Holdt på Nordatlantens Brygge 15. august 2019 af Morten Bo
Kender du det, at du er på flugt, men ikke aner hvad du flygter fra, eller hvad du flygter til?
Kender du det, at du leder, men ved ikke hvad der er, du leder efter, eller hvad du skal bruge det til?
Kender du det, at du tror, du har fundet noget, for så at opdage at det er noget, der har fundet dig?
Der er en lyd, der er nogen ved døren, du hører noget, men står ikke op venter bare på, at noget nærmer sig.
Kender du det, fornemmelsen af at nogen nærmer sig, men du ved ikke, om du er vågen, og at døren så fortæller dig, at noget nærmer sig?
At døren bliver mere end en dør.
Kender du det, at det døde bliver levende i dig?
At et skørt bliver til musik, når det danser, og blomster bliver til håb, og håbet bliver til lyst til at danse med hende, der bærer skørtet.
Kender du det at væggen bliver til musik en disharmonisk skønhed, kaotisk fantasi, en drøm om at rejse i tiden, der stopper brat, da du ser, det bare er maling på en væg, og klokken er blevet mange.
Det er sådan en bog, han har lavet Inuuteq Storch en musikalsk fortælling om krop og sjæl, som giver dig lov at føle dig fremmed derhjemme og længes efter det fremmede.
En plante gror hen over loftet, ned ad væggen forsøger den at slippe fri ,at finde en revne for at komme ud, for også den er på flugt, alle flygter de fra mening og hjem og tid og alt - bare væk, også du må væk, du må videre, før stedet bliver et hjem, og dit hjem er ikke her i forladthedens by af gitter og glimmer og guirlander og pusseleløjeligheder, hvor blondiner promoverer parfyme, de er blindhedens ambassadører bastet og bundet af hjemstavn i denne stinkbunke af festemballage, hvor slidthed trævler og malingen hænger i laser.
Her dufter af sæl og minder, om far der skød, og mor der skar op, og toiletpapiret er sneen, det er det tætteste du kommer på indlandsisens blodige eventyr et rødskallet toilet i en baggård.
Tro ikke det er sæl og pels, han er på jagt efter, det er det ikke, det er flugten, han jagter, fornemmelsen af at være på jagt.
Ikke bytte eller billede.
Forestil dig at alle menneskene i byen er hunde, de kører bilerne og går i snor på gaden og råber af dig og har lysende øjne, nogle er gridske og grådige andre små pyntedukker, og affald puster sig op og bliver til en kæmpe plydsbjørn, der sidder på affaldsspanden og tisser med øjne så store som tekopper og poter så bløde som pels mens livet spadserer forbi.
For kun du kan se.
Forestil dig at byen er et fængsel, og butikkerne celler med gitre, og de smukkeste uskyldige blomster er klemt inde bag hegn og og kantet af beton, og lyset en fejl og du har for travlt med at komme videre.
Forestil dig det.
Og du taber noget ligegyldigt men skal endelig samle det op, mens lykken spadserer forbi uden du opdager det.
Tænker du nogen gange at en hundelort er vigtigere end troskab og en brysteholder ærligere end løfter?
Det er det den handler om Flesh om det evindelige paradoks, hvad der er vigtigst, det du ved, eller det du tror.
Det du ser, eller det du forestiller dig, men også om meningsløsheden er vigtigere end meningen, og så spørger han dig Inuuteq, om du kender fornemmelsen af at se noget og ikke kunne få øje på det eller skulle sige farvel uden, at du har noget at sige?
Og han spørger dig, om kærligheden bare er et eventyr støbt i bronze som Den Grimme Ælling, og sex bare et ord malet med grafitti på en væg.
Her i virkelighedens verden, hvor eventyret er en forstening, kan tænder blive så hvide og tandlægen så pavestolt og medaljer blive så blanke, at øjnene tager skade og knapper af guld så lysende som natten på en motorvej og ryggen så rank at kisten er blevet for lille.
Kender du det, at det hele bliver bare for meget, og hænder er ikke nok til at skjule, hvordan du har det.
Du ankommer til festen, men fortryder inden du går ind, går forbi og ser et skilt og tænker, det er skallet og ser noget rødt og tænker, det er blod og husker, hvem du er.
Med et knips får du skudt og flænset og indvolde flyder, du sprætter den op, verden i et glimt og lader blodet flyde, og det er den røde farve, det er det, du gør, det er kød du sprætter op med din flash.
Og din frelser møder du i et vindue med gitter og lysende glorie i et grimhedens klaustrofobiske indelukke, og du skyder ham med din lyskanon, et lynglimt og putter ham i evighedskassen, dit indelukke.
Kender du det, at du får en uimodståelig lyst til at sutte på dine tær, eller at noget andet ligegyldigt og dumt bliver en nødvendighed, at der er noget som bare skal gøres, uden du aner hvorfor?
Og kender du dilemmaet, om du skal følge trangen eller modstå fristelsen, være krop eller fornuft være kød og blod og gitter for vinduet eller utopisk tåge for lukkede øjne, kender du det dilemma?
