|
Takketale holdt i hofteatret 9. oktober 2008 efter modtagelsen af fogtdals fotograf pris. af morten bo kære palle fogtdal hvordan kunne du vide det? hvordan vidste du, at det var lige hvad jeg havde brug for? man kan ikke søge om at få din hæderspris, ikke bede om den kvarte million. det ligner dig, at give folk, hvad de har brug for, og ikke hvad de beder om. sådan var det også i 1960 da du fandt på at lave et magasin om boligindretning. ingen havde bedt om det, ingen ønskede det, men dit Bo Bedre var præcis, hvad folket havde brug for. hvordan kunne du vide det? når man giver folk, hvad de ønsker sig, så er man populist. når du gir folk, hvad de har brug for er du folkelig du har altid været folkelig. da du med anker tiedemann den jul for snart 50 år siden skabte det første nummer af Bo Bedre, tænkte du kun på, at bladet skulle være for folket. det skulle være populært, ikke for eliten, de lærte eller de rige. at magasinet blev en kanon kassesucces ændrede ikke din folkelighed. fristelsen at blive populist må have været stor, at give folk, hvad de pegede på og plagede om. men sådan har du aldrig været. som filmproducent gav du aldrig publikum, hvad de ville have, men hvad de havde godt af. valhalla, ofelia kommer til byen, du satte skub i astrid henning jensen og bille august før nogen vidste hvem de var. og fotografen jesper høm, mit store idol da jeg er 19 og lige blevet student, står der på min reol mellem atlas og leksikon en fotobog fra forlaget palle fogtdal. det ved jeg for det stod på ryggen: Roserne Strejker Ikke Forlaget Palle Fogtdal. der stod ikke hvem, der havde lavet den, men det var ligemeget, for de billeder var bare præcis hvad jeg havde brug for. de var unge, hurtige, varme, frie. fulde af kærlighed og fulde af løfter. sorthvide, dokumentariske hverdagsskildringer. af jesper høm. jesper høm havde lavet en fotogruppe med gregers nielsen og en aftale med dig. med magasinet EVA gav du kvinderne, hvad de havde brug for og med jesper aftalte du, at prisen for et almindeligt billede i bladet skulle være 75 kroner og for et interviewportræt 100. forbundets prisliste lød på 42,50. du gav det dobbelte. du havde respekt for fotografen og det gode billede. du lavede ikke discount til masserne, men kvalitet for folket. på delta lærte jeg, at billeder koster og at fotografen er kostbar. da du opdager, at folket har brug for et magasin som times-magazin og newsweek ansætter du poul hammerich som redaktør, han er ingen discountløsning, og kostbare delta som fotografer, og laver et fantastisk blad. NB. kvalitet for folket. det er ikke altid forbundet med økonomisk succes at være folkelig, bladet gik ned med et brag, men det gjorde dagbladet information ikke, selvom det økonomisk var tvunget i knæ, du købte avisen for en million og forærede den til medarbejderne for en krone. avisen overlevede. og du fik fortalt verden, at palle fogtdal også er mæcen. jeg udgav min første bog så den kom til at ligne jespers mest muligt, samme format, samme nærhed, humor, kærlighed, nysgerrighed. også helsider til kant. finder der en ridder i orange? varme, smukke hverdagsbilleder af folket, men også kedelige. fornyligt blev jeg bedt om at sende et par af bogens billeder til mette sandbye, hun havde skrevet en bog om fotografi og sluttede med et kapitel om mig som ung, dansk dokumentarist. bogen hed kedelige billeder. det er rigtigt, mine billeder var kedelige men det ændrede sig. tiden ændrede sig, jeg ændrede mig og billederne ændrede sig. fra at være kedelige blev de grimme. de blev anklagende, afslørende, kameraet blev et våben. - hvordan kan du holde ud, altid kun at tage grimme billeder? sagde fuldmægtigen fra danida da vi skiltes efter et møde. det kom som et chock for mig, jeg anede ikke, mine billeder var grimme. hvis jeg gav folk hvad de ønskede sig ville det blive solnedgange og smilende idyl. jeg ville give folk, hvad de havde brug for. og de