TALE VED UDSTILLINGEN GALGENFRIST. PHOTOTEKET 08.IV.2022
Det er frygteligt, det der sker i Ukraine. Frygteligt er det rette ord, for våbnet der bliver brugt for at få Ukraine til at adlyde, er frygt.
De første granater i Kiev spredte frygt. I kældre sad beboerne rystende af skræk for hvor den næste granat faldt. Fra en hel almindelig hverdag som vi kender den, blev tilværelsen med et til et frygtens helvede, og det var også meningen.
Når mennesker trues på livet flygter de eller forsvarer sig eller giver op, og da en tredjedel af byens indbyggere, mest børn og kvinder, var flygtet vestpå og mændende havde meldt sig til hæren, byggede de tilbageværende barrikader og molotovcocktails, ingen ønskede at byen skulle overgive sig.
I kilometerlange bilkøer ventede de, der flygtede ved grænsen til især Polen, deres hjem havde de forladt, alt de ejede, deres venner, familie, job men frem for alt deres frygt.
Det var frygten de flygtede fra.
Det er også frygten, Putin flygter fra, når han forbyder medier at anvende ordet krig om det, han sat igang. Han er så bange for sit folk, deres stemme og protest, at han gør det kriminelt at demonstrere for fred eller bare sige sin mening, og det får unge i storbyerne til at frygte for konsekvenserne.
Løgn og censur på hjemmefronten, rædselsterror i Ukraine, det er så frygteligt.
Jeg viser på min udstilling billedet af et misfoster, siamesiske tvillinger i sprit. En hel almindelig reaktion er:
- Hvor frygteligt, hvor har du dog fundet det?
Og det er helt rigtigt, at det præparat giver anledning til frygt. Ikke kun gravide og kommende forældre men alle fyldes med afsky for dette misfoster, ikke underligt at præparatet gemmes i kælderen under Medicinsk Museion, og kun blev udlånt til Nationalmuseet fordi de forberedte en udstilling om sundhed, hvor jeg så fandt det. Når billedet af fosteret med to hoveder, to arme og fire ben er med på min udstilling, er det for at bryde et tabu.
I vores kultur er naturens luner, misfostre, ikke noget man taler om.
Landsforeningen Downs Syndrom finder det skræmmende, at stort set alle fostre, der viser sig at have en kromosomafvigelse bliver til aborter. Pinlige aborter.
Kulturen lægger låg på det, vi frygter.
Men ved siden af det frygtelige billede hænger det elskelige, et nærbillede af Iris og hendes forpjuskede undulat. Hun er gammel og blind og elsker sin Pusser.
Det bedste hun ved, er når den putter sig i hendes hår for at bygge rede. Så mærker hun kærligheden.
Jeg blev opfordret af Politiken efter et par kontroversielle artikler at lave noget med dyr, og det blev så Pusser på blindeplejehjemmet Solgaven.
At et menneske i Iris' situation og tilstand kunne udstråle så megen varme, var som en gave.
Det er den gave jeg godt vil dele.
Hun skrev og sendte da artiklen blev bragt det sødeste brev med de værste kragetær.
Jeg blev bestilt af Det kongelige Bibliotek til at lave en billedsamling om stedets kultur,
og et af de billeder er med på udstillingen. En bibliotekar i kort- og billedsamlingen tager for sjov et ældre antropologisk fotografi af en indianer op foran sit eget ansigt. Et uoverlagt tilfældighedsbillede som jeg giver betydning ved at putte det i ramme med passepartout og hænge det op. Og selvom det bare var en joke fra bibliotekarens side, så berører billedet flere aktuelle emner, hvis det bliver taget alvorligt.
Identitet. Hvem er du, eller hvad kunne du tænke dig at blive?
Race. Et ord vi har forbudt idag, men portrættet af indianeren er fra en anden tid, og blev optaget
for netop at vise, hvordan en fremmed race så ud.
Billedet af bibliotekarens identitetstyveri stiller spørgsmål men giver ingen svar.
Det er billedet af et paradoks.
Med fire millioner på flugt fra Ukraine, vedtog Folketinget for nylig en særlov, der gjorde det muligt at byde flygtningene velkommen men da der samtidig blev udvist syriske flygtninge, der havde boet i Danmark 10 år, talte flydende dansk og havde gode jobs, så rejste spørgsmålet sig, hvorfor denne forskelsbehandling?
- Ukraine er nærområde, det er Syrien ikke, var regeringens svar, men Inger Støjberg turde godt sige:
- Det er fordi vi hellere ville have kristne end muslimer.
