Tale ved åbningen i Det grønlandske Hus af udstillingen Uanset hvor du er af Line Skov 6.juni 2019
Uanset hvor du er - vil dine billeder altid være billeder af Line.
Du ved det ikke, du tror det er motivet, du fotograferer, men det er nysgerrighed, glæde og oplevelse.
Du aner ikke, hvad du fotograferer, eller hvor du er henne. Uanset hvor du er, vil du altid i dine billeder komme tættere på Line.
Sne og blæst, rustne sveller, bjælker, tuneller, op og ned, og bølgeblik i flager, det er lige Line. Resterne af en lufthavn eller et varsel om fremtiden. Hvor galt det kan gå? Døren er blændet, væggene lappet.
Sneen hvid i sorte driver af kulstøv, så mærkeligt. Line er på stedet. Det er billedet af at være tilstede. Jeg skal ikke se det, jeg skal være der. Mærke sneen. Det er typisk Line hun hiver fat i mig og trækker mig med får mig til at mærke. Hun lokker med smil og charme - kom - kom
Øverst oppe - rækværket mangler - rusten tærer, sneen fyger og dybt dernede, hvad der blev efterladt - resterne fra en månelanding eller er vi på Mars?
Bunker og dynger og en gravko i smeltevand. Så hvidt og så sort, det er barskt, det er voldsomt - skelettet af en stige en leider, det runger metallisk, når du går, pas dog på - hold nu fast. Det ligner en voldgrav dernede en tiliset grav.
Og inde inde i hallen med fygesne og piblende lys gennem sprækker rustrøde dragere og tonede plader, så smukt det er, for det er ægte, sådan ser skønheden ud, den er ikke præsentabel idyl, den er farlig, ærlig, oprigtig.
Gemt og glemt i en utæt hangar i de sarteste dybe toner, der gemmer skønheden sig, jeg mærker den, og jeg er der - i billederne er jeg der - og i virkeligheden.
Det er det, hun gør Line, tager mig med til virkeligheden, sådan ser den ud, det er sandheden, at den er voldsom, grov og mørk med sprækker af lys, så nænsom brutal.
Hun trækker mig afsted, jeg skal se det hele, og der to skikkelser, mænd, mørke i kedeldragter og en firhjulstrækker med lyset tændt.
Men vi skal ikke derhen, for det er ikke dem, hun vil fotografere, men pælen med krogene og den sidste torsk i ødemarken.
Men de skal med på billedet, for vi skal vide, de findes.
Og der en tippi, der kommer røg fra en åbning i toppen nogen bor her, de sidste eller de første.
Hun har noget på hjerte, Line og hun leder. Leder efter meningen. Ikke den der kan forklare og bevise og afsløre, men den store uden tid og uden sted. Er der en mening?
Det er, hvad hun spørger om i alle sine billeder om fortid og fremtid, om skønhed og sandhed, hun fotograferer ikke, hun tager bare billeder.
Bruger ikke hovedet kun hjertet, ikke fornuft kun fornemmelse og intuition.
Line gør intet, for at det skal se ud af noget, kun at det skal være noget.
Og der en udsigt, glasset er knust, så hvidt det er - fygesne og rustne containere, spor af dæk, dynger af blokke, indhegning tomhed og et bjerg.
Og så sort - kaotisk kul og sten og et kabel, det her er rigtigt, modlys under mørke sveller - brutalt
Jeg aner bogstaver på metallet oxygen står der, malet med rødt, og ordet tomme.
Engang har det haft betydning, nu er meningen slidt væk af vind og vejr og glemsel.
Snart findes den kun i Lines billede.
Findes den her i lyset - i flader - strukturer og linjer, det er så smittende veloplagt, hver gang Line trykker på knappen, det er så gennem-musikalsk, her er både harmoni og dissonnans, det er som en ubekymret nynnen, hun synger sine billeder, hvad det skal forestille, bekymrer hende ikke, hun går fra vindue til vindue og bare trykker af, så nemt det er at skyde.
Hvad skal det forestille? Ingenting glem det, det forestiller ikke noget, det er der bare. Det findes, lyset - kontrasten - formerne - strukturen, det er der bare, lyden af Line. Det er Lines sang.
Line nynner sine billeder, hun synger om lyset. På et værelse er det udsigten, hun fotograferer, solen og lyset på bjergene, på isen, at der så ligger to i erotisk omfavnelse er bare så naturligt, de er der bare, nå ja de elsker om formiddagen i hjørnet af billedet, selvfølgelig gør de det, for de er også natur.
Det er så typisk Line ikke at løbe ud og lukke døren men gøre sexliv til en naturlig del af landskabet, det findes, selvom det ikke er del af udsigten.
Jo Line længes, og hun længes hjem.
Det gør Inuuteq Storch også en anden af mine grønlandske elever, når han er i New York, så længes han hjem, og når han er hjemme så længes han ud, det er ungdommens evige dilemma, at have både rødder og udsyn.
På lørdag udgiver han bogen Flesh, jeg har skrevet forordet og er blevet bedt om at interviewe ham ved en artist talk i DGI-byen.
Det er så flot at det Grønlandske Landsstyre gør det økonomisk muligt for unge at komme til Danmark for at gå på Fatamorgana og blive dygtige til at skabe billeder af det, der rør sig i den grønlandske ungdom. Det er ikke så få, der med mine andre elever har fundet en vej og skabt sig en karriere.
Deres fortællinger om at længes både ud men også hjem er en vigtig del af den grønlandske kultur.
Med hvad med kærligheden, jo den er der også, den står parkeret i en garage, men vent bare, når snescooteren bliver vasket og pudset og kommer ud at køre, med sin røde kulør så går det stærkt.
Jo kærligheden står på spring, så fuld af energi, den er fremtiden og den er også Line.
Hun kan skabe, hun kan nynne, hun kan elske, men kan hun også tilgive? Og hvem skal hun tilgive?
Et gult gardin i en bus af forladthed, turisterne er på sightseeing, de myldrer omkring, tager selfies af seværdigheder, spejder efter sæler og smider dollars på disken, jo Line tilgiver turisterne. Som gardinet i bussen tålmodigt vifter hjemlig hygge til passagererne.
Med sin udstilling Uanset hvor du er repræsenterer Line det bedste i grønlandsk kultur: at være der. Upåvirket af atropologiske studier og jagten på beviser er hun tilstede i sin kunst, og det er det smukkeste, at Line springer ud og viser vej.
mb 06.06.2019