afslutningsspeech 21. december 2018 af Morten Bo
Hvem er jeg? Eller hvem er jeg?
Identitet er noget alle har, og vil du finde stolthed, må du finde den.
Eller er du utilfreds skabe dig en ny. Hvem vil du være?
Theo demonstrerede i sine skønne kvinder, hvordan du skaber en ny identitet.
Hans piger var smukkere mere spændende end den kedelige sorte barfodede der lagde krop til portrætterne, men det var ikke kun i det ydre han skiftede identitet, selv var han også en anden.
Han nød sit identitets skift selvom det var midlertidigt.
Fotografiet et fantastisk redskab til at finde dig selv, og skabe dig selv, fordi det er så håndgribeligt, hvor tanken er flygtig fuld af forbehold og sidespring, er fotografiet konkret og koncentreret og ærligt, Amalie i Lampefeber er sit fotografi og Johan i sin film om Emilie, og vil du skabe ny identitet, kan du gøre det ved at skabe nye billeder.
Han døde i august, forfatteren Benny Andersen der engang, da han blev interviewet og spurgt hvorfor han var begyndt at skrive svarede:
Jeg tror i høj grad, at det var mit unge, udefinerede jeg, der prøvede at finde en identitet.
Jeg stræbte efter at være særegen. Jeg kan huske, at jeg engang slog ordet ’sær’ op i ordbogen, og så stod der, at det betød unik. Det gav genklang i mig. Unik! Det var det, jeg higede efter at blive.
Vil du være som alle andre eller noget helt for dig selv?
Egner du dig til at være unik, den eneste ene, noget helt specielt, skal du stræbe efter at blive særegen?
I kunstens verden er det en fordel, gør du som alle andre forsvinder du i mængden.
Hellere original end ordinær.
Så Benny Andersen begyndte at skrive.
Om natten tjente han penge som barpianist, om dagen skrev han digte.
Det gik fint med spilleriet, han blev omrejsende hyggepianist, for det var han god til, at skabe en hyggelig, blød stemning i baren, på færgen, men med digteriet gik det ikke så godt, Gyldendals forlag sendte ham digtene retur, de ville ikke udgive dem.
Også en novellesamling blev afvist.
I første omgang siger Benny Andersen, blev jeg frustreret og skuffet.
Jeg tror også, jeg blev lidt flov.
Jeg havde sat ret meget af min ambition ind på skrivningen, og da jeg fik manuskriptet tilbage i hovedet, begyndte jeg at føle mig nytteløs.
Nu har han skabt sig selv unic, men nu vil han også gøre nytte. Nogen skal læse ham.
Der skal være brug for ham.
Det er alle fotografers dilemma, at ville være noget helt specielt men også gøre nytte. Det er ikke ualmindeligt, at man står med valget:
Skal jeg give folk, hvad de beder om eller skal jeg give mig selv, hvad jeg har brug for?
Hvad skal jeg vælge?
Benny Andersen siger i interviewet:
Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med mit liv.
Skulle jeg spille eller prøve at skrive videre?"
Han beslutter sig for at give skriveriet en chance og sender løbende sine digte til tidskriftet Hvedekorn som udgives af Borgens Forlag og de optager 22 af dem.
Og en dag ringer forlæggeren Jarl Borgen og spørger om han ikke vil udgive en digtsamling.
Det gør han så, Den musikalske Ål udkommer 1960, da er Benny Andersen blevet 31.
- Debutanten har skabt sin helt egen genre, skriver en anmelder.
- Formuleringerne er fulde af de dristigste kortslutninger, skriver en anden, det er en succes, og da han bliver spurgt, hvordan han har gjort, svarer han:
Jeg lukkede mig inde med arbejdet, trak gardinerne ned og lod mig ikke forstyrre.
Sådan arbejder jeg hver dag. Jeg venter ikke på, at inspirationen skal komme.
Hver morgen har jeg i stedet den kontrakt med mig selv: Der skal stå noget på papiret.
Et af hans digte handler om lige netop det, at få noget på papiret. Det hedder Kunstens Pris
Benny Andersen Samlede digte. Side 799-801 Kunstens pris
Sådan kan det gå, og sådan går det ofte, at motivet er så farligt, at billedet aldrig bliver taget.
