Mørkets Melodi

Så mørkt her er
så fuldstændig sort
jeg famler i blinde og ænser med ørerne
at Carmen i det fjerne
er ved at blive puttet
og fødderne mærker efter
om der er asfalt eller græs hvor jeg går
sådan ser verden ud
for mig, der spadserer i tomhed.

Og en tudse
kommer pludselig hoppende
hen over vejen
kroppen er vortet og vommen så tyk
grønplettet glinsende våd
se, svømmehud mellem tæerne
og lange lange negle
nej nej, jeg kan ikke se den
men ved den er der.

Så mørkt her er
så stjernetomt
selv ikke det mindste hul
findes i himlen ikke en gnist af hvidt
buldersort som en kiste
set indefra
med låget skruet på
intet liv siver ud
ingen sprække af død

Så åbner jeg låget
og blændes af lyset
skærende skarpt
springer det på mig
så jeg mister grebet i låget
og falder bagover
mens lyset flammer ud af kisten
og stjernerne tændes
et mylder af glimt i himlen

så forunderligt at gense
deres prikkede billeder
og vide at lyset
ikke var væk eller slukket
blot spærret inde.
Jeg kan se og jeg ser
at verden ikke er
hvad øjnene så
men et usynligt og lydløst billede.

Fra Mørkets Melodi – et essay om syn og syner