Et af billederne gør hendes svar til et spørgsmål:
Et portræt af to piger, sidekammerater på Sankt Hans Gades skole.
Den ene mørklødet, sort hår og ørenringe i spraglede gavanter med sjal og puf-ærmer,
hun løfter armene, som skal hun til at danse.
Den anden er nordisk, nærsynet, med store briller i stribet strik, hun blæser en boble af sit bobletyggegummi.
Sammenligningen er humoristisk men også tendentiøs, unødig provokerende vil nogen mene. Men jeg tør godt, med humor og holdning at åbne dine øjne og dit sind.
I en fotobutiks udstillingsvindue vises, hvor smukt et lille, gammelt, stærkt beskadiget portræt kan blive til et nyt og stort. Fantastisk!
Både den skallede original og det færdige resultat er der og hensigten indlysende: Find en gammel, falmet slægtning, og jeg giver hende værdigheden tilbage. Eller et ungdomsbillede af din afdøde hustru, for igen at vække din kærlighed.
Udstillingsvinduer har altid interesseret mig, her åbenbares miljø og kultur på et lille og begrænset areal. Men hvis firmaet er en maskinfabrik og produktet småt, hvordan skal udstillingsvinduet så pyntes op?
Med menneskelig ydmyghed er en maskindel placeret nænsomt på et stykke A4 papir. Lige i midten af det store, tomme udstillingsvindue. Ingen lokkende slogans, nedsatte priser eller bare en besked. Kun det ensomme produkt. Paradoksalt og vidunderligt
For Dansk Industri fotograferede jeg på et smede- og maskinværksted.
En stor, tung maskine, massivt jern fylder billedet, og i en kvadratisk åbning ses den industriarbejder, der betjener maskinen. En hovedløs skikkelse, med arm og hånd under en tonstung hammer.
Jeg kender det godt. Arbejdede selv som 17 årig en uge ved sådan en maskine. Mødte klokken 6'30 og sad 9 timer og boltede nitter i hjelme til det norske forsvar. Først skulle underste dims placeres under hammeren, så hjelm og nitte ovenpå og så trykke med foden på en pedal, så at hammeren faldt ned med et brag mellem mine hænder. Sjovt og spændende i 10 minutter, derefter trivielt og risikabelt.
Ham jeg afløste havde mistet yderste led på en langemand.
Billedet med den hovedløse er så gammelt, at han sikkert forlængst er erstattet af en robot, så når det er med på udstillingen, er det for dets symbolske betydning.
De fleste af os kender nok rollen hovedløs at være spærret inde af vaner, regler og rutine uden lyst og kærlighed.
Men kærlighed er der i udstillingens sidste billede, portræt af en pige, der er jeg er virkelig forelsket. Ikke i pigen, hende kender jeg ikke, men i billedet.
Jeg er på min første udlandsrejse til Rom som nybagt student, og det er først, da jeg ser hende komme tilsyne i baljen med fremkalder i mit mørkekammer, at jeg taber mit hjerte. Svimlende forelsket, hun er bare min, og det er hun stadig.
Et tilfældigt skud i en bus med en vidunderlig øjeblikkets uskarphed og et udtryk i ansigtet, som lytter hun eller venter. Forventer?
Udstillingen slutter med forelskelse men starter med forhånelse.Jeg husker, hvordan Kurt på Volvos autoværksted altid pointerede, når jeg kom, at han havde husket at smide slipset og puttet det i lommen. Han kendte min foragt for mænd med slips.
Men idag hvor slipset ikke længere er en trussel, har en slipseklædt herre så fået lov at være med.
Er blevet hængt op og hængt ud.
Jeg starter udstillingen med en fobi og slutter med forelskelse.
Hvad jeg fotograferede, er vigtigt, men det er det også, hvordan. Et godt eksempel er billedet fra åndssvageanstalten Ebberødgård, idag Svaneparken.
Som kandidatstipendiat arbejdede jeg på en rapport om tvangsanstalter og nødhjem, men da jeg søgte om tilladelse til at fotografere, fik jeg afslag.
- Det er jo ingen zoologisk Have, sagde forstanderen.
Jeg fik så i hemmelighed adgang, klædt ud som bibliotekar-medhjælper, der bragte bøger ud til alle afdelinger, og billedet fra den lukkede afdeling for kvinder er billedet af en hvid dør. Lige i midten. Det er tydeligt, at jeg er på vej gennem afdelingen og stiler mod den lukkede dør. Men hele rummet er med. Pigen der sidder i kravlegård, de to der sidder fastspændt langs væggen og så tomheden, det tomme gulv er så stort, intet er hemmeligt, men mit ærinde tydeligt, jeg går bare igennem.
