Minik står i sin celle og ser tre store busfulde varetægtsfanger forlade området og køre ud i det fri. Så synker han klumpen i halsen og blinker ukontrolleret.
Han har kun sovet lidt, er lige faldet i søvn, da Quivitoq står i hans celle. Det er mørkt, så han kan ikke se ham, men han ved det er ham, der siger
- Det er tid. Jeg er kommet for at hente dig.
- Hvor skal vi hen?
- Hjem
Sammen går de over isen op i fjeldet vintermørke, kun en svag kold vind fjorden er frosset en isbjørn kommer imod dem, det er Gualiquivik.
- Han fører dig videre, jeg må tilbage. Gualiquivik rejser sig på bagbenene og snuser til vinden, han kan lugte hvilken vej, de skal, og inden længe kommer de til et frodigt område med grønt og rindende vand, små hytter er der og væsner så små som spædbørn men med pels nærmest hunde, der går på to ben.
- Vi skal bare igennem siger Gualiquivik og går rask til. Inden længe står de foran en låge i et dige af kampesten
- Det er her
- Hvad er her?
- Du skal møde din far
- Dødsriget?
- Ja
Da vagterne om morgenen finder Minik død i sin celle, har han rifter og sår som efter et slagsmål, hårtotter er revet ud af hans hovede og flyder på gulvet, næseblod har han og kradsemærker i ansigtet. Neglene er røde af blod.
UDDRAG AF ROMANEN REJSEN TIL HEKKENFELD
Minik er grønlænder anbragt på Anstalten ved Herstedvester. Alle i forvaring er kørt i busser til udryddelseslejren Kompedal. Men ikke Minik har er bare anbragt her fordi Grønland mangler fængsler til livstidsfanger. Det er kun de sindslidende, hjemløse og handicappede man vil aflive.