Viking Fodboldklub holder loppemarket. Rønne 6.august 2017
Med Garanti
Vild panik, regnen hamrer ned, selvlysende, grønne, frivillige
vimser omkring med plastik og pressening, alt er blevet pakket ud og
sat op, nu skal det så dækkes til, føj for en bløder, og der er
kun kun 30 minutter til loppemarkedet åbner.
Og så 10 minutter før kigger solen frem, og bøger er gennemblødte,
glas er fulde af vand, nips sejler og vestene er våde. Folk står
parat ved den lukkede indgang med de sortgule stribede bånd.
Plastikken fjernes, malerier tørres af, men græsset er gennemblødt
og skoene, bunden går ud af papkasserne, vandskadede bøger fyldes i
kasser med glas, der er smadret, snakken går livligt på syngende
bornholmsk.
Kopper tørres af, og der er mange, rigtig mange og stabler af
tallerkener.
Kasser med huller bevarer faconen, vandet kan løbe ud, så er det
værre med dem af pap fulde af tingeltangel og nips, som nu er en
klæg, ubestemmelig masse.
Det klæder det klare plastikservice, at det er beklædt med
krystalklingende dråber, men om lidt er det væk, for fem af de
gulklædte har gang i kludene, og køen ved indgangen vokser.
Og bordene med sko gås igennem, de værste bliver smidt ud. Og
paraplyerne øv, dem var der ingen, der tænkte på, at de stod
sammenfoldet i en spand klar til at blive solgt. Nu skinner solen.
Priser diskuteres, der skal nye priser på alt det våde.
Kobber, messing, jern klarede sig bedst, værst gik det ud over
bordet, og med nu kun 6 minutter igen bliver der råbt til de
vestklædte, igen, igen at de skal åbne til tiden, og solen skinner,
det blir en god dag.
Og der, stabler af spil, godt de har taget ungerne med, så de kan
sortere de dyngvåde Pursuit og Stratego. Meget blev hovedløst hældt
i kasser, da bløderen kom, nu er det ungerne, der sorterer Lego for
sig og biler for sig, men de har ingen tørre kasser, det bliver lagt
i bunker på bordet. Barbie er upåvirket, bamserne snøfter, men solen
skinner, og så åbnes der, og folk i stimer kommer løbende, for kun
de første får det bedste.
En folkevandring af dimensioner; sortklædte med barnevogne, børn ved
hånden, på armen, i hælene, enkelte har været forudseende og taget
taske med, men de fleste kommer, som de er, eller løber for alle vil
være først, og fra legetøjsboden lyder gråd, måske de kom for sent
til den skønne Barbie.
Der er sort af mennesker ved alle borde, og inden 10 minutter har
alle noget under armen, de har købt.
"
Jeg vil godt have den skål, men altså uden vand". Ingen har regntøj
på, det er, som om man slet ikke har opdaget, at det var en
regnsvejrsdag, efter 10 minutter er alt som det plejer, vandet hældt
fra, alt er tørret af og kjoler blafrer fra stativerne.
Foran auktionstribunen er der kø, alle vil se i bunden, om det nu
også er kongeligt porcelæn og i hjørnet, om det nu også er Michael
Anker. Og lamperne "
Er det Panton" spørger en lampesamler, men får
en fræk replik fra en på scenen: "
Den er garanteret ægte", og så
griner han og vifter med lampen.
Man sætter sig på de opstillede stole med det, man har købt ved
fødderne, på skødet eller under armen, nu skal der bydes, det
starter klokken 11 planmæssigt. Solen skinner, græsset er tørt, og
ingen kigger på himlens mørke skyer i horisonten, man lever i nuet
her i Rønne.
Ovre ved sildebordet er der kø og levende musik, Shu-bi-du-a er ikke
død, hunden logrer stadig med halen. Superåge med brød 25
kroner og der sidder han så, drengen, ingen muskler i arme og ben med rygggen
spændt op som en astronaut før affyring i sit teknologiske vidunder
af mekanik og stænger og leger normal. Hovede med hjelm fejler ikke
noget, kun kroppen vil ikke være med. Som en leddeløs læner han sig
mod hjælperen, de er svenskere på ferie, han har svært ved at holde
hovedet, musklerne mangler kraft, hun kysser ham. De kæler.
Ved siden af sidder en pensioneret gårdmand med stok og kasket,
træsko og mørkebrune, vejrbidte kinder og hals. Så tager han
mikrofonen, manden på scenen, og auktionen kan gå igang.