Tale holdt ved åbningen
AF FATAMORGANAS JUBILÆUMSUDSTILLING I ØKSNEHALLEN 27.8.1999

Jeg har en drøm.
En ufo er landet på en bar mark. På jorden står tre aliens, besyndeligt udseende skabninger fra et fremmed sted i universet.
De taler til hinanden, men det er ikke ord, der kommer ud ad munden på dem, det er billeder.
De snakker ikke sammen, de udveksler synspunkter.
De udveksler syn.
Syn, der ikke er nationalt kodet, som sproget er det. De kommer ikke med redegørelser eller bemærkninger, men kun den rene vare:
Billeder.
Og jeg forstår hvert et ord.

Idag er drømmen blevet til virkelighed.
Fra New York, Glasgow, Stockholm, Leipzig, Chelsey og Skelbækgade er I, der udstiller her idag, kommet for at udveksle synspunkter.
Det er uden betydning om I har et stort ordforråd, om I kan formulere jer eller er ordblinde, her er ikke brug for forklaringer, billederne taler deres eget universelle sprog.
Fra hver jeres planet er I kommet med budskabet:
Du skal turde, du skal drømme og du skal elske.

Drømmen, visionen er kunstnerens ofte skingrende skøre indfald, som alt for nemt kan rubriceres ubrugelig, fordi den ikke umiddelbart har nogen nytteværdi.
Hvad nytter det at gå i vandet med en sprællende høne i hænderne?

Visionen er som en månerejse, den har ikke noget umiddelbart formål, først bagefter viser det sig, at det var den, der satte skred i udviklingen.
Kunstnerens vision er samfundets måneraket. I visionens slipstrøm skal fremtiden skabes.
Sådan et projekt er Superflex’s Karlskrona2.

Visionen er at genskabe byen Karlskrona i cyberspace.
Hvert et hus, hver en bil, hvert et menneske skal genskabes digitalt.
På en storskærm i den virkelige by skal livet i den elektroniske vises med de ændringer og den adfærd, kunstnerne foreslår.
Billedet på udstillingen dokumenterer, at et møde har fundet sted i den virkelige verden.

De tre kunstnere sidder ved bordet med en repræsentant for bystyret i Karlskrona for bordenden.
Visionen er blevet drøftet.
For den uindviede er billedet gudsjammerligt kedeligt, ligegyldigt.
For den opsøgende er det beviset på at drømme findes, og at drømmen er en del af virkeligheden.

I Søren Østerlunds billeder fra New York står vi over for valget mellem et sort mennesketomt rum med en forladt, tændt tv-skærm eller et lyst billede af en blomsterpige, der leger med sin svævende, hvide ballon.

Det ene er lige så tungt, deprimerende og virkeligt, som det andet er let, opløftende og drømmende.
Valget er let.
Vi vælger det livsglade, håbefulde, den barnlige ubekymrede leg, men billederne siger også: du kan ikke vælge det ene, uden det andet.
Drøm og virkelighed hænger sammen, din verden er både ballonens magi og tv-skærmens flimmer. Du kan ikke vælge drømmens verden alene.
Ikke kun visionen.
Du kan ikke vælge kun at leve i håbet.

Du skal drømme og du skal turde.
Du skal have modet til at sige fra, sige nu er det nok.
Hvor ordmenneskene bruger stereotype, afmægtige slagord bruger I svidende, satiriske billeder.
Jacob Aue Sobols svedende spegepølsemad er et totalangreb på et dansk nationalklenodie: smørrebrødet.

Det præciserer ikke nærmere hvordan erhvervslivet ødelægger vores mad eller hvordan folk lader sig tage ved næsen, når de køber den.
Med stor tydelighed siger billedet: Den pølsemad er ikke, hvad den har været.

Men det siger mere end det.
Billedet forhåner, latterliggør, karrikerer det vedtagne værdifulde.
Det vi altid har lært at værne om, at bevare, selvom det forlængst har mistet sin kvalitet og betydning.
Det er kunstnerens opgave at stille spørgsmålstegn ved vedtagne normer.
Når markedskræfterne udnytter vores vanetænkning, og det traditionelle bliver meningsløst og udvandet, så er det kunstnerens opgave at sige stop.
Ikke med paragraffer eller slogans, men med billeder.
Provokerende, målrettet, modigt.

I skal turde gå i flæsket på middelklasse og borgerskab, når de glemmer de virkelige værdier og affinder sig med det trivielle og korrekte.
Linda Hansens giftiggrønne svigerinde ved den uredte dobbeltseng med åbningstiderne slået op på væggen og en tændt fjernsynsskærm i benenden skriger til himlen efter en åndelig hovedrengøring.

Ud med den blå autoritære mand på skærmen og den overdimensionerede røde rose på kjolen. Pust liv i den kedsommeligt stivnede porcelænsfugl.
Få gang i fantasien og udvid åbningstiden.

I skal drømme og I skal turde.
Jane Vorre forestiller sig, hvad der vil ske med mennesket i fremtiden, hvis ikke vi får stoppet udledningen af hormonforurenet vand.
Så bliver vi tvekønnede. Får både bryster og tissemand.

I sin dobbeltkopiering har hun givet sin uhyggelige, men velbegrundede vision et kunstnerisk udtryk. Inspireret af virklighedens abnormt tvekønnede frøer, der er vokset op i forurenede floder, spræller hendes hermafrodit frøagtigt med benene.
Frø eller menneske, mand eller kvinde, billedet er også en markant protest mod genmanipulation.
Sådan skal billedkunst være: Gøre fremtiden synlig og give udtryk for et synspunkt.

