, som har hun glemt at tage termolufferne af, føj de er store og kluntede, gad vide om plastikkanten holder til det?
Hendes røv er morderisk fyldig, jeg rykker mig endnu et stykke og slipper den healende jetstream, og så sætter hun sig.
Belært af erfaringen foregår det i en glidende bevægelse, som da damplokomotivet kørte i remise for sidste gang. Ingen opsigtsvækkende skvulpen eller bebrejdende blikke, næsten ubemærket lader hun kroppen synke på plads i hjørnet, som var det designet til netop denne skikkelse.

Den ser opløftet ud, torsoen, som er den endelig kommet i sit rette element. Brystet hænger ikke længere, det flyder, mavedellen dasker ikke længere på lårene, men bevæger sig smidigt og vægtsløst i vandet, det er tydeligt, at alt under vandet holder fri, slapper af, men over vandet er hovedet stadig apatisk, som bar hun på en skyld så stor og har opgivet at få tilgivelse. Blikket er tomt som var øjnene malet på huden, et tomt og livløst blik, der forlængst har opgivet at bede om hjælp.

Sidst jeg så et blik som hendes var i en naturudsendelse om orangotanger i Indonesien, og for at illustrere hvorfor orangutangen blev fanget i skoven, lagt i lænke og solgt på markedet havde man filmet en ældre hun, der nu i 30 år havde lagt numse til sexuelle fornøjelser blandt egnens trængende mandfolk og givet sin ejer til dagen og vejen. Med en kæde om halsen i et uhumsk hjørne af en faldefærdig hytte sad hun med det tomme blik og kiggede på ingenting.

Det slog mig, at den overvægtige slet ikke var en ældre kvinde måske ikke engang voksen. Huden i ansigtet var glat og fin og blikket nok slet ikke skyldbetynget eller sørgmodigt, men bare genert.
Kun 16, var det bare en teenager, der havde spist sig til et omfang, som en af de mange komprimerede baller hø, der i deres hvide stramtsiddende folie ligger spredt på markernene klar til at blive hentet?

Jeg forestiller mig hvordan munden åbner sig og pizzaer, flødeskumskager, chips og burgers spadserer ned gennem svælget for at presse fedtet lidt længere ned og ud og komprimere det under huden og spile den ud, et lille nøk hver dag, den vænner sig til det, følger med, når kroppen kræver mere plads.
Eller barnet, intet er så overbærende villig til at ændre form som den gravides mave. Smør den med olivenolie, så huden ikke sprækker og den finder sig i at antage en uhyggelig abnorm facon. Nej ikke uhyggelig, for det er intet så hyggeligt som det eventyr, den varsler og intet så normalt som at bule ud, når man er med barn.
Men at en 16- årig pumpes op med animalske steroider og dopes med friture, det er altså uhyggeligt, som en Strasburgergås bliver tvangsfodret for at leveren kan vokse, har hun med sin lyst til at putte i munden tvangsfodret sin krop og aldrig lyttet til fedmekvalernes advarsler, er hun offer for en demokratisk fedmekultur, hvor flertallet dikterer, hvad der skal puttes i munden og hvor meget og hvornår?
Hvorfor var der ingen, der greb ind og fik stoppet æderiet, inden det satte sig som bævrende dejbælter under den elastiske badedragt? Ikke en delle er hemmelig, hver en udposning bliver accepteret af den føjelige tekstil som afslørende klæber til kroppen.

Nu rejser hun sig, og vandet siler fra badedragtens fedtfyldte lommer, sådan ser det ud, når en søko går på land, når søelefanten basker sig op på klippen for at dejse om af træthed. Himmel, så meget fedt der rejser sig på bagbenene og duver i slowmotion op over jacuzziens riflede kant.

Hun holder balancen uden at støtte og vralter ned ad trappen, hen ad fliserne, ind i badet og ud i verden for at dele mennesker på sin vej i to, de tolerante, der nådesløst accepterer, hvad de nægter at se. Og de hjerteløse, der gør sig lystige på det de ser og stempler hende dum.

Det var mig, der på Dyrehavsbakken som dreng betalte for at se Verdens Fedeste Dame, det stod der på skiltet over døren.
- Løft op i kjolen, Elvira og vis dem dine lår!
Jeg husker ikke lårene eller damen, kun at hun var en forlystelse.