Himlen har fart på en truende gullig tone breder sig, alt over mig er et gulliggråt væmmeligt sort skydække, skal jeg søge læ finde nogle træer? – og endnu en dråbe nu regner det. Nu kom regnen. det styrter ned, striber af vand fra oven, tove bliver til pjasken granitten strøjter, det larmer hvor regnen rammer den blanke flade klippe, vejret har fået en stemme, et uvejr er igang.
Jeg finder ly ved et tagudhæng på en forladt hytte. Så blæser det op, træerne synger med hæftige stormstød flerstemmig både dyb bas og skinger sopran. Musikken er jamrende skov med en bund af hæftig plasken.
Det er vildt at være midt i mørket og fornemme naturen som et væsen med menneskelige egenskaber, det er en gave at opleve hvordan den skifter humør så pludseligt. Advarer, truer og straffer jeg bliver flov over at være i København så fjernt fra naturen aldrig bliver jeg våd eller hører stormen klage sig.
Fra et notat jeg skrev på Christiansø om hvordan himlen blev aggressiv menneskelig