FORSIDE
MANUSKRIPTER
TALER

TALE TIL MARIE OG MADS' BRYLLUP 16. SEPTEMBER 2000

Spilledrengen

Der var engang en fattig Prinds; han havde ikke noget stort Kongerige, men et Kongerige havde han, og gifte sig det vilde han.
Alle Kongerigets unge Piger vilde have ham, fordi han var så overordentlig kjæk, charmante og pæn, og alle Mødrene ville have ham, fordi han var så høflig og dannet og så havde han et ubestemmeligt, genert smil, der fik enhver Kvinde, der så ham til at blive gelé i Knæene.
Men Prindsen ville ikke giftes med nogen af disse Kvindfolk, han ville have en virkelig Prindsesse og han vidste nok, hvordan han skulle gebærde sig for at få hende.

Nu skulle vi høre:

Se, han havde på sit Kammer, en sjælden Indspilning af Giovanni Gabriellis Kyrie Eleison fra perioden mellem sen renaîssance og tidlig barok. O en sådan deilig, uendelig sjælden og kostbar CD med - i de finere Kredse - anerkendt og værdsat Kirkemusik.
Det lød saa godt, at man, når man hørte Salmerne, glemte alle sine Sorger og Bekymringer.
Han havde også en ældre LP med Franz Joseph Haydns Symfonie nr. 94 i D-dur; den der lyttede til denne pragtfulde Koncertoptagelse med Wienersymphonikerne glemte Tid og Sted og faldt fuldstændig hen i Betagelse.
Giovanis Missa og Haydns Symfonie skulde Prindsessen have; og derfor kom både CDen og LPen i Sølv-Foderaler og blev saa sendt til hende.

Keiseren lod dem bære foran sig ind i den store Sal, hvor Prindsessen stod og øvede sig på nogle tyske Lieder sammen med sine Veninder fra Konservatoriet, de bestilte ikke Andet; og da hun saae Foderalerne med Foræringene i, klappede hun i Hænderne af Glæde.
"Bare det er Mädchenlied af Brahms!" sagde hun, - men saa lød Gabriellis Missa Kyrie á Capella.
"Nei, hvor den er nydelig!" sagde alle Veninderne.
Prindsessen blev staaende og saae saa fornøiet ud, for hun kunde ogsaa synge: "Domine Deus, Filius Patris, Volvo Corolla, Amaryllis”
"Det er jo den, jeg kan!" udbrød hun, “saa maa det være en dannet Prinds!”

"Den er aldeles ikke nydelig!" sagde Keiseren, “den er forfærdelig!”
Keiseren var slet ikke rigtig Keiser, men bare Prinsessens ældre Halvbror, der med sit hvide Hår og store Mave så ud som en Keiser hvilket passede ham fortrinligt.
"Fy Brormand!” sagde hun, “den er slet ikke forfærdelig, den er vidunderlig!"
Prindsessen var så berørt af den følsomme Tonart, at hun var lige ved at græde.
"Åh!" stønnede alle Veninderne, “den er vidunderlig!”
"Lad os nu først høre, hvad der er på Pladen, før vi blive vrede!" meente Keiseren, og saa blev Symfonien sat på; den lød da saa deiligt, at man lige strax ikke kunde sige noget Ondt om den.
“Superbe! charmant!” sagde Veninderne, for de snakkede Allesammen Fransk, den Ene værre end den Anden.
"Hvor den Indspilning minder mig om deres Fars, høisalig Keiserens grammofonplade!" sagde en gammel Kavaleer;“ak ja, det er ganske den samme Tone, det samme Foredrag!"
"Ja!” sagde Keiseren, det er grangiveligt den samme rædselsfulde Indspilning som min Fader, da jeg var Barn, satte på Grammofonen hver Nat, når han ikke kunne sove.
Og saa gjorde den trinde Halvbroder, som ikke var kjed af at blive kaldt Keiser, en Grinmasse, der fik Prinsessens Veninder til at sukke overbærende.
"Jeg skulde dog ikke troe, det virkelig er den Symfonie!" sagde Prindsessen.
"Jo, det er virkelig den!" sagde de, som havde bragt Foderalerne til slottet.
"Ja, lad saa Prindsen komme," sagde Prindsessen, og gik med Veninderne ind i sit Kammer for at smuksere sig.

