|
Ved Martas Barnedåb 22. juli 2001
Hvad i al verden er meningen? Er der overhovedet nogen mening? Er der en mening med livet? Ja, Marta! Marta er Meningen med Livet. Hvis Marie og Mads som nygifte var i tvivl om der fandtes en mening, så er forældrene Marie og Mads det ihvertfald ikke. Meningen kom til dem som en åbenbaring, der idag har fået navn og personnummer. Meningen er blevet et Guds Barn og en samfundsborger og forældrene vil give alt - selv livet, hvis det skulle være - for ikke at miste Meningen. Sådan er livet. Velkommen til Forældreland! I Forældreland er der helt andre regler, love og normer end i det øvrige land og en adfærd, man ikke møder mage til nogen andre steder. Det skulle da lige være i erotikken. For en udenforstående, uden særlige forudsætninger kan det være lidt af et chok at kigge ind i Forældrelandets afdeling for nybagte. Alle er ens. De dufter ens, taler sagte og kæler meget. Hver gang de begynder på noget bliver de afbrudt for bagefter at begynde på noget nyt. Alle har gang i flere foreskellige ting, som aldrig bliver gjort færdige. Det bærer stedet også præg af. Det flyder med stofbleer, sutter, ammeindlæg, snavsetøj, kaffekopper. Neglelak, numsesalve og noder. Alle er på vagt, småsøvnige og har kun én eneste ting i hovedet. En kættersk tanke melder sig: Har de været udsat for kollektiv hjernevask eller massehypnose? Nej, det blanke i øjnene, den lysende aura og målrettede koncentration skyldes udelukkende, at de har fået en mening med livet. Der er ikke længere mening i at lave lækker mad, at shine sig selv op, at besøge veninderne eller læse en god bog. Men at amme, skifte, kysse, lytte efter vejrtrækning og skimte et smil, det giver mening. Marta er et ønskebarn. Såsnart forældrene så hende, vidste de, at det var hende, de havde ønsket sig. Intet i verden kunne få dem til at skifte mening og bede om at få hende byttet. Det skulle være hende, lige præcis hende og kun hende. Men inden åbenbaringen den 10.maj anede de ikke, hvad det skulle blive til. Nok var de enige om at få et barn, men de havde ikke bestemt hvem. En Olga var på tale eller en dreng. Marta blev ikke besluttet. Ingen bestemte sig for Marta. Chancerne for at det skulle blive hende var mindre end chancerne for at få en million i lotto. At det blev Marta skyldtes en ren og skær tilfældighed og så lidt Darwinistisk væddeløb. Er det ikke forunderligt, at Marta i det ene øjeblik er den største tilfældighed, for i det næste at være selve Meningen med Livet? Sådan er det at flytte til Forældreland. Her er alting vendt på hovedet, først åbner du pakken, så ved du, hvad du har ønsket dig. Alle normer, alle vaner skiftes ud, værdierne ændres, ikke engang retfærdigheden, som vi kender den, finder man i Forældreland. “Hør nu her, Marta! Far støvsugede i går, jeg støvsuger i morgen, så idag er det altså din tur!” Forældrene vil kunne se på Martas ansigtsudtryk, at en ligelig fordeling af pligterne er dødhamrende uretfærdigt. “Far tog bilen på arbejde i morges, Mor tog den til Netto i eftermiddags, altså er det min tur til at tage den i aften.” “Jamen, Marta, du har jo slet ikke kørekort!” “Benny kører!” Forældrene fornemmer en vis overbærende træthed i datterens tonefald og forstår, at det er hende og ikke dem, der kender retfærdighedens regler. “Hvis du laver te, Marta, så kan du få lov at være lidt længere oppe!” Den form for byttehandel går måske første gang, men allerede næste aften er der problemer: “Hvad tid skal jeg i seng, hvis jeg bare tager en cola?” Eller: “Hvor meget te skal jeg lave