Marianne

Hun er 11 år og sidder i kørestol.
Hun er lam
Hun kan ikke bevæge benene
eller armene
hun kan ikke tale
og hun kan ikke trække vejret selv.
Men hun tænker normalt
og forstår alt hvad du siger
Hun smiler og griner
Og græder

De havde været til jazzballet,
Marianne og en veninde
og de gik sammen over gaden
Rantzausgade.
Veninden fortrød og gik tilbage
Marianne blev ramt af en taxa
der var også noget med en bus
vistnok
men ingen så det ske
Det er to år siden nu

Marianne døde
I en halv time var hun død
Men lægerne gjorde alt
for at give hende livet tilbage
(selv om de vidste, at hun aldrig
ville komme til at bevæge sig)
Fra den ene side af brystet
ned til navlen
og op til den anden side
har hun et langt ar
hun har været sprættet op
Måske fik de liv i hende gennem det hul
Men forældrene ved det ikke
for lægerne har aldrig villet sige noget

Marianne er bundet til sin kørestol
En krave støtter hendes hage
to skumgummipuder
holder hovedet på plads
Benene hviler på to benstøtter
armene ligger slapt i armlænene
Fra halsen går en slange ned bag kørestolen
Der står en respirator
og trækker vejret for hende

Hver dag
kan man høre hvinende bremser
nede fra Rantzausgade
Dernede, hvor Marianne blev ramt
Og folk i kvarteret
og alle vi andre
hvad tænker vi?
Vi tænker: Gudskelov
det ikke var vores barn
Så speeder vi op og kører videre

Fra digtsamlingen Bobler 1965-2016