I en slags ekstase forestillede Sisse sig et land hvor smerte var vejen til lykke, nej mere end det, smerten den isnende fornemmelse på langs af arm eller mave var selve kærligheden. Hvis nogen spurgte om det ikke gjorde ondt, sagde hun - Tværtimod.
Aldrig var der nogen der forstod hende eller bare respekterede, at hun var underlig, en efter en faldt de fra, indtil hun nu som snart 22 årig var helt alene med masochismen. Hendes tilbagevendende ceremoni holdt hun som en hemmelighed ingen fik hende at se med blod i ansigtet og sår på armene.
Sisse lærte at acceptere sin blodlængsel og smertelyst.
Men så var det hun mødte Jacob. Han købte to mørkt maltet rugbrød og fortalte, at han havde en skæremaskine, så han kunne skære eller slice tynde skiver og så kiggede han på Sisses ene ærme, der var krøbet lidt op.
Det var først næste gang han kom, at han åbnede for sin fornemmelse, for han lænede sig ind over disken og sagde - Og kniven skal være skarp. Ikke?
Og så smilede han hemmelighedsfuld, mens Sisse gemte sig i genertheden.
Jacob havde haft det som Sisse og kunne sætte ord på hvorfor. Flere gange mødtes de og Jacob fortalte hvordan smerten var hans eneste kærlighed fra han var 15 til 25. Han var som Sisse blevet afhængig og lærte at holde det som en hemmelighed.
- Tilsidst havde jeg ingen steder at skære mig. Mit blod var kærlighedsdråber, jeg følte en enorm tilfredsstillelse ved at smage blod og tænkte jeg var vampyr.
Sisse lyttede intenst for her var noget hun kunne nikke genkendende til.
- Det hele er meget enkelt, mennesket er genetisk enten drøvtygger eller rovdyr. Nogle længes efter rødt kød andre er vegetarer. Når vi som rovdyr ikke får blod på læberne, så mangler vi noget, og når vi isolerer os, så er det kærlighed vi mangler.
Ikke så underligt bliver blodet til kærlighed i vores bevidsthed.
Jeg skriver i solen på en bænk i haven på den anden side af vejen.
Her lidt af et afsnit om Masochisten Sisse.