Dagens

Min elskede datter

Fra romanen Saga om Viltgudr

Jeg besøger min mormor på plejehjemmet, men hun sover, så jeg snakker med kvinden ved siden af, for der er noget hun vil betro mig

Hun er så fin, fingre med små, bløde negle og fødderne, det kan De glæde Dem til unge mand, det er et mirakel, at sådan noget kravl kan blive skabt ved et uheld, ufatteligt men også vidunderligt. Hun er min førstefødte og bliver mit eneste barn. Men med den overstrømmende glæde kommer også tvivlen, om jeg nu magter det eller især, om jeg fortjener det.
Jo, det er tanken, at hun er for god og smuk og rigtig til mig. At hun er bedre tjent med at være andet end et uheld. Hun er ikke et ønskebarn, og det vil hun aldrig blive, uanset hvor meget jeg forguder hende og elsker hende, vil hun aldrig blive en, jeg har ønsket mig. Jeg tager hende i armene og går rundt med hende på skulderen frem og tilbage i lejligheden og fortæller igen og igen, at jeg elsker hende. Hendes bløde hud mod min kind, jeg kan stadig mærke den, så fugtig varm med en duft af mælk, jeg trygler hende om tilgivelse, men det kan hun jo ikke, kun to uger gammel intet aner hun om, hvad der er sket eller skal ske.
Hun er alt det, jeg gerne vil være fuldstændig ubekymret tilstede i nuet. Et bryst at sutte på, en dyne med bamser og en ren numse, det er hendes verden, uden tanke på hvad der er gået forud, og hvad der vil komme, en fuldstændig accept af sin krop, jeg er så misundelig, hun kan alt det, jeg har så svært ved, hun er indbegrebet af skønhed, og hvad er jeg?
Åh Herre Gud, hvor er mennesket dog stort, når det bliver født og mindre og mindre med tiden. Jo, jeg er misundelig på hendes selvsikkerhed. Det er, da jeg lægger hende i babysengen mæt og tør, at det kommer som et buldrende tordenvejr, sorte skyer med knitrende lyn. Jeg står yderst på ti-meter vippen og er så bange for at springe. Min elskede baby smiler til mig og basker med armene. Et sidste kys, mine tårer drypper hende i ansigtet.
Så kommer stemmen så grov og grusom, jeg ved det godt, at det må være djævlen – Gør det, du kan godt.
Hovedpude mod ansigtet presset hårdt til, armene falder ned, kroppen bliver slap, det må have været mig. Det er mig, men jeg husker det ikke. Jeg vil ikke huske, kun idag nu til dig, enhver anden tror, det er den ikke så sjældne vuggedød. Min forlovede er lettet, gift bliver vi heldigvis ikke, aldrig knytter mig til nogen andre end min elskede datter.

Det er Viltgudr der på dødslejet lovede, at han i al evighed ville give det tvivlende menneske troen på egne kræfter – Gør det du kan godt.

Betaling på Mobilepay 30 50 11 32 Bøgerne sendes + porto. Send en mail til mb@mortenbo.com og få bogen eller bøgerne tilsendt.