havde brug for den grimme sandhed. folket havde brug for mine billeder om kalkværk og folkeskole, om afmagt og magtmisbrug, jeg var ikke populist. i mit barndomshjem havde min far en bog med titlen: om grimt og smukt skrevet af odd brochmann, den norske arkitekt, i den kunne jeg læse, hvad ordene betyder, smuk og grim. en økse er smuk, når den ligger godt i hånden. en stol er grim, når man ikke får lyst til at sætte sig i den. smukt er ikke det vi nyder, men det vi føler er rigtigt. grimt er ikke det vi frygter, men det, vi mærker er forkert. grimt er det ubrugelige, det nyttesløse, det overflødige, det overfladiske, det forlorne og falske, sandheden er smuk. en smuk kvinde er den rigtige kvinde. ingen bad om mine grimme billeder, ingen ønskede sig de kedelige. men alle havde brug for dem. de var min sandhed om at være menneske. de var dyrere end discount, og tog længere tid. sandheden tager længere tid, for det er ikke nok at trykke på knappen, du skal også tage stilling, have en holdning, vide, hvad du gør og hvem du er. sandheden er ikke, hvad kameraet ser, men hvad du finder ud af. mine fotografier skulle ikke få dig til at se, men til at indse, de skulle ikke bevise noget, men overbevise nogen. ikke få folk til at nyde, men til at mene. jeg fotograferede ikke begivenheder, men tilstande. ikke hvad der foregik, men hvordan man havde det. jeg ville ikke være elitær, men folkelig. populær men ikke populist. ordene grim og kedelig blev positive betegnelser for sandhed og tilstand. mens ordet smuk blev negativt som ordene pæn og nydelig jeg blev bange for det smukke. da jeg med keld helmer petersen var i stockholm i de år til seminar om steadycamm kom jeg en dag til at sige, at det havde været så smukt at vågne om morgenen på hotelværelset, for solstriberne faldt på gardinet så smukt. - tog du så ikke et billede? spurgte han. det kunne ikke falde mig ind. aldrig ville jeg kunne tage et billede af noget, alene fordi det var smukt. jeg var blevet paranoid, beskyldte skønhed for at være en forloren overflade, der må stikke noget under, forbød mig selv at nyde. det smukke kaldte jeg hånligt for øjenfryd, jeg var blevet grimhedens fotograf. mine tilstande blev mere og mere kedelige. efter at have kradset emulsionen i stykker i RØDE MISSILER og gjort mine børn til standvaskere, gav jeg op. satte kameraet på hylden og solgte mine anparter til den medarbejderforening, jeg havde stiftet. hvornår du gav op, palle fogtdal, husker jeg ikke, men jeg ved, du forhandlede med populisten simon spies, men endte med at gå i vrede, forsøgte så med egmonts og aller, men endte med at sælge det hele til Bonniers, som gerne ville ind på det danske marked. Bo Bedre og dine andre magasiner giver Bonniers Publications idag et årligt overskud på 200 millioner kroner efter skat. jeg gav op og startede forfra. da jeg var ung var alle over 40 yt, vi lyttede ikke til hvidhårede autoriteter, bekæmpede de bedrevidende og foragtede ejendomsretten. gudskelov er tiden idag en anden. de unge lytter gerne til en erfaren emeritus, og jeg nyder at fortælle dem om grimt og smukt. om hvorfor kedelige billeder er spændende og grimme billeder smukke. fordi jeg selv har hadet at modtage undervisning, besluttede jeg fra starten, at på Fatamorgana skulle man ikke lære noget. men man skulle have alle muligheder for at finde ud af noget. jeg var overbevist om, at eleverne havde det i sig, det, der skulle til, de skulle bare have lov at bruge det. jeg skulle ikke lære dem noget, jeg skulle give dem lov. i 20 år er de kommet med ticks og talefejl for at få lov at være sig selv. jeg gør, hvad jeg kan for at give dem, ikke hvad de ønsker sig, men hvad de har brug for. tro, sprog og tillid. jeg drømte ikke om, en dag at blive hædret med din pris, anede ikke, at jeg havde brug for en kvart million. men det skal nok vise sig, at det er hvad jeg har godt af. tak for tilliden palle fogtdal. mb 9.10.2008 |