Magnus Bergströms holdning er, at der er for meget vold i samfundet, for mange og for grove overfald.
Hans billeder er ingen vision, det er iskold virkelighed.
Hans sprog er kynisk registrerende, hans metode er konceptet.

Otte voldsofre, der ankom til skadestuen med blodet silende ned over ansigtet blev fotograferet, stående på samme sted, på gangen, inden de fik lov til at blive vasket og syet.
Idag står de opmarcheret ved indgangen, som lydige soldater og skaber med deres blodige tilstedeværelse en kunstnerisk mini-statistik, et folde-ud katalog over hverdagens vold.

I skal turde, I skal drømme og I skal elske.
Protest, vision og kærlighed.
En stor del af udstillingens billeder handler om følelser.
Kærlighed og sorg. Frygt.
Søren Bidstups Kosovo-albanere på vej bort fra deres nedbrændte landsby er fyldt med forstående, medmenneskelig varme.
Ansigternes udtryk brænder et mærke i os, vi kan ikke undgå at blive berørt.
Her er hverken protest eller drøm, men et koncentrat af lidelse og frygt.

Og så pludselig, midt i elendigheden bryder solen frem bag en sky og kaster forsonende stråler ned mod det lille optog i landskabet. Hvad der tæt på er håbløst og uforglemmeligt er i historiens lys en hverdagsagtig episode.

Men du behøver ikke opsøge katastrofen for at finde store følelser. Kærligheden er en del af din hverdag.
Dorthe Henriksen er enlig mor og har haft besøg af Nicolai Howalt og hans nærgående Nikon. Han er ikke på besøg i et hjem, han er på besøg i en person.
Hvor kameraet tager nærbilleder af hudens brændemærker, går Nicolai tæt på følelserne. Han lader kameraet indfange de visuelle ar, for selv at skildre langt større brændemærker i sindet.

Med intimitet og varme fortæller han om kærlighedens vilkår i et tilfældigt hjem.
Om kærlighedens nødvendighed i alle hjem.
Selvom det er Dorthe Henriksens krop der aftegner sig på emulsionen er det Nicolais kærlighed, der breder sig i billederne.
Med kunstnerisk nerve bruger han Dorthe Henriksens lidt flossede hverdag, som en maler bruger sin palet.
En klat med gråd, en stribe med trøst, et strøg af sexualitet.
Når metoden er lagt, tager fantasien over og underbevidstheden udfører arbejdet.
I værket, som består af ni tæt sammensatte fotografier, kombinerer han det sete og det oversete, det ydre og det indre billede.
Den voldsomme episode og den stille pause bliver forenet og Nicolai Howalt skaber med sine personlige billeder fornyelse i den dokumentariske tradition.

Det gør Camilla Hjelm Knudsen også.
Her er det sete farvemættede reportagebilleder af unge i New york. Blå frihed og rød tvang. Billederne emmer af oplevelse og solidaritet.

Det usete er forstørrede polaroider, en sløret mund, en isses form, et blåt bryst, indre billeder af nærhed, nøgenhed og ømhed.
Nænsomme og upåagtede trækker de serien ud af den klassiske reportage og ind i det nye land, hvor billeder ikke er noget man tager, men noget man skaber.
Hvor dokumentarisme ikke dokumenterer, men antyder.
Hvor underbevidsthedens tilsyneladende tilfældige valg får plads og betydning.
Her er fornemmelser og følelser vigtigere end det oplevede og overvejede.
Og her trives kærligheden.

I jagten på kærlighed opsøger Laura Eriksen tilfældigheden.
Isolerer og dyrker det tilfældige.
Hun giver venner og bekendte éngangskameraer med til De Canariske Øer: dygtighed og erfaring må ikke styre optagelserne.
Bevidstheden bliver hjemme, kun den anonyme amatørs nøgne, umiddelbare intuition bestemmer.

Da vennerne kommer hjem går Laura på jagt i deres negativer efter kærligheden.
Af kornede udsnitsforstørrelser skaber hun sit afslutningsprojekt som MFA ved Göteborgs Universitet.
Et af billederne viser to børn i vandet.

Bagfra. Langt væk. På vej ud.
Ingen strand med ængstelige forældre, ingen farlige, dramatiske bølger, ingen fede symboler på fremtid eller frihed, kun dette ene: Rum af kærlighed.
Billeder skal ikke tages, de skal skabes.

Du skal turde, du skal drømme og du skal elske.
På fire skærme, der snor sig op ad en af søjlerne vises et levende billede.
Tre personer er netop landet på en mark på en ukendt planet. De står helt stille, tæt sammen.

De er studerende ved Glasgow School of Art, hvis de åbnede munden for at sige noget, ville der komme billeder ud.
I forgrunden brænder en busk. Brænder og brænder.
Der er flammer i grenene, men ilden fortærer ikke busken. Den bliver bare ved at brænde. En evigt brændende busk.
Videobåndet er lavet af Malene Bang Frederik Pedersen og Thomas Seest som en hyldest til Fatamorgana.
Budskab, syn og hyldest.
Ilden er tændt og den dør ikke ud.

Til de mange, som ikke deltager i udstillingen, fordi censorerne afviste deres indsendte billeder, vil jeg sige:
Først når busken er brændt ned, er der grund til bekymring.

mb 27.8.1999