Malene og Morten med Mormor i Zoologisk Have 1949
Kære Malene, I begyndelsen . .
I begyndelsen var du dobbelt så gammel som mig. Du kunne kravle op i legestativet når vi om søndagen med far og mor gik tur på Volden, og jeg kunne bare stå dernede i mit matrostøj og kalde med armene strakt i vejret:
- Mads os med - Mads os med.
Det var ved Amagerport og du var 5, og jeg var lillebror.
Alle vidste jeg var lillebror, for sådan omtalte du mig og tiltalte mig og sådan blev jeg præsenteret for dine veninder:
- Det er min lillebror.
Årene gik, og og du kom skole i Rådvad, vi var flyttet til udkantsdanmark med bus en gang i timen, en pukkelrygget skomager og gadedrenge, der samlede hæstepærer op i en trillebør, når skraldemanden havde kørt sin morgentur.
To uger gik du på proletarskolen ved knivfabrikken, så stak en af drengene i din klasse læreren en blodtud, og fornuftige farfar Alf fik dig istedet ind på ind på Lyngby private Underskole i klasse med prins Christian.
Og du blev blåmejse, fik duelighedstegn, og du gik til dans og var den bedste. Og du fik flidspræmie og stråhat og armbåndsur, og selvom du nu kun var to klasser ældre end mig, så var jeg stadig den mindste.
Jeg fjollede og var mors solstråle, du var dygtig og havde hemmeligheder.
Du gjorde hunnør i nystrøget uniform, og jeg frøs i mine korte spejderbukser.
Jeg bagte brunkage med forklæde på og du flirtede med drengene på badestranden.
Og du kom på Statsskolen og farfar var stolt af sit barnebarn, og jeg kom på Statsskolen og fik en på kassen og tilbudt lektiehjælp.
Du var udadvendt, smilende og smuk, og da man dengang skulle være gift for at få en toværelses, blev du til Malene Hauxner og flyttede til Jægersborggade.
Afstanden mellem os voksede, men aldersmæssigt nærmede vi os hinanden.
Da jeg her til din fødselsdag 18. september var inviteret til østers og champagne på hospice og lettere forsinket trådte ind ad døren med en blomst i hånden, mødte du mig med udbredte arme, et stort smil og ordene:
- Der har vi jo min Lillebror.
Og havde jeg nu været imødekommende, hjertelig, generøs og ikke plaget af kronisk søskende misundelse, så havde jeg nok have sagt - Hej Storesøster, men det gjorde jeg ikke.
Aldrig, aldrig har jeg taget ordet storesøster i min mund, men idag tør jeg godt.
Efter alt hvad du, Malene, har udrettet, og alt hvad du har været for dine nærmeste, og dine fjerneste tør jeg godt idag sige:
- Tak for alt, Store Søster!
Malene i Rørvig 1959
How many years can a mountain exist
Before it’s washed to the sea?
And how many years can some people exist
Before they’re allowed to be free?
And how many roads must a man walk down
Before you call him a man?
And how many seas must a white dove sail
Before she sleeps in the sand?
How many times must a man look up
Before he can see the sky?
And how many deaths will it take till he knows
That too many people have died?
Jeg vil bede jer synge med mig Bob Dylans
The answer, my friend, is blowin’ in the wind
Bob Dylan - Blowing in the Wind Lyrics 1967
mb 25.2.2012