|
Tale ved fars kiste i Lyngby Kirke 15.juli 1999 Kære Far. Når du om søndagen tog os børn med på udflugt i den blå Hillmann, så var det helt sikkert, at vi ikke kørte forbi en kirke, uden at du standsede og tog os med indenfor. Andægtigt stillede du dig foran alteret, kiggede op i hvælvingen og sagde: - Er det ikke et vidunderligt rum. Jeg kunne ikke se, at det rum skulle være bedre end den varme bil vi kom fra, men jeg forstod på dit andægtige tonefald, at der var tale om noget stort. Rummet var for dig andet og mere end mursten og kalk. Jeg skulle blive temmelig voksen før jeg forstod, hvad det var, der gemte sig i murene og loftet: Kunst. Dette abstrakte begreb som fyldte dit liv og som ikke kan forklares, men kun fornemmes. Nu er vi for sidste gang sammen under en hvælving i en gammel kirke, men dennegang er det mig, der siger til dig: - Er det ikke et vidunderligt rum. Da du engang i halvfjerdserne blev inviteret til at udstille på Charlottenborg havde du som indgangsbillede til rummet med dine udstillede projekter ophængt et stort billede af Eremitageslottet i Dyrehaven. Som en statelig skulptur lå slottet på toppen af bakken og vogtede over de græssende dyr på den udstrakte slette foran. Jeg så slottet som enevoldskongens magtdemonstration over for det folk, han udbyttede og udflyttede, landsbyen Stokkerup blev tvangsflyttet om på den anden side af Rådvad fordi den spærrede for udsigten. Slottet var for mig et monument over feudaltidens undertrykkelse. For dig var det det ypperste eksempel på fremragende arkitektur. Det var majestætisk, magtfuldt og pragtfuldt, der var ikke blevet sparet på udsmykningen af kongens monumentale jagthytte. Eremitageslottet var andet og mere i dit liv end et bygningsværk du beundrede. Det demonstrerede uden smålig skelen til aktuelle politiske og økonomiske forhold noget tidløst. Byggeriet skulle ikke tilfredsstille nogen funktionelle krav, det skulle ikke forsøge at tilpasse sig, det skulle først og fremmest være en enkelt kunstners imponerende, stilsikre værk. Du fandt i Eremitageslottet et koncentrat af det usigelige, det, der kun kan fornemmes, og som du viede dit liv. Du beundrede geniet, satte individet i centrum. At folk så myldrer omkring Eremitageslottet hver søndag og ud og ind af Louisiana hver dag er blot en sidegevinst. At være folkelig har aldrig været dit mål. Som slottet er blevet folkeeje er din arkitektur, de rum, du skabte også blevet det. Det alt for lille cafeteria på Louisiana er forlængst udbygget, din forventning om tolv spisende gæster ad gangen foran pejsen holdt ikke stik, folket har overtaget dine slotte, og jeg har tilgivet dig at du lod ribsbuskene på vores grund i Hjortekær fjerne af en bulldozer for at skabe plads til en udsigt. Du efterlader dig ikke tomrum, men rum fyldt med folkelighed. Steder, hvor mennesker i fremtiden vil lægge nakken tilbage og suge til sig af det usigelige. På Akademiet skabte du på din afdeling en oase for de elever, der ønskede at lære. Da tiden var til gruppediskussioner og marxistiske analyser, arbejdede dine elever med akustikken i hver deres koncertsal. Tidens trend nåede aldrig at påvirke undervisningen på din afdeling. Du lærte eleverne at skabe, du lærte dem, at arkitektur er kunst og at kunst er en kunstners værk. Og hans ansvar. Du lærte en generation af arkitekter at respektere faget, tage sig selv højtidelig og være sig sit ansvar bevidst. Og du foragtede dem, der ikke gjorde det. Når vejen faldt forbi et discount-typehus gik du over på det andet fortov. Eleverne beundrede dig for din indsigt, din begejstring og din ærlighed. De ville vide, hvordan man byggede, du lærte dem at skabe. De søgte lærdom og fandt stolthed. Respekten for dig var enorm, man lyttede, når du tog ordet. Der var brug for dig. På Akademiet og i arkitekturen. I