Om du skal sutte på dine fødder, mens andre ser det eller lukke døren og gøre det, når du er alene.
Her i emballagernes kødby møder du i metroen en kvinde, så tæt du er på hende uden at vide hvorfor, nej du kender hende ikke og hun ikke dig, står af næste gang når toget standser.
Har du prøvet det, at se en pige og tænke kød og se en dreng og tænke sved og se en hund og tænke cirkus og se en fod og tænke nu skal jeg altså i bad?
Geniet sidder ikke i omtanken men i hjertet.
At turde stole på det nødvendige billede, det gør Inuuteq, hans styrke er, at han giver det lov, Flesh er en bog om at give lov.
Give slip og give lov og det lykkes.
Det er, når pianisten giver fingrene fri, at det musikalske opstår. Det er når maleren giver penslen fri, at det geniale opstår. Og Inuuteq har i bogen Flesh givet kameraet fri.
Hver gang han tror, han er fremme, så flimrer kameraet videre som et kuglelyn, uforudsigeligt styrter det afsted, hvad leder det efter? Det forudsigelighedsløse ikke meningen men det andet, ikke synet men det andet, er det på flugt?
Ja kameraet er på flugt.
Jeg ved ikke hvad det flygter fra, men heller ikke hvad det flygter til, for turen er tilfældig og formålsløs, men billederne findes, det er det, de gør, de findes.
Kvalificerede uheld det er det, det er, billeder af at være tilstede kameraets grådige lyst til at være der, og ofte er det motivet der er hoppet ind i kameraet ind på filmen for at sige det findes.
En bil blafrer med kølerhjælmen som er noget i vejen, ja i vejen er den, gået i stå i stykker og pigen viser røv, og du kigger på, og med lysende neon skilter dødens butik, at den er at foretrække for det klaustrofobiske verdslige fængsel, her mødes ånd og krop kød og uro, og gør galskaben til et motiv.
Det røde, det sjove, det dumme, det skæve, et mylder af trofæer fra den virkelige verden sådan ser den ud, oplevelsen når omtanken giver slip, og fornemmelsen får lov at blive billeder.
Med elektriske udladninger rammer flashen i flæng, når den tror, der er noget, eller den ikke kan komme længere eller nærmere, så flænser den mørket med hensynsløs brutalitet, så afsløres tilfældighedens luner og det lyssky paradoks.
Kender du det, at øjne kan lyse i mørket som er det djævlens egne, og citronen være så presset at den er uspiselig tør?
Midt på eftermiddagen den 17. september 1838 dukker fregatten Rota op i indløbet til Københavns havn.
Det er Danmarks store søn billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der vender hjem efter 40 år i Italien med gibsafstøbninger af sine værker.
Havneindløbet er fuld af både der modtager ham i en af bådene er Grundtvig og Oehlenschläger, H.C.Andersen er der også og på kajen venter en folkemængde, der med jubel tager imod.
Thorvaldsen var en af Europas mest kendte kunstnere i 1800-tallet udførte kunstværker til paven, Napoleon og mange af Europas kongefamilier.
Statuen Jason med det gyldne skind indledte nyklassisismen, hvor troen på det frie menneske blev skabt i lyset af antikken og det væltede det ind med bestillinger hele fem atelierer i Rom havde han og hundredevis af medarbejdere.
På mandag for 180 år siden året efter Thorvaldsens hjemkomst introducerede Daguerre ved et møde i videnskabernes akademi i Paris for offentligheden en fotografisk proces han havde opfundet.
Han og Niépce's søn solgte rettighederne til det han kaldte en Daguerreotypi til den franske stat for en livsvarig pension på 6000 frc. og udgav samtidig en brugsvejledning der beskev processen. Så fra den dag blev fotografi for alle.
Daguerreotypi er en direkte positiv proces, der skaber et billede på en kobberplade belagt med et tyndt lag sølv uden brug af negativ.
Eksponeringstiden var 3 minutter i solskin 15 minutter inden døre hvilket gjorde det svært at tage portrætter.
Men Neuburg var en handlingens mand, så han fik lov af den russiske zar til at lave et fotografisk portræt.
På vejen til Rusland gjorde han holdt i København og opsøgte Bertel Thorvaldsen tidens berømte mand og 25.juli 1840 optog han så i haven på Det kongelige Akademi for de Skjønne Kunster det ældste fotografiske portræt der eksisterer og det første fotografi taget i Danmark.
På portrættet af den gamle mand ser man hvordan Thorvaldsen med sin højre hånd i det skjulte gør Satans tegn med fingrene, pegefinger lillemand strakt det er djævlens signatur.
Thorvaldsen gav i sin kunst sin samtid den klassiske skønhed, Innuteq giver os i Flesh tidens skrøbelige sandhed.
Den gamle kunstner sniger djævlen ind i sit portræt Inuuteq har ham med i hvert eneste billede.
Tillykke med bogen
mb 11.08.2019