Avec Toi

Tale holdt 14.november 2013 Det Danske Hus, Paris ved åbningen af Jacob Aue Sobols udstilling Avec Toi

af Morten Bo

Livet er en række af øjeblikke, nogle er store, andre små.
Øjeblikke af bekymring og øjeblikke af sjov. Nogle alene, andre med med dig.
Hvert menneske har sine øjeblikke, og nysgerrigheden er stor, for hvordan de andres ser ud.

Jacob Aue Sobol viser os her, hvordan hans øjeblikke ser ud. Der er de store, og der er de små, dem han tydeligt husker og dem, han ikke kan glemme.

Der er Sabine, hans store kærlighed på Grønland, som for år tilbage fik ham til at vakle mellem at blive fanger i hendes bygd eller fotograf med ambitioner.
Han valgte det sidste, men glemte hende aldrig. Uden Sabines kærlighed og krop ville Jacob ikke være blevet den, han er.

Billedet af Sabines forrevne strømpebukser er ganske lille, men det var stort engang, rejste rundt i verden og vakte opsigt, og Jacob blev rost og blev ved og gentog successen i Tokyo, endnu en bog og udstilling og anerkendelse og Bangkok og Magnum og Brønshøj og den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing, Arrivals & Departures.

For nogle er det en udfordring at opleve det ukendte, at følge Jacob på rejse til sindets mørke kroge, for andre er det betryggende at få at vide, at du er ikke alene, Jacob er som dig. Avec Toi, han tager dig i hånden og viser dig de øjeblikke, du har forsøgt at glemme eller skjule.
Har det vokset sig til en knude i maven, at du aldrig blev elsket eller fandt mening i tilværelsen, så kan du finde trøst i Jacobs øjeblikke af elskovsløst samvær og meningsløs eksistens.

Han tager dig med til hemmelige steder, hvor mennesket er nøgent og ærligheden ekstrem, øjeblikke af overraskelse, indsigt og undren, findes det virkelig?
Ja, det findes, i Jacob og i dig. Tør du åbne den lukkede dør?

Et af de små billeder er en lukket dør, den er der kun, fordi den findes, det er op til dig, hvor den fører hen.
Sådan er det med alle billederne, de er med, fordi øjeblikket findes, og det er op til dig, hvor de fører dig hen.

Vær ikke bange for det ukendte, det fortrængte og forkastede, mød verden, siger billederne, med åbenhed og undren. Stræk armen frem, spil fingrene ud og du vil opdage, at også du har en killing i hånden. Et øjeblik af inderlig skønhed og uforbeholden tillid, for sådan er livet også.
For den, der tør åbne døren og række hånden frem.

Der er de store billeder, som sejrsikkert fylder væggene, og der er de små, som lokker dig tættere på, for det er meningen med udstillingen, at lokke dig tættere på.
På livet og kunsten.

I en tid, hvor idealet er viden og kunstneren forsker, hvor det akademiske miljø har annekteret kunsten og eksporteret sit dogme, at der kun findes een sandhed, og det er den, der kan bevises, da er det befriende, at kunstneren Sobol i sine værker insiterer på at sandheden ikke er et facit, men en ubeskrivelig tilstand af tvivl.
Kærlighed uden foragt er forløjet romantik, aggression uden apati en underholdende boksekamp, det er i det selvmodsigende, visuelle værk, magien opstår.

Sandheden er ikke er målet, men vejen, og løgnen, at fortie og fortrænge. Når kunsten bliver en videnstest og kulturen en forlystelse, så er der brug for Sobols fotografi. Og budskabet er tillid.

Jacob rider ikke på en tidens bølge, han går mod strømmen tilbage til rødderne.
Tilbage til Altamira grottens røde og sorte bisoner, en kunstnerisk hyldest til jagten, til byttet og skønheden med direkte aftryk af hænderne, der malede. Og tyre, heste og vildorner de er der, fordi de fandtes. Og findes i Jacobs fotografi.
Som Pieter Breugels grumme men elskelige bondeliv, fabulerende sandfærdigt. Som Toulouse Lautrecs vidunderligt afdankede piger på bordel, hvor det at gå med numsen bar var en selvfølge, også de lever videre i Jacobs fotografi. Som Bunuels andalusiske hund, der forkastede borgerskabets normer og regler og fremprovokerede et opgør med tiden bonerte moral.

Det er ikke så underligt, at Jacobs fotografi er blacklistet på Facebook, der bliver holdt øje med de bare numser, så skidt med den kunstneriske sandhed. Men Jacob er ikke den, der giver op, hver uge opretter han en ny side og deler generøst sine uanstændige øjeblikke med sine mange fans, Det handler om tillid.

Hele sidste uge holdt han workshop på Fotoskolen Fatamorgana i København, og de unge var vilde af begejstring. I en fortrolig atmosfære af nærhed og koncentration fik han dem til at åbne deres lukkede døre og skabe magiske øjeblikke. Det handler om tillid.

Tilliden til den, der tager dig i hånden og viser dig vej, som fotografen Anders Petersen har gjort med en generation af unge fotografer, fået dem til at opsøge intimitet, føle selvværd og gøre sig synlige.

Der er spor af Anders Petersen i alle Jacobs billeder i hans metode og hans undervisning. Og der er spor af Christer Strömholm, Anders Petersens mentor som med sit kompomisløse personlige fotografi og sin karismatiske personlighed lagde grunden til nordisk dokumentarfotografis succes.
Tilliden er gået i arv og Jabob er tro mod sine rødder.

Med Jacob Aue Sobol har billedkunsten fået en fotograf, hvis betydning rækker langt uden for egne rækker, og det er en glæde at Maison du Danemark her i fotografiets uge har inviteret netop ham til at dele sine øjeblikke Avec Toi.

tale holdt 14.november 2013 det danske hus, paris i anledning af jacob aue sobols udstilling avec toi. morten bo