starten af din karriere som selvstændig deltog du og din kompagnon ofte i arkitektkonkurrencer. Rollefordelingen var klar. Du lavede tegningerne, Knud Hallberg pakkede dem ind. Med Vilhem Wohlert fik du en mere ligeværdig partner. Jeres årelange samarbejde øgede respekten for dansk arkitektur og selvom det ikke var tilsigtet, skabte I med jeres successer en trend blandt husbyggere: mønstermuren blev et statussymbol. Den fejlbrændte, slaggefyldte klinke I havde fundet i en affaldsdynge på teglværket i Hasle og anvendt til Louisianas gulve blev sat i produktion. Louisiana-klinken blev hvermands eje. I tjente mere i license af Louisianalampen end I fik for at bygge museet. I en periode havde I en status, der sjældent tilkommer arkitekter: I var blevet idoler. Med et slag var du berømt og snart gik det op for resten af verden, at den også havde brug for dig. I en række enestående projekter har du manifesteret dig som en international arkitekt af format. Universitet i Brüssel, ambassade i Brazilia, kunstmuseer i Bochum og Jerusalem. Men Danmark fik sit og intet projekt var for lille til at blive løst med manér. Da du blev bedt om at lave en ny hoveddør til Glyptoteket, lod du en svingdør indramme af to tonstunge, specialudskårne marmorbuer. Havde du levet for 200 år siden, havde det været marmorløver. Virkningen er den samme, din kunst skaber respekt. Interessen for kunst og respekten for kvalitet har vist sig at være arvelig. Malene har skrevet doktorafhandling om havekunst, Mikkel arbejder til daglig med filmkunst, Marie studerer sang på konservatoriet og jeg er leder af en billedkunstskole. Alle har vi af dig fået det særlige gen, der har gjort os kreative, ambitiøse og egoistiske. Kunstnergenet. Eller måske det er din påvirkning i opdragelsen, din åbenlyse betagelse af kirkehvælvinger og strygerkvartetter, der har sat sig spor. At Marie også på mødrende side har fået et kunstnergen gør ikke din andel mindre. Ofte, når jeg manuducerer mine elever højtideligt og alvorsfuldt, belærer dem om kunstens væsen og livets store værdier, standser jeg op et sekund og sender dig og dit DNA en venlig tanke. Det gør jeg ikke når jeg, efter at have fortsat belæringen ved middagsbordet over stegt flæsk og æbler hører min kone sige: -Åh, hvor du ligner din far. Det forpligter at bære dit gen. Forvalter vi arven dårligt bliver vi selvglade, arrogante, verdensfjerne fagidioter, forvalter vi den rigtigt bliver vi generøse, stolte og kvalificerede. Smålige bliver vi aldrig Nogle måneder før din 70-års fødselsdag fik du en henvendelse, der gjorde dig særdeles fornærmet. Du blev bedt om at tage din afsked som professor. Man anbefalede dig, som man rutinemæssigt gør det med alle professorer, der fylder 70, at ansøge Dronningen om at få bevillet din afsked. Du følte det aldeles småligt, at du blev fundet ubrugelig bare fordi du aldersmæssigt var nået til et bestemt tal. Du var erfaren, kvalificeret, tilbedt, sund og rask og så skulle du oven i købet anmode om at blive fyret. Det passede dig aldeles ikke. Det havde aldrig været noget problem for dig, at professorer gik af, når de blev gamle. Det blev det nu. Modvilligt søgte du og fik bevillet din afsked. Det er nu ti år siden. De sidste fem har ikke været morsomme. Vennerne faldt fra, familien tyndede ud, Gerdas jævnlige besøg på plejehjemmet gav dig lidt afveksling i din triste hverdag. Anmodningen om din endelige afsked blev bevillet. Med dig forsvinder børneflokken fra Chritian Winthersvej. Jeg skal hilse dig fra Malene, som er på rejse i Mexico og sige farvel. Tak for alt du gav, tak for de spor du har sat, tak for din generøsitet. For sidste gang bærer du idag Ridderkorset. I morgen vil jeg returnere det til Dronningen. En ny Ridder venter på at modtage det. Det var kun til låns. Som livet. mb 15.7.1999 |