|
Tale ved åbningen af Spark lørdag 1. marts 2003
Et sted, et sted at høre til. Det er vigtigt at høre til, ikke kun være et individ men også del af en gruppe, med fællesskab og fælles sted. Hører man ikke hjemme, må man skabe et sted. Fem fotografer har fundet sammen omkring en ide, stiftet en forening, fundet et sted og fundet inspiration til et navn i rockermiljøet. Et forum, en platform for fællesskab omkring fotografi som kunst. Process, diskussion og galleri. Nu hører de til. Og indbyder andre til også at høre hjemme. At høre til giver ansvar. Ansvar for hinanden, for stedet, men også ansvar for at flytte når tiden er moden og nye står på spring. Når børn bor hjemme til op i 30erne eller elever på Fatamorgana hører hjemme i mere end tre perioder, så skal de ud. Ud i den virkelige verden. Finde et nyt sted. Initiativtagerne til stedet her, hvis navn de har hentet i foldboldverdenen, har alle hørt til på Fatamorgana. I tog springet og har nu fundet sammen. I et fællesskab i den virkelige verden. I har brug for hinanden. Og vi har brug for Jer. For jeres sted og jeres billeder. Vi stopfodres dagligt med billeder af verden som den gerne vil se ud. Og tørster efter billeder af verden som I ser den. Vi har brug for Brian Bergs sendrægtige insisteren, Tor Helge Svendsens kringlede fantasi, Bjorn Ingi Bjornssons utrættelige nysgerrighed og Simon Bue Schrøders evindelige optimisme. At starte et sted kræver idealisme, naivitet, manglende erfaring, sygelig selvtillid og en god portion mod. Hver for sig opfylder I et eller flere af kravene, sammen opfylder I dem alle. Og et har I til fælles: Et ukueligt mod. Mod til at gribe chancen og ikke frygte en fiasko. Tor var med sine computermanipulerede dokumentar-falsknerier tæt på at blive blacklistet af samtlige landets dokumentarfotografer. Han klippede og klistrede i Photoshop og skabte utrolige situationer fotograferne i årevis forgæves havde ventet på. At smide årtiers fotografisk tradition og etik på gulvet uden skrupler vidner om stort mod. Det er også modigt i en tid med snapshot-trend og autoflash, at udstille socialt indigneret 70er reportage med sort kant. Brian er politisk bevidst, venstreorienteret og bedøvende ligeglad med tidens trend. Markus, hvis karriere spænder fra utallige variationer af “enligt træ på bar mark” til “enlig kvinde med bukserne nede” har aldrig været bange for at vise sin mening. Og sige den. Det kræver mod at kalde sit projekt: “De grimme Danskere”, når man selv er tilrejsende svensker. På sin første arbejdsdag som assistent for en af branchens sværvægtere hældte Simon fremkalder på samtlige 25 af mesterens eksponerede film uden først at have målt temperaturen eller forsøgt sig med en teststrimmel: det var modigt gjort. Simon er ikke bange for at tage en chance og løbe en risiko. De rette kvalifikationer for en medstifter af et sted hvis navn er hentet i forretningsverdenen. Bjorn mangler heller ikke mod. At flytte ind på et institutions-kollektiv for adfærdsvanskelige på Midtsjælland - for ever - gør man kun, når man er frygtløs og fattig. Og modig som Bjorn. Tiden løb fra fotogrupperne 2.maj og Ragnarok, nu er tiden kommet til en ny dansk gruppe, der kan åbne vinduerne og bringe frisk luft til det kunstneriske fotografi. Gruppen med det karateprægede navn spræller af gåpå-mod og idealisme. Og gæstfrihed Tre kvindelige debutanter og en halvsvensker har I inviteret til at give deres bud på tidens billeder. Når den etablerede kunst fylder de etablerede gallerier så er der brug for et nyt. For ung fotografisk billedkunst SKAL ud. Den skal ikke stille sig op i køen og vente på at der bliver en plads ledig eller at tiden bliver moden. Den skal ud og have luft. Ikke kun sidde parat ved brevsprækken og vente på afslaget fra Forårsudstillingen. Indestængt kunst lugter ilde. Og nok er her risiko for mandehørm, men indestængt er her ikke. I har åbnet for vinduer og døre og givet luft til tidens unge fotografiske billedkunst. Det lumre og indestængte får aldrig et ben til jorden i galleriet med det anatomiske navn. Velkommen til verden, SPARK mb 1.3.2003 |