Eller at billedet er så personligt, at det vil være pinligt at vise det frem.
Det kan jo også være, at bare tanken om,at der er noget, du skal fotografere er så ødelæggende for initiativet, at du fortryder, inden du kom igang.
Jeg roser Mikkel for hans arbejdsmetode, hans forberedelse, researche, han er vedholdende og så får han noget i kassen, men sådan har det ikke altid været, i foråret tog han i projektugen til Ungarn for at filme og kom hjem med ingenting.
Dengang var han amatør, nu er han blevet professionel.
Det er det samme i lyrikkens verden, og Benny Andersen siger:
Amatørerne går og venter på, at inspirationen drysser ned.
Den professionelle siger: nu vælger jeg at sætte mig ned og skabe.
Og det gør han så, hans næste digtsamling bliver en kanon-succes, 31.000 eksemplarer sælger den, Nu er Benny Andersen unic, og han gør nytte.
Han er forfatter og kunstner og behøver ikke være hyggepianist.
Og så skriver han et digt om, hvad er det med digte, hvorfor de er bedre end bare ord.
Hvornår er et digt et digt, hvornår er kunsten kunst?
Digtet hedder Ånd
Benny Andersen Samlede digte. Side 176-177 Ånd
Du skal være noget særligt, du skal gøre dig nyttig og så skal du tale med dine kartofler, det er opskriften. Det, du skaber, skal være ånd.
Det er det, Freya Jo prøver igen og igen at skabe ånd, at gøre lagenet lenvende og give plankeværket liv. Det er altafgørende for Freya at kunne tale med sine billeder, og kun hun selv kan mærke om det lykkes.
Benny Andersen er blevet berømt. Romanen Svantes viser sælger mere end 57.000 eksemplarer og han får ofte stillet spørgsmålet, hvad han har tænkt med det, han skrev.
Om der var en programerklæring, inden han gik igang.
Hans digte og romaner blev tolket af litterære anmeldere og nu ville de vide, hvordan man skulle forstå hans digtning, om der dog ikke var en mening med det, han skrev.
Selv giver han svaret i digtet Programerklæringen.
Benny Andersen Samlede digte. Side 731-734 Programerklæringen
Når Line og Ida viser mig billeder, så er de gerne fulgt af en programerklæring.
Jeg får med ord fortalt hvad meningen er, men ofte er det noget helt andet, end hvad billederne siger. Og jeg holder altid med billederne.
Benny Andersen blev den mest læste danske digter i nyere tid.
Han var folkelig og han var elsket.
Bogen Samlede Digte slog alle rekorder for lyrik og er udkommet i 130.000 eksemplarer og udtrykker bedre end noget andet, hvad det vil sige at være dansk.
Politikerne beslutter, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt, men kulturen bestemmer, hvad du kan tillade dig. Det er altså et spørgsmål om moral og dermed tro og adfærd.
Så når kulturer støder sammen, så sker der noget.
Fucking Hollywood, råber jeg til Emil, jeg vil fandenme ikke have den kultur ind i din film, så er det, jeg giver ham Mozarts Rekviem fra 1783 og siger: Sådan skal du gøre.
Det er kultursammenstød.
I 1989 får Polen frie valg, Øst- og Vesttyskland genforenes.
Vesten lokker med frihed og velstand og EU og Nato og filminstruktør Tomasz Wasilewski mærker her 30 år efter stadig dilemmaet:
Er vi øst eller er vi vest?
Har vi valgt den amerikanske kultur, eller har den taget os på sengen?
Hvad er det, de tilbyder, dem fra vesten, hvad er frihed, når man bor i Polen?
Det laver han en film om.
Filmen foregår i 1990 i netop den periode hvor dilemmaet opstår, og har som tema noget alle i både øst og vest kan forholde sig til: kærligheden.
Lange stillestående scener, tableauer i et stramt, stramt koncept, følger vi en person, der går, er det bagfra.
Tomasz Wasilewski lokker dig ikke til noget, han lægger frem og giver lov.
Længere fra Hollywoods bonerte forudsigelighed, kan du ikke komme.