for at få lov at blive oppe hele natten?” Det er de færreste forældre, der lærer retfærdigheden at kende til bunds og gudskelov er det kun få, der presses ud på afgrundens rand: “Og det er så den tak, man får, for at have elsket dig i 14 år?” Nej, man kan ikke tage handelsbetingelserne fra en hvidevareforretning med til Forældrenes land. Forældrelandet har sin egen retfærdighed og sin egen sandhed. Sandheden om omfanget af kulderamte børn i polaregnene er ikke en gyldig sandhed i Forældreland. “Du kan tro, der er mange, der ville være lykkelige for sådan en varm hjemmestrikket sweater!” Total fiasko. Eller når ferien nærmer sig: “Til Tenerifa? Alene? Det var dér en dansk pige blev voldtaget sidste sommer! Af tre soldater. På skift. Farmand har hele arsenalet klar. - Bagefter slog de hende ihjeld. Og gravede hende ned. Stadig ingen reaktion. Men men en hånd stak op. Den huggede de så af. Med en spade....” Sandhed på sandhed for journalister. Total fiasko i Forældreland. En typisk forældre-sandhed er: “Det er da helt utrolig tidligt, Marta er begyndt at kravle.” En videnskabelig og nøjeregnende opgørelse over de faktiske forhold har ingen betydning. En Farmor-sandhed: “Hun er da den mest bedårende” udelukker på ingen måde alle andre for også at være mest bedårende. “Det er rigtigt, jamen det er virkelig sandt, hørte du det ikke, hun sagde Mormor!” En mormor-sandhed, der har problemer med bevisførelsen. Hvilke lyde der rent faktisk kom ud mellem læberne på Marta er irellevant. Sandheden er, hvad Mormor hørte. I Forældreland skal man ikke være for nøjeregnende med sandhed. Nogle sandheder skal gemmes helt væk. Sandheden, at Marta bare er en tilfældighed, skal aldrig fortælles. At hun var millimeter fra at blive en langhåret dreng med fregner og flyveører, uden at nogen drømte om at gribe ind og hjælpe hende, det skal hun slet ikke have at vide. Og sandheden, at hun er Meningen med Livet er det heller ingen god idé at buse ud med lige med det samme: “Og hvem er du så, min søde pige”: “Marta Meningen med Livet!” “Hvem fan’en er det, der sidder dér og brækker sig?” “Jæ sguda Meningen med Livet!” Det er en gammel tradition ikke at fortælle børnene sandheden, men give dem et eventyr, den med storken. Eller give dem en tro: den med Jesusbarnet. Man har altid vidst, at en oprigtig, troværdig forklaring er bedre end en sandfærdig. At blive gammel i Forældreland er slet ikke let. Retfærdigheden er ubrugelig, sandheden irrellevant, og Meningen med Livet sjældnere og sjældnere hjemme. “Du har eget værelse, mor vasker dit tøj, der står altid colaer i køleskabet, vi betaler dine studier, du har tv med 42 kanaler. Hvad mere kan vi gøre, Marta? Har du det ikke godt her?” “Jamen far, jeg flytter bare på kollegie og jeg er altså fyldt 20!” I starten er det hårdt, men vidunderligt, undervejs er det svært, men dejligt, tilsidst bliver det nemt, men umuligt. Hyl og skrig og grådkvalt smækken med døren: “Tror I virkelig jeg gider komme juleaften, når I er så åndssvage?” Hun ved godt, hvor det gør mest ondt på de gamle: I forladtheden. I angsten for at miste den sidste rest af mening. Og så på en juleaften. “Vi gav hende livet, og så smækker hun med døren.” Ja, og det var ikke et sekund for tidligt. Når bitterhed og begrebsforvirring hos forældre er så total, så er det bare med at komme afsted. Når forældrene klamrer sig til det efterhånden ret meningsløse, så er det på tide at komme videre. Så er det på tide selv at finde en mening med livet. Kald det bare kærlighed. Rigtig hjertelig tillykke mb 22.7.2001 |