På flere optagelser er min skygge med. De viser ikke kun motivet, men at motivet bliver fotograferet. En kraftig vidvinkel gjorde, at jeg fik det hele med også tæt på, og det var lige, hvad jeg ønskede, det umiddelbare øjeblik af min registrering. Det personlige billede.
Jeg håber at skyggebillederne kan smitte de andre, så at udstillingen fremstår som min sandhed.
Men der er et punkt i processen med at lave en udstilling, hvor det bliver billederne, der bestemmer. Hvor store de vil være, hvordan de vil monteres, og hvem de vil sidde ved siden af.
Jeg havde valgt et billede fra en biologitime, hvor en elev i 8.klasse tager organerne ud et efter et på en kvindetorso i plastic. Lever, lunger, hjerte, det er så fint, at en levende sommerklædt ung pige dissekerer og forklarer, hvad hun i virkeligheden indeholder. En sart og sober beskrivelse, men så presser et andet billede sig på, det vil altså bare hænge ved siden af. Et brutalt og råt billede af en opskåret ko. Huden er fjernet på den ene side, ribben og muskler blottede.
Jeg protesterede, men der var ikke noget at gøre.
Ingrid Fisher Junge skriver i foromtalen:
- Man leder uvilkårligt efter en logik eller en sammenhængende fortælling i billedrækken. Den får man ikke.
Nej, ingen hensyn er taget til tid og sted, ingen titler eller forklarende tekster. Hellere paradoks end meningsfuld sammenhæng. Et vildnis som selvsået skov, hellere grimt og levende end pænt og præsentabelt.
Begrundelsen da jeg for bogen Folkets Skole fik PH-prisen var, at jeg så skønheden i det grimme.
Det anede jeg ikke, dengang, men har siden erkendt, at det er jo lige det, jeg gør. Og har gjort i 30 år, fotograferet det grimme for at fortælle om skønhed.
Da Phototekets leder Inger Lise Nielsen kontaktede mig i januar sidste år, havde jeg netop færdiggjort to-bindsværket fear & fame MORTEN BO ARCHIVE CATALOG 1966-93 og sendte hende på opfordring 14 udvalgte billeder til orientering. Der var alle typer og genrer fra forskellige perioder.
Stor var min begejstring, da Inger Lise hurtigt svarede, at hun var faldet især for jakkesæt på bøjle. Hun skrev også:
- Kan du tænke over en titel?
Jeg foreslog med henvisning til jakkesættet noget med galge og Inger Lise kom i tanke om Sartres roman Galgenfrist.
- Fedt, det bruger vi, og jeg gik på Google for at blive lidt klogere.
Og der var det, at Ivan Malinovsky dukkede op med sin digtsamling fra 1958 Galgenfrist.
Jeg blev så begejstret for hans digte, at jeg foreslog Inger Lise også at vise enkelte citater på udstillingen. Et af dem lyder:
- solnedgangen lader pludselig masken falde, og du ser ind i en kælder af blod og panik
Det er som har han forudset krigen i Ukraine, så foruroligende aktuelt er det. Hans digte er som tidløse billeder, hvor motivet ikke er det vigtige, men hvad det sætter igang. Masken er den tryghed, vaneforestilling, der hvis den fjernes åbner for sandhedens kælder.
Og et andet citat:
- Dagen efterlader en stribe af kul. Og aftenen en rose over skoven.
Det er da smukt. Et tog på vej gennem landskabet og en solnedgang bag skovens træer, og så spørger han:
- Hvor kommer mågerne fra? Og skridtene? Og søvnen?
Det er Ivan Malinovskys krav til kunsten, at den skal stille spørgsmål, der ikke kan besvares med ord, kun med fornemmelsen.
I sine digte gør han, hvad jeg forsøger i fotografi.
Og digtet fortsætter:
- En vingespids berører din tinding.
Jamen det er jo lige det, jeg vil, være den fugl, der strejfer din tinding. Du behøver ikke være klog eller belæst, der er ikke noget, du skal forstå, det er noget andet, der definerer dig som menneske.
Du har det i dig, jeg skal blot berøre din tinding med en vingespids.
Tak til Absalon Kirkeby som har printet udstillingens billeder,
til Ingrid Fischer Junge som skrev så fint om udstillingen,
og ikke mindst til Inger Lise Nielsen for et helt fantastisk samarbejde.
Hjertelig tillykke med Jubilæet.
mb 08.04.2022