|
TALE HOLDT VED UDGIVELSEN OG ÅBNINGEN AF JACOB AUE SOBOLS UDSTILLING OG BOG SABINE FREDERIKS BASTION 27. FEBRUAR 2004
Hvem tør? Hvem tør i en tid hvor dokumentarfotografiet er vokset ud af den sorte ramme og ind på den kulørte skærm og vakler mellem at være digitalt snapshot eller arrangeret idefotografi, hvem tør så udgive en følelsesladet sorthvid reportage? Når alle andre fotografer beskriver og viser og holder øje med og forfølger, hvem tør så involvere sig i sit motiv? Da Christer Strömholm i slutningen halvtredserne flyttede ind hos transvestitterne på Place Blanche satsede han anseelse og privatliv for at komme ind, helt ind, ind hvor det gør ondt. Hvor det bliver næsten pinligt. Inderlig nærhed hvem tør det idag? At vise ømhed og ærlighed på bekostning af det flotte og imponerende, at udgive en fortsættelse af Anders Petersens Café Lehmitz fyrre år efter den blev udsolgt, hvem tør det? - chancen for fiasko er for stor. Litteraturen har sine milepæle af væsentlige, personlige skæbnefortællinger, dagbogsblade af selvoplevet lidenskab, musikken har sine, filmen er ved at få det. Men hvad med fotografiet? Hvem tør fotografere egne oplevelser med kærligheden? Dampende råhed, vidunderlig smerte? Gør du det med ærlighed og nærhed risikerer du at blive kaldt pervers og selvoptaget. Selvbiografisk bekendelsesfotografi når du er forelsket kræver mod. Det er ikke god tone at hænge vasketøjet offentligt til tørre efter en elskovsnat. At fotografere kærlighedens inderste væsen, helt inde, inde hvor det gør ondt kræver mere end almindelig ydmyghed. Hvem tør begive sig ud i ødemarken med udsigt til storm eller ind i kærligheden med udsigt til svigt og sorg, sætte livet på spil i en piteraq eller samvittigheden på prøve i et parforhold? For at vi andre kan få noget at vide. Vi har brug for at få det at vide, vi ved så lidt om os selv. Og hinanden. Og hvad værre er: det aner vi ikke. Omhyggeligt sørger vi for at tage et håndklæde over skuldrene, når vi bliver hjemmeklippet, så vi undgår de væmmelige stikkende hår, der kribler og krabler i dagevis, vi ved ikke at begær opstår, når de afklippede hårspidser ligger som nyfalden sne på den nøgne ryg. Vi aner det ikke. Ved ikke at hullede strømpebukser kan være betagende skønhed, ikke fordi det er et smukt syn, men fordi det er nærhed. Når din elskede løfter op i kjolen og blotter sine udslidte bukser er det inderlig tillid. Vi aner ikke at livet kan være så tæt og intenst. Ved ikke at døden kan være smuk og selvfølgelig, at følelserne for en slagtet sæl på et køkkengulv og din elskedes varme skød er identiske, det ved vi ikke. At natur ikke er noget vi færdes i, men noget vi er. Hvem tør, Jacob Aue Sobol? - nej, han tør ikke. Men han gør det. Havde han vidst, hvad han gjorde, havde han aldrig turdet. Så var han aldrig taget på fangst uden vanter, og havde aldrig eksponeret med flash under dynen. Da det efter en start med heftig fotografering går op for ham, at det her er noget han gør for at være modig, fordi han tør og ikke fordi det er nødvendigt, stiller han kameraet på kaminhylden og nægter at tage flere billeder. Først da han skyder en sæl og på isen spiser sælleveren rå og varm, ikke for at være modig men for at overleve, tager han kameraet ned igen. Brændvabler i ansigtet gør hans mod til noget sekundært. Det vigtige er ikke om han tør, men om han klarer det. Spillet er blevet til alvor og han begynder igen at fotografere. Ikke skildre, men opleve. Han ser ikke gennem kameraet Sabine gå i bad, han går i bad med Sabine og kameraet. Billederne gror fra at vise til at være. Det er som om de mere er ude på at overleve end at vise mod. Det er deres styrke. De er ikke trashflash-snapshot-realisme-dokumentariske med overlæg, de er det af nød. Det gør billederne til noget særligt, at de er skabt af nødvendighed. At bladre i bogen er som stavre afsted over våd is i regnvejr og hele tiden mærke efter med isspyddet om den kan bære. Du gør det ikke for at få noget at vide, du gør det for at overleve. Når du fra toppen af rækværket i første sals højde kaster dig ud i luften uden at tænke på konsekvenserne, så løfter bogen sig ud af almindelighedens tryghed og det magiske sker - det er os, Sabine kysser. Det er når billederne er tankeløse og fornuftsstridige at bogen lever, tilgiv den blaserte bymand, at han finder den naiv og ubetydelig. Kære Jacob, idag slipper du billederne fri, nu skal de klare sig selv. Du kan ikke længere bestemme over dem eller pyldre om dem, de blev som de blev fordi det ikke kunne være anderledes. Ingen isbjærge, ingen kajakker, ingen tomme flasker. Ingen medynk eller antropologiske studier. Billedet af dig i blå heldragt var ikke nødvendigt. Tvivl ikke på at din bog er skabt af nødvendighed. For mister du troen, så rammer fortrydelsen som et riffelskud. Så har du udnyttet fangerne, forrådt dine venner, løjet for dig selv, bedraget din elskede og din eneste udvej er at opsøge samtlige boghandlere og opkøbe og destruere bøgerne inden de bliver solgt. Tvivl ikke, du har grund til at være stolt. Tak fordi du med din bog, på tærsklen til en ny tid, gav dokumentar-fotografiet en eksistensberettigelse. Der er en grund til at det skal overleve. Den der først ser sælen, skal skyde den. Du så, du skød. Og du lærte at danse. Tillykke med Sabine. mb 27.2.2004 |