Da Prindsen ankom til Slottet ville han ikke give sig tilkjende, men istedet sætte Prinsessen på en Prøve.
Han smurte sig i Ansigtet med Bruunt og Sort, trykkede Kasketten ned over Hovedet og bankede paa.
"God Dag Keiser!" sagde han, “kunde jeg ikke komme i Tjeneste her paa Slottet?"
"Ja, her ere saa Mange, som søge!" sagde Halvbroderen og prøvede at ligne en Keiser; “men, lad mig see! - jeg trænger til Een, som kan klemte lidt på Tangenterne."

Og saa blev Prindsen ansat som keiserlig Spilledreng.
Han fik et daarligt, lille Kammer nede ved Spillestien og her maatte han blive; men hele Dagen sad han og arbeidede, og da det var Aften, havde han gjort en nydelig, lille Melodi, optaget den på Kassettebånd og sad nu ved siden af sin Ghetto-blaster og vuggede med hovedet i takt til Musikken:

"I’ll never let You go’
because I love You so
Baby - Baby Darling"

Men det Allerkonstigste var dog, at de rytmiske, synchoperede Akkorder bragte både Duften og Røgen med sig fra dunkle Kælderbeværtninger, hvor der blev jammet i Tobakståger til langt ud på Morgenen. Der stank af Sved, spildt Øl og Swingmusik og enhver, der lyttede til Kassettebåndet blev grebet af mørke, skjulte Kræfter og blev i ekstase ført til Underbevidshedens rige.

“Hør! sagde Prindsessen, gaa hen og spørg ham, hvad den Indretning koster."
"Hvad vil Du have for din Melodi?" sagde Veninden.
"Jeg vil have en Nat med Prindsessen!" sagde Spilledrengen.
"Gud bevar' os!" sagde Veninden.
"Ja, det kan ikke være mindre!" sagde Spilledrengen.
"Naa, hvad siger han?" spurgte Prindsessen.
"Det kan jeg virkelig ikke sige!" sagde Veninden, “det er saa grueligt!"
"Saa kan du hviske det!" og saa hviskede hun.
"Han er jo uartig!" sagde Prindsessen, og gik strax - men da hun havde gaaet et par skridt, skruede Spilledrengen op for Lydstyrken og hun måtte standse og lytte til den deilige Melodi:

"I’ll never let You go’
because I love You so
Baby - Baby Darling"

"Hør," sagde Prindsessen, “Spørg ham, om han vil have en Nat med mine Veninder!"
"Nei Tak!" sagde Spilledrengen, en Nat med Prindsessen, eller jeg beholder min Musik."
"Hvor er det dog noget kjedeligt Noget!" sagde Prindsessen til Veninderne, “men saa maae I love, at Ingen faaer det at høre!"
Og Veninderne lovede at holde tand for tunge og saa fik Spilledrengen sin Nat og hun fik Melodien.

Naa, der blev en Fornøielse hele den følgende Dag, alle Veninderne skulle høre Melodien og de blev alle fuldstændig som besat af den rytmiske Musik. De dandsede og sang og klappede i Hænderne.
"Høist interessant!" sagde den gamle Kavaleer.
"Ja, men hold reen Mund, for jeg er Keiserens Halvsøster!" sagde Prindsessen.
"Gud bevar' os!" sagde de Allesammen.

Spilledrengen, det vil sige Prindsen, men de vidste jo ikke Andet, end at han var en virkelig Spilledreng, lod ikke Dagen gaae hen uden at bestille noget, og saa komponerede han på sit transportable Keyboard en Landeplage. En folkelig, festlig og fornøyelig Melodi, som ville blive Revyernes hotteste Hit den Sommer og Årets Topscorer i Giro 413.
"Men det er superbe!" sagde Prindsessen, “aldrig har jeg hørt en deiligere Composition! hør! gaa hen og spørg ham, hvad den Musik koster; men jeg ligger ikke med ham igen!"
"Han vil have hundrede Nætter med Prindsessen" sagde Veninden, som havde været henne at spørge.
"Jeg troer han er gal!" sagde Prindsessen, og saa gik hun; men da hun havde gaaet et lille Stykke, blev hun staaende.
Ikke for Ingenting var Prindsessen Barnebarn og Oldebarn af Rigets to største Revystjerner gennem Tiderne. I to generationer havde hendes Bedstemor og Oldemor med Fest, Farve og Folkelighed gjort sig både populære og uundværlige.
“Man maa opmuntre Konsten!" sagde Prindsessen, “jeg er Keiserens Halvsøster! Siig ham, han skal faae en nat som igaar, Resten af Sommeren kan han ligge hos mine Veninder".
"Ja, men vi ville saa nødig!" sagde Veninderne.
"Det er Snak!" sagde Prindsessen, naar jeg kan ligge med ham, saa kan I ogsaa! og saa blev Veninden sendt ind til Spilledrengen igjen.
"Hele Sommeren med Prindsessen," sagde han, “eller hver beholder Sit!"

