Uddrag fra romanen jeg er ved at finpudse Kærlighedens Karneval
At uvejret er ved at ødelægge musikfestivallen hvor Skælfisk spiller er inspireret af festivallen i Belgien hvor 5 personer blev dræbt af et pludseligt uvejr.
Da Skælfisk stormer ind på scenen er det med en sejrssikker Josie der vinker til publikum helt fremme ved scenekanten først til den ene side så den anden sjalet blafrer i vinden hun springer som en veloplagt ged og folk klapper så langt hun kan se er der dyr. De sidder og står klumpet sammen tæt ved scenen mere spredt mellem teltene. Det er overskyet men tørt Josie giver tegn til Karen der slår takten og så kører det ellers højttalerne kaster lyden ud over pladsen der er strøm på anlægget når vinden blæser og får vingerne i toppen af masten til at dreje rundt. Ekstasen rammer dem de spiller som de aldrig har gjort. Øjeblikket er kommet hvor sammesparet energi slippes løs publikum er begejstret. I tredje nummer er mørke skyer drevet ind over pladsen faretruende mørke og så uden varsel bryder det løs. Regnen styrter ned i tove midt i nummeret stiller Josie sig foran på scenekanten og råber til uvejret - Ja vi har hørt dig men vi stopper ikke en tornadoagtig storm fræser gennem publikum der kastes hulter til bulter mellem hinanden tøj rives af og flagrer afsted Josie sætter sig på knæ for ikke at falde og den høje mast med vinger højttalere og scenelys truer med at vælte. Dyr der er kravlet op for bedre at kunne se bliver kastet ned på de der kryber sammen. Alt er kaos men Josie giver ikke op råber til uvejret - Din svækling så fejes hun af blæsten her over scenen ud over kanten og falder ned i mængden af dyr. Da går lyset ud lyden forsvinden. En halv time senere er skyerne trukket væk og solen titter frem upåvirket af hvad der er foregået. Mange er sårede samaritterne er igang med bårer og forbinding Josie klarer faldet uden skader ingen Skælfisk er kommet noget til heller ikke Kræsten. Karen laver varm suppe og da de genoplever Josies modige råben til uvejret kan de de ikke lade være at grine det var så modigt. - Du er altså god. Det er først da de hører at den store mast der væltede dræbte adskillige at alvoren vender tilbage. Det er Ingolf der lidt beskedent siger - Jeg tror vi var heldige