Kulør, kameraindstilling selv lyden er farveløs og grå ingen propaganda.
Ingen anklage kun opremsning af tilstande og fornemmelser.
Filmen skal ikke vise, den skal være.
Dens konsekvente og stramme opbygning er uvant for et vestligt publikum, men filmen får dog ved Bienalen prisen for bedste manuskript.
Nu skal de danse brudevals, den ældre, grå Renata som lige er blevet fyret og den unge, lyshårede Marzena, der drømmer om at blive fotomodel.
En mørk og dyster fortælling om et kultursammenstød, fortalt med en snert af tør, østeuropæisk humor. En frustrerende og foruroligende film: United States of Love.
Vi kommer ind i filmen da Renata lige er blevet fyret som lærer af Iza, skoleinspektøren, men så går Renata i protest ind på lærerværelse, hvor Iza sidder og snakker med sin søster Marzena. 18 minutter.
Unites State of Love af Tomasz Wasilewski
start: 1.12'05 Renata bagfra
slut: 1.30'11 Han forlader soveværelset.
Trailer
Han fortæller dig ikke hvad, du skal mene, men giver dig lov at skabe din egen.
Filmen er Tomasz Wasilewskis tavse oprør.
Han giver bedre end andre svaret på hvorfor en højreorienteret, nationalistisk bølge er på vej ikke bare i Polen men også i Ungarn, filmen kan ses som en tragisk kærlighedshistorie men især som en advarsel til Vesten om hvad, vi kan vente os.
Hvem skal bestemme vores kultur, Facebook, Støjberg eller Danske Banks bestyrelse?
Nej det skal du, når jeg stiller opgaven Den menneskelige Zoo, er det for at du skal udfordre den vedtagne kultur, stille spørgsmål og tage stilling.
Om to af Cleas billeder sagde jeg: det er tillid og det er accept, det ene var hendes hånd på halsen af en hest, det andet hendes fod på asfalten ved en død fugl.
Du skal vise tillid, siger hun, ikke kun til heste og du skal acceptere ikke kun døden.
Det er kultur, Clea er kulturarbejder og hun beder mig til at vise tillid og acceptere.
Andre opfordrer til mistillid og kamp.
Før 1800 var Finland del af Sverige, men ved en krig blev det erobret af Rusland der satte en storhertug til at administrere det. Han lovede finnerne frihed til at beholde deres skikke, religion, sprog og identitet.
Men så 1899 er zar Nicolaj II kommet til magten, og han udsteder et dekret som er årsag til stor fortvivlelse hos finnerne, for nu var det slut med alt, de var blevet lovet.
Censuren sætter ind, aviser forbydes, sproget skal være russisk, guvernør-generalen får diktatoriske beføjelser og politiske ledere bliver udvist.
Komponisten Jean Sibelius bliver opfordret til at komponere et musikstykke, der skal spilles ved de arrangementer, der skjult holdes i protest mod det forhadte dekret.
Det bliver en succes, musikken bliver spillet ved forestillinger overalt i landet under skiftende titler, for at den russiske censur ikke skal opdage det.
Finnerne strømmer til og Sibelius bliver en nationalhelt.
For musikken udtrykker alt det, de føler.
Deres frihedslængsel, magtesløshed, håb om bedre tider, vilje til sejr, den udtrykker folks forbudte skjulte stolthed.
Vi skal holde ud, holde sammen og tro det nytter.
Og det lykkes. I 1906 får Finland udstrakt grad af selvbestemmelse og bliver den første europæiske stat med stemmeret til alle voksne borgere og efter den russiske revolution i 1917 erklærer Finland sig selvstændigt.
Hymnen spilles idag overalt, hvor der er brug for sammenhold og ikke splittelse, hvor håbet om selvstændighed eller genforening skal styrkes, i Irland, Spanien, i England men også i Korea.
Det er Korean Symfoni Orchestre, i Seoul Arts Center I skal høre spille Finlandia af Jean Sibelius.
Den varer 8 minutter.
J. Sibelius l Symphonic Poem'Finlandia' Op 26
Korean Symfoni Orchestre Seoul Arts Center 8 minutter.
Youtube
mb 21.12.2018