Da Prindsessen hørte det, fandt hun sin Mobiltelefon frem.
“To retur til den fjerneste Øe i Riget” sagde hun og bestilte plads på båden, der bragte hende og Spilledrengen over Havet til den ringeste Rønne på den fjerneste Øe, med et slæng af Venner og Veninder i Kølvandet
"Hold tæt!!!" sagde hun, og saa holdt alle Veninderne Munden lukket og røbede ikke med et Ord, hvad der foregik i Huset om Natten.

"Hvad kan det dog være for et Opløb!" sagde Keiseren, da Rygterne alligevel nåede Hovedstaden.
“Det er jo Veninderne, der ere paa Spil! Jeg maa nok over til dem!" - og saa pakkede han Tøj og Tøfler i en Kuffert, tog sin Badekåbe over Armen og skyndte sig til Hurtigfærgen.
Hille den! hvor han skyndte sig!

Saasnart han kom i Land, gik han ufortrødent op i Kirkestræde, hvor Veninderne var i færd med at tælle Nætterne, for at det kunne gaae ærligt til, at Spilledrengen ikke skulde faae for mange, men heller ikke for faa; de bemærkede i høj grad Keiserens ankomst og besluttede straks at rejse hjem.
Inden de reiste lod Keiseren dem dog anrette et festmåltid med rigelige mængder af både røget Sild og Brændevin. Mæt, træt og beruset smed han sig på Dobbeltsengen netop som Spilledrengen skulle igang med den sex og firsindstyvende nat.
“Heraus!" sagde Keiseren, og baade Prindsessen og Spilledrengen bleve forevist fra Sovekammeret og måtte ligge på Luftmadrasser udendørs den ganske Nat.

Der lå Prindsessen nu og græd, Spilledrengen skjændte, og Regnen skyllede ned.
Men så gik Spilledrengen ind på Badeværelset, tørrede det Sorte og Brune af sit Ansigt, kastede de stygge Klæder og traadte nu frem i sin Prindsedragt, saa deilig, at Prindsessen straks måtte trække ham ned under Dynen.
"Jeg er kommen til at elske Dig, Du!" sagde han. Du forstod Dig godt nok paa Kirkesang og Klassisk Musik og kunne derved have fået dig en høflig og dannet Prinds! Men du valgte, for hjemmelavet Swingmusik og et Revynummer, at ligge med en Spilledreng! Dig vil jeg have til Kone! Lad os gifte os!
Og Bryllup blev der holdt, den gamle Kavaleer førte Prindsessen op ad Kirkegulvet, smukkere og lykkeligere var hun end nogensinde, for istedet for at vælge mellem den fornemme og artige Prinds og den frække og forførende Spilledreng, havde hun taget dem begge to.

Bortset fra Prindsens Forældre, som i hast var afrejst til et fjernt og koldt Rige, kom hele Familien, Vennerne og alle Veninderne til Bryllupsfesten.
Og Keiseren, som slet ikke var Keiser, men bare så sådan ud, havde af Bær fra Den Keiserlige Have ladet fremstille to dusin Flasker af den deiligste Hedvin, som snart gjorde sin Virkning på Gjæsterne, se det var en virkelig Bryllypsfest.
Og det er ganske vist, at Prindsen og Prindsessen, for det var de sandelig, levede lykkeligt til deres Dages ende.

Moralen er, at selvom man ikke kender forskel på en Edderfugl og en Stormmåge, kan man godt alligevel score en Spilledreng.

Frit efter H.C.Andersen 16.IX.2000 mb