Du, Tokyo
Tale holdt på Museet for Fotokunst 4. december 2008 ved åbningen af udstillingen I, Tokyo af Jacob Aue Sobol.
af Morten Bo
Tokyo, Tokyo, hvorfor skræmmer du dine børn?
Du giver dem en karussel, men de er bange for at prøve den, du giver dem en udsigt, men de tør ikke kigge, du giver dem Budweiser og solskin, men de vender ryggen til; Tokyo, hvorfor skriger dit barn, når kæledyret hopper op? Og hvorfor skal det hænges i forlystelsesparkens inferno af forladthed?
Med dit dæmoniske blik får du trappevaskerne til at skrubbe hurtigere og hårdere, og gademusikanterne til at file i takt; men trappen bliver aldrig ren og tonerne kun til skratten, hvorfor skræmmer du dine børn?
Nedkørte sidder de i deres finanskorrekte habitter mellem skrald og skod og skjuler ansigtet. Af træthed eller skam?
Satsede de for hårdt på kapital og for lidt på kærlighed? Eller var arbejdsdagen bare for lang og meningsløs, er det selve meningen, du har taget fra dem?
Du truer dem med kantet smerte, med en oldings rynker og rendestenens fiskeriaffald, hvorfor jagter du dem? Kaniner på flugt og en mand på maven; smadrede paraplyer hober sig op, stikkende stænger af engangs-overflod; en sidste raslende rallen inden bunken køres bort, er det virkelig det, du vil, Tokyo, advare os om, hvordan der ser ud for enden af vejen?
Kronragede og nøgne skæver de til hinanden fulde af mistillid, kun svanerne tør vise tillid; om natten i parken holder de møde, men de siger ingenting, stirrer bare ud i mørket. Venter.
Skoven spærrer du inde på en fabrik og frygten, i kødets lyst; hvorfor, Tokyo, er elskov så smertelig, og den elskedes skød en levning bløde bønner, er det for at komme ind til benet, at du ignorerer romantikken og springer forelskelsen over?
Er det der, du venter at finde kærlighed, på bunden af begæret i et uoplyst hjørne af sindet? I favnen på en omstrejfende hjemløs med daggamle skægstubbe og fashionable solbriller, flashet i mørket med en smøg i flaben og en kat i hånden; krammer han den, eller kvæler den?
Da fotografen Bruce Davidson for 48 år siden i London tog det samme billede, var det fyldt med varme og charme, vi blev bløde om hjertet, katten var en killing og natten, byens lys.
En teenager med sin sammenrullede sovepose på ryggen og et sørgmodigt, længselsfuldt blik holder den blidt i sine hænder, den legesyge, dunede kærlighed.
Tokyo, hvad så, er du værre end London, koldere, grovere, hårdere? Bruce var 27 og havde været Magnumfotograf et år, da han sværmede med sin Leica i Londons gader på jagt efter den gode historie, det fantastiske billede; filmen var sorthvid, dybdeskarpheden lille og exponeringstiden lang; kopien, lysnet i ansigtet og mørknet i gaden; det ulmer af glødende ømhed.
Dit er også i sorthvid, men filmen skannet og printet, lyset ikke det naturlige, men en bragende flash med knitrende skarphed, knurhårene er som ridser i hånden, asken som hvid asfalt, en lysende streg i mørket. Er du sådan, og har altid været det, eller er billedet bare fulgt med tiden?
Er det tiden, der er blevet rå, umenneskelig og grum, eller er det menneskene, der er blevet brutale kemikazer?
Jeg spørger og spørger, Tokyo, fordi jeg føler, det er vigtigt, hvad du fortæller; om en-mandskabine og åndedrætsværn, om muskuløse herrer parat til dagens fitness i monæne shorts og storetå-separerede løbesokker, det er vigtigt; du gør det vigtigt.
Som tunfisken er det, et våbenarsenal af dødbringende tun-torpedoer, linet op som lig på en slagmark, gællerne skåret ud, et nummer klasket på øjet, så er de klar til auktion; du skræmmer mig, for også jeg spiser fisk.
Også jeg bruger bomber.
Er det det, du vil, Du, Tokyo med dit selvportræt, dit sjæl-portræt, for det er din sjæl, du blotter. Det er din afmagt, du bekender, din terror, du tilstår.
Du varsler katastrofen med kun en enkelt overlevende, en kvinde i en redningsbåd. Nummer 2-34.
En mand i vandet klamrer sig til rælingen, og holder han fast til syndfloden synker, vil han med kvinden i den oppustede Ark kunne skabe håb om menneskenes overlevelse.
Tokyo, Tokyo, tilgiv at vi bruger din sjæl, dine børn og dine bomber til at blive klogere på os selv.
Vi bærer alle i os den der uudgrundelige fornemmelse for oprindelighed, for dyriske drifter og ekstrem eksistens, som det er så befriende at få løst op.
Det utilladelige, tabubelagte, underbevidsthedens trang og utæmmet drift skal ikke for længe holdes indespærret, så giver det skader på sjæl og samfund.
Vi har brug for dine billeder, nogle fatter, hvad de varsler, andre bliver lette om hjertet, fordi de ikke længere føler sig alene.
Og tilgiv fotografen, Jacob Aue Sobol, at han ikke viser os Tokyo, men er Tokyo.
Når Jacob fotograferer, gør han det grundigt; digter din fortælling, som var det hans egen, skaber din sjæl, som var det ham selv: Jeg, Tokyo.
Du gav ham motiverne, du gav ham menneskene, men lod ham altid selv bestemme, hvordan, du skulle se ud.
Du gav ham lov, var gæstfri og generøs, men vær ikke bekymret, næste gang en fotograf kalder sig Tokyo, ser du anderledes ud, sådan er det med byer og med verden, at det er den, der ser, der skaber sandheden.
Og det er sandheden og kun sandheden, der giver Jacob mening, den mørklagte, ubekvemme, smertefulde sandhed, rå og ren, om at være. Lige nu.
Jacob og menneske.
Det er en stor fortælling, Du, Jacob Aue Sobol har skabt. Prisvinder og Billedberømt.
Vi spejler os i din succes.